Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Et narreværk

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 9, 2006

Comments icon

Ingen kommentarer

Det forlyder, at Thor Petersen igår på Venstres gruppemøde skamroste sig selv over at de offentlige udgifter nærmest er løbet løbsk. “Alle har fået noget”, sagde Thor begejstret, som var han en anden Anker Jørgensen. Vi taler om en mand, der som finanspolitisk ordfører ålede Lykketoft for at lade pengene fosse ud af statskassen. At sige at Thor Petersen er en politisk vendekåbe – en ideologisk kamæleon – er en underdrivelse. Hans finanslov er en hån mod liberale kernevælgere. Så vis dog, at det er Venstre og De konservative og ikke Dansk Folkeparti, der regerer dette land!

Der er andre, der ryster på hovedet over en såkaldt borgerlig regering kan puste sig op til så lidt. Der er bla. de gode folk i CEPOS:

– Thor Pedersen sagde, inden han blev finansminister, at forskellen på en V-minister og en socialdemokratisk er, at V-ministeren kan leve op til sine egne budgetmålsætninger. Men vi må konstatere, at Thor Pedersen i sin ministertid ikke har levet op til det løfte, siger cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen i dag til Berlingske.

Men der er også andre borgerlige, der demonstrerer et klarsyn. Blandt dem Claes Kastholm. Læs hvad han bl.a. skriver i sin glimrende kronik i Berlingske i dag:

– Hvis man gør status for de borgerlige fem år med Finansloven som målestok, får man et nedslående resultat. Den offentlige sektor opkræver flere penge end nogensinde. Væksten i det offentlige forbrug er langt over én procent om året og overstiger regeringens egen målsætning med omkring 50 procent. Det årlige stærkt opreklamerede drama, der går under betegnelsen finanslovsforhandlingerne, handler stadig om småpenge. I forgårs blev Finansloven 2007 færdigforhandlet ved, at Dansk Folkeparti fik forhøjet ældrechecken med 1.000 kr. og fik nedsat sodavandsafgiften med 30 øre. Hvad er det for et narreværk!

Det kan ikke siges bedre.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border