Fagbossers bommert skaber yderligere usikkerhed om Fair Løsning
Af Jarl Cordua | 17. august 2010
Denne skribent har fra begyndelsen kritiseret den røde økonomiske plan ”Fair Løsning” for at være en snedig plan, men et politisk fata morgana designet til at vinde tid for oppositionen, sådan at S-SF på denne side af et valg helt kan undgå økonomiske prioriteringer. For ved at undgå prioriteringer dvs. nedskæringer, så går man sig som bekendt ikke sårbar overfor de vælgere, der søger et alternativ til regeringens ”nedskæringspolitik”.
Det store hokus-pokus-nummer stod og faldt med, at man udskød hele prioriteringsdiskussionen og hvordan man finder 15 mia. kr. til efter et valg, hvor en rød regering er kommet til magten. Konkret fremgik det dog af planen, at danskerne skulle arbejde mere. Det blev imidertid overladt til arbejdsmarkedets parter at finde pengene, og kunne de ikke det, så skulle S-SF nok finde dem for dem.
Der er under alle omstændigheder tale om en meget lang kausalitetskæde, som utvivlsomt er meget svær at forklare både medierne og vælgerne. I stedet opfandt man begrebet ”har du lige 12 minutter, så har vi en løsning.” Underforstået: En løsning, der bragte Danmark ud af den økonomiske krise uden at det gør ondt på nogen! (Altså bortset fra ”millionærerne” dvs. alle de “rige svin” oppe i whiskeybæltet).
Allerede ved planens fremkomst blev den mere eller mindre undsagt af FOA-formand Dennis Kristensen, der godt kunne se, at han aldrig nogensinde ville kunne komme igennem med et forslag hos sine medlemmer om længere arbejdstid.
Det kan de andre fagforbund heller ikke, men så længe de ikke har specificeret, hvordan den længere arbejdstid skal udmøntes, så er der jo ingen, der kan blive sure. Nu gælder det bare om at vinde valget, så må vi se til den tid, synes holdningen at være.
Der kan ikke opdrives en uafhængig arbejdsmarkedsforsker eller andre med forstand på området i dette land, der tror på, at fagbevægelsen kan gennemføre arbejdstidsforøgelser med medlemmernes accept. (Det ville ellers være godt).
Hvis fagbevægelsen forsøgte på det, så vil konsekvensen blive splittelse. Måske vil enkelte fagforeningsformænd miste deres magt og om muligt vil det speede afgangen fra de røde fagforeninger op. For hvorfor i alverden dog være medlem af en fagforening, der pludselig kæmper for længere arbejdstid?
Realismen i Fair Løsning er ikke til at få øje på. Og det er åbenbart stille og roligt gået op for folk rundt omkring.
Alligevel er fagbosserne (minus “Kommu-Dennis”) nu gået sammen om at give projektet lidt livgivende førstehjælp. Det sker i dag i en kommentar i Berlingske Tidende.
Heri fastholder man, at arbejdsmarkedets parter sagtens kan finde 15 mia. kr. og at det nok skal gå alt sammen ligeså snart en rød regering tager over. Hvori består så forskellen på rød og en blå regering? Jo det er, at en rød regering søger ”dialog” med arbejdsmarkedets parter. Så længe der blot er ” en dialog”, så kan man uden større sværdslag sagtens trylle en “fair løsning” op på forhandlingsbordet, som tilfredsstiller alle medlemmernes krav og løser de økonomiske udfordringer. (Man skulle ellers tro at Danmarks problemer var tilstrækkeligt alvorlige til, at det ikke var nødvendigt at please fagbevægelsens top med indledende snak med kaffe og wienerbrød?)
Men så spørger Berlingske en lille smule indtil følgende passage i kommentaren:
De 15 milliarder kan findes alene ved at øge arbejdstiden med gennemsnitlig 12 minutter om dagen – med løn naturligvis. Overskriften har tiltrukket sig temmelig stor opmærksomhed, men sikringen af et stigende arbejdsudbud hviler ikke blot på at øge arbejdstiden. Det vil næppe heller være særligt effektivt, da mange i forvejen arbejder langt over de 37 timer.
Berlingske skriver:
Metal-formand Thorkild E. Jensen (Metal) understreger, at beslutningen om at slå hårdt på de 12 minutter blev truffet af S og SF:
»Det var deres beslutning, hvordan de ville markedsføre forventningerne om at hente de 15 mia. kr. Da vi drøftede det, var det for os ikke den eneste løsning.«
Poul Erik Skov Christensen (3F) betegner de 12 minutter som udtryk for »en matematisk model«, mens Kim Simonsen (HK) forklarer, at det langt fra er alle, der skal arbejde mere – eksempelvis ikke dem, der arbejder over i dag.
Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) ser det dog som et godt budskab, at der findes alternativer til de 12 minutter.
»I princippet er vi ligeglade med, hvordan man henter 15 mia. kr. Vi skal bare bruge pengene. Vi har så sagt, at vejen til det blandt andet er, at man arbejder noget mere. Det vil blive en del af løsningen, men der findes også andre instrumenter,« siger Sass Larsen.
Tak for kaffe.
Hvis disse udsagn giver mening, så mener fagbevægelsen dybest set, at S-SF har strammet deres tilsagn overfor vælgerne. Det er en nuance i forhold til tidligere udmeldinger. De bakker fortsat op om Fair Løsning. Ja hvad skulle de dog ellers gøre? Men tage ansvaret for ”markedsføringen” af projektet overfor vælgerne?
Nope!
Aner man en vis irritation hos fagbevægelsens top?
Henrik Sass Larsens kontante bemærkning er Sass-classic, men også aldeles nødvendig. For hvis han ikke udadtil sætter tommelskruerne på fagbosserne, så er planen stendød. Også politisk set.
