Republikanernes jordskredssejr i tirsdag er bl.a. et resultat af deres strategi 'om korslagte arme' i forhold til præsident Barack Obamas politik. Og hvorfor dog droppe en strategi som har vist sig succesfuld? Flere iagttagere i Washington vurderer, at GOP ikke rigtig kan bruge deres sejr til meget andet end at obstruere demokraternes politik, så de går ned i skyttegravene igen til trods for Obamas opfordringer om samarbejde henover midten.
Republikanerne har allerede nu varslet, at de vil forlænge Bush midlertidige skattesænkninger og i øvrigt fjerne finansieringen af Obamas sundhedsreform. 'I vil i den kommende tid formentlig høre ordet 'princip' igen og igen fra republikanernes topfolk”, som en højt rangerende republikansk insider fortalte os, da vi spiste frokost i den nationale republikanske klub på Capitol Hill.
Blandt demokratiske iagttagere er man desillusionerede i en grad, som står i enorm kontrast til da obamania stod i zenith for kun to år siden. De er rystede over Demokraternes nederlag, der er det største i mange år. Faktisk har et parti ved et valg ikke tabt så stort et antal mandater i Huset siden 1938 ifølge en professor ved George Washington University, som vi talte med i går. Han bemærkede, at 'Det var under depressionen og det er næppe tilfældigt'. De fleste hælder til den iagtagelse at der var tale om et decideret protestvalg, hvor republikanerne fik mobiliseret deres vælgerbase af vrede 'hvide og ældre', mens Obamas vælgerbase af 'unge og minoriteter' i modsætning til 2008 nu blev hjemme. Mange demokrater forstår ikke, hvorfor Obama og hans folk slet ikke har formået (eller forsøgt i tilstrækkeligt grad) at få mobiliseret fx de unge vælgere, så man kunne have undgået dette nederlag.
Over hele Washington går alle de folk, som er ansat i forskellige offentligt finansierede nonprofit-organisationer, i ministerier, konsulenter mv. rundt i granatchok. De frygter, at republikanerne får held med at beskære budgetterne i en grad, som det er ikke set længe. De demokratiske iagttagere tror dog, at det bliver svært for GOP at gøre alvor af sagen. Kun 16 procent af det føderale budget går til undervisning, offentligt service, administration mv. Resten af budgettet går til militæret og social security. Republikanerne tør ikke røre militæret, fordi det så vil gå ud over deres venner, og vælgerne vil næppe belønne dem for at fjerne social security i en tid, hvor folk står uden jobs. I øjeblikket taler republikanerne om at fastfryse lønningerne i det offentlige, men det får de næppe heller stor tak for. For kan man fastfryse secret service-agenterne og militærets lønninger? Det tror dem, som vil talte med, ikke på ville kunne lade sig gøre.
I øvrigt så venter mange her i Washington, at demokraternes House-speaker Nancy Pelosis dage er talte, hvad angår at lede den nu decimerede demokratiske gruppe. Pelosi er simpelthen for kontroversiel hos midten i amerikansk politik, og der er behov for nye ansigter. Den hidtidige dansk-amerikanske majoritetsleder Steny Hoyer vil i øvrigt ikke -ifølge presseforlydender – forsøge at blive leder, inden Husets medlemmer bliver udskiftet i januar. Indtil da skal den gamle kongres, hvor demokraterne altså fortsat har et flertal forsøge at få vedtaget et budget.
Demokraterne glæder sig i øvrigt at de bevarede flertallet i Senatet. Flere iagttagere på begge sider peger på, at havde det ikke været for Tea Partys dårlige kandidater ikke kunne vælges som fx Christine O'Donnell, så havde republikanerne også vundet senatet. Og hvem er Tea Partys egentlige 'leder'? Ja nu er der tale om en meget løs bevægelse med mange forskellige synspunkter, så det spørgsmål lader sig ikke rigtigt besvare. Men at Sarah Palin havde en finger med i spillet mht. at få valgt Tea Party kandidater under republikanernes primærvalg gør hende til hovedansvarlig i nogle republikaneres øjne. Formentlig har Palin fattet budskabet om, at hun ikke bliver GOPs spidskandidat i 2012. Og som den respekterede iagttager David Gergen siger, så har Palin også alt for travlt med at tjene millioner af dollars på alle sine Tv-programmer og hvad hun ellers medvirker i. Omvendt så mener bl.a. New Yorks tidligere borgmester Rudy Giuliani, at Palin stiller op til præsidentvalget.
