Kategorier

Kvoter til sin tid

Just hjemkommen fra en herlig weekend i Bruxelles og Ypres i Vestflandern '“ og dejligt langt væk fra sårede egoer – ser jeg, at Socialdemokraterne har aflivet kravet om de såkaldte kvindekvoter for virksomhedernes bestyrelser:

'Tiden er inde til at droppe kønskvoterne', siger ligestillingsordfører søndag Rasmus Horn Langhoff til Politiken.

I opposition stod sosserne ellers stejlt på kravet. For kun to år siden fremsatte oppositionen et beslutningsforslag herom, og den daværende ordfører fik sagt, at man om nødvendigt ville tvangsløse A.P. Møller '“ Mærsk, hvis virksomheden til sin tid ikke overholdt en sådan regel.
Men til trods for, at der for et halvt år siden materialiserede sig et rødt flertal, der kunne indføre kvindekvoter efter norsk model, så har modet svigtet '“ eller også har fornuften indfundet sig.

Måske man skal lægge mærke til formuleringen 'tiden er kommet til'. For hvad er der egentlig sket siden man fremsatte forslaget? Det korte svar er velsagtens, at S er kommet i regering, og nu har ansvaret for butikken, og så er 'tiden' ikke til at indføre tosserierne. Man er simpelthen blevet bange for sin egen politik. Udlandet kan '“ som noget tyder på er sket i Norge '“ vige uden om at investere i virksomheder, hvis bestyrelser ikke selv må sammensætte den for dem mest optimale måde. Måske er det udsigten til lavere investeringer, der har fået regeringen til at arkivere forslaget lodret.

Det er i øvrigt helt i tråd med resten af regeringens politik, hvor man i dag gennemfører den politik, som man var i mod før valget. Man kan kalde det pragmatisme eller løftebrud alt efter behov.

Som vælger kan man grine ad eller ryste på hovedet over kynismen eller åbenbaringen eller hvad, der er sket, der kan forklare kovendingerne.

Til gengæld kan man godt  regne med, at forslaget nok skal dukke op igen på dagsordenen. Senest når S 'til sin tid' har været i opposition i nogle år, og igen har fået behov for at markere sig med symbolpolitik.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

7 kommentarer til “Kvoter til sin tid”

Er det ikke nærmere et tegn på, at de satser på at det bliver presset gennem i EU-regi? Så kan man få det igennem uden at få snavs på hænderne.

Øzlems : ‘Vi har aldrig været begejstret for kvindekvoter’ er selvfølgelig patetisk, men måske et tegn på at hun er ved at lære det.
Måske har hun lært af de tæsk Eigil Andersen fik i sidste uge af Jesper Petersen : ” I morges kaldte partiets arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen forslaget for  »en dårlig idé «, men kort efter korrigerede politisk ordfører Jesper Petersen den melding”.

Der er flere forklaringsmuligheder her. Det er oplagt, som Jarl skriver, at det er lettere at lancere den slags forslag i opposition end når man selv sidder med ansvaret. Som ThomasJ skriver er det også muligt at man vil lade EU sidde med aben.

En helt tredje forklaring, som jeg ikke tror at man skal undervurdere, er at der i alle tre regeringspartier er masser af modstandere af kvindekvoter – til trods for partiernes officielle udmeldinger. Personligt kender jeg eksempelvis ikke særlig mange radikale der er tilhængere af kvoter. Hvis der er noget regeringen IKKE har brug for lige nu er det endnu en sag der splitter partierne. I yderste konsekvens kunne regeringen få svært ved overhovedet at stille et flertal på benene.

Som Kasper skriver så har der hos RV og langt ind i S længe været en massiv modstand mod kvoter.

Tilhængerne har været fremtrædende og larmende men deres antal ikke voldsomt stort.

Derimod ser jeg det som igen et klart nederlag for SF hvor de igen skal til at spørge sig selv om hvorvidt de ikke havde kunne lægge et større pres hvis de ikke havde siddet i regering..

Lukket for kommentarer.