Ved vejs ende for 'Brixen'

I midthalvfemserne som ung medlemssekretær “boede” jeg i “landsbyen Christiansborg” på Slotsholmen. Det var en spændende tid, hvor man også på mit ganske lave niveau kom til at leve sig ind i miljøet og den daglige politiske virak deri. Der var naturligvis de reelle vedvarende politiske konfrontationer mellem oppositionen dvs. især Venstre og de Konservative og SR-regeringen. Indimellem var det dog Venstre mod de Konservative, og sidst i årtiet Konservative mod Konservative!

Oveni alt det, udspillede der sig en mærkeligt usynlig magtkamp mellem to tronprætendenter i Venstre, næstformanden Anders Fogh Rasmussen og bykongen/erhvervsordføreren Peter Brixtofte. Få i folketingsgruppen eller blandt de ansatte var dog i tvivl om, at Fogh ville vinde det slag, den dag, hvor Uffe Ellemann-Jensen måtte gå af som formand. Ingen var heller i tvivl om, hvem Uffe ønskede som efterfølger. Faktisk var der kun en håndfuld, som kunne tænkes at være på Brixtoftes hold. Ikke fordi de synes, at Brixtofte var fantastisk, men fordi deres begejstring for Fogh af den ene eller den anden grund var behersket. 'Brixtofte-tilhængerne' eller snarere et netværk omkring Brixtofte talte – måske maksimalt 15-20 procent '“ af folketingsgruppen. Dele af netværket hang ud på værtshuset “Parnas” i Den Indre By med den glade Farum-borgmester i spidsen. Netværket bestod af Ivar Hansen, Sv.Aage Jensby, Marian Fischer Boel m.fl. og var primært – efter min vurdering – af social karakter, men man har nok også været fælles om kritikken af Fogh.

Brixtofte gjorde ind imellem underlige ting i sine maniske bestræbelser på at vedligeholde sit i øvrigt store netværk i partiet. Da han blev 50, holdt han naturligvis åbent hus hjemme i Farum. (Her glimrede Foghs tilhængerne ved deres ret demonstrative fravær) Midt i privaten stod hans nye kæreste en smuk stewardesse, som han havde truffet på en flyrejse kun få uger i forvejen. Fru Brixtofte var dermed blevet udskiftet. For de mere konservativt anlagte V-tillidsfolk især i Jylland, så sømmede den facon sig ikke rigtigt. Specielt ikke da han tog stewardessen med til Venstres Landsmøde. Gårdmandsfruerne i partiet troede ikke rigtigt deres egne øjne, da de så parret spankulere rundt. Selvom han droppede forholdet et par måneder efter, og Fru Brixtofte kom tilbage, ja så var skaden ligesom sket. Holdningen hos mange var, at Brixtofte åbenbart traf impulsive og forkerte valg i privatlivet. Det var ikke sådan en person, der efter deres mening, skulle stå i spidsen for landets største borgerlige oppositionsparti.

Brixtofte var ydermere en sjælden gæst på Christiansborg. Han var ofte 'clearet', hvilket vil sige, at han var fraværende under afstemningerne i salen, formentlig fordi han skulle passe jobbet som borgmester i Farum. Der var dog et udvalgsmøde midt i ugen, som han kom til, og hvor han var med til gruppemødet. Naser Khader er en ren arbejdshest ved siden af Brixtoftes indsats i tinget dengang. Brixtoftes arbejdsiver i folketinget stod dermed i diametral modsætning til Fogh, som knoklede løs som politisk ordfører under Uffe. Det var dengang, hvor den nuværende statsminister ikke kunne være liberal nok og skrev en ideologisk bog. Hvad gjorde Brixtofte? Han skrev en bog, der godt nok var liberal, men lå en kende til venstre for, hvad Venstre stod for i disse år. Bogens tone var meget velfærdsorienteret og handlede især om Farums lyksaligheder og erfaringer. Internt blev Brixtofte stemplet som 'halvrød'. I dag ville hans synspunkter være langt til højre for Venstres nuværende kurs.

