Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Karen skulle kåres

Author icon

Skrevet af

Clock icon

marts 7, 2007

Comments icon

11 kommentarer

I palæet 'Carlsminde' midt i Søllerøds velhaverkvarter holder Venstres Landsorganisation til. Jeg gætter på, at det er en mere end en almindelig sur morgen på Søllerødvej 30. Det regner uden for, og så kan medarbejderne læse i bl.a. Ekstra Bladet, at én af partiets ledende organisationsfolk er taget på fersk gerning i at blande sig i den demokratiske proces, forud for at Venstres Favrskov-kreds valgte Karen Jespersen som folketingskandidat. Hun skulle angiveligt 'kåres' uden modkandidater, og derfor blev en anden interesseret kandidat opfordret af Venstres Landsorganisations organisationssekretær til at trække sig.

Ritzaus Bureau skriver:

'Ifølge aviserne advarede Venstres organisationssekretær fra partikontoret i Holte, Finn-Erik Enderlein, i en mail den 24-årige Jonas Holm om, at det ikke ville fremme hans politiske karriere at stille op mod Karen Jespersen, der blev valgt som folketingskandidat på et møde torsdag aften i sidste uge. På mødet bragte et andet partimedlem Jonas Holm i forslag som kandidat. Men Jonas Holm betakkede sig, så det aldrig kom til en afstemning.'

Organisationssekretæren har i øvrigt erkendt at have sendt denne mail og formanden for den lokale kandidatbestyrelse, Palle Quistgaard, og partiforeningsformanden for Venstre i Lilleå, Geert H. de Lichtenberg, kritiserer Venstres top for deres indblanding.

Det er ufatteligt uklogt, at Venstres ledende organisationsfolk blander sig i den lokale opstilling, men de gør det alligevel. Det stod fx klart forud for sidste folketingsvalg i 2005, hvor Venstre i København endte med at ligge i åben krig med landsorganisationen, efter at den havde opfordret Venstres medlem af Borgerrepræsentationen, Pia Allerslev, til at trække sig som kandidat i Søndre storkreds’ 3. kreds. Den kreds var nemlig reserveret til Jens Rohde. Det efterfølgende forløb med blodig borgerkrig mellem Venstres kredse i København var ingen tjent med.

Historien fra Favrskov er dog et sundhedstegn. For der findes åbenbart stadig organisationsfolk i Venstre, der til trods for, at de er glade for at have opstillet Karen Jespersen som folketingskandidat, stadig ikke vil finde sig i, at blive styret af landsorganisationen i Søllerød. Formanden for kandidatbestyrelsen, Palle Qvistgaard, er en erfaren V-organisationsmand i det østjyske. Han er på ingen måde kendt for at være i oppositionen til ledelsen. Tværtimod. Når Qvistgaard er ude i offentligheden for at kritisere Venstres organisation, så er det fordi, at han føler sig trådt endog ganske meget over tæerne.

Hvor meget Venstres top er blandet ind i sagen, kan der kun gisnes om. Fogh selv plejer at overlade den slags detaljer til Claus Hjort. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at Claus Hjort – som altid – spiller en nøglerolle i historien. For Venstres landsorganisation ledes stadig de facto af beskæftigelsesministeren, der selv var partisekretær i mange år frem til 2001.

Enderlein og Co. har formentlig fået til opgave af Claus Hjort, at sikre at Karen Jespersen blev kåret som folketingskandidat uden sure miner eller intern lokal opposition. Der skulle ikke opstå historier i pressen om, at den tidligere socialdemokratiske minister ikke var liberal nok for dele af græsrødderne, der så i i en slags protest kunne stemme på en modkandidat i en “anything-but-Karen -aktion”. Den situation ville simpelthen forstyrre billedet af Venstres transformation til Det Nye Venstre dvs. et semi-socialdemokratisk parti, der deler vigtige afgørende værdier med Dansk Folkeparti og ikke mindst med Karen Jespersen.

Engang jokede vi – de lokale venstrefolk – med, at Claus Hjort var 'partiets reelle leder'. Når det kommer til de organisatoriske forhold og intrigerne, så er han på alle måder stadig det. Og han går også op i de meget små ting:

I 1990'erne var jeg organisationsmand i en lille Venstre-kreds på Christianshavn. En dag bemærkede vi, at chefpsykolog Arno Norske havde meldt sig under vort partis fane. Arno Norske '“ for dem, der ikke lige ved det – fik et lille kvarters berømmelse i 1987, da han som socialdemokrat stillede op til S-formandsposten. Den anden kandidat var Svend Auken, som ikke overraskende vandt med helt overvældende majoritet'¦

Den daværende partisekretær Claus Hjort var således skrækslagen, da han erfarede, at den mangeårige socialdemokrat Arno Norske nu havde set lyset og meldt sig ind i Venstre – Danmarks – dengang – liberale parti:

'Er I rigtig kloge? Vi risikerer, at han stiller op mod Uffe på landsmødet!' lød det fra den daværende partisekretær.

Helt så galt gik det ikke, men Arno Norske kandiderer stadig til tillidsposter i Venstre, dog fortsat uden at blive valgt til noget som helst.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    11 Comments

  1. Rasmus

    sagde den 7. marts 2007 kl. 10:30:

    Det er vel ikke “ufatteligt uklogt”, at V-toppen blander sig i den lokale opstilling, når de nu står til at score så mange stemmer på Karen Jespersen. Dermed ikke sagt, at det er særligt sympatisk, eller befordrende for selve partiets ve og vel.

