Det blev hverken til Cavling-pris, Woodward & Bernstein-fame eller ikonstatus i pressekredse, da Christoffer Guldbrandsen og DR-dokumentarist Nils Giversen – blandt andet i samarbejde med den nuværende Politiken-journalist Martin Kaae – i december 2006 med det DR-licensfinansierede TV-dokumentarprojekt 'Den hemmelige Krig' forgæves forsøgte at vælte forsvarsminister Søren Gade. Det påstås også af en kilde, at Politikens journalist Mathias Seidelin har deltaget i et samarbejde omkring filmen, men det afviser Seidelin overfor Jarls Blog.
Filmen påstand var, at danske soldater overdrog afghanske fanger i amerikansk varetægt, selv om regeringen vidste, at USA ikke overholdt Geneve-konventionerne. Dokumentationsværdien i filmen var og er stadig til debat. Men den politiske konklusion blev, at der ikke fandtes en rygende pistol i dokumentationsmaterialet, og trods støtte til Guldbrandsen fra oppositionen endte sagen uden at få nogen politiske konsekvenser. Undervejs følte Guldbrandsen og Co, at de blev 'outspinned' eller at pressen blev manipuleret af forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther. Spindoktoren som '“ ud fra en faglig betragtning '“ på ganske fremragende vis effektivt fik imødegået mange af de påstande, som filmen bragte til torvs. Påstande, som filmen altså ikke i noget overbevisende omfang evnede at dokumentere.
Den slags nederlag til magthaverne og deres hjælpere har den journalistiske selvfølelse det naturligvis rigtigt dårligt med. Det blev næppe bedre af, at Winther fortalte om, hvordan han som sejrherre trak sig ud af spinkrigen – til journalistens fagblad “Journalisten”, hvilket var den ultimative ydmygelse og provokation. Måske det kan forklare, hvorfor Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen siden de led dette forsmædelige nederlag til Winther har dyrket allehånde konspirationer om forsvarsministeren og navnlig hans spindoktor. I journalistkredse er der stor ørenlyd for den slags, hvor grundsynspunktet er, at det altid er magthavernes manipulation og dølgen, der gør, at en historie endnu ikke er kommet frem til offentlighedens kendskab. Historien er der nemlig sjældent noget i vejen med. Man mangler bare dokumentationen, før sagen ruller og Cavling-prisen hjemme!
Det blev altså ikke til Cavling-prisen til Guldbrandsen og Giversen det år, og forvarsministeren gik heller ikke af, selvom at Mathias Seidelin ellers et halvt år før filmen fik premiere overfor sine omgivelser højlydt havde udtrykt sin klare forventning om, at netop dette vil ske ligeså snart filmen ramte lærredet ved forpremieren i Grand. Siden denne store personlige skuffelse har Seidelin som skrivende journalist i Politikens spalter nidkært jagtet forsvarsministeren fra Herodes til Pilatus.
Hans nuværende makker på Politiken, Martin Kaae, overtog for et par år siden et falleret bogprojekt, der fik titlen 'Vejen til Irak'. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Søren Gade offentligt fastslog, at Kaae var den eneste journalist i kongeriget, som han ikke vil tale med. Forsvarsministeren havde nemlig erfaret, at Kaae citerede ham i sin bog, men altså UDEN nogensinde at have talt med Gade.
Både Kaae og Seidelin dækker historien for Politiken, selvom at – i hvert fald Kaae – personligt har aktier i floppet med 'Den Hemmelige Krig', et forhold som måske, måske ikke kan sløre deres dømmekraft. Det er i hvert fald værd at have med i baghovedet, når man skal vurdere deres skriverier.
Men nu tilbage til den aktuelle sag:
Siden oktober 2009 har Guldbrandsen og Giversen rejst rundt til danske nyhedsmedier med historien om, at det i 2007 var Forsvarsministeriets spindoktor, der lækkede sagen om, at jægerkorpset var på en hemmelig mission i Irak. En lækage, som allerede dengang blev omtalt i en række medier, men som ikke endte med nogen konklusion. Ingen anede eller ville sige, hvem det var i Forsvarsministeriet, som angiveligt havde lækket historien til TV2.
Guldbrandsen graver '“ uden at der er kommet nye oplysninger frem – igen historien op om, at det er Winther, der skulle stå bag lækagen.
Blandt de medier, som har overvejet Guldbrandsens påstande, men altså ikke viderebragt dem, er Ekstra Bladet og TV-Avisen. Det har de formentlig ikke gjort, fordi der netop mangler fornøden dokumentation for påstandene, som i øvrigt ingen kan bekræfte. Til sidst endte Guldbrandsen med at medvirke i et interview til filmmagasinet 'Ekko', hvor han siger, at Winther i 2007 skulle have fortalt TV2-journalisten Rasmus Tantholdt om Jægerkorpsets mission. Winther afviste blankt Guldbrandsens påstand, mens Tantholdt nægtede at forholde sig til spørgsmålet, da han ikke vil diskutere sine kilder, eller hvordan TV2 i sin tid havde fået historien.
Journalisten, der skrev artiklen til “Ekko”, Peter Schepelern , ringede '“ en uge efter, at bladet var gået i trykken '“ til Jacob Winther for en kommentar. Pressechefen var dog ikke til at træffe ved den ene lejlighed, og så mente journalisten, at han ikke behøvede at foretage sig yderligere! Journalisten var dog så hensynsfuld, at han efterlod det nytrykte eksemplar af Ekko i Forsvarsministeriets vagt.
