Jarls blog

Der er ingen tvivl om, at NCC-sagen bliver en klassiker som case i PR og lobby branchen. Hvordan undgår man som erhvervsvirksomhed at udsætte sig for korruptionsmistanke? Hvordan skal virksomheder og politikere reagere og navnlig ikke reagere? Hvornår er det, at et firma hyrer nye PR-folk ind til at rådgive sig om en tabt sag, fordi ens egen kommunikationsafdeling selv er blevet fedtet for meget ind i sagen, så de har mistet overblikket? Og endelig: Kan man arbejde som lobbyist og politiker på samme tid?

I min bog kan man ikke arbejde som lobbyist i sager, hvor man som politiker er sat til at varetage almenvældets interesser. Det er nu ikke det samme som, at man ikke kan være politiker og lobbyist på samme tid. Men politikeren/lobbyisten har ansvaret for, at alle er klar over, hvornår man har diverse kasketter på. I sager, hvor der er modstridende interesser skal man lade dem passere til andre ordførere. Det tilsiger almindelig sund fornuft.

I går i det udmærkede program 'Jersild og Spin' på DR2 anførte Lotte Hansen '“ såkaldt Spin-ekspert – og som får penge for at flashe kommunikationsbureauet Advices navn på den reklamefri TV-kanal, at den pågældende Venstrepolitiker havde arbejdet som lobbyist for nogle dækfirmaer samtidig med, at han havde været '“ hold nu fast '“ trafikordfører i Københavns Borgerrepræsentationen.

Ærligt talt, så synes jeg, at Lotte Hansen , som hun i øvrigt har for vane, kom med et fortænkt eksempel, som oven i købet er banalt og baseret på grundlæggende manglende indsigt i mandens arbejde – begge steder. Dækfirmaerne ønsker avisomtale af deres produkter og at brande deres navne. Det må derfor være uhyre marginalt, hvad dækfirmaer mister ved, at biltrafikken bliver begrænset, og at der bliver nedlagt parkeringspladser i byen. Hvis man absolut skal være ligeså jomfrunalsk som Lotte Hansen, så vil jeg da påpege det betænkelige i, at hun med sine betragtninger er med til at ødelægge det konkurrerende firmas relation til sine kunder. Læsere af Jarls Blog kan selv konstatere, at det er en bevidst strategi fra Advice at miskreditere en række kommunikationsfirmaer i branchen. Hidtil har det været lidt i dølgsmål og ved særlige lejligheder, men forleden blev Advice-chefen afsløret i at bruge sit eget netværk på K-forum til sin systematiske nedrakning af konkurrerende PR-bureauer. I går kunne man konstatere, at den smart markedsførte Frøken Spin følger chefens parole, når hun er på tv. Jeg synes, det er både skam- og smagløst, og tvivler i øvrigt på, at det er effektivt. For den slags “julenumre” bliver jo opdaget. Respekt giver det i alle tilfælde slet ikke.

Den pågældende sag, hvor Lotte Hansen – og nu i dag også Politikens leder '“ anlægger som præmis for deres vurdering af sagen, at multinationale dækfirmaer skulle have særlige interesser i Københavns trafikpolitik er så proportionsløs, at det skriger til himlen.

For mere end 10 år siden var jeg assistent for et V-folketingsmedlem, som i modsætning til hovedparten af de store teleselskaber var interesseret i at skrue en telelovgivning sammen, der var fri og som gav små selskaber adgang til det gryende mobilmarked. Det var milliarder af kr., som den sag handlede om, og Danmark endte '“ efter mange forhandlinger '“ at få en fri telelovgivning. Undervejs blev det pågældende folketingsmedlem ringet op af en person, som præsenterede sig som det konservative medlem af EU-parlamentet, Christian Rovsing, som bad om at få et møde om sagen. V-politikeren imødeså med interesse mødet med den teknik-interesserede politiker, som for 30-40 år siden var TV-star og gæstekommentator ved amerikanernes månelandinger. På mødet gik det imidlertid op for V-politikeren, at Rovsing ærinde var et ganske andet. Han kom for at tale det svenske teleselskabs TELIAs sag. Med andre ord: politikeren var ikke politiker, men lobbyist. Der var intet formelt i vejen med det, men Rovsing spillede ikke med åbne kort fra start af, og det mente vi var lige en kende for smart. Telia og Rovsing opnåede derved det stik modsatte af deres intention, da ordførerens tillid til dem, selvsagt var forduftet.

