Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Ikke et ord om skat

Author icon

Skrevet af

Clock icon

januar 1, 2007

Comments icon

Ingen kommentarer

Statsministeren har igen talt til befolkningen, hvor en stor del af heraf plejer de alkoholbombede baghoveder efter nytårsaftens udskejelser.

Ikke overraskende var Muhammedtegningerne i fokus. Statsministeren mente pludselig, at alle her i Danmark havde stået vagt om vores værdier, da landet kom under pres fra den muslimske verdens korrupte regeringer og fra fanatiske dele af de muslimske landes befolkninger med bund i hysteri, misforståelser og decideret løgnepropaganda fra danske imamer. Venstrefløjen, Arla og Politiken var i hvert fald ikke blandt dem. På TV2 News spekulerer Hans Engell og Michael Kristiansen i, at det er trick Fogh anvender for ligesom at samle nationen. Det billede Fogh tegnede, havde intet med virkeligheden at gøre.

Fogh sagde mellem linjerne, at Danmark er ude af Irak, så snart lejligheden byder sig. Dernæst pralede han af Danmarks gode økonomiske konjunkturer med lav arbejdsløshed osv.

Statsministeren talte om velfærdsreform og bedre offentlig service. Der var opsang til forældrene om at bruge mere tid på deres børn, sørge for at de laver lektier og møder udhvilede i skolen. (Fogh ved sikkert, hvad han taler om, som tidligere weekendfar til tre børn'¦)

Statsministerens borgerlige ord eller 'gardinpræken', hvor der blev stillet krav til borgerne om at bruge tid på børnene, løbe stærkere i det daglige osv. hænger så ikke sammen med, at de samme borgere fortsat brandbeskattes af deres arbejdsindkomster. Det er de færreste, der tror på, at bedre offentlig service bliver gratis for skatteborgerne. Samtidig med belærte statsministeren overenskomstparterne om at holde igen. Dér er altså heller ikke noget at hente for denne del af arbejdsstyrken. Det ser derfor ud til, at vi igen i år kan skyde en hvid pil efter skattelettelserne. De skal nemlig finansiere statsministerens valgkamp og kommende charmeoffensiv overfor de offentlige ansatte '“ hvor mange af dem i øvrigt er kvinder. Præcis de to målgrupper, hvor statsministeren har tabt opbakning de sidste halve år.

Finansministeren har tidligere sagt, at man ikke skal tale om skat. Det gjorde statsministeren heller ikke. Ikke desto mindre er der stadig en forventning hos regeringens loyale vælgerkorps om, at regeringen får nedbragt skattetrykket '“ især af de sidst tjente kroner.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128
Bottom border