Hvem bliver republikanernes præsidentkandidat? Her er der mange bud. Ingen tror på, at fx.Mitt Romney kan vinde over Obama. Et af navnene man hører, er den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush lillebror til George W. Bush. Når primærvalgene rigtig går igang i New Hampshire om 14 mdr., er vi alle blevet meget klogere på det punkt.
Under alle omstændigheder så er kampen om det hvide hus gået ind. Og her håber demokraterne på, at Obama til den tid kan få sin valgbase aktiveret, sådan at man undgår et nederlag i samme størrelsesorden. Det er den slags argumenter, som mange demokratiske iagttagere som Bill Clintons gamle legendariske kampagnemand James Carville klynger sig til, når de skal forsøge at bagatellisere Demokraternes største blodtud i mands minde.
Nu er tiden i Washington ved at være forbi. Regnen står ned i stænger og vi skal lige nå en rundtur i kongressen, inden flyet afgår mod København her til aften.
24 kommentarer til “Operation 'vælt Obama' fortsætter”
Sarah Palin, ikke Pahlin. 🙂
Fin klumme, Jarl. Men et par ting:
“Republikanernes jordskredssejr i tirsdag er bl.a. et resultat af deres strategi 'om korslagte arme' i forhold til præsident Barack Obamas politik.”
Det er en god historie, men også ret meget spin. Republikanerne har ikke været på ferie siden 2008 men har bl.a. i.f.m. stimuluspakken fremsatte hele fire store, alternative forslag–som Demokraterne ikke engang ville forhandle om. Ikke række andre forslag er blevet “blokeret” derved, at de ikke engang er blevet sendt til afstemning.
Jeg mener ikke, at man kan bebrejde Republikanerne, at de ikke stemmer for Demokraternes forslag–eller omvendt. Lad mig skitsere det på denne måde, hvor vi taler om et højre-venstre kontinuum:
——————————————–
D* d Q R*
hvor Q er status quo, D* er parti D’s foretrukne politik, R* er parti R’s foretrukne politik og d er et forslag fremsat af D. Hvorfor skulle R stemme for det?
“Republikanerne har allerede nu varslet, at de vil forlænge Bush midlertidige skattesænkninger …”
En ting er, hvad de vil–noget andet er, at det er næppe skyggen af flertal for i Senatet, og selv hvis der var, ville Obama nok nedlægge veto. Men de vil nok lave et show ud af at prøve. Præcis ditto med sundhedsreformen.
“… mens Obamas vælgerbase af 'unge og minoriteter' i modsætning til 2008 nu blev hjemme.”
Det sidste er delvist enten spin eller journalistisk misforståelse. African-Americans stemte kun lidt mindre end de plejer, og en ikke triviel del af Asian-Americans og Latinoer svingede over til Republikanerne, der nu får ca. halvdelen af førstnævnte og 1/3 af sidstnævnte. Det er slet ikke uinteressant, for hvis de to grupper forlader Obama-koalitionen i tilsvarende grad de næste par år, så kan han ikke vinde i 2012.
“Hvem bliver republikanernes præsidentkandidat? Her er der mange bud. Ingen tror på, at fx.Mitt Romney kan vinde over Obama. Et af navnene man hører, er den tidligere guvernør i Florida Jeb Bush lillebror til George W. Bush. Når primærvalgene rigtig går igang i New Hampshire om 14 mdr., er vi alle blevet meget klogere på det punkt.”
Romney er altså faktisk fortsat den, der ligger bedst i meningsmålingerne–både i befolkningen som helhed og internt blandt Republikanerne. Han klarer sig bedre end Palin i begge grupper. Problemet er blot, at han aldrig når over 30 pct.
Min fornemmelse siger mig, at Republikanerne med afsæt i erfaringerne fra dette valg vil få en “Stop Palin”-kandidat, som
– ikke er en Washington-insider
– ikke er mulig at fremstille som en wing-nut a la Palin.
