Kategorier

Kærlighed, fred og harmoni med Jon Stewart

De var der alle sammen. Bøsseaktivisterne. Bedstemødre for fred. De i amerikansk sammenhæng venstreorienterede såkaldt “liberale” østkystamerikanere som holder af standupkomikeren Jon Stewart og hans 'onde' tvilling Stephen Colbert. Den lille danske delegation af sosser, radikale, en enkelt konservativ og liberale dukkede lørdag lidt før middag op på 'The National Mall' i Washington foran Capitol Hill med kongresbygningen i baggrunden for at deltage i TV-begivenheden 'Rally to restore sanity'. Der var folkefest i luften, som dog i USA afvikles på en langt mere civiliseret måde end vi er vant til hjemme i lille Danmark. 150-200.000 mennesker brugte små tre timer til en kombineret rockkoncert og standupshow med den i amerikanske liberale kredse på østkysten – og derhjemme – populære TV-personlighed.

Jeg har vist aldrig været til et “folkeligt” arrangement, uden at fadøllet er flydt i stride strømme, at man trampede løs på ødelagte plastickrus og at hashtågerne føg én om næsen. Dette kun nævnt rent konstaterende. Men det siger noget om engagementet hos de mange amerikanere, som af ren og sker aktivisme deltog i begivenheden, at arrangementet blev afviklet helt uden at man så noget åbenlyst brug af diverse stimulanser. (De var heller ikke tilgængelige). Mit indtryk var derfor, at de først og fremmest var der, fordi det BETØD noget for dem. De var der for at protestere mod alt det de nu – hver især – var imod og mente var forkert!

Derfor skal man ikke foregøgle andet end, at der næppe deltog ret mange andre end venstreorienterede demokrater med trang til at møde op på The Mall på denne fantastisk solbeskinnede efterårsdag med blå himmel og uden at en vind i øvrigt rørte sig.

Det BLEV en fortræffelig eftermiddag bl.a. i selskab med den genopståede Cat Stevens, som i dag hedder 'Yusuf Islam' og gav et af de gode gamle numre. Sammen med en kendt tårnhøj muslimsk basketballspiller inkarnerede Stevens de gode muslimer, der hverken sprænger bomber eller kaprer fly med henblik på at udøve islamistisk terrorisme.

Det var kort sagt 'peace, love and harmony'. Tolerance. Frihed til forskellighed. Et budskab som de fleste mennesker velsagtens kun kan skrive under på. Blandt deltagerne var blandt andet USA’s 3. præsident Thomas Jefferson, som i dagens anledning var steget op af sin grav får at gå 'til demo'. Som liberal og borgerlig følte jeg mig på ingen måde fremmedgjort over at stå der. At så flere af deltagerne benyttede lejligheden til at promovere demokratiske kandidater, slå et slag for bøssers rettigheder, fredsbevægelsen og meget andet. Det føler nok med. Det tog jeg som en oplevelse.

Der hvor jeg stod så kunne man betragte aktivisternes skilte, som udtrykte alt muligt. Fra det politiske: 'Democracy is not an auction', 'Tax me', 'œEmmigration reform now' og 'We the people '“ not we the corporations! Over det absurde; 'œ This is a sign' eller 'œPluto is a planet'. Til det mere inderlige bekymrende: 'œ Stop screaming', 'No name calling' og 'œHate Hurts!'.

Så var der mere universelle budskaber om mere tolerance: 'Homosexuals are gay (!)' til 'I respect your right to be wrong' og afstandtagen til dæmoniseringen af muslimer i form af spøjse slagord som 'jumprobe with a muslim' (sjip med en muslim!) og frygten for andre subkulturer som ' 'I am a pothead are you scared?'.

Jon Stewart og hans hold havde fra starten insisteret på, at 'Rally to restore sanity' IKKE var et politisk møde. Og det lykkedes stort set – til nogens fortrydelse '“ at holde balancen.