Lidt mere pragmatisk er SFs gruppeformand Ole Sohn, der blot gentager de samme budskaber fra før sommerferien: at der er skam mange måder (men ingen konkrete, der kan genere vælgere) til at nå i mål bla bla.
Det er der heller intet nyt i.
Så hvad er der så i sagen? Ikke rigtig noget. Andet end at fagbevægelsen med deres kluntede formulering har skabt ny usikkerhed om, hvorvidt de offentligt vil stå ved realismen i, at den røde fagbevægelse kan øge arbejdstiden med medlemmernes accept.
Dagens historie i Berlingske skal derfor nok lægge en yderligere dæmper på stemningen på Socialdemokraternes sommergruppemøder, hvor man har rigeligt at gøre med at være skumrasende på Helle Thorning-Schmidt for med sin skattesag at have bragt sig selv – og partiet samt regeringsalternativet – i en muligvis umulig situation, der kan koste dem valgsejren. Indimellem bliver der dog også tid til at skyde skylden på ”de borgerlige medier”, “pikfascisterne” som er ude efter kvinderne i dansk politik, Venstres superspinenhed, som man for ikke så længe siden siden latterliggjorde som jubelamatører efter Facebook-løjerne i foråret, men pludselig nu ophøjer til at stå bag århundredets spin som dem, der i virkeligheden har skabt og/eller spunnet Thornings-skattesag overfor BT.
Konkret kan på Christiansborgs gange høre om visse topsocialdemokrater, der går og væsser knivene. De lange knives nat efter et regeringsskifte skal nemlig først og fremmest bruges til at sætte skatteministeriets departementschef Peter Loft fra bestillingen, da man hos S mener, at han står bag, at Helle Thornings private – og følsomme – skatteoplysninger uden videre er blevet tilstillet pressen.
Jo der er også sommerhygge hos sosserne.
Læs også Henrik Qvortrups analyse af situationen forud for S’s sommergruppemøde.
SF-medlemmer giver Søvndal en huskekage
Af Jarl Cordua | 16. august 2010
En syngende lussing til partiledelsen, Villy Søvndal og hans chefspindoktor og håndplukkede næstformand i partiet Thor Möger Pedersen.
Det må være konklusionen efter, at SFs medlemmer i Københavns Omegns storkreds ved en urafstemning vragede Möger. Resultatet, der blev offentligjort lørdag, viste, at han kun er folketingskandidat nr. 4 på SFs opstillingsliste og dermed ikke blandt de øverste tre kandidater, der kan være næsten sikre på at blive folketingsmedlemmer. Det sker, fordi SF fastholder det “gammelkommunistiske” system med partiliste, hvor medlemmernes mening vejrer tungere end vælgernes afgivne personlige stemmer.
Forud var afstemningen skæmmet af beskyldninger mod Thor Möger for ureglementeret at have tiltusket sig medlemslister med adresser, men partiets næstformand blev imidlertid frikendt af partisekretæren, der havde undersøgt sagen og ikke havde fundet nogle beviser for påstanden.
Thor Möger er kun i midten af tyverne, men har allerede høstet stor ære for SFs fremgang. Han er blandt SFs mindst tre særdeles aktive spindoktorer på Christiansborg og har især fået æren for partiets strategi, hvor SF mere eller mindre har kopieret Venstre, blevet mere midtsøgende og blandt andet har renonceret på modstanden mod den hårde indvandrerpolitik.
Men at være populær hos partiledelsen er ikke helt det samme som at være elsket og æret af græsrødderne. Her ser man Möger som eksponent for alt det smarte, kalkulerede og spindoktoragtige i moderne politik, som SF indtil for få år siden forsagede som pesten. Disse elementer indgår i øvrigt stadigvæk ikke i mange SFeres selvforståelse, og for dem er Thor Möger simpelthen personificeringen af alt det, de ikke bryder sig om ved nutidens politik.
Bevares. Thor Möger burde nok have problemer med at slå en gammel veteran som Holger K. Nielsen, der har været valgt og opstillet i Københavns amt i 30 år, men hvem er Bilal Ineksi? Han skulle være 2. viceborgmester i Brøndby. SF forklarer hans valg som nr. 2 med, at de har fået mange nye medlemmer med indvandrerbaggrund, men alligevel? Venstrefløjens kandidat veteranen Pernille Frahm, som længe er blevet identificeret som modstander af ”SFs højredrejning” blev således nr. 3.
Læs stemmetallene hos David Garby.
Det er i øvrigt ikke første gang at SF-medlemmer har givet Villy Søvndal en huskekage. For to år siden forsøgte SF-toppen at få placeret Anne Baastrup som ny overborgmester i København i stedet for Bo Asmus Kjeldgaard. Men Baastrups kampagne kom aldrig rigtigt op at flyve – måske fordi spindoktorerene på Christiansborg ikke rigtig tog opgaven alvorligt. I hvert fald vandt Kjeldgaard akkurat lige på målstregen, og Søvndal blev ydmyget. I kampagnen for Kjeldgaards kandidatur indgik der elementer af protest fra græsrødder mod Søvndals tiltagende topstyring af partiet, der indtil videre er kulmineret med, at SFs hovedbestyrelses tidligere direkte indflydelse på den førte politik på Christiansborg for et par år siden blevet afviklet.
Thor Möger skal dog ikke tage nederlaget så tungt. Han er jo en ung mand, og der skal såmænd nok komme flere muligheder for at komme i Folketinget.
Er du jakobit eller lenenist?
Af Jarl Cordua | 13. august 2010
Cliff eller Elvis? Beatles eller Stones? Clemmemand eller Ninnmand? Eller er du til Lene Espersen eller Jakob Axel-Nielsen. Livet stiller os mange spørgsmål og navnlig, hvis man er konservativ.
