Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Valgreform giver flere professionelle valgkampagner

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 29, 2007

Comments icon

1 kommentar

ANALYSE oprindeligt bragt på Altinget.dk 17. februar 2007

Af Jarl Cordua, analytiker af valgkampagner, cand. polit.

Det bliver de kendte toppolitikere, såsom Fogh, Helle Thorning-Schmidt, Karen Jespersen og Pia Kjærsgaard, der støvsuger de nye store udvidede valgområder '“ storkredsene – for personlige stemmer. Det gør hundeslagsmålet om rest-stemmerne blandt de store partier mere intens end nogensinde før, og det kan blive de små marginaler, der afgør om kandidater er valgt til folketinget eller ej. Denne kendsgerning vil øge kandidaternes interesse for at få mere professionel hjælp til at organisere en valgkampagne, men også til at fange mediernes interesse. Med andre ord: konsulenter, presserådgivere eller spindoktorer om man vil bliver et nødvendigt hjul i en professionel kampagne. For at finansiere disse behov, må kandidaterne enten selv hoste op med midlerne eller få andre til at finansiere valgkampagnerne, og dermed får mange kandidater behov for hjælp til professionel fundraising.

Farvel til sognerådspolitikerne
I gamle dage kunne en lokal velkendt politiker, som opstillede i en pæn stor opstillingskreds, regne med at blive valgt ved at følge en ret enkel strategi: Kandidaten skulle markedsføre sig på en eller anden lokal sag og turnere rundt med den inden for opstillingskredsens grænser. Ofte var det ikke engang nødvendigt at formulere et egentligt budskab overfor vælgerne, blot så længe at kandidaten var synlig i opstillingskredsen. Dvs. stille op til en snak med folk i gågaderne over en kop kaffe og en småkage, sørge for tilstrækkelige valgplakater i lygtepælene og pæne annoncer med navn og billede i den lokale avis samt ikke mindst at huske og tage telefonen, når medierne ringede for et interview. Men kampen om opmærksomheden gør, at kandidaterne hver især bliver nødt til at udvikle kampagnestrategier, der ligger over nutidens niveau. Dermed vil dagene, hvor amatørerne i vælgerforeningen styrede valgkampagnen, efter min opfattelse snart rinde ud, alene fordi, at enhver seriøs kandidat vil kræve professionel hjælp til at lede og effektuere kampagnerne.

Regionale sager rykker
Nogle opstillingskredse er blevet lagt sammen, sådan at de nu er langt mere jævnbyrdige i vælgertal i forhold til situationen fra før valgkredsreformen. Det gør, at kandidaterne ikke længere med samme effekt kan hive lokale sager op af hatten for at få vælgernes opmærksomhed. I fremtiden vil det formentlig derfor kræve, at kandidaterne markerer sig med regionale eller endda landspolitiske initiativer førend, at det vækker effektfuld opmærksomhed blandt alle storkredsens vælgere, hvilket i snit er en halv million vælgere.

Tid og penge
Kandidaterne er pisket til at øge deres appel og føre kampagne i det større geografiske område, som storkredsen er i forhold til de gamle amtskredse. Det koster mere tid og flere penge, når 'jagtrevir' nu bliver de geografisk langt større storkredse. Dette øger også kandidaternes behov for professionelle mennesker, der kan rådgive og vejlede om, hvorvidt kandidaterne bruger deres knappe tid og kampagnekroner på den rigtige måde. Netop disse to ressourcer er nemlig helt afgørende for, hvor længe kandidaterne kan have deres valgkampagne kørende, og dermed for hvor mange vælgere kandidaterne i sidste ende når ud til.

De kendte rydder bordet
Det er en gammel nyhed, men alligevel fortsat helt afgørende. De folketingskandidater, som folk kender i forvejen, er dem, der bliver valgt. Det nye er, at kendthed nu bliver endnu vigtigere. Kendte kandidater skal i sagen natur bruge relativt få ressourcer på at være synlige i deres valgområde. Kandidater med baggrund som TV-kendis eller som i øvrigt er kendt for et eller andet positivt og dertil med evne til at optræde sympatisk – gerne en attraktiv yngre kvinde – har langt bedre chancer i forhold til de sædvanlige folketingskandidater, som er relativt ukendt midaldrende mænd. Sidstnævnte er ofte utroligt kompetente, men som gerne slås med en nørdet fremtoning på TV eller på en valgplakat. De rette rådgivere kan – måske – ændre på disse kandidaters chancer.

Kendte sikrer reelt kun sig selv
I forbindelse med Karen Jespersens skift til Venstre pegede flere iagttagere på, at netop hendes kandidatur i Østjyllands Amt sikrer Jespersen selv et smukt valg, fordi Venstre hidtil ikke har haft kendte folk opstillet der. Karen Jespersen trækker måske et ekstra mandat, samtidig med at hun rydder bordet for personlige stemmer. Men de resterende Venstrefolk, skal stadig ud i, hvad der kan ende med at være et rent lotteri om mandaterne. Efter Karen Jespersen er kommet på banen, er kampen om opmærksomhed endda blevet mere intensiv. For det er hende alle medierne, skolerne, aldersdomshjemmene og arbejdspladserne ringer til og vil se i forbindelse med valgkampen.