Det var ikke kun i ideologiske forskelle og markeringer, at den usynlige 'fløjkamp' viste sig. Der blev dengang talt og skrevet om en såkaldt 'hviskekampagne' mod Fogh. Venstres ledelse var ikke i tvivl om, hvem bagmanden var. Man talte om, at Uffe decideret beordrede Brixtofte til at stoppe rygtesmederiet og intrigerne mod Fogh. I hvert fald forargede det mange i Venstre, da de fik at vide, at Brixtofte skulle være 'bagmanden' til korridorsladderen om Fogh. Det er få, der betvivler, at Foghs og Brixtoftes fjendskab har bund heri.

Brixtofte var altid en glad mand. Der blev hilst og smilet til alle – høj som lav – som han nu mødte på sin vej. Charmen forsvandt dog lynsnart, hvis man stillede for kritiske spørgsmål, som jeg engang kom til at gøre under et V-medlemsmøde på Nørrebro. Brixtofte var synligt beruset, men var ellers veloplagt og svarede på spørgsmålene, dog ikke uden at vise sin synlige irritation over kritikken. Farums borgmester havde også sin chauffør med til mødet. Chaufføren agerede klakør: 'Er han ikke fantastisk? Vil I her i København ikke låne ham et halvt år?' messede den kommunaltfinansierede rygklapper og chauffør på bagerste række. Jeg troede et øjeblik, at jeg var med i skjult kamera. Jeg fik da en klar fornemmelse af, at miljøet omkring Brixtofte var degeneret og på en eller anden måde usundt – også for ham selv.

Det var tydeligt for alle, der færdedes på Borgen i de år, at Brixtofte havde et alkoholproblem. Det var ikke noget med, at han dinglede rundt osv. Alting var bare på en eller anden måde “overgearet” omkring hans person, og så så man ham konstant i situationer, hvor spiritus og vin fulgte efter i hans kølvand, og det kunne ind imellem også ses på ansigtskuløren. Venstrefolk bemærkede det, men tålte det. Spiritusproblemerne var for mange endnu en grund til at fravælge Brixtofte, hvis der en dag skulle komme et opgør mellem Fogh og Farum-borgmesteren.

Da 'opgøret' mellem Fogh og Brixtofte endelig kom ved Uffes afgang i marts 1998 indså Brixtofte, at formandsposten ikke var inde for rækkevidde. I stedet gik han efter næstformandsposten. Dengang var jeg organisations-tillidsmand i Venstre i København, og derfor en lille smule interessant at tale med for Brixtofte. Jeg var jo en stemme på landsmødet. Så en dag på Christiansborg passede han mig op, hvor han spurgte ligeud: 'Hvem stemmer du på?'. Jeg sagde, så som det var, at jeg ville kaste mit lod til fordel for Lars Løkke Rasmussen. 'Ham bliver det ikke. Det bliver enten mig eller Eva' (Kjer Hansen), konstaterede Farum-borgmesteren selvsikkert. Han anede åbenbart intet om, at kampagnen imod ham var i gang. Argumenterne overfor tillidsfolkene var iøjnefaldende klare: 'Fogh ville ikke acceptere Brixtofte som næstformand', og spiritusproblemerne fik også tillidsfolkene til at overveje mere end to gange, om det nu var så “fremragende” en idé at lade Venstres absolutte stjerner – Brixtofte og Fogh – udgøre et slags politisk 'dreamteam'. Efter Farum-skandalen lyder idéen vanvittig, men dengang i 1998 var dette set-up – for mange, måske et flertal blandt tillidsfolkene i Venstres '“ den absolut foretrukne ledelseskoalition. Sådan gik det ikke. Carl Holst satte sig i spidsen for en pro-Løkke kampagne '“ med Claus Hjorts og Anders Foghs '“ absolutte velsignelse. Det gav pote. Løkke vandt i 2. afstemning over Eva Kjer Hansen. Brixtofte blev sorteret fra allerede i første runde.

Nu er Brixtofte sorteret fra af retten. Med to års ubetinget fængsel i landsretten er en bemærkelsesværdig, men broget politisk karriere nu slut.

Brixtofte skal efter min mening dog også huskes for de mange liberale reformer, som han fik gennemført i Farum kommune. Meget få kommunalpolitikere har inspireret Danmarks kommuner som han. Fx på integrationsområdet m.v. og med hensyn til at få kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, og så havde Farum et skattestop før alle andre. Der er mange gode ting at huske Peter Brixtofte for. Og så en hel del dårlige, naturligvis, som retten nu har taget stilling til.