Stewarts budskab var ikke bare at skælde ud på de højreorienterede medier som Fox News og republikanerne for at dæmonisere liberale politikere og Obama for at være socialister og for at skade Amerika for deres påståede mangel på patriotisme. Kritikken var faktisk også rettet mod liberale kommentatorer for på samme måde at sætte republikanere i bås som racister og chauvinister. Selvom at Stewart var uenig med republikanerne så hadede de trods alt ikke deres medmennesker som de var uenige med på en sådan måde, at de derved fortjente at blive kaldt racister og deslige.

Det var nu ikke alle deltagerne, der delte den opfattelse. Denne blogger så skilte med slagord som 'Fox News '“ fear and biased' og det sarkastisk-obskøne: 'œI masturbate to Christine O’Donnel' (en markant Teaparty-politiker)

Stewart mente således '“ lidt naivt må man nok erkende '“ at politikerne i stedet for at bekæmpe hinanden i medierne og i kongressen i stedet skulle lade sig inspirere af almindelige amerikanere, som i dagligdagen '“ på trods af store religiøse, racemæssige og politiske forskelle faktisk tog et stort hensyn til hinanden og samarbejdede med at holde landet i gang. Hver dag.

Så selv om der var meget kærlighed i luften blandt de liberale denne lørdag, og at Jon Stewart har én pointe i, at det nok var meget velgørende for den politiske debat, hvis man undlod at dæmonisere hinanden som man vitterligt gør i medierne i et omfang vi endnu ikke rigtigt kender, så er det næppe noget, der flytter ret meget i den store sammenhæng endsige får nogensomhelst betydning for udfaldet af Midtvejsvalget på tirsdag.

Søndag aften er det halloween, og det går folk mildest talt mere op i. Mens jeg skriver disse linjer er Halloween-festerne lørdag godt i gang, hvor voksne mennesker over hele Washington i et absurd, men ganske festligt sceneri er udklædt som bloddryppende horrorfigurer, superhelte, alfe, feer og trolde og meget andet.

Og DET er en festlig upolitisk begivenhed, der rent faktisk samler amerikanerne på tværs af alle mulige skel langt LANGT mere end et rally med Jon Stewart.

Kategorier

Det århusianske paradoks

Nyrupfløjens mand vil udfylde tomrum efter venstrefløjsikon

Onsdag i sidste uge blev Ã…rhus pludselig midtpunkt for medieinteressen, da den unge socialdemokratiske bykonge, Nicolai Wammen, på et hastigt indkaldt pressemøde bekendtgjorde, at han agter at stille op ved det kommende folketingsvalg. Det indebærer, at han så til den tid herefter lægger borgmester-kæden i Smilets by.

Set med socialdemokratiske briller er argumenterne indlysende gode for at opstille Wammen, som var en stor stemmesluger ved det seneste kommunalvalg i 2009. Især når det gamle arbejderparti mangler en stemmemagnet til at udfylde vælgertomrummet efter Svend Auken, der døde sidste år. Selvfølgelig skal S sætte alt ind for at vinde næste folketingsvalg.

Wammens ubestridelige popularitet som bykonge dokumenteres af stemmetallene, men det skal dog også ses i sammenhæng med at truslen fra Venstres modkandidat under sidste kommunalvalg '“ sagt på jysk '“ ikke på nogen måde var frygtindgydende. Wammen var total overlegen.

Hvad har Wammen egentlig til fælles med Auken? Ikke meget. Auken var venstrefløjssocialdemokraternes store ideolog '“ et fyrtårn og inspiration for flere generationer af politisk aktive på hele centrum-venstre-siden. Auken kunne konstant begejstre omgivelserne og var frygtet for sin skarphed af modstanderne i en politisk debat. Han havde altid noget på hjerte. Der er derfor intet at sige til, at folk som SFs Jonas Dahl, MEP (S) Dan Jørgensen og mange andre ser Auken som et politisk ikon og forbillede til efterfølgelse.