BT har i dag en munter historie med anonyme kilder i det hårdt prøvede regeringsparti, hvor ”kupplaner” mod den i meningsmålinger for tiden særdeles svagt kørende partileder, Lene Espersen, bliver luftet.
Det kan næppe undre ret mange, at man diskuterer alternativer til Lene Espersen. Heller ikke at BT har opsnappet nogle af overvejelserne og tilsyneladende fanget den evigt skuffede og detroniserede sundhedsminister Jakob Axel-Nielsen – i et muntert lag på restauration -, hvor han meget generøst stiller sig selv til rådighed som ny leder af det konservative folkeparti. En i sig selv fuldkommen absurd tanke taget i betragtning, at Axel-Nielsen indtil videre – og sagt på jysk – har sit folkelige gennembrud til gode. Jakob Axel er dog ikke officielt på selvmordskurs, så meget tidligt fredag morgen aflivede han – til overraskelse for få – historien (for han havde været i sommerhus….) samt spekulationerne om, at han skulle være udfordrer.
Lidt mere bund er der nok i de interne spekulationer blandt konservative kredsformænd om Lars Barfoed – efter et tabt valg – kunne overtage tøjlerne efter Lene Espersen.
Under alle omstændigheder udstiller BTs historie, hvor svækket Lene Espersen er. Også i sit eget parti, hvor hendes autoritet tydeligvis er nedsmeltet. Det eneste udenrigsministeren kan varme sig ved, er, at der slås ring om hende fra konservative tillidsfolk, folketingskandidater og gruppefæller. I hvert fald officielt. Det hedder nu, at der er ”en kampagne” i gang mod Lene Espersen. Den må så også omfatte konservative tillidsfolk.
Nogle gange får opbakningen dog et noget grotesk udtryk, som når gruppeformand Henriette Kjær overfor Ritzau fastslår at Lene Espersen i arbejdet med deres strategi er ”en vedvarende inspirator”.
Tænk engang! Well, you could have fooled me, Honey!
Hvad man dog ikke siger for at blive minister!
Af Jarl Cordua | 12. august 2010
Berlingske skriver i dag, hvordan tidligere (!) topfolk i Venstre nu pludselig begynder at kritisere Fogh-æraens økonomiske politik.
Mest iøjnefaldende er det, at Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde føler et behov for at beklage, at han medvirkede aktivt i klapjagten på Søren Pind og hans meningsfæller, da de i 2005-2006 meget modigt satte deres karriere på spil i en insisteren på, at partiets top tog Venstres ideologiske arv alvorligt.
Kommentatorerne falder allerede nu – og noget forudsigeligt – over Rohde mfl, som bliver kaldt for ”kujonagtig” og meget andet. Og der tales om faderopgør. Tjah. Det er ikke ligefrem modigt at kritisere sin – tidligere – chef.
Meget af kritikken er sand. Men hvad er egentlig baggrunden for artiklen? Svaret er formentlig det enkle, at Jens Rohde gerne vil tilbage i dansk politik. Altså den del, der foregår på Christiansborg og hvor man får titler, ære og værdighed og ikke mindst opmærksomhed. Og et eller andet sted er det da fuldt forståeligt. Der er kedeligt i Bruxelles. hvor ikke en levende sjæl følger med i, hvad Rohde måtte udrette som EU-parlamentariker. Men skal Rohde tilbage til Christiansborg kræver det til gengæld (ifølge hans egen analyse), at han afsværger sig noget af sin fortid som Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens tro væbner og skarpretter, hvor han forsvarede regeringen og navnlig dens økonomiske politik med næb og klør. Det skete ud fra devisen: tolerer de besejrede, men nedslå de trodsige.
Problemet for Jens Rohde er, at han i perioden fik skabt sig meget farlige fjender med sin facon, hvor tæskene blev uddelt flittigt og hvor anderledes tænkende blev hængt ud som ”usympatiske” og meget andet i den dur. I dag er folk som Peter Christensen og Søren Pind for længst taget til nåde igen, efter at Lars Løkke Rasmussen fik overtaget regeringsmagten. Men der var engang for ikke så længe siden, hvor Peter Christensen og Søren Pinds fremtid i Venstre – i et par dage – hang i en meget tynd silketråd. Claus Hjort Frederiksen og Anders Fogh ville have dem ekskluderet af folketingsgruppen, men mere besindige kræfter fik dem beroliget og fra tanken. Blandt dem var i øvrigt Lars Løkke Rasmussen.
Forholdet til Claus Hjort Frederiksen er for flere af de nævnte i dag normaliseret, mens Jens Rohde fortsat er decideret forhadt i visse dele af folketingsgruppen. (Og det er vel fair at sige, at jeg netop på det område på ingen måde er uvildig…)
Der er dog andre magtcentre i partiet som Jens Rohde har et udmærket forhold til. Blandt dem de to suverænt mest magtfulde figurer: Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Men skal Rohde accepteres, så skal han på en eller anden led aflægge sig sin rolle som ”det dumme svin”. Engang var Venstrefolk stolte over deres højt besungne image som et tolerant parti, hvor man havde lov at være uenig og kunne debattere ting. Uden at få en økse eller en forhammer i hovedet af partiledelsen. Det var imidlertid hvad der skete, hvis en MF eller andre formastede sig til at prædike Venstres tidligere tankegods om at den offentlige sektor var for stor, max 50 pct. i skat, det offentlige må ikke vokse stærkere end det private osv. Og Jens Rohde var manden, der gjorde det. På Foghs og Hjorts vegne. Og det er vel formentlig baggrunden for at Søren Pind også får en indrømmelse med på vejen fra Jens Rohde. Den gør dog næppe den store forskel. I dag.
