Jarls blog

Med ungdomshusets nedrivning taber den yderste venstrefløj en vigtig bastion. Huset har været symbol på det sene anarkistiske ungdomsoprør i sluthalvfjerdsernes København. Dengang var medierne og tidsånden med venstrefløjen og deres darlings i BZ-bevægelsen. Det er den ikke længere.

Ydermere er politiet blevet langt bedre til at tacke urolighederne og ikke mindst medierne spiller slet ikke i samme grad med på de autonome unges melodi. Det har Michael Kristiansen en glimrende analyse af i dag i Berlingske Tidendes SPIN-OFF-klumme. Kristiansen mener, at med 24timers kanalen TV2 News kan de stenkastende unge ikke i samme grad bortforklare deres egen opførsel med 'politibrutalitet', for mediernes nære tilstedeværelse og tættere dækning af sagen gør ,at myter om politiets påståede 'vold mod de unge' ikke kan opstå, når dokumentationen mangler. Dermed har de unge autonome og med dem deres forældre, hvor flere af dem åbenbart er veteraner fra BZ-bevægelsen, som i dag er organiseret i den såkaldte 'forældre mod politibrutalitet'-forening ikke rigtig noget at have deres kritik i.

Ikke dermed sagt, at medierne ikke stadigvæk leverer mikofonholder-journalistik. Fx er der en gammel BZ'er, René Karpantschof, som hævder at være sociolog og PhD-studerende og altså en slags skatteyderfinansieret videnskabsmand. Han siger dog præcis det samme som de unge autonome: De voksne har taget deres hus, og nu må samfundet naturligvis bære konsekvensen i form af stenkast mod politiet, afbrændte biler og barrikader i gaderne. Det er altid underforstået i disse interviews, at det er altså helt ok og nærmest naturligt, at det sker. Manden er interessant for medierne, fordi han hævder at repræsentere videnskab på området, men det jeg hører, er bevidstløst ukritisk propaganda. Det er mig en gåde, at medierne stadigvæk finder hans synspunkter interessante, når de blot kan spørge de autonome selv. Det er de i øvrigt ikke længere helt så vilde med, for de risikerer bank, har flere journalister fortalt. En enkelt Nyhedsavis-journalist Rene Fredensborg tog konsekvensen af det og gik for en kort periode over på de autonomes side. Han er dog siden blevet suspenderet.

I går i TV-avisen havde man fire pro-Ungdomshus-folk til at være med i debatten. Kun to repræsenterede det kæmpestore flertal af danskere, som ikke mener, at de unges metoder og kamp er ok. Studieværten Anders Bech-Jessen var derimod fair og kritisk og fik dermed balanceret debatten en smule.

I Jersild og Spin leverede Henrik Qvortrup lørdag aften en vurdering af ungdomshus-sagen set i landspolitisk perspektiv. Essensen af analysen er, at det kun er i København, at der nogensinde har været målelig opbakning og forståelse for, hvad der hidtil er foregået i og omkring Jagtvej 69. Hvis Socialdemokratiet i København ligger under for en politisk kamp ført med brosten, så vil det skade partiets forhold til vælgerne, især på landsplan. Her taler vi formentlig om midtervælgere '“ ofte middelklasse, og hvor mange bor i Jylland. Havde Ritt Bjerregaard givet sig i sin tid i forhold til de unge autonomes krav, ville det have været en katastrofe for Thorning. Helle Thorning-Schmidt giver sig heller ikke en tøddel. Der var ikke et gran sympati at spore, da S-lederen forleden bad politiet rydde S-hovedkvarteret for de autonome, der midlertidigt havde besat det. Et klart signal til alle midtervælgerne om, hvor Thornings sympati ligger, nemlig hos borgerne på Nørrebro og politiet.

