Ã…ndeløs spænding

Forhandlingerne i Finansministeriet om VK-regeringens skatteforslag er foreløbigt endt med, at Ny Alliance, de radikale og Dansk Folkeparti fortsat sidder med ved forhandlingsbordet. Det er dog interessant, at de radikale positionerer sig, som var man i stedet ved gøre klar til valg.

I hvert fald har Margrethe Vestager læst situationen sådan – forstår jeg på hendes udtalelser – at en aftale næppe tilgodeser radikale skattesynspunkter om at lægge afgifter på energi mod at fjerne skat på arbejdsindkomst. Med andre ord: Hvis regeringen mod forventning laver en aftale med DF, så falder sidste uges indrømmelser til De konservative på topskat bort, vurderer Vestager. Derved står de radikale sig sikkert bedst ved ikke at være med, for at kunne stå frit i forhold til vælgerne i en kommende valgkamp.

Imens “hygger” Venstre sekunderet af DF på den ene side og de konservative på den anden side sig med at skyde skylden på hinanden, for at VK-regeringen er endt i defensiven. Det sker i form af anonyme udtalelser og medvirken i to i øvrigt fremragende artikler i JyllandsPosten og Berlingske Tidende søndag, der fint skildrer baggrunden for VK-regeringens betydelige interne problemer.

Hvem har så hovedskylden for, at regeringen nu fremstår splittet og lammet. Tjah. Ingen er imponeret over de konservatives ageren i sagen, men foreløbig peger flasken kun i én retning: På Anders Fogh Rasmussen. Han undervurderede hele skattespørgsmålets vigtighed for regeringspartneren, og navnlig det pres som Bendt Bendtsen er under for at levere den skattelettelse i toppen, der kunne signalere konservativ indflydelse i VK-regeringen.

Det er navnlig det pres, som Bendtsen var under internt for at skaffe noget på topskatten, men paradoksalt også den opbakning, som han også bagefter har fået i sit eget parti, der gør, at jeg ikke tror på en skatteaftale med Dansk Folkeparti. Bendtsen kan ikke holde til nederlaget. Omvendt vil DF heller ikke give sig i forhold til de konservative, som man intet skylder. Nok snarere tværtimod, forstår man på søndagsartiklerne.

Med Venstretopfolkenes anonyme, men krystalklare udtalelser til søndagsaviserne er dog også tydeligt, at Venstre nu har fattet problemets omfang. V-toppen bøjede sig for de konservatives krav, men det var ikke af lyst, men af ren nød, for K truede – forstår man – med at forlade regeringen. Altså: Den ultimative trussel '“ at smide den politiske atombombe. Gik Venstre ikke med til skatteforslagene, så ville 'dansk politiks onde ånder være ude af flasken' sagde Fogh på Venstres gruppemøde i tirsdags som forklaring på, hvorfor Venstre nu forlod sine hidtidige skattesynspunkter. Fogh undervurderer ikke VK-forholdets eventuelle skadeomfang og regeringsmuligheder på både korte og lange sigt, hvis ikke Bendtsen fik sine indrømmelser.

Hvad skal det ende med? Enten et skatteforlig eller et valg, forstår man på Berlingskes artikel. Jyllandspostens journalister er frække nok til at foreslå, at det også bare kan ende med, at finansministeren og Bendt Bendtsen '“ som er med til forhandlingerne som en slags kontrolminister – konstaterer, at der ikke er et flertal for skatteforslaget, og så går man derefter videre med at forhandle kvalitetsreformen, som om at intet var hændt. Dermed ender “sorteper” hos Bendtsen, som så må afgøre om det er nok til at trække K ud af regeringen.

Det sidste scenario udstiller fuldstændigt de konservatives manglende indflydelse i dansk politik. I hvert når det gælder den førte skattepolitik.
Det bliver spændende at se om Bendtsen holder til det. Det tvivler jeg i hvert fald stærkt på.