Rohdes let gennemskuelige forsøg på at gøre afbigt og for derigennem at vaske sine blodige hænder rene, er der næppe mange, der vil hylde ham for. Måske vil enkelte tilgive ham og give ham en chance, men de står ikke i kø. Andre derimod vil gøre alt for at holde ham ude af den regering og gøre hvad de kan for at forhindre ham fra at få den ministerpost, der er målet for Rohde. Han skal nemlig ikke tilbage til dansk politik for igen at være politisk ordfører.
Måske ser Rohde også en mulighed for, at Lars Løkke Rasmussen vil udnævne ham til minister efter at han har afsværget sig forgængerens økonomiske politik? Og for at brede historien lidt ud har Berlingske så også ringet til Chr. Mejdahl, som er blevet forstyrret i sit otium, hvor han vist glad og fro går og ser sine børnebørn vokse op, hvis han da ikke muger ud i sønnens kostald…
At der er behov for mere kompetente ministre et par steder i regeringen er åbenbart for de fleste. Rohde holder sig fx ikke tilbage på sin facebookprofil at pege på svaghederne ved sin partifælle miljøministerens embedsførelse… Tænk hvis en venstremand havde gjort det i Rohdes tid som politisk ordfører. Vedkommende havde fået en økse lige i nakken.
P.s. Nu benytter Kristian Jensen chancen for pludselig at hylde Anders Fogh. Det kunne godt tyde på, at gruppeformanden ikke er begejstret for idéen om at få Jens Rohde tilbage. Og så er det en god mulighed for Jensen, at styrke sin ikke alt for stærke profil overfor hirden af Fogh-fans i folketinggruppen, som hverken er imponerede over deres nye gruppeformand, Jens Rohde eller statsministeren.
Officielt er det dog Peter Christensen, der er sendt i byen for Venstre at svare på kritikken fra de meget forhenværende gruppemedlemmer. I min oversættelse lyder Christensens svar noget i retning af, at han ikke gider tage næsten forhistoriske diskussioner med politiske has-beens som Rohde og Mejdahl.
Det har således helt sikkert bekommet den nuværende politiske ordfører særdeles vel at pointere offentligt at han finder Rohdes synspunkter både aldeles utidige og for nutiden ligegyldige.
Jo, de hygger sig i Venstre…
De rene hænder i “det gode parti”
Af Jarl Cordua | 11. august 2010
Det er en underlig tid Christiansborg henånder i. Meningsmålingerne er ved at vende fra klar jordskredssejr til rød blok til noget nær dødt løb. Alle holder i vejret i spænding, indtil at Skat har afgjort Helle Thorning-Schmidt – eller rettere hendes mands – skattesag. Selvom græsrødderne fortsat på allehånde netforas og på Politiken samt Informations debatsider hævder, at der slet ingen sag er. Formentlig et udtryk for at rød bloks vælgere er mere end skrækslagne for at det endnu engang glipper for dem at få regeringsmagten efter snart 10 års ørkenvandring.
I går på SFs pressemøde var det tydeligt, at en hel del af Villys Søvndal og Ole Sohns sædvanlige kæk- og selvsikkerhed var gået fløjten. SFs topfolk (selvom at de forsøgte at skjule det) er dødnervøse for, at de borgerlige kan udnytte at Thorning er i knæ og udskrive lynvalg.
SF begår også selv let iøjnefaldende fejl for tiden. Man iscenesætter gerne partiformand Villy Søvndal som statsmand, der kommer hjem fra Argentina og giver pressen, vælgerne og alle os andre alfaderlige råd om nu da for søren at tale politik i stedet for al det personsnak, der har domineret medierne i sommerferien.
På den anden side har Søvndals partifæller blandt andet Ole Sohn travlt med at optræde i rollen som klassisk oppositionsparti, der jagter regeringsmedlemmerne Lene Espersen og Per Stig Møller fra morgen til aften for deres manglende mødedeltagelse. Troskyldigt pakker SF’erne kritikken ind i, at man blot ”stiller spørgsmål”, men der skal man vist være SF-medlem med røde seler, ølmave og hele molevitten for at kunne se forskellen.
Filmen knækkede dog helt, da Søvndal i sit forsvar for Helle Thorning to gange på pressemødet – meget belejligt – fik nævnt Lars Løkke Rasmussens bilagssag. Det skete blot minutter efter, at SF-formanden ellers havde opfordret til, at man ikke kastede med mudder og i stedet for talte om politik. På Christiansborg er man ikke sart, og der skal så absolut være plads til lidt hykleri, men Søvndal overspillede klart i rollen, som den troskyldige mand med de rene hænder og de gode hensigter.
I SF er selvforståelsen, at man er ”det gode parti”, der kæmper mod ”de onde” dvs. regeringen og DF, hvis job kun er at stå i vejen for, at SF får fjernet al den sociale uretfærdighed, der hersker i verden. I det gode parti kaster man derfor ikke med mudder. Det er kun regeringens spindoktorer, der laver rævekager og sælger smuds til journalisterne. Især til ”de borgerlige aviser” og TV2 ”Fox News”, som de allermest rabiate bloggere og tågehorn kalder nyhedskanalen over på politiken.dks blogsites.
Se det er en vrangforestilling, som mange af SFs vælgere og sympatisører langt ind i sjælen tror, er et sandt billede af virkeligheden.
I virkeligheden er SF et parti, som alle andre partier. Partiets veludbyggede og topprofessionelle pressetjeneste spinner journalister med rævekager, gode historier og kaster mudder. Præcis ligesom alle andre. De er hverken værre eller bedre. Det ved alle, der kender Christiansborg og ikke mindst de journalister, der arbejder der.
Til gengæld er man i SF uden sammenligning mere selvretfærdige end i noget andet parti på Christiansborg.