Ritt Bjerregaard har hidtil holdt en mulighed for dialog åben med de unge, men de har åbenbart organiseret sig på en måde, så de ikke kan træffe beslutninger og/eller indgå kompromiser. Det er enten Ungdomshuset på Jagtvej eller intet. Nu ligger de unge autonome så, som de har redt. Ritt har vist forhandlingsvilje. Det er i øvrigt spørgsmålet, hvorvidt Ritt Bjerregaard mister politisk opbakning hos vælgerne på sin håndtering af sagen. De unge autonome og deres politiske kamp har i realiteten kun opbakning hos Enhedslistens og SFs politikere plus den sædvanlige række venstrefløjskoryfæer som Erik Clausen m.v. Hvis Ritt Bjerregaard omvendt lader sig trække rundt med de unge, der tidligere huserede på Jagtvej 69, så vil det kunne fortolkes af V-kulturborgmester Martin Geertsen og andre hardlinere som et knæfald for volden. Så dum er Ritt Bjerregaard ikke. Derfor er jeg enig med Politikens Peter Mogensen i hans vurdering af, at Ritt Bjerregaard nu spiller spillet på en måde, hvor hun selv sætter dagsordenen og har en chance for at vinde et forhandlingsspil om et nyt hus. De unges overtagelse af et nyt hus, vil dermed ske på helt andre betingelser end før.

Gad vide i øvrigt, hvilken bydel der mon vil have de unge som naboer? Beboerne i det ulykkelige område omkring skolen i Stevnsgade kan i hvert fald droppe det med at tegne forsikringer på biler osv., og lejlighederne falder sikkert også i pris.

Der er nu gået 25 år siden, at de unge fik brugsretten til Jagtvej 69. Nu er det slut. Medierne er ikke længere med på vognen, og den politiske situation i Danmark og tiden er ikke længere sådan, at folk automatisk synes, at det er indlysende rigtigt at bruge vold som politisk våben for at få et ungdomshus.

For venstrefløjen må denne dag, hvor Jagtvej 69 rives ned være en sort dag, der tydeligt viser, hvor lidt indflydelse de har i dansk og åbenbart også på nogle afgørende områder i københavnsk politik.

Det er næsten symbolsk, at Enhedslistens bedste kort MF og mediedarling Pernille Rosenkranz-Theil på denne dag annoncerer at hun dropper politik for en periode.

Jarls Blog har i grunden megen sympati for intentionerne bag dannelsen af det ny liberale parti 'Liberalisterne'. Der er faktisk brug for sådan et projekt, når Venstre fuldstændig sælger ud af værdierne. Derfor har jeg og mange andre været spændt siden i fredags, hvor Liberalisternes pressechef proklamerede til Weekendavisen, at nu havde man fundet MANDEN, der skulle føre partiet til Christiansborg i øvrigt med pæn finansiering fra Saxo Bank.

– Vi kan simpelthen ikke give dig navnet endnu. Jeg kan bare sige, at der er tale om en landskendt Venstre-mand, som virkelig er dygtig. Du vil blive positivt overrasket, « sagde pressechefen med overbevisning i stemmen til Weekendavisen og fortsatte:

– Vores kandidat vil vise, at vi spiller på den lange bane i Folketinget. Vi har fået en bedre mand, end vi overhovedet havde turdet håbe på.

Artiklens forfatter Anna Libak begyndte at spekulere, hvem der mon var tale om. Søren Pind, Samuel Rachlin, Peter Kurrild-Klitgaard og Asger Aamund blev nævnt. Lutter glimrende navne, som dog alle mere eller mindre blev afvist hen ad vejen.

Liberalisternes formand Torben Mark Pedersen slog siden fast at partiet var klar med en frontfigur, der var 'slagfærdig, erfaren, pressevant og landskendt'.

Hatten af for Liberalisterne. De må virkelig have fået fat i én af de helt store drenge. Og det havde de sådan set også på sin vis.

Torsdag aften kan Politiken foromtale en artikel fredag i Weekendavisen. Her står, at Liberalisternes “landskendte” topnavn, der viser, at de spiller på den “lange bane” er ingen ringere end Karsten Madsen bedre kendt som Dobbelt-Madsen.