– men kan tænde energien hos nogle af de samme, d.v.s., er en klar konservativ, der er ihvertfald spiselig for både Tea Party på den ene side og det kristne højre på den anden side. Eller med andre ord: For enhver pris ikke en moderat Republikaner (for vedkommende vil risikere at tabe til Palin).
– har en politisk erfaring, der er større end Obamas i 2008.
– ikke kan være totalt ukendt.
Dermed ryger en stor gruppe af de mulige kandidater. Skulle jeg foreslå en GOP-“ticket” for 2012 ville det være Chris Christie eller måske guvernør Micth Daniels som præsidentkandidat, og så med senator Marco Rubio eller guvernør Nikki Haley som VP-kandidat.
Imod Christie taler, at det at komme fra New Jersey ikke er det eneste punkt, hvor han ligner Tony Soprano …, og imod Mitch Daniels at han ikke sprudlende. Begge to er seriøse “problem-knusere”, og med Rubio eller Haley som sekundanter ville det kunne blive en ret interessant menu.
“Under alle omstændigheder så er kampen om det hvide hus gået ind. Og her håber demokraterne på, at Obama til den tid kan få sin valgbase aktiveret, sådan at man undgår et nederlag i samme størrelsesorden.”
It’s (still) the economy, stupid. Med den sædvanlige type “economic voting”-modeller, skulle Demokraterne have tabt 20-45 mandater i Huset–resten er Obamas skyld. Det samme bliver tilfældet i 2012: Kommer der så meget gang i økonomien inden forår 2012, at den buldrer derudaf, kan Obama fortsat godt vinde.
“It's (still) the economy, stupid. Med den sædvanlige type 'œeconomic voting'-modeller, skulle Demokraterne have tabt 20-45 mandater i Huset'“resten er Obamas skyld. Det samme bliver tilfældet i 2012: Kommer der så meget gang i økonomien inden forår 2012, at den buldrer derudaf, kan Obama fortsat godt vinde.”
…og så skal vi også lige huske at det er normalt med modvind ved første midtvejsvalg for en siddende præsidents parti. Dog selvfølgelig ikke modvind af helt denne kaliber. Generelt må man sige at Obama er MERE populær end sit parti. Hans approval ratings er faldet voldsomt, men er absolut ikke katastrofale og jo på niveau med hvad flere andre to-periodes præsidenter præsterede på samme tidspunkt, herunder de senere meget populære præsidenter Reagan og Clinton.
Jeg er helt enig i at Mitch Daniels er en mulig stærk kandidat for Republikanerne ved næste præsidentvalg. Jeg synes egentlig at Romney er OK, men er enig med Jarl i at han vil få det svært mod Obama. I modsætning til Jarl er jeg dog næsten sikker på at Palin stiller op. Jeg tror endda at hun har en pæn chance for at vinde Republikanernes nomination men forhåbentlig ingen som helst chance for at slå Obama.
Generelt er jeg enig med de demokrater der vurderer at partiets problem i høj grad er at de er bange for at stå ved deres liberale værdier og iøvrigt har været det i årtier. De konservative er superstolte af deres konservative værdier, mens de liberale dukker sig. Det er ekstremt problematisk hvis man ønsker at rykke ved befolkningens holdninger. Iøvrigt meget det samme fænomen vi ser i Danmark i disse år, hvor partier som S og SF taler de værdikonservative efter munden af frygt for at blive stemplet som hallalhippier o.l.
Tilbage til USA. Kostede Tea Party kandidaterne republikanerne senatet? Jeg tvivler stærkt. Godt nok tabte Christine O’Donnell og Sharron Angle valg som en Mike Castle i førstnævntes tilfælde og en gennemsnitlig republikanerne i andetnævnte tilfælde formentlig havde vundet let, men omvendt skal man heller ikke undervurdere det faktum at Tea Party bevægelsen var den eneste strømning ved valget med nogen som helst form for underliggende entusiasme. En entusiasme der har fået mange til stemmeurnerne, som måske ellers var blevet hjemme. Uden Tea Party bevægelsen er det slet ikke sikkert at der var kommet ordentlig gang i denne anti-Obama, anti-demokraterne bevægelse.
