Berlingske skriver i dag, hvordan tidligere (!) topfolk i Venstre nu pludselig begynder at kritisere Fogh-æraens økonomiske politik.
Mest iøjnefaldende er det, at Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde føler et behov for at beklage, at han medvirkede aktivt i klapjagten på Søren Pind og hans meningsfæller, da de i 2005-2006 meget modigt satte deres karriere på spil i en insisteren på, at partiets top tog Venstres ideologiske arv alvorligt.
Kommentatorerne falder allerede nu '“ og noget forudsigeligt – over Rohde mfl, som bliver kaldt for 'kujonagtig' og meget andet. Og der tales om faderopgør. Tjah. Det er ikke ligefrem modigt at kritisere sin – tidligere '“ chef.
Meget af kritikken er sand. Men hvad er egentlig baggrunden for artiklen? Svaret er formentlig det enkle, at Jens Rohde gerne vil tilbage i dansk politik. Altså den del, der foregår på Christiansborg og hvor man får titler, ære og værdighed og ikke mindst opmærksomhed. Og et eller andet sted er det da fuldt forståeligt. Der er kedeligt i Bruxelles. hvor ikke en levende sjæl følger med i, hvad Rohde måtte udrette som EU-parlamentariker. Men skal Rohde tilbage til Christiansborg kræver det til gengæld (ifølge hans egen analyse), at han afsværger sig noget af sin fortid som Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens tro væbner og skarpretter, hvor han forsvarede regeringen og navnlig dens økonomiske politik med næb og klør. Det skete ud fra devisen: tolerer de besejrede, men nedslå de trodsige.
Problemet for Jens Rohde er, at han i perioden fik skabt sig meget farlige fjender med sin facon, hvor tæskene blev uddelt flittigt og hvor anderledes tænkende blev hængt ud som 'usympatiske' og meget andet i den dur. I dag er folk som Peter Christensen og Søren Pind for længst taget til nåde igen, efter at Lars Løkke Rasmussen fik overtaget regeringsmagten. Men der var engang for ikke så længe siden, hvor Peter Christensen og Søren Pinds fremtid i Venstre – i et par dage – hang i en meget tynd silketråd. Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh ville have dem ekskluderet af folketingsgruppen, men mere besindige kræfter fik dem beroliget og fra tanken. Blandt dem var i øvrigt Lars Løkke Rasmussen.
Forholdet til Claus Hjort Frederiksen er for flere af de nævnte i dag normaliseret, mens Jens Rohde fortsat er decideret forhadt i visse dele af folketingsgruppen. (Og det er vel fair at sige, at jeg netop på det område på ingen måde er uvildig'¦)
Der er dog andre magtcentre i partiet som Jens Rohde har et udmærket forhold til. Blandt dem de to suverænt mest magtfulde figurer: Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Men skal Rohde accepteres, så skal han på en eller anden led aflægge sig sin rolle som 'det dumme svin'. Engang var Venstrefolk stolte over deres højt besungne image som et tolerant parti, hvor man havde lov at være uenig og kunne debattere ting. Uden at få en økse eller en forhammer i hovedet af partiledelsen. Det var imidlertid hvad der skete, hvis en MF eller andre formastede sig til at prædike Venstres tidligere tankegods om at den offentlige sektor var for stor, max 50 pct. i skat, det offentlige må ikke vokse stærkere end det private osv. Og Jens Rohde var manden, der gjorde det. På Foghs og Hjorts vegne. Og det er vel formentlig baggrunden for at Søren Pind også får en indrømmelse med på vejen fra Jens Rohde. Den gør dog næppe den store forskel. I dag.
Rohdes let gennemskuelige forsøg på at gøre afbigt og for derigennem at vaske sine blodige hænder rene, er der næppe mange, der vil hylde ham for. Måske vil enkelte tilgive ham og give ham en chance, men de står ikke i kø. Andre derimod vil gøre alt for at holde ham ude af den regering og gøre hvad de kan for at forhindre ham fra at få den ministerpost, der er målet for Rohde. Han skal nemlig ikke tilbage til dansk politik for igen at være politisk ordfører.