Wammen fremstår derimod som en afideologiseret teknokrat, hvis største politiske idé tilsyneladende indtil videre er nedrivning af store socialt belastede betonbyggerier i Gellerup-parken og genindførelsen af dobbelt-a i Aarhus. Der foreligger ingen store eller små ideologiske kampskrifter eller andet fra hans hånd, der indikerer, at manden har noget på hjerte bort set fra, at han er bedst til at sidde for bordenden og bestemme, hvad der skal ske. Men han har mange andre talenter. I pressekredse i Ã…rhus er Wammen fx legendarisk mht. at smyge og svare udenom på de kritiske spørgsmål, der indimellem bliver stillet, og hos oppositionen er man forbløffet over den skamløshed, hvor hurtigt han stjæler deres politiske idéer for siden at gøre dem til sine egne. Men det generer nu ikke århusianerne, der bare gerne vil have en borgmester, der favner bredt, og som sørger for, at alle gode idéer bliver brugt. Og så gør det ikke så meget, at han er fræk nok til selv at tage æren for det hele.

BT skrev forleden, at det i virkeligheden er Poul Nyrup Rasmussen som bag kulisserne i mere end et halvt år har arbejdet for at få Wammen opstillet og 'ind i varmen' i folketingsgruppen, mens tid er. Hos S tror alle naturligvis på den endelige sejr ved folketingsvalget, men hvad nu hvis, det alligevel glipper, og Helle Thorning-Schmidt takker af? Så starter fløjkrigen igen, og så skal man have en midterprofil klar med en reel chance i et kampvalg med venstrefløjens mest sandsynlige kandidat i skikkelse af Mette Frederiksen.

Og hvis salig Aukens lange skikkelse fortsat havde haft plads i socialdemokraternes gruppeværelse i Christiansborgs stueetage, så er det vel en fair vurdering, at stod valget mellem Frederiksen og Wammen, så kastede han sit lod på førstnævnte.

Bevares. Nicolai Wammen skulle have en god forklaring på, hvorfor han bryder et klokkeklart løfte forud for kommunalvalget til århusianerne om, at han ikke havde andre planer end at blive genvalgt til borgmester. Kækt lød det derfor som 'forklaring' fra Ã…rhus-borgmesteren, at det i virkeligheden var på grund af regeringens nulvækstpolitik overfor kommunerne, der simpelthen nødvendiggjorde, at han nu stillede sig til rådighed for vælgerne i det østjyske, så regeringen kunne blive væltet. Man forstår, at det åbenbart er Lars Løkke Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens skyld, at Wammen må svigte sit valgløfte? Et frækt, men også lidt charmerende spin. Et sindbillede på, hvor ferm Wammen faktisk er til at håndtere medierne (Faderen er tidligere mangeårig Ekstra Blads-journalist). En indlysende nødvendig egenskab for at nå langt i toppolitik.

Men for at nå en Aukens niveau, så skal man også have egne idéer til, hvor samfundet skal hen. Det har vi til gode at se hos Wammen, og derfor er det helt urimeligt at sammenligne ham med “Lange Svend”, som mange elskede – eller hadede. Og det er vist slet ikke sådanne følelser, som Wammen vækker i folk, men snarere en tillid til, at han er solid nok til kunne holde godt styr på butikken.

Det er derfor rigtigere at sammenligne Wammen med sin 'kampagnechef' Poul Nyrup Rasmussen selvom at sidstnævnte faktisk allerede tidligt i sit politiske virke og trods sit teknokratimage udstrålede mere politisk initiativ, iderigdom og drivkraft end Wammen indtil videre har gjort.

Vil Wammen så bruge sin formentlig genvundne folketingsplads til at formulere ny socialdemokratisk politik for fremtiden eller vil han være den daglige administrator fx som indenrigsminister, der vil gøre det nødvendige, når det bliver nødvendigt, men ellers kun sørge for at holde de borgerlige væk fra fadet? Vurderet på sine få holdninger, er han mest det sidste.

En 'ny Svend Auken' er han i hvert fald ikke.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Kategorier

Er sigtelsen til ære for “strikkekonerne” på venstrefløjen?

I dag stod det så endeligt klart at fhv. forsvarsminister Søren Gades daværende pressechef Jacob Winther bliver SIGTET i den såkaldte lækagesag.