I dag i dagbladet Informations analyse præsenteres en ny medarbejder i Venstres pressetjeneste, den tidligere Ekstra Blads journalist, Sverre Quist, som en ansættelse, hvor ”rygter” (Læs: SF mfl.) forestiller sig skal grave snavs op om venstrefløjen. (I øvrigt rent tankespind – det er der ingen, der kan få al sin tid til at gå med og det vil ingen folketingsgruppe acceptere. Ikke engang i det “onde” Venstre….)
I analysen anvendes af en eller anden grund socialdemokraternes og SFs spinfolks værdiladede og overdrevent-morsomme yndlingsudtryk “Superspinenheden” om Venstres kommunikationsfolk. Et udtryk som Michael Jeppesen gjorde berømt, da han udstillede forårets mindre heldige Facebook-sager frembragt af en knapt så snu nu forhenværende medarbejder i Venstres kommunikationsafdeling og dets leder, som Jeppesen generelt latterliggjorde. Smilet er åbenbart stivnet nu hos SF, hvor man tilsyneladende – igennem Informations analyse mener – at Venstre pludselig har haft held med at plante historien om Thornings skattesag. Hvis påstanden er rigtig, så må det vel være århundredets spin.
Det kan man nok ikke udelukke, at SFernes spinfolk har ret i, men faktum er, at Helle Thornings skattesag første gang blev beskrevet i Ekstra Bladet af avisens sporhund Jan Kjærgaard. Avisen stoppede imidlertid med at bore mere i den, da avisens chefredaktør Poul Madsen af en eller anden grund ikke syntes, at det var en god idé. (Det syntes han så nu, hvor BT har haft stor journalistisk succes med at afdække og bringe historien) SF burde måske spørge Helle Thorning, hvorfor hun ikke fik sin skattesag fixet, da Ekstra Bladet allerede havde haft fat i den for tre år siden?
Eksempelvis er SF – både toppolitikere og deres pressetjeneste – aktive mht. i dølgsmål at karaktermyrde statsminister Lars Løkke Rasmussen. De antyder tit og ofte overfor journalisterne, at han har et alkoholproblem og optræder beruset – også i offentlige sammenhænge. Formålet er naturligvis langsomt at nedbryde journalisternes respekt for Løkke. I sagens natur, kan journalisterne ikke afsløre, at de får disse ”hints” fra SF. Journalister lever jo af og beskytter sine kilder, så det er ikke noget, man afslører. Alle ved til gengæld, at det foregår.
Er SF’erne så i virkeligheden de onde og regeringens spinfolk de gode? Næh. Men regeringens spinfolk hævder i det mindste ikke, at de har rene hænder og ikke kaster med mudder. Det er et helt unikt privilegium, som man overlader til SFerne. Og formanden går – som alle kunne se på pressemødet i går – allerforrest!
Måske tiden er kommet, hvor SF bør overveje at skrue en anelse ned for hykleriet. Selv det hærdede journalistkorps har en grænse for, hvad de kan kapere. Min vurdering er, at grænsen er ved at være nået.
Tom statskasse=mere værdipolitik
Af Jarl Cordua | 10. august 2010
“Genopretningsplanen” blev sat i søen med den begrundelse, at rigets statsfinanser p.t. er mere end slunkne. Derfor går det ikke, hvis VKO et halvt år efter pludseligt deler milde gaver ud i forbindelse med finansloven. VKO må derfor i stedet føre “værdipolitik” – som stiller skarpt på og strammer kravene til udlændingene. Det er både billigt, og så er der stemmer i det.
I dagbladet Information tirsdag analyserer jeg VKOs strategi for efteråret.
Det er ikke let
Af Jarl Cordua | 9. august 2010
Mandag Morgen har gennemgået Per Stig Møllers mødefrekvens ved EU-topmøderne. Og den er ikke voldsomt imponerende for nu at sige det mildt. 30 procent af EU-topmøderne blev han væk fra i perioden 2003-2010.
De konservative ved ikke rigtig, hvilket ben de skal stå på nu. For er Per Stig Møllers ”nedprioritering af EU” – andre ville sige dovenskab – samtidigt en frikendelse af deres partiformand den nuværende udenrigsminister eller endnu en mediehetz?
Ks politiske ordfører – Henriette Kjær – forsvarer Per Stig Møller med, at der var tale om såkaldte ”seriøse” afbud. Tjah. ”Komiske Ali” havde næppe kunnet gøre det meget bedre. Men det falder ikke på klippegrund. Mange borgerlige ser kritikken af Espersen, som et angreb på deres partiformand og den borgerlige regering. Og det er alt rigeligt for dem, for automatisk at tage stilling. For dem er al dokumenteret pjæk og uduelighed – begået af borgerlige ministre – ”en hetz”.
I den røde lejr har man også sine problemer. Anført af partiavisen Politiken med ”Storayatollahen på Rådhuspladsen” Tøger Seidenfaden i spidsen har man indledt en modkampagne mod mediernes kritik af oppositionens statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts skattesag. Man er simpelthen rædselsslagen ved, at VKO får fire år mere, så derfor er alt sat ind på at forsvare S-formanden i den pinlige skattesag. Problemet er imidlertid, at man kan ikke bare forsvare den ene toppolitiker og så ikke den anden. Så derfor er kritikken af Lene Espersen også nødt til at blive imødegået. Det sker så på lederplan hos Politiken og med tonsvis af forargede læserindlæg fra S-SF-sympatisører. Ingen kan huske, at Tøger Seidenfaden, Ole Sohn og de samme mennesker var ude og forsvare Lars Løkke Rasmussens mange bilagssager eller Morten Messerschmidts syngespil i Grøften. Det er der så andre, der kan.
Efter vinter bliver det som bekendt vår. Vi oplever nu et noget forudsigelig pendulsving tilbage i mediedækningen af Lene Espersen. Først var hun skurk i medierne, og nu bliver hun udråbt som en stakkels grim ælling, som alle uretmæssigt har været på nakken af.