Forsvarsministeren siger, at han ikke er vidende om, at nogen i Forsvarsministeriet i 2007 har lækket sagen til pressen. Jacob Winther indrømmer også, at han dengang var i kontakt med medierne '“ formentlig for at de IKKE skulle bringe historien, der kunne bringe forsvarets personel i fare. I første omgang var han i kontakt med TV2, som sammen med Jyllandsposten havde historien. TV2 sagde først nej til at bringe historien, hvor imod Jyllandsposten ikke mente, at situationen berettigede et hensyn til soldaterne.
Nu i 2010 hopper pressen så på sagen igen, men foreløbig med udgangspunkt i én kilde, som er TV2s Kaare R. Skou. Han har overfor flere medier bekræftet, at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der lækkede de fortrolige oplysninger. Skou vil dog ikke ud med, hvem hans kilde er.
Internt i TV2 er man imidlertid ikke enige om, hvorvidt der er en kilde i Forsvarsministeriet eller ej:
Først hævdede Skou kun, at han havde regnet ud, hvem kilden var. Men så sagde Skous chef TV2 Nyhedschef Michael Dyrby, at Skou ikke kunne vide, hvem kilden er. Den påstand afviser Skou idet han hævder, at han ved, at kilden er placeret i Forsvarsministeriet, men lod samtidigt forstå, at det i princippet kan være hvem som helst – lige fra rengøringskonen til Gade selv. Det eneste man på TV2 tilsyneladende er enige om, er at beskytte kilderne.
Kaare R. Skou, Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen er alle tre på en eller anden måde finansieret af det offentlige med henblik på at lave seriøs journalistik. Der er ingen, der blander sig i, hvad disse tre bringer frem af historier i de offentlige medier, som betaler deres løn.
Alligevel må man efter min mening stille krav til de redaktioner og de chefer, som er ansvarlige for deres journalistik, at der er et vist minimum af dokumentation. Anklagerne fremstår indtil videre som en gang halvkvædede viser, der mere minder om landsbysladder fra journalisternes kantiner og loger end egentlig hæderlig journalistik byggende på tilbundsgående research.
Kaare R. Skous chef Michael Dyrby og cheferne på DR, som mig bekendt finansierer Nils Giversens og Christoffer Guldbrandsens journalistiske aktiviteter, må efter min mening nu stille sig selv følgende spørgsmål:
'Er vi seriøse nyhedsformidlere, som skatteborgerne helt eller delvis skal finansiere eller render vi med landsbysladder, hvor vores journalister i offentligheden bare helt uden videre – og på niveau med overrislede kværulanter i en ølstue – kan slynge ret alvorlige beskyldninger ud mod Gade og hans spindoktor – og i øvrigt helt uden skyggen af dokumentation?
Det er faktisk ikke småting, at anklagen går på. Ifølge Kaare R Skou, så er det 'så alvorlig en sag, så det formentlig er strafbart efter ministeransvarlighedsloven, men også parlamentarisk vil det være fuldstændig uhørt'.
Hvad nu, hvis Guldbrandsen og Skou havde anklaget en almindelig borger for ulovligheder '“ helt uden dokumentation. Er det en opførsel, der i DR-chefernes øjne kvalificerer Guldbrandsen til, at man finansierer hans næste dokumentarfilm?
Hvis ikke cheferne for disse mennesker selv kan finde ud af at lægge en seriøs journalistisk linje, ja så må Kenneth Plummer og Merete Eldrup vel til at finde nogle andre chefer, der kan?
Forsvarsministeren vil naturligvis ikke foretage sig noget i sagen. Hvorfor skulle han det? Han kan jo ikke iværksætte undersøgelser alene på baggrund af sladder i pressekredse.
Nu har SF meldt sagen til politiet. Hvilket er oplagt at gøre for oppositionen, men man må da håbe for anmelderen Jonas Dahl, at evt. undersøgelser ikke viser, at det er en politiker fra rød blok, som lækkede sagen til TV2. For ledende enkeltpolitikere i oppositionen kunne meget vel være taget i ed om jægerkorpsets hemmelige mission før, at sagen blev forelagt Udenrigspolitisk Nævn.
Update fredag eftermiddag: Politikens Mathias Seidelin pointerer i en telefonsamtale til Jarls Blog, at han:
1. Aldrig har deltaget i produktionen af “Den Hemmelige Krig”, men afviser ikke, at han taler både med Guldbrandsen og Giversen, “sådan som journalister nu gør”.
2. Afviser, at have udtalt som beskrevet her på bloggen, at “Den hemmelige Krig” ville vælte forsvarsministeren, et halvt år før filmen blev vist. Seidelin fastholder at han først så filmen 3-4 dage før premieren.
En kilde har til Jarls Blog oplyst, at det faktisk forholder sig sådan, men det er dog sandt, at Seidelin IKKE optræder på Filmens creditliste. Det gør hans makker på Politiken Martin Kaae derimod.
Fredag aften: Jacob Winther stævner Guldbrandsen for æreskrænkende beskyldninger og injurier Læs mere her:
Læs også Søren Pinds blogindlæg om sagen.
BREAKING News Lørdag: Christoffer Guldbrandsen hævder nu overfor Ritzau, at han har en båndoptagelse, der beviser, at Jacob Winther står bag lækagen.
Rettelse: Jeg har tidligere skrevet, at René Fredensborg skrev ovennævne artikel i “Ekko”. Det er ikke korrekt. Fredensborg skrev en netnyhed på Ekkos hjemmeside om artiklen. Jarls Blog beklager fejlen.