Krudtrøgen er efterhånden ved at lægge sig efter den værste spin-krig i København siden sidste kommunalvalg. Det er så småt tid til at gøre regnskabet over 'døde og sårede' op.

Den “hovedmistænkte” Venstre-politiker er afhørt uden på noget tidspunkt at være sigtet i sagen. Politiet må nødvendigvis bruge den fornødne tid til at vurdere alle ender og kanter i sagen, men de foreløbige juridiske vurderinger går på, at der ikke bliver rejst sigtelse mod nogen.

Medierne har i de sidste dage endevendt Søren Pinds valgkampagnefinansiering. Folk med en lille smule kendskab til valgkampagner ved, at det er sædvanlig praksis i USA, at kandidater selv samler penge ind. Det har de forskellige donorer sagtens kunnet finde ud af '“ indtil nu. Alle bidragydere til Søren Pinds valgkasse har naturligvis vidst, at der ikke fulgte nogle politiske modydelser med. NCC derimod fik '“ ifølge Søren Pind – blandet tingene sammen og gjorde efterfølgende en stor sag ud af det. Hvor smart det var, ja det vil snart vise sig. NCC har længe blødt økonomisk, nu er det også troværdigheden, der siver. Jeg havde solgt mine aktier i det firma, hvis jeg havde nogle.

Venstres pæne pengemand Fritz Schur er i dag i Berlingske ude at belære alle om, hvordan man bør opføre sig i pengeindsamlingsregi. Manden med et af de største og tungeste netværk overhovedet i Danmark har øjensynligt længe følt en stigende irritation over konkurrencen fra Pind og andre, som har fundet på at 'hente vand ved de samme kilder', som han. Mange er stadigvæk forbløffede over, hvor hurtigt og nemt Jens Rohde fik midler til sin valgkampagne ved folketingsvalget i februar 2005. Spekulationer har derfor længe gået på, at det netop var Claus Hjort og Anders Foghs gode ven, Frits Schur, som på en eller anden måde medvirkede til at finansiere Rohdes valgkamp, som efter mit skøn kostede mellem 1,5-2 millioner kr. Men det er spekulationer. Der er ingen, der ved det.

Ritt Bjerregaard må glæde sig over, at den (formodentlig snart tidligere) mistænkte politiker er tilpas vingeskudt, at hans politiske karriere ligger i ruiner. Han har længe været mere end en torn i øjet på hende og Teknik og Miljøborgmesteren Klaus Bondam med kritiske spørgsmål og benhård oppositionspolitik. Flere aviser med den efterhånden organisationsmæssigt dagligt decimerede 'Nyhedsavisen' i spidsen har '“ efter min mening – ladet sig groft misbruge til at kolportere NCC's kommunikationschefen Bo Dybkærs spin. Om lidt vasker avisens redaktionschef Simon Andersen rutinemæssigt sine hænder mht, at folks navne med urette er hængt ud, mens han lakonisk meddeler, at det hele er politikernes egen skyld.

Det bliver i øvrigt spændende at følge, i hvor høj grad Ritt Bjerregaard, andre socialdemokrater, spindoktorer og/eller embedsmænd på den ene eller den anden måde har bidraget til den moderne københavnske udgave af Dreyfuss-affæren.