“Kostede Tea Party kandidaterne republikanerne senatet? Jeg tvivler stærkt. Godt nok tabte Christine O'Donnell og Sharron Angle valg som en Mike Castle i førstnævntes tilfælde og en gennemsnitlig republikanerne i andetnævnte tilfælde formentlig havde vundet let, men omvendt skal man heller ikke undervurdere det faktum at Tea Party bevægelsen var den eneste strømning ved valget med nogen som helst form for underliggende entusiasme. En entusiasme der har fået mange til stemmeurnerne, som måske ellers var blevet hjemme. Uden Tea Party bevægelsen er det slet ikke sikkert at der var kommet ordentlig gang i denne anti-Obama, anti-demokraterne bevægelse.”
Helt rigtigt. Og det er den vinkel, som mange danske journalister ikke rigtigt synes at fatte.
“Generelt må man sige at Obama er MERE populær end sit parti. Hans approval ratings er faldet voldsomt, men er absolut ikke katastrofale og jo på niveau med hvad flere andre to-periodes præsidenter præsterede på samme tidspunkt, herunder de senere meget populære præsidenter Reagan og Clinton.”
Det er korrekt, og tingene kan ændre sig. Det er dog også blevet noget af en truisme–fakta er, at hans approval ratings er så ringe, at han næppe ville kunne blive genvalgt med tilsvarende i 2012. Faktisk skal de (historisk anskuet) gerne rette sig betragteligt indenfor de næste 12-13 måneder for, at det ikke (historisk anskuet) er for sent.
“'¦og så skal vi også lige huske at det er normalt med modvind ved første midtvejsvalg for en siddende præsidents parti. Dog selvfølgelig ikke modvind af helt denne kaliber. ”
Ja–til begge dele. Det historiske snit for præsidenten ved midtvejsvalg ligger på lidt under 30 tabte pladser i Huset–men det er vel at mærke for det 20. århundrede som helhed … Tabene har–med 1994 og 2010 som undtagelserne–i nyere tid tenderet i retning af at være mindre. De statistiske modeller, jeg har set på, forudser med to-tre-fire variabler (herunder for tidligere valgresultater m.v.) tab for Demokraterne på 20-45 pladser, og med 45 værende en outlier. Det faktiske resultat denne gang ser ud til at kunne komme helt op på 70. Og de første statistiske analyser antyder, at dette tilsyneladende er Obamas problem:
http://www.realclearpolitics.com/articles/2010/11/04/an_anti-democratic_year_107845.html
Bill Clinton dagen efter midtvejsvalget i 1994 om hvad vælgerne havde gjort: “They sent us a clear message. I got it.”
Obama: (Paraphrased statement) “We failed to explain our plans well enough and the voters were too worried about the economy to realize that we were right about everything all along.”
@Søren Petersen: En meget fin parafrase … 😉
M.h.t. præsidentkandidater, så siger en ny måling (http://www.politico.com/news/stories/1110/44698.html), at var valget i dag, ville Obama tabe til både Huckabee (52-44) og Romney (50-45). Det kan givetvis sagtens nå at rette sig inden 2012, men det for Demokraterne dybt foruroligende må være, at det (så vidt jeg husker) er første gang, at Obama ligger til at tabe til navngivne kandidater, og så ovenikøbet til nogle, der endnu er så relativt ukendte og ude at syne som Huckabee og Romney. Særligt er det bemærkelsesværdigt, at Huckabees forspring er statistisk signifikant, mens Romneys nok er lige på grænsen til ikke at være det.
Undersøgelsen siger endvidere, at Palin ville tabe til Obama med tilsvarende cifre.