Plakatkrigene intensiveres
Den intensiverede kamp om de personlige stemmer gør, at de enkelte folketingskandidater må gøre noget ekstra for at blive synlige. Med de nye storkredse får kandidaterne et større område at hænge plakater op og føre valgkamp i. Her ligger kimen til endnu flere interne slagsmål om opstillingskredsenes grænser osv. Professionalisme eller ej. Disse evindelige diskussioner holder mange organisationsfolk i partierne beskæftiget før, under og efter valgkampen. Hvad folk end mener om det frie initiativ og flid, så har kandidater efter mange organisationsfolks mening bare at holde sig inden for opstillingskredsenes grænser. Med andre ord: kandidaterne i de relativt vælgermæssigt 'fede' opstillingskredse overvåger nidkært grænserne i forsøget på, at holde kandidaterne fra de 'magre” ude. Selvom at meget tyder på, at denne gamle stivhed er under opblødning, så vil vi også i det kommende valg se frustrerede kandidater hyle op i pressen om, at deres plakater er blevet pillet ned. Det kan ofte vise sig, at være deres partifæller fra nabokredsene.

De flittige belønnes
Kredsgrænser eller ej, så er tendensen klar: De flittige kandidater belønnes med det nye valgsystem, hvor de nu skal rundt i et langt større geografisk område. Relativt ukendte kandidater kan derfor ikke vælges uden fx en stor valgturné i storkredsen med møder på gymnasier, virksomheder, plejehjem, gågader osv. Det handler om at trykke flest muligt hænder, drikke en masse kopper kaffe, og få afleveret sine politiske budskaber på en så overbevisende og tillidsvækkende måde, at folk både husker kandidatens navn og hvad han eller hun egentlig har tænkt sig at lave på Christiansborg. Det bliver et hårdt arbejde, der kræver god kondition og mental råstyrke. Seriøse folketingskandidater bør helt droppe at have lønnet arbejde under hele valgkampen. De skal ud og møde vælgere morgen, middag og aften og nu i et langt større geografisk område. Hvis partiorganisationer i opstillingskredsen skal acceptere at spille en sekundær rolle og være totalt uden indflydelse på valgkampens strategi osv., vil de i højere grad formentlig også møde folketingskandidaten med et strengt modkrav: Vind eller forsvind.

Medietække altafgørende
Kandidater bør bruge al deres tid op til valget på at forberede en slagplan for, hvordan de kommer igennem til medierne. I forvejen er folketinget fuld af personer med universitetsuddannelse og kommunikationsbaggrund. Disse ofte yngre folketingsmennesker bruger naturligvis deres medieerfaringer, og er dermed langt foran på point i forhold til deres medkonkurrenter. De nye kandidater bør som minimum arbejde professionelt og seriøst med deres fremtoning. Det betyder arbejde for folk, der ved noget om medietræning osv. Ignorerer de dette faktum, risikerer de at blamere sig i valgkampen, når de er oppe imod de slebne siddende Christiansborg-politikere, som går til medietræneren ligeså tit, som de går til frisøren.

Penge er alt
Med de større kredse vil kandidater fra de større partier få øgede muligheder for at fundraise penge. Rige kandidater kan betale selv, men resten må ud og forsøge at fundraise pengene. I Danmark er det i politisk sammenhæng – med enkelte undtagelser – også en disciplin for amatører, hvorimod det i USA er både en videnskab og en industri. Kandidater, der bruger tid på ordentlig fundraising, sætter sig ind i teknikker mv. Pengene skal bruges til at købe sig til opmærksomhed i radioen eller i form af valgannoncer. Hjælp til ordentlig kampagnemateriale og organisering er mange steder fortsat 'amatørernes aften'. Det vil dog løbende ændre sig, især hvis det lykkes for kandidaterne at samle penge ind, så de kan få professionelle til at hjælpe sig. Fælderne ved fundrasing, er der så også kommet fokus på. I hvert fald i København.

Jarl Cordua, cand.polit.
Valgkampagne-analytiker
Kursist på magasinet “Campaign & Elections'” kampagneseminar i Chicago, USA , Oktober 2003
Har deltaget i og under tiden ledet V-kandidaters valgkampe til folketingsvalg og kommunalvalg i København. Leder af EP-kandidat Mogens Vads (V) valgkampagne i 2004.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    1 Comment

  1. Limagolf

    sagde den 31. august 2007 kl. 11:51:

    God artikel for os der interesserer os for valgkamp (omend på amatørbasis).

    Jeg tror du har ret i de fleste af dine pointer, især den med at de kendte rydder de nye storkredse, i øvrigt en beklagelig udvikling, der er med til at cementere noget så vigtigt som politik som showbusiness!

    Jeg tror nu også der stadig er plads til behjertede amatører, specielt dem der finder ud af hvordan man bruger internettet offensivt. Det står vist stadig lidt hen i det uvisse!

    Og til byrådsvalg er dette niveau af professionalisme ikke nået endnu. Og hvis man ser på Søren Pinds valgnederlag i 2005, er jeg heller ikke overbevist om at sådan noget som fokusgruppepolitik behøver at gøre sit indtog lokalt.

    /Limagolf

Bottom border