Måske ser Rohde også en mulighed for, at Lars Løkke Rasmussen vil udnævne ham til minister efter at han har afsværget sig forgængerens økonomiske politik? Og for at brede historien lidt ud har Berlingske så også ringet til Chr. Mejdahl, som er blevet forstyrret i sit otium, hvor han vist glad og fro går og ser sine børnebørn vokse op, hvis han da ikke muger ud i sønnens kostald'¦
At der er behov for mere kompetente ministre et par steder i regeringen er åbenbart for de fleste. Rohde holder sig fx ikke tilbage på sin facebookprofil at pege på svaghederne ved sin partifælle miljøministerens embedsførelse'¦ Tænk hvis en venstremand havde gjort det i Rohdes tid som politisk ordfører. Vedkommende havde fået en økse lige i nakken.
P.s. Nu benytter Kristian Jensen chancen for pludselig at hylde Anders Fogh. Det kunne godt tyde på, at gruppeformanden ikke er begejstret for idéen om at få Jens Rohde tilbage. Og så er det en god mulighed for Jensen, at styrke sin ikke alt for stærke profil overfor hirden af Fogh-fans i folketinggruppen, som hverken er imponerede over deres nye gruppeformand, Jens Rohde eller statsministeren.
Officielt er det dog Peter Christensen, der er sendt i byen for Venstre at svare på kritikken fra de meget forhenværende gruppemedlemmer. I min oversættelse lyder Christensens svar noget i retning af, at han ikke gider tage næsten forhistoriske diskussioner med politiske has-beens som Rohde og Mejdahl.
Det har således helt sikkert bekommet den nuværende politiske ordfører særdeles vel at pointere offentligt at han finder Rohdes synspunkter både aldeles utidige og for nutiden ligegyldige.
Jo, de hygger sig i Venstre'¦
17 kommentarer til “Hvad man dog ikke siger for at blive minister!”
Ganske enig i analysen. Men når du skriver “Men der var engang for ikke så længe siden, hvor Peter Christensen og Søren Pinds fremtid i Venstre '“ i et par dage '“ hang i en meget tynd silketråd. Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh ville have dem ekskluderet af folketingsgruppen, men mere besindige kræfter fik dem beroliget og fra tanken. Blandt dem var i øvrigt Lars Løkke Rasmussen” kunne du så ikke venligst uddybe, hvad det egentlig var de angiveligt havde gjort? Det var vel ikke bare politisk uenighed, teser, osv? Der må vel have været en mere konkret årsag?
Er du forøvrigt helt sikker på at Løkke talte aktivt imod?
1. Der var – som jeg husker det – flere lejligheder, hvor især Pinds dage i V var tæt på være talte. Men i forløbet med Leif Mikkelsens afgang fra partiet i november 2006, optrådte Løkke i rollen som mægleren.
MEN jeg kan jo ikke være helt sikker på at han har talt “aktivt imod”. Sådan blev det dog oplevet fra “de dødsdømtes” side. Jeg medgiver dog at det er en relevant indvending.
Ja, det er da rigtig giftigt.
De får nok også svært ved at finde støtte uden for en snæver “ærkeliberal” kreds.
Kritikken af den manglende budgetansvarlighed overser nemlig helt omkostningerne ved det helt ufinansierede skattestop (som reelt er en nedsættelse af ejendomsskatterne), og den delvist ufinansierede skattereform.
Især de lave ejendomsskatter angives af de fleste økonomer for (sammen med 30-årige lån og afdragsfrie lån)at være årsagen til boligboblen.
Netop boligboblen er årsagen til, at Danmark er blevet ramt af to kriser samtidigt: en finanskrise og en boligkrise.
Så vidt jeg ved, er Danmark sammen med Grækenland, Irland og Estland de hårdest ramte af de 33 EU-lande.
Hvis fx Rohde og Mejdahl virkelig vil gennemføre et selvopgør i Venstre over den fejlslagne økonomiske politik, kan det da undre, at de slet ikke har lyst til at tale om den side af sagen.
Det styrker ikke just troværdigheden hos D’herrer.