Jeg har aldrig helt forstået, hvad Espersen vil som udenrigsminister og har meget svært ved at se, hvordan hun kan fylde rollen ud. Hvis den konservative leder havde det og vælgerne og medierne havde haft respekt for hende, så havde Arctic Five eller sommerens kritik ikke skyllet ind over hende, som den gjorde.
Noget andet er, at Per Stig Møller samtidigt blev udråbt som en helgen. Det er der nu ikke meget, der tyder på skulle være tilfældet. Fra udenrigsministeriets embedsmænd fortælles der ofte i dølgsmål en helt anden historie. Om en overgearet egocentriker som trættede sine udenrigsministerkolleger til døde med sit barnagtige primadonna-væsen, som ofte ikke var forberedt og evig og altid fik hysteriske anfald til embedsmændenes rædsel. I medierne og blandt mange vælgere mener man, at Per Stig Møller var helt fantastisk som udenrigsminister. Det er nu ikke vurderingen i UM, hvis man altså spørger off-the-record. Men man får aldrig en diplomat til at sige det for åben mikrofon. Men det kunne en kritisk biografi med tiden jo afdække.
Så derfor er det indtil videre bare “hetz og sladder” alt sammen!
Læs hele Mandag Morgens artikel om Per Stig Møllers mødefrekvens i EU her.
På Berlingske forundres man over magthavernes optagethed af deres eftermæle
Af Jarl Cordua | 8. august 2010
Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen er begyndt bl.a. i et nyligt interview med Ritzaus Bureau at forsvare sin regeringsperiodes økonomiske politik. Det skriver Berlingske lørdag, hvor man lidt kunstigt forsøger at skabe en konflikt mellem Venstres nuværende og tidligere statsminister.
Bevares, det er ikke sådan, at der IKKE består en konflikt mellem Fogh og Løkke. Sidstnævnte kan fx ikke udstå den førstnævnte, der omvendt heller ikke har den store respekt for sidstnævnte. Sådan plejer det jo ofte gerne at være mellem politikere inden for deres eget parti, der efterfølger hinanden. Tænk bare på Poul Nyrup Rasmussen-Mogens Lykketoft, Tony Blair-Gordon Brown osv.
Det er heller ikke fordi, at der er ikke er en stor forskel på Anders Foghs uansvarlige økonomiske politik og så Løkkes helt anderledes ansvarlige økonomiske politik. Men den har ikke været dikteret alene af politikernes præferencer men mest af alt af de underliggende politiske og økonomiske forhold. VKO-blokkens flertal var fasttømret og red på en økonomisk fremgangsbølge. Siden 2008-09 har Løkke først som finansminister og siden som statsminister tværtimod måttet slås med finanskrisen, og nu uden det klare VKO-flertal.
Da det ikke står soleklart for alle, må Berlingske derfor nødvendigvis hidkalde Ekstra Bladets politiske kommentator til at skære sagen til for de tungnemmeste af læserne:
Hans Engell, tidligere konservativ topminister og i dag politisk kommentator, mener, at Lars Løkke og Anders Fogh i øjeblikket reelt strides om at undgå at blive skydeskive for kritik af den økonomiske politik under højkonjunkturen, selv om den blev brugt til at afdrage megen statsgæld.
»Fogh lod sig som statsminister ikke provokere af andre politikere eller medierne. Jeg tolker dette udspil sådan, at Fogh er meget optaget af sit politiske eftermæle i Danmark. Og at han åbenbart er bekymret for, at der danner sig et billede af, at han ikke som statsminister udviste rettidig omhu,« siger Engell.
Berlingske Tidendes redaktion har sikkert haft dårlig tid til at læse artiklen med Engells udtalelser, før de skulle lave rubrikkerne. For overskriften lyder: ”Foghs forsvar vækker undren” med underrubrikken; ”Anders Fogh Rasmussens desperate kamp for sit eftermæle i den økonomiske politik vækker undren blandt eksperter.”
Nu ved jeg ikke, hvilke – eksperter – (i flertal), der er tale om, for det er kun Engell, der ifølge Berlingske ”undrer” sig.
Men hvad er der egentlig underligt ved, at Anders Fogh Rasmussen er optaget af sit eftermæle?
Hans Engell er i hvert fald den sidste, der kan lade sig forundre over det. Han har indtil videre skrevet to fremragende erindringsbøger om sit politiske liv, der bl.a. helt renser ham selv for at have deltaget i intrigerne hos de konservative i halvfemserne.
Men det ved man måske ikke hos Berlingske Tidende? De kan jo ellers spørge deres chef, Lisbeth Knudsen, der var kollega med Engell på bladets Christiansborgsredaktion tilbage i halvfjerdserne og har fulgt godt med lige siden.
Og siden hvornår har politikere IKKE været optaget af deres eftermæle? Tør man foreslå Berlingskes redaktion at tage en tur rundt i Kongens Kjøbenhavn, der er tilplastret med bygninger af en hvis Christian, der huserede på de samme kanter i årene 1588-1648. Der er vel næppe en statue, et mauselæum eller en bygning, der ikke er blevet rejst ud fra den samme hensigt.
Vækker det så stadig undren hos Berlingske over at magthavere og tidligere magthavere er optaget af deres eftermæle?