Klitgaard, jeg ved ikke hvor meget vægt man kan lægge i den måling endnu. Som du selv skriver er det første gang at Obama ligger til at tabe til nogen som helst potentielt Republikansk kandidat, men det tidspunkt målingen er foretaget er ikke just til gavn for Obama. Jeg vil dog ikke kalde Huckabee og Romney ukendte, de var trods alt de væsentligste spillere ved de republikanske primærvalg i 2008 udover McCain og Huckabee har jo siden gjort sig på FOXNEWS. ´
Noget helt andet: Jeg tror et af Obamas problemer er at han er for “flink”. Amerikanerne kan godt lide ham, men har ikke helt tillid til ham som leder. Tilbage ved valget i 2008 forekom det at være en bevidst strategi fra Obamas side at han endelig ALDRIG måtte hidse sig op. Ingen vred sort mand på TV som republikanerne kunne bruge som skræmmebillede. Enten ER det bare sådan Obama er eller også har han internaliseret den strategi lidt for meget. Hvis han skal vinde respekt fra hvide mandlige amerikanere tror jeg han skal til at være lidt mere autoritær, slå i bordet og stå på sit. Dog samtidig med at han lægger op til samarbejde med Republikanerne. Sagt med andre ord: han skal dybest set gøre som Clinton efter 1994.
Iøvrigt, lige nu ligger det til at Republikanerne vinder 60 sæder i huset med 9 distrikter der stadigvæk ikke er afgjort. Et katastrofalt valg for demokraterne, der dog også skal ses i lyset af den massive anti-establishment bølge der har været i flere år og som er taget til i styrke år efter år.
Noget andet der kan få indvirkning på valget i 2012 og som overses i pressen er de lokale valg, hvor Republikanerne har taget over i bl.a. Ohio og Pennsylvannia, to helt afgørende swing-stater. Hvorfor kan det have betydning? Det kan det fordi de er staterne der står for valghandlingerne. Jeg kan huske valget i 2004 i Ohio, hvor der i nogle sorte distrikter var sat så få valgmaskiner op at nogle vælgere måtte stå i kø i 11 timer før de kunne stemme. Der er desværre mange kedelige måder hvorpå man, på lovlig vis, kan forsøge at manipulere et valgresultat.
@Kasper Lauest:
“Jeg vil dog ikke kalde Huckabee og Romney ukendte, de var trods alt de væsentligste spillere ved de republikanske primærvalg i 2008 udover McCain og Huckabee har jo siden gjort sig på FOXNEWS. ´”
Jeg skrev ikke “ukendte” men “så relativt ukendte”. De har givetvis en pæn navne-genkendelse i Republikanske kredse (større end alle andre seriøse kandidater end Palin)–men faktum er, at de udenfor politiske nørders kredse og Republikanske kernevælgeres ditto p.t. er relativt ukendte og ude af syne (sammenlignet med hvad man ville kunne som minister, guvernør eller kongresmedlem). Det kan sagtens ændre sig–ligesom det også vil kunne ske for andre mulige kandidater, og netop derfor bør målingerne tages med et gran salt. På nuværende tidspunkt kan de både voldsomt under- og overvurdere de relevante kandidaters styrke (inkl. Obamas).
9. Mike Huckabee og “The Mittster” er qua deres præsidentvalgkampe i 2008 og deres kommentatorjobs på Fox, da væsentligt mere kendte (og har en meget bedre platform) end guvernører som Christie, Daniels, Bobby Jindal (LA), Rick Perry (TX) eller Bob McDonnell (VA) som er dem der jævnligt nævnes som mulige kandidater.
Ingen almindelige vælgere aner hvem der er ministre – udover naturligvis Clinton og Gates – guvernører er sjældent kendt uden for deres egen stat, med mindre de bliver taget med bukserne nede eller fingrene i kassen og kongresmedlemmerne kan vel nærmest sammenlignes med vores EP-medlemmer: No one really cares.
Bare af interesse, hvor står man egentligt som højreorienteret dansker, når det handler om amerikansk politik? Håber man på genvalg til Obama i 2012?
Kære David: Ja, Romney og Huckabee er væsentligt mere kendte end resten af det p.t. kendte felt (minus Palin). Men dog altså fortsat “så relativt ukendte”, at formodentlig størstedelen af amerikanerne ikke har noget synderligt indtryk af dem. Det er ikke usædvanligt–langt de fleste amerikanere er som bekendt “tuned out” indtil selve valgåret.