Der findes et fint reklamebureau, der hedder Advice, der ejes og drives af en gammel socialist, der i 1980'erne sad og redigerede et SF-agtigt blad, der gik under navnet 'Politisk Revy'. Denne mand skiftede på et eller andet tidspunkt 'afghanerpelsen' ud med jakkesættet og gik ind i kommunikationsbranchen. Til trods for at han ingen særlig erfaring har om valgkampagner eller politisk kommunikation eller spin, så har han ladet sig udråbe til en eller anden ekspert, som aviserne kan ringe og spørge om valgkampagner, og hvad folk gjorde rigtigt og forkert osv. Han har nu oprettet et i øvrigt genialt og lækkert netværk med 1000 kommunikationsfolk, hvor folk kan blogge m.v.

Advice-manden kan af en eller anden grund ikke lide ungdomspolitikere, der var aktive i 1990'erne. Det var et 'betændt miljø', hævder han, og bruger sit netværk til at kolportere sin faste overbevisning om, at især Søren Pind skulle have optrådt arrogant og lidt i stil med mafiaen, og at der var en særlig kultur omkring Pind og hans folk, som var “betændt”. NCC-sagen er sidste kvist på den stamme, vurderede han i forgårs. Normalt en adfærd, man vil kategorisere som decideret spin om end en lidt klodset og uelegant udgave af det, forstås.

Til trods for, at han ejer det pågældende netværk, generer han sig heller ikke for at rakke ned på konkurrerende konsulentfirmaer og fortælle gamle sladderhistorier om folk, som han måske – måske ikke – har hørt i sin VL-gruppe. Det er sandelig 'stil' over ham, men måske bliver den samme mand nødt til at æde sine ord i sig igen. Måske han skulle tilbyde Bo Dybkær fra NCC et job? Eller Kramers gamle spindoktor Carsten Mai? De socialdemokratiske spindoktorer var jo sådan nogle pæne mennesker forstår jeg, sammenlignet med Venstres “betændte” folk.

P.S. Jeg har aldrig været ansat af Pind som spindoktor, men udelukkende arbejdet ulønnet under kommunal og folketingsvalgkampagner og deltog i øvrigt slet ikke i KV05. Lotte Hansen '“ det er hende, der taler – ind imellem, at Henrik Qvortrup siger noget begavet i Jersild og Spin, arbejder hos ADVICE. Hun har tidligere hævdet i netop 'Jersild og Spin”, at jeg skulle modtage penge for mit arbejde som spindoktor for Søren Pind og Martin Geertsen. Det er, som så meget andet hun siger, helt forkert.

Læs i øvrigt Advice-mandens svar.

Ekstra Bladet skriver i dag, at det faktisk var enreprenørkoncernen NCC som forsøgte at købe dvs. bestikke Søren Pind. Den tidl. borgmester i København skulle angiveligt som modydelse påvirke en anden Venstrepolitikers Jesper Schou Hansen beslutning i den for NCC vigtige byggesag på Teglholmen. Schou Hansen har tidligere i pressen været hængt ud som 'hovedmistænkt' i sagen, og er Venstres repræsentant i det relevante Teknik og Miljøudvalg, som åbenbart har for vane at træffe beslutninger imod NCCs interesser.

Ekstra Bladet skriver i dag onsdag:

– at NCC var villig til at betale mindst 8000 kroner, men muligvis et langt højere beløb, hvis Søren Pind ellers ‘bed på’. Men Søren Pind betakkede sig og afbrød i stedet al videre kontakt med NCC.
Søren Pind ønsker hverken at af- eller bekræfte Ekstra Bladets oplysninger. NCC har hidtil påstået, at valgkamp-bidrag til politikere var imod firmaets etiske regler

Ikke overraskende har NCC en anden opfattelse af den samme historie. Nyhedsavisen skriver i dag,

Flere kilder oplyser til avisen, at NCC har beskyldt Søren Pind og Jesper Schou Hansen (V), medlem af Københavns Borgerrepræsentation, for at forsøge at presse virksomheden til at bidrage økonomisk til Pinds valgkampagner. NCC oplevede angiveligt, at Venstre kun ville lægge de helt afgørende stemmer til NCC's planer om at bygge 204 lejligheder i Sydhavnen, hvis virksomheden gav det økonomiske bidrag

Lad os dvæle ved de økonomiske interesser, der er på spil i sagen.