P.t. læser jeg selv tidl. finansminister Knud Heinesens erindringer ”Min krønike” fra 2006. Generelt sublim læsning, hvor socialdemokraten fremviser en for mig indtil da ukendt knastør sarkasme, hvor han især spidder sine egne partifæller for deres uansvarlige økonomiske politik. Det går især ud over Svend Auken (, der havde et ”statsfinansielt lyssyn”), Ivar Nørgaard og Jens Risgaard Knudsen, men i særdeleshed også LO-bossen Thomas Nielsen og hans væbner Poul Nyrup Rasmussen, der nægtede at se de økonomiske realiteter i øjnene og derfor tvang Anker Jørgensens regeringer til at lade stå til midt under halvfjerdsernes alvorlige kriser. Heinesen giver dem næsten skylden for, at S herefter måtte ud i 10 års politisk ørkenvandring, fordi befolkningen og især de radikale havde mistet tilliden til dem. Naturligvis er det Heinesen, der også polerer sit eget eftermæle. Men da han er mere troværdig end alle de andre, så lykkedes det også for ham.
Men på Berlingskes redaktion ville den slags jo nok vække undren…
Atter dødt løb i dansk politik
Af Jarl Cordua | 6. august 2010
En mediesommer med Lene Espersens ferieplaner og Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattecirkus har tilsyneladende genskabt størstedelen af spændingen i dansk politik. Det viser dagens Megafon-måling, der er lavet for Politiken og TV2.
Før ferien viste flere rædselsfulde målinger for VK-regeringen, at enden var nær for snart ti års borgerligt styre. Flere målinger viste endda rent rødt flertal bla. Megafons-målinger i maj og juni. Det er slut nu.
På bundlinjen står blokkene næsten lige. 86 mandater til de blå mod 89 til de røde. Dertil skal i øvrigt lægges tre ekstra nordatlantiske mandater mod én borgerlig. Men det er man ligeglad med hos de blå sådan en dag. Nu viser det sig, at et genvalg igen er inden for rækkevidde. Der er uden tvivl god stemning i Hanstholm dvs. i “udkantsdanmark”, hvor Venstre i disse dage holder sommegruppemøde.
For de konservative er målingen en forventelig næsestyver, hvor man nu er nede på seks procent. Eneste opmuntring – hvis man da kan kalde det det – er at Espersens seneste feriestunt ”kun” har kostet en tilbagegang på en lille procent. Omvendt kan man sige, at der snart ikke er flere konservative vælgere at jage væk… At tale om konservativ krise er så banalt, at det skriger til himlen. Men i det parti er man vaccineret mod at se realiteterne i øjnene. Det er blot tale om en langstrukken “mediehetz”, og den konservative leder er følgelig uskyldsren som et vårlam. Derfor kører man helt sikkert videre med Lene Espersen frem mod valgkatastrofen, som efter min vurdering er uundgåelig. Imens må landets udenrigsminister lide den tort (også) at blive hånet i den internationale presse. (Men hun har så til gengæld fået sig en ny ven på Rådhuspladsen…)
Den enes død er som bekendt den andens brød og Liberal Alliance kan fejre sensommer med, at tidligere konservative vælgere indtil videre parkerer deres stemme hos Anders Samuelsens tropper. Spørgsmålet er om det også vil ske på valgdagen. Jeg tror ikke på at LA får 10 mandater, men mindre kan bestemt gøre det. Især hvis man holder sig til den fastlagte strategi og lader være med at dumme sig. Det er faktisk lykkedes meget godt, selvom at medierne meget gerne vil forbinde Liberal Alliance med Saxo Bank, der er kommet i Finanstilsynets søgelys.
Hos Venstre ser målingerne lidt bedre ud selvom at der er langt op til valgresultatet i 2007. Dansk Folkeparti ligger på niveau med 07-valget og det er primært DF’erne, der i løbet af sommeren har evnet at hente frafaldne vælgere hjem. Det er ikke kun sket på grund af egen drift. Man har i dén grad fået hjælp. Fra oppositionslederen og hendes mand.
Helle Thorning-Schmidt har sendt al tidligere fremgang over styr og er nu tilbage på niveauet for det katastrofale 07-valg. I øvrigt det dårligste valg i mere end 100 år, som Thorning selv og hendes partifæller forsøgte at udlægge som en sejr.
Skattesagen har knust Thornings troværdighed på skatteområdet og vil naturligvis blive en flanke, som de borgerlige vil forsøge at udnytte samtidigt med at Thorning selv får svært ved at angribe de borgerliges skattepolitik. Endelig er der hele spørgsmålet om lederskab. Det er muligt, at Lars Løkke Rasmussen ikke er verdens mest overbevisende statsminister, men landet fungerer i det mindste. Måske er der endda styr på økonomien, når vi når frem til valget. Thorning havde indtil juli måned bragt sig i en situation, hvor vælgerne havde klart større tillid til hendes lederskab. Det har nu ændret sig. Nu fører hun ikke længere så klart over Løkke. De borgerlige vil naturligvis forsøge at erindre vælgerne om, at Thornings roden rundt i familiens skatteforhold og ”sjuskede” skrivelser til myndighederne nærmest diskvalificerer hende til at lede landet i disse for Danmarks så skæbnesvangre år med økonomisk krise osv. Dertil kommer udstillingen og dermed ydmygelserne med familiens ”usædvanlige” levevis, hvornår er Stephen Kinnock hjemme, lejlighed i London og meget andet. Den sag dør ikke foreløbig, selvom vi formentlig har set det værste. Men man ved jo aldrig i dansk politik. Omvendt vil nogen socialdemokrater måske ånde lettet op set ud fra den synsvinkel, at målingen kunne være værre. Der er jo stadig et lille rødt flertal.
På sidelinjen af alt dette har vi SF, hvor Villy Søvndal og hele hans håbefulde generation af yngre fremadstormende SF’ere, der allerede længe har gjort sig klar til at sætte sig i ministerbilerne. Søvndals tropper har manøvreret forsigtig og klogt i løbet af sommeren. Man har støttet sin statsministerkandidat ligegyldigt hvor håbløst situationen er. Det er jo klart. Hvis ikke Søvndal kommer til fadet denne gang, så er spørgsmålet nok, om han nogensinde gør det.