Om Romney og–især–Huckabee “har en meget bedre platform” end resten af feltet, tror jeg, at man kan diskutere. Romney har nok det bedste, mest veletablerede netværk–og Huckabee har som bekendt gode forbindelser til “det kristne højre”. Men til gengæld har ingen af dem synlig og markant støtte hos partibosserne eller kongresmedlemmerne, som i særdeleshed ikke skylder Huckabee noget, og som næppe ser dem–og måske særligt Huckabee?–som en reel vinder-kandidat. (Både Romney og Huckabee har haft et flertal imod sig, når vælgerne i målinger er blevet spurgt om de kunne finde på at stemme på disse.)
Når jeg har set på meningsmålingerne om primærvalgsfeltet for indeværende år, ser man et par andre interessante ting:
– Feltet føres af Romney, Huckabee og Palin–i nogenlunde den orden. Altid én af dem i toppen.
– Men ingen af dem ligger rigtigt godt–jf. f.eks. en Reagan, der i 1980 pænt inden primærvalgene lå 40 pct. eller mere. Romney med gennemsnitligt 22 pct. og aldrig over 29 pct. og nogle gange helt nede på 14 pct. Huckabee på gennemsnitligt 17 pct., aldrig over 24 pct., og så lavt som 3 pct. Palin gennemsnitligt 16 pct., aldrig over 23 pct. og så lavt som 11 pct.
– Disses tres styrke (og især Romney og Huckabee) er p.t.–hvor de dog er de mest kendte–ekstremt følsom overfor hvilke andre kandidater, der spørges til i målingerne–især hvis det er en lidt mere kendt. Smider man f.eks. en John McCain og Newt Gingrich ind, klarer disse sig ikke specielt godt (8-16 pct.)–men får en dramatisk (negativ) effekt på tilslutningen til de andre.
Det fortæller mig, at særligt Romney og Huckabee er ret “bløde” kandidaturer. Palin har en stærkere “bund”–men også et ret solidt “loft”.
Når jeg nævnte ministre og–særligt–guvernører som nogen med er det fordi den type typisk vil have et plads at tale fra og en vis adgang til medierne. Næppe som f.eks. uddannelsesminister men bestemt som udenrigsminister, forsvarsminister, justitsminister o.l.–og ikke kun når “de bliver taget med bukserne nede eller fingrene i kassen” (jf. f.eks. personer som Rice, Cohen, Rumsfeld, Ashcroft m.fl.). Ligeledes har guvernørerne en velkendt tendens til at deres profil i egen hjemstat “spilder over” til de to-tre-fire-fem nærmeste delstater: Guvernører fra stater i Syden, Vesten, Midtvesten eller New England klarer sig ofte overgennemsnitligt godt i ikke bare deres egen stat men i hele regionen.
Ja, det er et noget andet og mere broget billede end for fire år siden hvor Guiliani førte stort i målingerne (hvilken håbløs primærvalgkamp han iøvrigt førte).
Seneste CNN poll omkring de tre hovedkandidaters favourability ratings:
Mike Huckabee:
Favourable: 42
Unfavourable: 26
Unsure: 16
Never heard of: 16
Mitt Romney:
Favourable: 36
Unfavourable: 29
Unsure: 17
Never heard of: 18
Sarah Palin:
Favourable: 40
Unfavourable: 49
Unsure: 8
Never heard of: 3
Newt Gingrinch:
Favourable: 32
Unfavourable: 40
Unsure: 11
Never heard of: 17
Udover at man må ryste på hovedet over hvor mange amerikanere der end ikke har hørt om en så prominent politiker som Newt Gingrich, så kan man vel konkludere følgende:
– Ingen af de fire er overvældende populære.
– Sarah Palin er den kendteste, men deler vandene voldsomt.
– Gingrich får det svært.
Den måske vigtigste pointe er dog denne: manglen på en åbenlys frontrunner gør at der absolut er plads til at en mindre kendt kandidat kan rydde bordet. Måske er det endda en sådan “outsider” der skal til for at vælte Obama mens denne “anti-establishment” bølge ruller. Det taler for denne kandidat IKKE skal være en Washington-kandidat som Thune, men snarere en guvernør eller tidligere guvernør som Daniels eller Bush.
Men jeg tror ikke på Jeb Bush. Det efternavn klinger hverken af noget positivt eller af outsider-status.
Chuck Norris har bestemt at Huckabee vinder. Dermed basta..
