Manden der sagde 'Øf' til marxismen

Det politiske Danmark blev i går en del fattigere, da Folketingets tidl. Formand Erling Olsen døde i en alder af 84 år.

Jeg fik vist aldrig hilst på Erling Olsen, men han var i de år i midten af 90'erne, hvor jeg arbejdede som sekretær på Christiansborg en skikkelse, man naturligvis lagde mærke til, netop i kraft af at han var formand for Det Høje Ting 1994-1998. Med sit uudgrundelige smil, milde øjne og elegante underspillede facon var han en person, der med en naturlig ophøjethed fyldte de rum ud, som han opholdt sig i.

Utallige er anekdoterne om hans hurtige og fyndige replik. Her er en enkelt:

Da Olsen var rektor på det marxistiske RUC i 70'erne råbte studenterne 'svin' efter ham på gangene. Typisk for Olsens humor replicerede han: 'Øf'.

Erling Olsen blev boligminister i 1978 i Anker Jørgensens mindretalsregering på grund af sin indsigt i økonomi. Han var dr. polit. Og det var der, at han begik det ret enestående kunststykke, at skrive løgnehistorier og insidesladder om regeringen under pseudonymet Dr. Mefisto, blive afsløret i forehavendet, men alligevel overleve som minister.

I firserne var Olsen aktiv deltager i den Anker Jørgensen-kritiske og Svend Auken-skeptiske fløj af partiet. Fraktionen 'Olsen-banden' havde til formål at få Poul Nyrup Rasmussen kørt i stilling til en dag at overtage partiet. Olsen var tilsyneladende stolt over at have deltaget i samtlige mytterier, der havde været mod ledelsen inklusive fjernelsen af Auken som partiformand i 1992. Det formildende ved Olsen – udover hans afvæbnende charme – var vel også, at han tilsyneladende aldrig lagde skjul på sin skepsis overfor Auken som partiformand. Var han så illoyal? Ja og nej. Olsen var kritisk mod den kurs, som Anker Jørgensen, Svend Auken, Lasse Budtz, Kjeld Olesen lagde i forhold til fodnotepolitikken, og han var også sammen med en håndfuld andre S-MF’ere for EF-pakken i 1986, altimens flertallet i S-gruppen var imod. Men han STEMTE til gengæld altid MED partiet i folketingssalen. På den led betød partiloyalitet alt for Olsen, selvom at han ikke sjældent var i åben opposition til sit partis ledelse.

De fleste, der har fulgt Olsens virke, betragter ham som en højrefløjssocialdemokrat. I hvert fald når det kommer til emner som økonomi, EU mv. Men som justitsminister i 1993-94 førte han en rimelig blød linje ikke mindst i forhold til hashhandlen på Christiania. Det var også ved den lejlighed, at han fik sit egentlige folkelige gennembrud med sine mange rappe replikker og sit medietække. Det var også ved den lejlighed at hans tilnavn som 'uglen' blev født, fordi han af en journalist ikke ville sættes i bås som 'due' eller 'høg', når det gjaldt sit syn på retspolitikken. I dag kan man se, at Olsen nok alt taget i betragtning var en due. Det er også tvivlsomt om, han var enig i socialdemokraternes omvendelse til den stramme udlændingepolitik. Det er dog gætteri, for Olsen blandede sig ikke i den offentlige debat efter, at han stoppede sin karriere på Christiansborg i 1998.

På papiret fik Olsen en flot karriere. I hvert fald afslutningen var pæn, men taget i betragtning, hvor blændende begavet manden var, så sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at Olsen muligvis tidligt indså sin egen begrænsning. Måske i konsekvens af dette gik han ikke efter magten, men valgte i stedet rollen som 'havkatten i hyttefadet', der var vældig aktiv i intrigerne, men uden dog at fremstå usympatisk. Hans baggrund som professor bosiddende i Klampenborg og valgt i Ryvangskredsen og i Gentofte gav ham dog heller ikke ligefrem et image, der indbød til at blive 'arbejderfører'.

Han var født en i en stærkt venstreorienteret akademikerfamilie, hvor faderen historieprofessoren Albert Olsen tilhørte Socialdemokratiets venstrefløj. Moderen '“ var ifølge Olsen selv '“ politisk set at sammenligne med vore dagens BZ'ere.

I 1948 var der generalforsamling i Studenterforeningen i København '“ datidens politiske sandkasse for unge politikere in spe. Og ved den lejlighed stillede Erling Olsen forslag om, at foreningen tilsluttede sig den venstreorienterede '“ eller rettere kommunistiske '“ internationale studenterbevægelse Clarté. Forslaget blev '“ selvfølgelig – nedstemt. Historien har jeg fra den nu afdøde tidl. bestyrer af værtshuset Toga Vinstue, Johs. Lund Pedersen, som ved den lejlighed mødte Olsen for første gang. Lund Pedersen var da formand for Studenterforeningens Venstre '“ blev siden socialdemokrat – og satte i øvrigt livet igennem umådelig stor pris på Erling Olsen) (For eksempel delte de syn på Erik Ninn-Hansen, som de begge kendte fra Studenterforeningen og i øvrigt siden da foragtede ikke mindst på grund af intrigerne i denne forening)

Med tiden søgte Olsen så ind mod midten, hvor han blev. Og der står netop opgøret med marxisterne på RUC (som han tabte) og hans årelange medvirken i undergravningen af Aukens formandskab som yderligere nogle centrale punkter i Olsens politiske levned, når man ser bort fra ministerposterne og de fire år som Folketingets formand. Det var netop i hans formandstid, at vi var en hel stribe af yngre folk, der fik job på Christiansborg, netop som følge af 'Olsen-planen', der øgede partistøtten væsentligt og gav folketingsmedlemmerne mulighed for at hyre en HEL sekretær. Før dag havde de nemlig kun ret til en halv sekretær. Men bortset fra Olsen-planen, så er det nu svært at se, hvor han ellers fx med lovgivning har sat sine spor i samfundsudviklingen.

Jeg spår dog alligevel, at Olsen især i kraft af hans mange udødelige oneliners stadig vil blive husket om 50-100 år.