Spændingen er tilbage i dansk politik!
P.s. Det kan meget vel være, at Lars Løkke Rasmussen går og nynner dette omkvæd efter at have læst dagens måling…
Ferie-Lene blev til Klynke-Lene (igen)
Af Jarl Cordua | 1. august 2010
Så kom Lene Espersen hjem fra ferie (ja, hvor ellers?). Hun stillede naturligvis op til interview med begge kanaler, hvor ansigtet blev lagt i lettere forurettede folder. Den konservative leder følte sig uretfærdigt behandlet, i det hun ”blev målt på andre standarder end alle andre”. Hvorfor må jeg ikke tage på ferie, når alle de andre må, var budskabet hos den indebrændte udenrigsminister, der stod fuldstændigt uforstående overfor kritikken og tilsyneladende ser sig som et offer for den almindelige folkestemning, onde journalister og hadske kommentatorer.
Der skal såmænd nok også være en del konservative kernevælgere og et par stykker til, der synes, at det er synd for Lene. Det er bare ikke rigtig noget hun eller de konservative kan bruge til så meget. Tværtimod, så er den manglende respekt hos vælgerne end skade, som hun får endog meget svært ved at rette op på. Der er i øvrigt næppe ret mange vælgere, som føler sig tiltrukket af et parti ledet af en partileder, der ved næsten enhver lejlighed demonstrerer, at hun har meget svært ved at forstå sin egen situation og som åbenbart har det grundlæggende synspunkt, at det er alle andre end hende selv, der er galt afmarcheret. (Udenrigsministeriet har taget skylden for Kabul-affæren, hvor hun som den eneste udenrigsminister ikke nåede frem. Jeg føler mig nu overbevist om, at Espersen selv spiller en ikke ubetydelig rolle i den sag)
Kontrasten til en Helle Thorning-Schmidt er mere end slående. Thorning skyder ikke skylden på andre. Hun fremstår fattet og bider alt i sig. Det kalder automatisk på respekt. Kan hun stå dette igennem, hvad kan hun så ikke i fremgang? Meget kan man sige om Thorning, men hun har tydeligvis et helt andet format end Espersen.
Klynke-Lene går desværre ikke af som konservativ partileder. Det ville ellers være det bedste for alle parter, så de borgerlige må derfor trækkes med hende. Netop derfor har statsminister Lars Løkke Rasmussen heller ikke andet valg end at støtte hende og gentage kritikken af “den unfair kritik”.
Realiteten er, at Venstre for længst har indset, at skal VK-regeringen overleve, så må den konservative nedsmeltning opvejes af fremgang for de øvrige tre borgerlige partier. Det skulle ikke være helt umuligt efter at Thorning er løbet ind i problemer.
I mellemtiden har en overstadig og vel kæk konservativ skatteordfører i form af Mike Legarth forsnakket sig til BT, der så brugte et citat til at skrive en spekulationshistorie om, hvorvidt Løkke overvejer et pludseligt valg ovenpå Thornings skatteaffære. Det gør han kun, hvis meningsmålingerne viser et pludseligt borgerligt flertal, hvad verden endnu har til gode at se.
Èn ting er i hvert fald helt stensikkert: Løkke konferer altså ikke med Legarth – eller andre tilfældige ordførere for den sags skyld – før han trykker på valgknappen. Men til gengæld er det dog muligt, at Lene Espersen får lov at nedlægge et enkelt veto, hvis målingerne er alt for katastrofale for de konservative. Ingen ville dog være slået med forbavselse, hvis sådanne dårlige målinger åbenbarer sig, når nye troværdige meningsmålinger bliver lavet, hvilket først er muligt, når vælgerne er hjemvendte fra ferie.
Mandag.
Fire ud af fem vælgere synes ifølge en ny måling ikke at landet har den udenrigsminister, vi nu engang har. “Katastofe” giver dårligt mening længere til at beskrive situationen for Lene Espersen. Det overkommer hun aldrig. Folket har mistet respekten. Endegyldigt. Det er slut med “Simply the best”.
Prøv at hør Peter Mogensens knivskarpe analyse af situationen. Manden har en pointe. Thorning er værre ramt end Espersen. Thorning er statsministerkandidat – det er hele forskellen. Helt enig! Peter is back!
Thorning bruger tiden midt imellem sin evendelige undskyldninger for sjusk (og ikke fusk) at angribe bl.a. statsministeren for hans bilagsroderi. Måske raffineret spin, men det er også farligt og risikofyldt efter min vurdering. For nu har – som BTs kommentator Helle Ib helt rigtigt påpeger – hun selv givet bolden op til narrestreger (læs “beskidt politisk kampagne”. Nu kan de borgerlige komme med alt, hvad de har, men alle ved nu at Thorning startede løjerne.
Mandag eftermiddag.
Ifølge denne undersøgelse fra “Newswatch”, så har den dårlige omtale af Lene Espersens rejseaktiviteter ( eller snarere mangel på samme) overskygget hele sommerens positive omtale af den borgerlige regering. Alene af den grund er der jo på ingen måde bare tale om “en storm i et glas vand”, som diehard-konservative græsrødder hævder.
Espersen er et reelt problem for VK-regeringen, og hun er faktisk den eneste, der kan løse problemet. Jeg ville foreslå, at hun tager konsekvensen, forlader regeringen og går af som landsformand på landsrådet. I mellemtiden kan de konservative få en god debat om, hvad de vil og lade evt. kandidater komme på banen med deres visioner for fremtiden. Umiddelbart kan jeg kun få øje på to emner og det er Brian Mikkelsen eller Lars Barfoed. Ingen af dem er oplagte, men snart sagt alt andet er bedre end Lene Espersen i front for regeringspartiet.
