Kategorier

Manden mere end bolden

(Opdateret kl. 14.30)

NCC-sagen rummer mange elementer. Der er selve spørgsmålet om påstået korruption eller bestikkelse. Så er der en sideløbende diskussion om, hvorvidt en politiker kan ernære sig som lobbyist. Endelig er der en diskussion om det etiske i, at politikere samler penge ind til deres valgkamp mod at markedsføre private firmaers politiske dagsordener.

Det er faktisk imponerende, hvad aviserne får gravet frem af detaljer om sagen, men det er det langtfra, når det skal sættes sammen i lødig journalistik. De allerfleste danske medier evner dette, men ikke alle.

Berlingske Tidende er et eksempel på en dækning af NCC-sagen, der er kammet over i noget, der minder om kampagnejournalistik. Hvor de andre medier har haft stort set de samme folk til at dække hele sagen, har denne avis haft fem-seks forskellige journalister, som stort set har haft en konsekvent negativ vinkel på de implicerede menneskers ageren i sagen.

Holdningen i Pilestræde er åbenbart: NCC eller Venstrefolk. De skal bare have tæsk!

I mandags var der et grotesk eksempel i Berlingske Tidende på en fuldstændig urimelig stramning af deres historie:

Overskrift: Pind udråbes som bagmand i korruptionssag

Uha uha. Bagmand? Det lyder sandelig slemt.

Så læser man så videre i artiklen i tante Berlingske, og hvad står der min tro så:

Folketingsmedlem Søren Pind (V) var angiveligt  »bagland « for den københavnske venstremand, der sættes i forbindelse med korruption på Københavns Rådhus. Det fremgår af byggefirmaet NCCs redegørelse om sagen.

Bagland blev til bagmand.

Har der været fest på redaktionen eller hvad? Tror I, at Berlingskes journalist reagerer og får rettet den åbenlyse fejl på avisens nyhedsite, når man gør ham opmærksom på det? Selvfølgelig ikke. Henvendelsen blev totalt ignoreret.

Måske tænker journalisten: Hvad pokker, det er jo bare en politiker?

Fairness spiller ingen rolle. Det er både underlødigt og uanstændigt.

I dag torsdag skriver Berlingske så, at der er 'Ny mystik om udskældt Venstre-politiker'

Avisen skriver:

'Den korruptionsanmeldte Venstre-politiker på Københavns Rådhus spillede angiveligt en central rolle i en prekær sag om planlagte pengestrømme fra et medicinalfirma til et unavngivent medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR).

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger var V-politikeren, der til daglig arbejder i PR-firmaet Waterfront, tiltænkt en rolle som mellemmand ved direkte eller indirekte via en patientforening at kanalisere penge fra medicinalfirmaet til BR-medlemmet. Som modydelse skulle BR-medlemmet gå aktivt ind i debatten om demenspatienter. Det pågældende medicinalfirma var kunde hos Waterfront og producerer bl.a. medicin, der kan hjælpe demenspatienter.

Sagens fakta er, at dette skulle være foregået i 2001 altså for seks år siden. Den pågældende politiker sagde ifølge Berlingske nejtak til tilbuddet. Men hvad er der i den sag, der reelt linker den mistænkte politiker til 'Demensgate'? Intet. Berlingske har 'angiveligt' og 'tiltænkt'. Det er kun antydninger og intet andet. Efter min bedste vurdering ren kampagnejournalistik. Alt hvad der bare smager af urent trav skal linkes til den mistænkte politiker, så er det en historie Berlingske trykker. Sig mig engang. Har I ingen anstændighed?

Berlingske Tidendes dækning af sagen var pinligt ringe i begyndelsen. De første dage skrev avisen af efter dagbladet Politikens kritiske, men gennemgående lødige dækning. Selv alle fejlene gentog man i Pilestræde.

'Hvis man skal læse, hvad der stod i Politiken om sagen i går, så læs Berlingske i dag', var vi nogle, der jokede de første dage af NCC-sagen.

Nogle påstår, at Ekstra Bladet er et underlødigt formiddagsblad. Det passer simpelthen ikke. I denne sag vinder Berlingske prisen, hvor man benhårdt går efter manden '“ snarere end bolden.

På ét punkt skal Berlingske have en uendelig stor ros. De har i modsætning til stort set alle øvrige medier endnu ikke offentliggjort den mistænkte V-politikers navn.

Og så oprigtig tak til Berlingske for reklamen for Jarls Blog! Min ringhed står opført på en liste offentliggjort i dag på www.business.dk sammen med en mængde andre tidligere politikere og såkaldte “hang-a-rounds”, som i mangel på bedre er gået ind i PR-branchen eller som beskæftiger sig med kommunikation. Nogle af dem er faktisk dygtige mennesker.

Det er dog påfaldende, at kun ét ret stort navn mangler på listen, men her hjælper Jarls Blog gerne Berlingskes journalister:

Niels Lunde. Tidligere folketingskandidat for Venstre bla. i 1990. Tidl. Medlem af Den Danske Forening. Cand.scient.pol. Senere Dansk Arbejdsgiverforening, og nu i en årrække chefredaktør for Berlingske Tidende.

Der er jo tale om en netudgave, så listen kan sagtens opdateres!

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718