Det kunne forøvrigt være sejt at heppe på Ron og Rand Paul i 2012. Men det sker nu nok desværre ikke..
[Off-topic] Jarl, hvad sker der lige for Søren Pind? Kan du ikke give ham lidt kommunikationsrådgivning – han trænger!
15. Jeg tror han har al den rådgivning han skal bruge. Man må i hvert fald konstatere at ministeren er på hastigt tilbagetog fra sine udtalelser mv., så han er vist i helt gode hænder. 😉
En ting, jeg synes er spændende, og ikke rigtigt kan gennemskue: Republikanerne vil uden tvivl fortsætte med at obstruere lovarbejdet så meget som overhovedet, det siger de i hvert fald at de vil. De vil sandsynligvis allerede fra slutningen af februar begynde at holde “høringer” for at “afsløre” pamperi blandt demokraterne, nu har de i hvert fald flertal til at gøre det. Måske vil de ligefrem lukke staten, ligesom de gjorde under Clinton. Dengang slog taktikken fejl og Clinton blev genvalgt. Kan man regne med, at det sker igen?
Tak for en god artikelserie fra der amerikanske!
ANGÃ…ENDE STENY HOYER har der været tale om, at Nancy Pelosi tilbød at gå med det samme, hvis Chris Van Hollen (også fra Maryland) kunne få posten i stedet for Hoyer, som hun åbenbart har et gammelt fjendskab til. Det lykkedes ikke, så nu vil hun vist kæmpe for at blive. Pelosi er i øvrigt også fra Maryland – både hendes far og bror har været borgmester i Baltimore. Det er en sjov, indspist verden.
@11: Jeg er vist ikke højreorienteret nok til at udtale mig, men stemmer dog Liberal Alliance. Obama er klart det mindste onde. (Michael Bloomberg, borgmester i New York, er måske endnu bedre, men han er uafhængig og derfor næsten chanceløs.) Demokraterne har en tendens til at være lidt forbeholdne overfor frihandel, og har en tendens til at blande sig for meget i minimumslønninger, positiv særbehandling og hate-crimes, men de er markant bedre end republikanerne på stort alle andre områder, både hvad angår seriøs økonomisk politik, forsigtig udenrigspolitik, frihedrettigheder, respekt for videnskab, modstand mod tortur og meget andet. Republikanerne ligger langt til højre for Glistrups Fremskridtsparti og er i det store og hele et frygtens, hadets, uvidenhedens og dobbeltmoralens parti, og jeg ville personligt have det meget dårligt med at have venner, der stemte republikansk.
Det vigtigste at være opmærksom på, er at demokraterne og republikanerne ikke som man umiddelbart skulle tro dækker cirka halvdelen af spillefladen hver – langt de fleste amerikanere er demokrater, men republikanerne er langt bedre til at møde op og stemme. Blandt dem, der før midtvejsvalget sagde, at de ikke regnede med at stemme, lænede 75% mod at stemme demokratisk.
Republikanerne og demokraterne har sådan cirka byttet banehalvdel i løbet af det tyvende århundrede. Det amerikanske politiske landskab ser sådan cirka sådan her ud fra venstre mod højre: progressiv-liberal-moderat-konservativ-libertariansk. Indtil 1960’erne var der både progressive og liberale republikanere (f.eks. Nelson Rockefeller), mens demokraterne i syden meget ofte var ekstremt konservative (f.eks. Strom Thurmond). Republikanerne er efterhånden rykket så meget til højre, at der kun er plads til (neo-/social-/økonomisk-) konservative og libertarianere (Mike Castle som tabte primærvalget til Christine O’Donnell var en af de sidste moderater), mens demokraterne spænder hele vejen fra de progressive til de konservative.
Obama er ekstremt pragmatisk, og har generelt ført en meget midtersøgende politik. En af hans store fejl har været, at hans oplæg har ligget for langt til højre, så republikanerne ikke har kunnet vinde noget ved forhandlinger.
På indenrigspolitikken har han været en ukvalificeret succes: Han har gennemført store skattelettelser, reddet bilindustrien, forhindret millioner af mennesker i at miste deres job, og han har lavet en kæmpe sundhedsreform, der redder menneskeliv og sikrer folk mod at gå konkurs samtidig med at den sparer staten penge.
