Politisk dyr bliver V-partisekretær

Venstre fik i weekenden ny partisekretær. Det blev den 39-årige Claus Søgaard-Richter, der p.t. er vicedirektør i Landbrug & Fødevarer, og som har en lang karriere i organisationsverdenen.

'Richter' er et politisk dyr, som Venstre helt sikkert vil kunne drage stor nytte af. Han er ekstremt målrettet og uhyre ambitiøs både på egne og ikke mindst de organisationers vegne, hvor han har været ansat. Det er således været godt for en organisation som Landbrug & Fødevarer, men ikke altid så godt for dem, der i det daglige måske ikke lige har kunnet levere varen.

Forgængerne på posten hos Venstre havde omvendt et ry for at være noget sentimentale mht. at afskedige folk. Det gælder selv en Claus Hjort Frederiksen, der ikke gerne fyrede partiansatte, selv hvis de havde været uduelige eller groft illoyale. Den slags øllebrødsbarmhjertighed skal man næppe forvente hos Richter. Han har tidligere vist, at han ikke tøver mht. at gøre det nødvendige uanset skrig og skrål. Der er således ikke plads til dødvægt på hans båd, og det har medarbejdere over årene på Axelborg også måttet sande. Richter er umiddelbart en charmerende, lidt underspillet og afdæmpet herre, men han har også ry for at være en særdeles hård hund, der ikke just plages af synderlige store kvaler ved at være det.

Hos Venstre er der såmænd nok behov for en kraftig oprydning, der trimmer organisationen yderligere, og får målrettet både ressourcer og indsats frem mod kommunalvalget næste år.

Det er i øvrigt generelt svært at finde kombinationen af talent for organisationsstyring og administration herunder også varetagelse af medlemskontakt, organisationsfolket, flair mht. optræden i medierne og så generel politisk forståelse. Her har man – vurderer jeg – set helt rigtig mht. at ansætte en type som Richter, der i øvrigt tidligere år tilbage var ansat som konsulent hos Venstre.

Richter har på Axelborg også ry for at være en vaskeægte imperiebygger. Dvs. han måler sin egen succes og status i antallet af medarbejdere under sig og sin plads i hierakiet. I Venstre har man fået en leder af organisationen, der vil være aktiv mht. at søge indflydelse, hvor han nu kan. Richter bliver således på ingen måde en passiv tilskuer, der modtager og ekspederer ordrer fra tilfældige folkevalgte. Han vil selv tage teten.

Den kommende partisekretær har naturligvis svoret Lars Løkke Rasmussen troskab, men Richter har over årene også fået opbygget et overordentlig solidt netværk til alle fremtrædende Venstrefolk blandt dem Kristian Jensen, men også en Søren Pind.

Richter vil med tiden utvivlsomt selv blive en spiller, der vil kæmpe hårdt for at vedblive med at være Venstres formands '“ uanset hvem det i øvrigt i fremtiden måtte blive, der engang efterfølger Lars Løkke '“ allernærmeste fortrolige. Præcis som Claus Hjort Frederiksen har været det for skiftende formænd igennem mere end 25 år. Og skulle Venstre atter komme i regering, så vil det næppe ligge Richters tanker fjernt, at han selv til den tid kunne komme med på ministerholdet.

Alt i alt så ser jeg ansættelsen som en kraftig og helt nødvendig styrkelse af ledelsen af Venstres organisation.