Kategorier

More menschkeit, Helle!

I dag er der gået to år med Helle Thorning-Schmidt som leder af Socialdemokraterne. Det går op og ned i dansk politik, og det beskriver egentlig meget godt Thornings tid som S-formand, hvor det gamle arbejderparti i meningsmålingerne har været helt nede og vende med vælgeropbakning på under 20 pct. som under Muhammedkrisen og så har der været andre stunder '“ som i efteråret '“ hvor S lå pænt over sidste (katastrofale) valgresultat.

Hvordan skal man bedømme hendes indsats? Overall, så har hun bestået. Socialdemokraterne fremstår som et sjældent samlet parti, og meningsmålingerne er stabiliseret lidt over sidste valgresultat. Det er ikke voldsomt imponerende, men man må lade S-lederen, at hun er oppe mod en formidabel modstander i kraft af Anders Fogh Rasmussen, der som en anden kamæleon hurtigere end nogen anden tager farve efter, hvor 'silden står i folkehavet'. Venstres engang ideologiske profil er i dag sørgeligt reduceret til den rendyrkede populisme, om end en forfinet udgave af slagsen. Kun Danmarks engagementet i Irak gik imod folkestemningen, men selv det 'hul' i Venstres populistiske murværk er nu stoppet. Helle Thorning har stort set ikke andre muligheder end at følge Venstres dagsorden. Foreslår S et eller andet populært, så vedtager regeringen det et halvt år efter, som deres eget forslag. Fraværet af større åbenlyse samfundsmæssige problemer gør det endnu sværere for S-toppen at kritisere regeringens fejl og mangler – udover at den bruger for få penge på det offentlige. Omkring den offentlige sektors fremtid er enigheden næsten total, så selv de trofaste støtter i LO-fagbevægelsen indser nødvendigheden af at samarbejde med regeringen herom.

Og så er der de radikale… Det kan næppe klandres Helle Thorning-Schmidt, at den radikale 'ledelse' (ja, det er nu så meget sagt) med Marianne Jelved i spidsen har besluttet at melde sig ud af dansk politik med korte afstikkere til virkeligheden. S-toppen må væbne sig med tålmod indtil den dag, at de radikale vender – permanent – tilbage til SR-samarbejdet. For mig at se følger S en rigtig strategi ved at fastholde et skattestop og en stram indvandrerpolitik. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne erobre den midte tilbage, der til sin tid atter giver S adgang til regeringskontorerne. Det har selv Svend Auken indset.

Det fremhæves ofte, at ét af Helle Thornings-Schmidt helt store kort er hendes kommunikative evner. Det er sikkert rigtigt, men jeg savner i stigende grad at se en lidt mere afslappet udgave af S-lederen på TV. Senest i dag i Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor denne blogger fik et indtryk af en stresset Thorning, der blot var mødt op hos Ole Stephensen for hurtigt at få afleveret alle “budskaberne”, 'få forklaret sig” og så hastigt videre. Politikere må godt have travlt, men de skal tage sig tid til vælgerne. Alt andet er underordnet det. I hvert fald, når man er oppositionsleder.

Hvorfor ikke bare være sig selv, slappe af og se ud som om, at hun nyder samtalen i “Onkel Oles sofa”? For Helle Thorning er bedre til at spille rollen som 'et rigtig menneske' end Anders Fogh. Politikken? Tjah den er de jo stort set enige om.

Tillykke med dagen, Helle!

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718