8000 kr. til Søren Pinds valgfond. Det er det beløb, som Søren Pind og den anden Venstrepolitiker '“ ifølge NCC kilders læk til Nyhedsavisen '“ skulle have afkrævet NCC for pludselig at ændre deres holdning til Teglholmsprojeket. Et projekt, hvor entreprenørkoncernen står til at tabe et tocifret millionbeløb. 8000 kr. er bestemt mange penge. Bare ikke til at føre valgkamp for. Dette beløb rækker ikke engang til en lille bitte valgannonce i 'Dato'. Men det er så den pris Søren Pind '“ ifølge Nyhedsavisen og andre indsigtsfulde medier '“ er villig til at lade sig bestikke med, og risikere hele sin politiske karriere, anseelse m.v. for. Må man have lov til at spørge: Hvad er proportionerne i denne sag? Hvem er det egentlig, som reelt set har et økonomisk motiv i denne sag?

—

Aviserne skriver dagligt om sagen, mens hovedpersonerne tier. I hvert fald offentligt. Medierne må dog få deres historier og kilder og dokumenter et eller andet sted fra. Og der må derfor være to hovedkilder i historien. Den ene kilde er NCC som lægger e-mails mv. frem, som de har modtaget fra den 'hovedmistænkte' venstrepolitiker dvs. Schou Hansen Den anden kilde må være Venstres folk i København, som ligeledes er leveringsdygtig e-mails og breve m.v. fra NCC. Dertil kommer al spinnet og fortolkninger fra parterne osv. undervejs. Andre muligheder eksisterer, men de er nok mest teoretiske.

I dag konkluderer Politiken i en analyse, at sagen kan ende med også at få konsekvenser for socialdemokraterne. Avisen kan jo ikke så godt skrive det, som jeg er overbevist om, at det er Ritts folk enten socialdemokraterne eller embedsmændene, der oprindeligt lækkede hele historien til Politiken i sidste uge, og at den klæber til bydronningen. Alligevel når Politikens analyse frem ad andre veje til noget nær den samme konklusion: At NCCs troværdighed har det svært, og at socialdemokraterne i sidste ende kan stå med en dårlig sag, fordi de tog NCCs påstande om Venstre for gode varer.

Hvis Ekstra Bladets nye oplysninger er korrekte, så kan man sige, at NCC's troværdighed nærmest falder time for time, og at pendulet '“ for tiden '“ svinger i retning af Venstrefolkene.

Det er mig i øvrigt en gåde, hvordan entreprenørkoncernens øverste ledelse oppe i Stockholm kan lade deres folk her i København drive denne sag så vidt. Det er ren spekulation fra min side, men kan man forestille sig, at NCC's folk i Danmark er så desperate for ikke at miste penge ude på Teglholms projektet, at de har grebet efter, hvad der '“ måske '“ viser sig at være et halmstrå? Dvs. at anklage Venstres politikere for forsøg på korruption, og dermed skabe en mulighed for overfor deres chefer at (bort)forklare NCCs elendige økonomiske resultater og kuldsejlede byggeprojekter, fordi den strandede på politisk modstand. Dvs. korrupte politikere i København?

Hvis det forholder sig sådan, bør en koncernledelse så ikke snart gribe ind overfor NCC's kommunikationschef Bo Dybkær og den øvrige topledelse, som åbenbart fører en efterhånden tabt spinkrig mod Søren Pind og andre folkevalgte Venstre-politikere, og i stedet lade politiet gøre deres arbejde færdige i ro og fred?