Karsten Hvem? tænker mon læsere af Jarls Blog. Til trods for at Berlingskes tidligere redaktør skulle være 'landskendt', så kræver han nok alligevel en præsentation.

Karsten Madsen er en mangeårig politisk journalist og redaktør. For en fem-seks års siden måske den mest magtfulde mand i dansk dagspresse med et kæmpenetværk til toppolitikere i samtlige partier. Mange års fedteri for Anders Fogh Rasmussen gjorde ham til medlem af DRs bestyrelse. Det gik ikke så godt, for at sige det mildt. Forinden var han hældt ud af Berlingskes bestyrelse blandt andet efter en række pinlige historier omtalt i konkurrerende aviser m.v. om hans såkaldte 'flaske-klirrende diplomati', som han angiveligt skulle udføre på bladhusets vegne med lidt for store repræsentationsregninger mv. Så i stedet blev Madsen politiker! Bevæbnet med seler, krøllet jakke og krummer i overskægget rejste han forsamlingshusene tynde med sit i øvrigt spændende og interessante foredrag med hans ubestrideligt enorme viden om og indsigt i dansk politik. Madsens interesse for politik var vakt i ungdomsårene, hvor han var aktiv DSUer. Så arbejdede han i den socialdemokratiske Nyhedstjeneste, SNT, på Christiansborg, men blev hældt ud efter intrigerne i Socialdemokratiet i de år. Herefter indledte han sin aviskarriere på BT, hvor han i 1987 afslørede, at Anker Jørgensen blev tvunget væk fra magten i Socialdemokratiet. Så gik der en del år, hvor han var medlem af den konservative redaktørforening, men fik så sidst i 1990’erne et medlemskort til Venstre af Niels Anker Kofoed. Det var også nødvendigt for at blive chefredaktør på først Fyens Amts Avis og siden hen Jyske-Vestkysten. På Berlingske sluttede festen så i 2003, hvor han dog efter sigende fik tre års løn for at gå som chefredaktør.

Karsten Madsens politiker-ambitioner delte Venstres vælgere imidlertid ikke. Han opstillede forgæves til Folketinget i 2005 og EU-Parlamentet i 2004 i øvrigt efter en jætte-indsats fra Madsens side. Selv mener Madsen, at stort set hele verden har skylden for det, fordi den var imod ham. Andre mener, at det kunne skyldes, at der måske kunne arbejdes en del mere med Madsens personlige fremtoning, der tilsyneladende aldrig rigtig har interesseret ham for alvor. Bl.a. dette forhold gjorde ham til et af Ekstra Bladets satiriske side 2s absolutte yndlingsofre. Som nævnt har Madsen en (for)mørk(et) side af sin personlighed, hvor han ser verdensomspændende konspirationer arbejde imod sin person. Nu ved alle os, der har været lidt med i politik, at paranoia er en erhvervsskade, der uvilkårligt følger med. Efter 25 år på Christiansborg og omegn må man konstatere, at Madsen lider af den i ekstrem grad.

Madsens shoppen rundt blandt partierne, og hans fantastiske evne til at afsløre hemmeligheder, som (siden forhenværende) venner har fortalt ham i muntert lag, har dog givet ham et velfortjent ry som dobbeltspiller med det medfølgende flertydige tilnavn 'Dobbelt-Madsen'. Lige i øjeblikket er det Venstre, som er efter ham. For 10 år siden var det de konservative. Undertiden har det været de radikale, og for 20 år siden var det socialdemokraterne. Der er kun én, der er helt uskyldig, og det er '“ naturligvis – Madsen selv.

Men nu er Madsen tilbage i dansk toppolitik! Troede Liberalisterne. For Madsen har allerede trukket sig:

– I mails og på møder havde Karsten Madsen givet udtryk for, at han bestemt var fristet til at kaste sig ind i projektet. Jeg var overbevist om, at det nærmest var en formsag, da vi skulle holde et endeligt møde i tirsdags. Det var jo også derfor, vi turde melde så bombastisk ud i pressen. Jeg blev virkelig overrasket, da han pludselig sagde nej, siger Torben Mark Pedersen til Weekendavisen.