Jens Rohde som minister! – Så svag en dømmekraft har vel end ikke han? Personligt er jeg holdt op med at tilægge manden motiver. Den slags fordrer, at man tænker før man taler.
Det offentlige forbrug eksploderede under Fogh, med vækstrater der må have fået Nyrop til at skamme sig.
Dette har hindret reelle skattelettelser, der kunne have styrktet den private sektor og konkurrenceevnen. Til VK’s forsvar, kan dog siges at der trods alt blev afdraget på statsgælden og at Danmark dermed står relativt godt i forhold til stort set alle andre lande.
Desværre har man dog spildt et godt årti, med manglende reformer, for hvorfor reformere, selvom eksperterne anbefaler dette – afkortningen af dagpengeperioden kunne f.eks. være indfaset for flere år siden og hvorfor begynder de konservative først nu at fokusere på lavere selskabsskat. Tilsvarende burde efterlønnen være udfaset for længst. De to mangelende reformer på arbejdsmarkedet kunne dermed have været med til at dæmpe den høje lønudvikling, der af mange menes at være årsagen til den dårlige konkurrenceevne.
Hej Jarl, glimrende analyse som vanlig
Må erkende at jeg ikke så vinklen med Rohdes ønske om at gøre sine hoser grønne hos Løkke og Pind og det er den slags der gør den blog så læsværdig.
Jeg tror andre end mig er nysgerrig efter hvad der gemmer sig bag “jeg er på ingen måde uvildig”
Når emnet ,i ihvertfald et vist omfang, kan siges at være Pind vs Rohde falder tankerne tilbage til 2005 og slaget imellem Martin Geertsen og Rohde i Søndre Slagmark.
Er der stadig nag mellem Pind og Rohde over den valgkamp og de ufine midler ( det er vist uomtvistet som en jurist ville sige ) som Rohde brugte dengang ?
Er det helt ude i hampen at forestille sig at Pind nu synes at det er blevet pay back time og vil bruge sit glimrende forhold til Løkke til at forhindre at Rohde kommer på et nyt ministerhold hvis Løkke fortstætter efter valget ?
Man kan vel også forestille sig at Løkke er opmærksom på forhistorien ?!
Eller er den sag uden betydning ?
Sådan i grove træk hvem består “hirden af Foghfans ” af og kan man regne dem for Jensenstøtter hvis det skulle komme til et opgør mellem Lund Poulsen og Jensen efter et eventuelt valgnederlag.
Fortæl, fortæl !!
6. Det er naturligvis den gamle historie om slaget i Søndre folketingsvalget februar 05. Jeg kan dog ikke helt få mig til at skrive, at “Rohde brugte ufine metoder”. Det var faktisk ikke ham, der gjorde det. På den måde bebrejder jeg ham intet. Han sloges for sit kandidatur, og det gik hårdt for sig. På begge sider. Næh jeg bebrejder mest af alt Claus Hjort og Anders Fogh for at den sag løb ud af kontrol ved at Venstrefolk overfor pressen anonymt rettede falske og stærkt injurierende anklager mod min person. De anklagede mig slet og ret for at have bagvasket Jens Rohde uden skyggen af bevis. Og pressen – med især Berlingske Tidende og Thomas Larsen i spidsen, købte den historie uden at komme til bunds i den. Netop derfor kan jeg kun grine, når journalister en sjælden gang stiller sig op og begynder og belære mig om moral, kildekritik osv.
Pind har jo ved flere lejligheder demonstreret sin uvilje mod Rohde (og viceversa), så det behøver jeg vel ikke botanisere mere i. Alle der har fulgt med i dansk politik og på denne blog er fuld klar over det.
Løkke sætter jo ministerholdet, og det er der ingen heller ikke Søren Pind, Claus Hjort eller andre, der udfordrer ham i. Men det vil vel altid spille ind i hans overvejelser om en ny minister vil tilføre holdet en god stemning. Og det tror jeg ikke på at Rohde vil.
Hvis ministerholdet efter valget skal udskiftes, så tror jeg at både Kristian Jensen og Peter Christensen og måske en Carl Holst står forrest i køen frem for Jens Rohde.