  2. Michael Gram

    sagde den 7. marts 2007 kl. 10:31:

    okay, du har nogle sure oplevelser med Søllerød, der i sandhed kan virke noget ophøjede, hvilket kan stå i kontrast til det faktuelle kompetenceniveau – eksempelvis var det da ikke megasnedigt at Enderlein sender mails med sådan et indhold. Eller at han overhovedet blander sig – Palle og Co. plejer godt at kunne udtrykke sig selv.

    Men, men… HVIS nu Jonas Holm havde stillet op mod Karen, så havde Ã…rhus Stiftstidende og Ritzau jo fået netop den vinkel, som de tydeligvis har søgt og nu fået i rigt mål: Lokal modstand mod Karen J. Og Jonas Holm vidste udemærket, at han ikke havde en chance for at vinde, men blev opildnet af nogle af de gamle hanelefanter, som politiske partier desværre er så rige på. Det var et rent publicitystunt, med nogle lokale organisatoriske undertoner. Ikke kønt, men det har i kernen ikke meget med Karen J. eller topstyring fra Søllerød at gøre.

  3. Jarl Cordua

    sagde den 7. marts 2007 kl. 10:35:

    @Michael Gram

    Tak for dit bidrag. Jeg afviser bestemt ikke, at du har ret i, hvad du skriver. Du har meget vel ret i din beskrivelse af den “lokale modstand”.

    @Rasmus

    Jov, det er uklogt, alene af den grund at den slags indblanding fra toppen skaber surhed og irritation hos de lokale kræfter og at forløbet til sidst ender med at blive lækket til pressen. Jeg tror såmænd at Karen J var blevet kandidat alligvel med helt overvældende majoritet. Det ville også have været mere liberalt…

  4. Andreas

    sagde den 7. marts 2007 kl. 21:13:

    Du har virkelig et horn i siden på Hjorten. Har du ikke, Jarl?

    I øvrigt: Hvad mener du om Liberalisternes chancer for at hverve Søren Pind?

    (http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=870770)

  5. Anonymous

    sagde den 7. marts 2007 kl. 21:13:

    Jarl. Var det ikke netop dén “åbne krig”, du beskriver, som gjorde at du selv blev taget i hoved og røv og smidt ud af valgapparatet fordi du var ualmindelig klodset?

  6. Jarl Cordua

    sagde den 7. marts 2007 kl. 21:18:

    @anonyme ven

    jo. Det er ingen hemmelighed. It was not my finest hour! 😉

    Var du med?

    @Andreas

    Det kan jeg ikke nægte.

    Jeg forstår liberalisternes bejlen til Søren Pind, men det har ingen gang på jorden.

  7. Andreas

    sagde den 7. marts 2007 kl. 21:30:

    Tak. Det er genialt at kunne stille spørgsmål som disse til en som ved lidt, og vil dele.

    Din blog er stadig super interessant!

  8. Niels Knudsen

    sagde den 10. marts 2007 kl. 21:32:

    Det er ikke helt rigtigt, at Arno Norske ikke er blevet valgt til noget i Venstre.
    Jeg så for et års tid siden, at han underskrev sig i et læserbrev i en lokalavis som “revisorsuppleant i Venstre på Christianshavn”.
    Så han er måske alligevel på vej frem?

  9. Niels Knudsen

    sagde den 10. marts 2007 kl. 21:32:

    Kære Jarl,
    Du skal ikke skrive, at Arno Norske ikke er blevet valgt til noget i Venstre.
    Jeg så for et års tid siden, at han havde et læserbrev i en lokalavis, hvor han underskrev sig “revisorsuppleant i Venstre på Christianshavn”.
    Så der var måske noget om snakken?!

  10. Jarl Cordua

    sagde den 10. marts 2007 kl. 21:35:

    Hej Niels,
    Tak for korrektionen 🙂
    Det er godt, at Venstre er så bredt favnende at der også er brug for Arnos talenter!
    Måske er Venstre dermed alligevel stadig et liberalt parti?
    😀 Jarl

  11. Kasper

    sagde den 18. marts 2007 kl. 11:30:

    Jeg er ikke helt enig i, at det er galt, når den centrale partiorganisation blander sig i opstillingen af kandidater. Især ikke efter kredsreformen.

    Naturligvis er det ikke ønskværdigt med en situation som man ser det i DF, hvor kandidater bliver flyttet rundt efter Pias forgodtbefindende, men mindre kan også gøre det.

    Tag fx Soc.dem. i Sjællands storkreds. Der er en absurd mangel på kandidater, der kan tage lidt fra Fogh og nu også Pia i opmærksomhed. S-topfigur er H. Sass Larsen. Han skal nok klare sig, men ikke just en folkeforfører.

    Tilsvarende er der en enorm mangel på kvinder. Kun et par stykker. I Danmarks største storkreds.

    S-ledelsen kunne med fordel have tænkt lidt strategisk på dette område og sørget for, at der var opstillet så mange kvinder i København, og så få i resten af Sjælland.

    Og det kunne fx gøres ved at bede en af de stærke kvinder om at prøve at blive opstillet i andre kredse.

    Jeg ser intet odiøst i det.

    I øvrigt: Fin blog. Fortsæt endelig, selvom jeg har en god idé om, at det ikke altid er sjovt at skrive den slags historier, du skriver, så er det nyttig viden og information, som vi er mange, der er glade for.

Bottom border