Politiken skriver:

Ifølge Torben Mark Pedersen begrundede Karsten Madsen sin nej i sidste øjeblik med henvisning til personlige forhold, og at han var bange for, at Venstre ville forsøge at køre en smædekampagne mod ham i pressen.

Karsten Madsen benægter over for Weekendavisen, at han overhovedet har været i forhandlinger med Liberalisterne.

– Jeg har bare holdt en rødvinssmagning og et politisk foredrag for dem. Jeg er totalt færdig med politik, siger han.

Nu har Madsen '“ efter en lang pause – fået sit navn i avisen igen, og hans særlige udgave af forfængelighed har sikkert fået det bedre med det. Liberalisterne derimod er dog blevet gjort til grin ved således at have demonstreret den amatørisme, som mange havde dem mistænkt for.

For det første er Karsten Madsen på ingen måde, det Liberalisterne lovede vælgerne i fredags. Han er hverken landskendt eller noget på den lange bane. Mindst af alt er han hardcore-liberalist. Det eneste Madsen er, er opportunist.

For det andet, så er det næsten politisk børnelærdom på Christiansborg, at man altså ikke kan tage Karsten Madsens ord for gode varer. Det kan to generationer af toppolitikere på Christiansborg tale med om. Det er jo lige præcis derfor, at mandens netværk eroderede på blot få år. Han udpinte det.

Men Madsen fik da lige vist, at han stadig kunne tage fusen på nogen. Flot, Madsen!

Debatten om den 'Den Hemmelige krig' har længe hængt folk ud af halsen, og det er de færreste, der kan overskue indholdet. De få, der stadig magter at have positive holdninger til filmen, lyder mere og mere skingre i deres forsvar af filmens ophavsmand Christoffer Guldbrandsen og de påstande, som filmen fremsætter om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan for mere end fem år siden og især af regeringens efterfølgende håndtering af sagen.

Filmen blev vist for to måneder siden, hvor en noget overstadig statsretsekspert bedømte filmens dokumentation til at være tilstrækkelig til, at han umiddelbart mente, at en rigsret var en mulig udgang på historien. Det var der ikke så mange andre, der kunne se til trods for oppositionen lod det regne med spørgsmål til regeringen. Folkeopinionen generelt, aviserne m.v. synes ikke, at regeringens svar var særlig fyldestgørende, men til gengæld var der hverken “rygende pistoler” eller specielt troværdige vidneudsagn, der kunne bakke filmens hårde anklager op. 'Der er nul', sagde statsministeren og fik et eller andet sted ret. Filmen blev et spørgsmål om DRs troværdighed. Efter min mening en debat, som i øvrigt hverken DR eller statsministeren kom specielt godt ud af. DR fordi de forsvarede 'Den Hemmelige Krig' udi i det groteske. Statsministeren, fordi han for én gang skyld ikke offentligt kunne styre sin skadefryd over DRs åbenlyse troværdighedsproblemer.

Guldbrandsen er blevet udsat for 'spin' fra regeringens side, lyder det også gerne bl.a. fra Guldbrandsens forsvarere, der gerne fremstiller situationen a la David mod Goliath eller Nixon vs. Woodward & Bernstein. Guldbrandsen er altså den lille terrier-journalist mod staten, systemet og ikke mindst regeringen i form af forsvarsminister Søren Gade og chefen Anders Fogh Rasmussen.

Men nu fortæller både forsvarsministerens pressechef Jacob Winther til journalisternes fagblad 'Jounalistens' seneste nummer 3/2007, hvordan han forberedte sin pressestrategi. Han afkodede hurtigt journalisternes 'vinkel' eller 'motiver' – om man vil '“ bl.a. ved at optage filmholdets interview med forsvarets egne folk og forsvarsministeren.