En “personlighed” som Rohde er lidt savnet i dansk politik…
Det er en mærkelig selvretfærdig debat.
Ja, naturligvis blev der begået fejl da Fogh var statsminister. Ligesom under Nyrup, Schlüter, Jørgensen, osv. Det giver bare ikke mening at kritisere uden samtidigt at forholde sig til den kontekst beslutningerne blev truffet i. Og den kontekst var jo for Foghs vedkommende, at DFs medvirken var nødvendig, at S absolut ikke var til noget som helst, og at danskerne var og er meget begejstrede for offentlig velfærd. Tænk blot på hvor giftige de få fordelingspolitiske debatter har været (Eva Kjær anyone?).
Det vigtigste har ubetinget været (og er det stadigt) at bevare magten på borgerlige hænder. Kynisk, af og til uskønt og helt sikkert uidealistisk, men sådan er det.
I samme boldgade, Jarl, hvad sker der for, at Brian Mikkelsen annoncerer granskning af selskabsskatten for dernæst at blive skudt ned af Troels Lund Poulsen? Misforståelse? Politisk markering? Internt opgør?
10. Det er meget meget interessant. Jeg ved det ikke, men der er vist en intern uenighed mellem V og K. Jeg troede faktisk at den var klappet af og at de konservative skulle have lov at løbe med den. Nu påstår man at det er Brians solomarkering. Jeg er ikke sikker. Det virker noget speget.
11 Troels lund virker noget enfoldig som skatteminster – man tror snart at det er Ole Stavad – måske Løkke skulle pensionere ham inden de sidster vælgere smutter.
Den manglende forståelse fra venstre af at lavere saktter giver vækst er dybt bekymrende – som kræftens bekæmpelse siger når du først er blevet rød er skaden sket – det gælder både hudkræft og politik så det ser skidt ud for VKO 😉
–> 11: Jeg tror man her har set fase II i det som Edith Thingstrup forleden betegnede som Brian Mikkelsens strategi om at stå bag(ved) Lene Espersen. Dvs, hans løsslupne udspil er del i positioneringen af ham selv som alternativet til Lars Barfoed.
Troels Lund Poulsen virker altså hverken som om han er særligt begavet med de evner der skal til for at forstå skat eller økonomi og på samme måde kan man karakterisere Jens Rohde.
Venstre skal være glade for at deres modstandere stiller med et så svagt hold som Bødskov, Sass Larsen, Sohn og Søvndal som gæsteoptræder.
Kristian Jensen var Foghs og hjortens opfindelse, så det er klart at han har sin styrke i det segment af ideologiløse partisoldater, som han forsvarer nidkært.
Det var derfor han aldrig blev pandet ned, og han fik lov til udtalelser ingen andre fik lov til.
Der er ingen af de ægte liberale som har større sympati med ham, (den rødeste VU-formand igennem tiderne) men så længe hjorten sidder der, mister han ikke helt sin position, så derfor må han forsvare sin skytsengel.
15. Man må håbe for Danmark at man snart fjerner Hjorten mangen til talblind mand skal man helt over til oppositionen for ar finde, han har forhindret enhver reform siden 2001 og er nu ene ansavrlig for et finanslovsunderskud på 100 mia, han må da udnævnes til årtiets socialdemokrat i forklædning.
@ 9. Michael Gram
Først skriver du, at man ikke kan klandre regeringen for dens uansvarlige økonomiske politik, det er DF og socialdemokraternes skyld. Og derefter skriver du, at det ubetinget vigtigste er at bevare regeringsmagten. Men hvad i alverden skal man med regeringsmagten, hvis man kun kan føre uansvarlig socialdemokratisk politik? Det er da en selvmodsigelse, der vil noget.
Og det værste er, at konsekvensen af at regeringen taler – og fører socialdemokratisk politik er, at befolkningens holdninger er røde som aldrig før:
http://gammel.180grader.dk/nyheder/Fogh_har_tabt_kulturkampen_Danskerne_er_blevet_mere_venstreorienterede.php
I Venstre-medlemmer bærer et stort ansvar.