Til gengæld har han været ret elendig udenrigspolitisk indtil videre. Vi kan håbe, han lærer af sine fejl, for det er primært det, han kan bruge sine kræfter på de næste to år, nu han har Huset imod sig.
ANGÃ…ENDE REPUBLIKANSKE PRÆSIDENTKANDIDATER virker det meget usandsynligt, at Palin ikke skulle stille op, og umiddelbart tror jeg hun er den der har bedst chancer for at blive nomineret. Romney er nok den mest oplagte establishment-kandidat, og al almindelig logik ville pege på ham, men hans store problem er, at den gennemførte sundhedsreform, som republikanerne kæmper imod med næb og klør, grangiveligt ligner den, han fik gennemført som guvernør i Massachussets. Gingrich stiller med garanti op, men har (forhåbentlig) ikke den store chance. Huckabee er en fremragende debattør og åbenlyst et meget sympatisk menneske – umiddelbart nok den, der ville stå stærkest over for Obama.
Mitch Daniels forekommer mig at have det samme problem som Romney – han har hævet skatterne i Indiana og talt for en føderal moms-sats, og det dur ikke for et skattefornægterparti. Chris Christie virker mere sandsynlig, men jeg tror, han stadig er for ukendt. Begge opstiller sikkert primært for at få name-recognition og et apparat op at stå til 2016, hvor demokraterne ikke længere har Obama. Det samme gør formodentlig Jim DeMint, som er én af de stærkeste senatorer, og en slags ideologisk leder for den yderste højrefløj.
Allerbedst ville nok være libertarianeren Gary Johnson, tidligere guvernør af New Mexico, som bl.a. har været meget åben omkring sin modstand mod “The war on drugs” (som er den vigtigste grund til at sorte i f.eks. Baltimore i den grad lever i armod), men han er helt åbenlyst chanceløs.
Jeb Bush virker ligesom Tim Pawlenty og Bobby Jindal ikke som seriøse kandidater længere, men meget kan selvfølgelig nå at ændre sig. Så er Rick Perry nok et stærkere bud.
Paul Ryan virker umiddelbart som et godt bud på en VP – måske til Huckabee eller Palin?
@14: Man skal aldrig sige aldrig. Godt nok er Ron Paul ved at være ældre end Metusalem, men det er hans græsrødder fra 2008 primærvalget åbenbart ligeglade med.
Det er allerede nu spændende at se hvad de gør for at få manden til at stille op. Eksempelvis vil de prøve at sparke en opstillingskampagne igang med en money bomb d. 17 december. Målet er at overstige det indsamlede beløb da et lignende event blev afholdt i 2007, altså mere en $6 millioner på en dag 😀
Christie prøvede i går at skære det ud i pap, at kun hans evt. selvmord vil kunne overbevise journalisterne om, at han ikke agter at stille op som præsident:
http://www.realclearpolitics.com/video/2010/11/05/gov_christie_im_not_running.html
Han er en efterhånden sjældent upoleret type politiker, hvilket man også kan se af disse to snart klassiske klip:
http://www.youtube.com/watch?v=iVccFQLFmUo
http://www.youtube.com/watch?v=Tx723c9uBr0&feature=related
14, 19:
Jeg tror 2012-udgaven af Ron Paul, i hvert fald delvist, er Gary Johnson, tidligere guvernør fra New Mexico. Han virker til at tro på alle de rigtige ting. Det betyder selvfølgelig også han ikke har en chance for at vinde.
@20
http://www.youtube.com/watch?v=PkuTm-ON904&feature=related
Obama får det meget svært næste gang – og tak for det!
Nu skal man jo også huske, at på trods af to “dårlige” krige, en super upopulær Bush og en stor finanskrise var det ikke nogen kæmpesejer, han fik i 2006. McCain var jo blot 6-7 såkaldte swingstater fra at vinde. Så trods situationen var Obama på ingen måde så dominerende som for eks. Reagan i 80’erne.
Romney som præsidentkadidat + latino-manden Rubio (som vil sikre den altid afgørende Florida + mange latino-stemmer i resten af landet) – og så er Barack færdig.
jeg mener i 2008, ikke i 2006.