“Journalisten” skriver:

Da det blev Søren Gades tur til at give interview den 7. december 2005 '“ præcis et år inden filmen fik premiere '“ havde Christoffer Guldbrandsen sendt omkring 15 spørgsmål på forhånd. Men han blottede afgørende dele af sin vinkel ved at blive ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelse og udlevering af afghanske fanger til de amerikanske tropper i Afghanistan.

– Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i, « forklarer Jacob Winther til “Journalisten”

Winther lægger ikke skjul på at filmen var 'enhver spindoktors mareridt', og han vidste fra 'dag 1 af at denne film ikke blev god for os'.

Den glimrende artikel redegør på fortrinlig vis for et klassisk stykke kommunikationsarbejde, hvor der er blevet samlet informationer ude i marken, og som så er blevet hentet ind. Så er der blevet analyseret frem og tilbage og siden er der lagt en strategi for, hvordan man effektivt i pressen og politisk imødegår de postulater, som regeringens spindoktorer ved, vil komme. De demonstrerer håndværksmæssig kunnen, og det er et fandens flot stykke håndværk, hvis jeg må være så fri. Winther kan – hvis han ikke dummer sig i fremtiden – gå ud i det private og tage et ordentlig honorar efter at have vist sit værd.

Journalisten har skam også talt med Guldbrandsen og hans makker Nils Giversen for at høre deres side af sagen: Her lyder det bla.:

Statsministerens spindoktor a.k.a.”Ulven”- Michael Ulveman , som i øvrigt skulle være Guldbrandsens private ven, får mere eller mindre skyld for at have misbrugt oplysninger han har fået, da de to arbejdede sammen bl.a. om forarbejdet til filmprojektet 'Den Hemmelige Krig'. Ulveman skulle endda – før han blev Foghs presserådgiver – have fået udleveret to mapper med researchmateriale til filmen (!)

– Jeg har ikke belæg for at sige, at han har misbrugt sit kendskab til sagen. Men jeg har fortalt om vores interviews med de centrale amerikanske kilder Chris Hogan og Ed Hermann «,siger Christoffer Guldbrandsen til fagbladet.

“Journalisten” skriver videre:

Efter filmens premiere for et inviteret publikum i Grand i København den 4. december 2006 fortsatte overraskelserne.

– Da jeg kommer ud fra biografen, står jeg ved siden af Naser Khader, og hans telefon siger pling-pling. Han tager telefonen og viser mig en sms skrevet af Michael Ulveman, hvor der står noget i retning af:  »Flot musik, gode billeder. Synd, der ikke er noget, der klæber til statsministeren. PS: Danske specialstyrker har aldrig flag på. «

De slukørede DR-dokumentarfolk må senere hive lommetørklæderne frem:

– De har brugt alle tricksene fra spindoktorbogen mod os '“ også mange, som de ikke burde bruge, siger Niels Giversen til “Journalisten”.

Ja, det er synd, og Jarls Blog føler bestemt megen medlidenhed med DR-dokumentaristerne.

Engang kunne Guldbrandsen vinkle sine historier, som han ville, uden risiko for at andre efterfølgende kunne gøre så meget ved den én gang fastlagte vinkel. Fx viste han Mogens Lykketofts 'Danse Macabre' i 'Lykketoft finale'. Det var den i øvrigt fremragende film, hvor Guldbrandsen lod S-rådgiveren Morten Boje fremstille som komplet idiot, men samtidig lod sin private ven – bagsidepsykopaten på Ekstra Bladet '“ manden, der lever af at skrive gennemførte ondskabsfuldheder om folk '“ fremstå som 'uopdaget spin-stjerne', der pludselig rådgiver Lykketoft både om budskaber og pressestrategi. Dvs. det hele blev lidt farceagtigt med et budskab om, at nærmest enhver idiot fra gaden kan rådgive en toppolitiker.

Denne gang fik Guldbrandsen altså ikke lov til at løbe om hjørnerne med spinfolkene. De forberedte sig godt og grundigt, og de tørrede ham noget så eftertrykkeligt. Det står han så nu og tuder over. Ja sådan er livet så meningsløst og ondt engang imellem.