Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

The return of the Qball

Author icon

Skrevet af

Clock icon

december 1, 2008

Comments icon

14 kommentarer

Fredagens topnyhed på Borgen og omegn var selvfølgelig, at Henrik Qvortrup begynder som ny politisk redaktør og kommentator hos TV2. Nyheden satte chokbølger gennem det politiske miljø, hvor flere troede, at TV2s Nyhedschef Michael Dyrby havde drukket af natpotten, siden at han kunne finde på at ansætte det kulørte ugeblad Se og Hørs chefredaktør som den estimerede Anders Krab-Johansens efterfølger.

Den ene del af borgen rynker fortsat på næsen af ansættelsen af Qvortrup, blandt andet fordi han igennem seks år har været rejsende i sladder og saftige skandaler eller som SFs Holger K. Nielsen udtrykte det: ' i bare patter'. Det er ud fra en sådan en primitiv analyse om, at man er ude af stand til at analysere politik, når man er redaktør af et sladderblad. Det 'useriøse' ugeblad og 'det seriøse' dvs. hvad der foregår på Christiansborg er altså på et eller andet plan fuldkommen uforenelige størrelser.

Jeg vil godt gå til bekendelse: Den analyse abonnerede også jeg på. Engang. Henrik Qvortrup har dog siden mere en engang bevist – blandt andet i det hedengangne TV-program 'Jersild og Spin'- at han evner at skære en sag til og udlægge teksten ganske spændende, og så de fleste kan forstå, hvad en eller anden politisk sag handler om. Qvortrups meritter dokumenterer desuden til fulde, at han rent faktisk HAR beskæftiget sig med politik på et højt plan både som Christiansborg-journalist på de store morgenblade i 1990'erne og i 1998-1999, hvor han var Anders Fogh Rasmussens spindoktor. Man kan sætte ham op mod en række andre folk, som kloger sig på dansk politik, og han matcher dem fuldt ud.

Skal Q så diskes for sin opsigtsvækkende holmgang under forrige folketingsvalg-kamp med Naser “du er et svin” Khader? Eller fordi Se og Hør naturligvis har snaget i og skrevet om Morten Helveg Petersens privatliv? Ja, det er lige heromkring, at vandene deler sig i Mediedanmark, og mon ikke Ralf Pittelkow fastholder, at Q er 'Kongen af Bullshit'? Og så er det jo alle de mange kendisser, som er kommet i klemme hos Se og Hør i gennem årene, fordi bladet skriver lidt om deres privatliv. Altså, mit hjerte bløder ikke. Det er efter min mening et vilkår, når man er i showbiz.

Omkring den daværende kendis-håndværker/bagsideskribent på Ekstra Bladet Michael Jeppesens opsætning af Naser Khaders plankeværk forfulgte Qvortrup '“ efter min mening – en umiddelbart interessant sag om muligt sort arbejde, der også havde offentlig interesse, benhårdt journalistisk. Måske var stilkaraktererne for udførelsen ikke helt i top. Og hvad så, kunne man tilføje? Efterfølgende kom der så heller ikke en juridisk sag ud af det.

Og skulle sagen med Khader så være en indikation på, at Qvortrup så ikke kan levere varen som politisk redaktør? Ja, jeg kan ikke se, at det bliver tilfældet. Tværtimod. Qvortrup gør jo en dyd ud af, at han netop ikke sidder lårene af toppolitikerne. Og han har til fulde bevist, at han heller 'ikke tager fanger', hvis det skulle komme til en konfrontation af samme kaliber. Og man kan som politisk interesseret samfundsborger, da i det mindste glæde sig over, at et af landets vigtigste politiske redaktioner ikke skal ledes af en tøsedreng! Qvortrup var hos Se og Hør på læsernes side. Nu er han på TV2s seeres side. Og hvem i alverden kan sige nej til en benhamrende hård og kontant redaktionel linje på TV2, hvor man går i kødet på politikerne og afslører al deres udenomssnak og rævekager?

Politiske junkies burde i stedet fejre nyudnævnelsen med at trække en flaske champagne op og skåle for the return of the Qball!

STØT JARLS BLOG her.

Bottom border