Den sag skrev jeg om her på bloggen i nogle spændende dage i februar indtil – at jeg for en periode – valgte at stoppe dækningen. Indtil da skete det ud fra det grundlæggende synspunkt, at Jacob Winther var og er uskyldig.

Beslutningen kom bl.a. ud fra en nøgtern vurdering at, jeg jo dybest ikke med 100 pct. sikkerhed kan vide, om Winther er skyldig eller ej.

Det fjerner dog ikke det faktum, at jeg har stor personlig sympati for Jacob Winther, som er en god bekendt af mig.

Hvor står sagen nu?

Winther er sigtet og dermed har han også en sigtets rettigheder bl.a. kan han vælge ikke at udtale sig.

En sigtelse er '“ for dem der ikke er med på den '“ IKKE det samme som en tiltale endsige en dom.

Normalt '“ og her må de juridisk kyndige rette mig '“ vil en sigtelse ikke blive rejst, hvis ikke der er en begrundet mistanke om, at den sigtede har begået noget ulovligt. I dette tilfælde ulovligt at lække jægerkorpsets mission til pressen (i det konkrete tilfælde TV2) og derved bringe soldaternes liv i fare, som anklagen lyder på.

Jeg er ikke jurist, men har virket som domsmand ved Københavns Byret siden 1996. Det er min baggrund. Det gør mig ingenlunde til ekspert, men giver mig dog en vis indsigt i, hvad der skal til for at man kan kende en tiltalt skyldig.

Man kan ikke vide præcist, hvilket materiale politiet har haft til rådighed efter deres efterforskning af sagen, som vel har stået på, siden sagen blev offentligt kendt dvs. i januar i år.

Det er dog nærliggende at antage, at den berømte lydfil og rygterne om at TV2s Rasmus Tantholdts viden om sagen spiller en helt central rolle, hvis Winther skal kunne tiltales endsige dømmes i sagen.

Jeg vil tro, at hvis man antager, at politiet ikke har andre vidner end Tantholdt (som formentlig ikke har udtalt sig til politiet med henvisning til kildebeskyttelse), så kan Winther ikke tiltales eller dømmes i sagen. Medmindre at Tantholdt personligt aflægger vidnesbyrd i retssalen om, at det VAR Winther, der lækkede Jægernes mission i Irak til ham tilbage i foråret 2007.

Hvis Tantholdt nægter at udtale sig, så er der mulighed for at afspille lydfilen, som ifølge rygterne indeholder Tantholdts vidneudsagn afgivet under et højtideligt løfte om fuld fortrolighed til den daværende DR-medarbejder Nils Giversen og under den forudsætning at det blev mellem de to. Tantholdt var således ikke vidende om, at hans 'vidneudsagn' blev båndet. Her er spørgsmålet '“ som jeg ikke kan svare på – om et sådan vidneudsagn under den forudsætning, at det siden bliver afspillet i en retssal er tilstrækkeligt til at belaste Winther så han kan dømmes. I Christoffer Guldbrandsens lejr blandt københavnske venstreintellektuelle mediefolk er man ikke i tvivl. Der er så rigeligt. Men kræver det ikke at Tantholdt gentager sit vidneudsagn på båndet i en retssal før at der kan ske domfældelse? Det er nok her striden kommer til at stå, hvis der altså bliver rejst tiltale.

I øvrigt så kan det næppe komme som den helt store overraskelse at der bliver rejst sigtelse. Politiet er jo under et vist politisk pres for at få fundet en afklaring i sagen. Folkedomstolen til venstre i folketingssalen og i pressen har allerede dømt Winther til evig fortabelse. Derfor må politiet vise, at de faktisk tager den alvorligt. Det sker ved at rejse sigtelse. Dermed kommer der endnu en runde med afhøringer, undersøgelse og vurderinger inden Politiet endelig vurderer om de kan få dømt Winther. Ligger den på vippen forsøger de formentlig alligevel. For så kan Politiet i det mindste vise strikkekonerne på venstrefløjen, at de har gjort alt inden for retsplejelovens rammer.

Nyt: Meld dig ind i Facebookgruppen: Jarls blog på Facebook.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.