Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Den store 'forsøstring'

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 21, 2007

Comments icon

6 kommentarer

Politik har til alle tider været et teater. Det er derfor ikke underligt, at skuespillere som Ronald Reagan og Klaus Bondam '“ uden sammenligning i øvrigt '“ har følt sig draget af politikerfaget.

Det er også derfor, at man ind imellem kan finde eksempler på ligefrem aftalt (skue)spil mellem politikerne. Især hvis de har behov for at fremstå enige '“ uden måske i virkeligheden at være det. På DR-Deadline sent mandag aften oplevede de vågne seere en mærkelig debat mellem Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager. Studieværten Martin Breum forsøgte – med stor lethed – at bore i forskellene på de to partileders holdninger. Til trods for de åbenlyse uenigheder så gjorde S og R demonstrativt ellers alt, hvad de kunne for at fremstå så enige som overhovedet muligt. Nej det var bestemt ikke noget problem, at Margrethe Vestager ikke ville pege på Thorning som statsminister. Slet ikke. Forklaring: For hverken de radikale eller socialdemokraterne ville føre 'blokpolitik' (Som SR-regeringen under Nyrup gjorde og som VKO-flertallet gør nu). Uenige om skattepolitik? S ville – denne dag – fortsætte regeringens skattestop, hvor imod de radikale vil have et opgør med skattestoppet og flere boligskatter. Er det et problem for en kommende SR-regering? Nej da! Et skisma i udlændingepolitikken? For eksempel i holdningen til 24 års-reglen? De radikale vil fjerne den, mens S vil bevare den. Problem for regeringsdannelse? Næh! Skolepolitik? S vil ligesom regeringen teste elevernes færdigheder, mens de radikale vil rulle 'kontroluvæsenet' tilbage. Problem? Nopes! Alt er godt og Socialdemokratiet og de radikale er jo to forskellige partier.

Det bliver spændende at se, hvad de ubeslutsomme og i øvrigt ret så afgørende swingvælgere, siger til det på valgdagen. I mellem tiden kan Anders Fogh Rasmussen gå og hygge sig. For det bliver da den nemmeste sag i verden for ham under den kommende valgkamp at få fremstillet oppositionen som dybt splittede.

Se Vestager og Thorning være enige og uenige på samme tid en ikke specielt overbevist studievært Martin Breum.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    6 Comments

  1. Valdemar

    sagde den 21. september 2007 kl. 14:29:

    Alternativet VYK+O virker altså noget urealistisk i forhold til SR+FØ hvis man tager debatter som mål for samarbejdsklimaet http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2007/09/17121317.htm
    Når journalisten virker lidt skræmt over fjendtligheden mellem Khader og Kjærsgård så lover det ikke godt for jeres fløj

  2. Jarl Cordua

    sagde den 21. september 2007 kl. 16:06:

    Hej Valdemar,
    Glimrende udsendelse! 😉
    OK du har da en pointe – målt på den debat! 😀

  3. Morten Bay

    sagde den 21. september 2007 kl. 18:40:

    Jeg så også den Deadline-udsendelse, og var temmelig chokeret, (udelukkende målt på performance og ikke på tidligere politisk tilhørsforhold), at det er Thorning, der repræsenterer 47 mandater og ikke Festager…

  4. Peter Løhmann

    sagde den 21. september 2007 kl. 19:23:

    En eventuel blokpolitik under Nyrup-regeringerne kan efter min mening ikke sammenlignes med den nuværende blokpolitik. Finansloven i 1995 er blot ét eksempel; miljøpolitikken i perioden et andet.

    Indlægget havde været mere interessant, hvis det havde sammenlignet S og Rs snak med Ny Alliance og en af regeringspartnerne. Jeg har svært ved at se, hvor Ny Alliance og den siddende regering overhovedet kan blive politisk enige, hvis man bortser sig Ny Alliances åbenbart uudtømmelige vilje til at vende den anden kind til, når regeringen neglicerer partiet.

  5. David Garby

    sagde den 21. september 2007 kl. 22:05:

    @Peter:

    Jeg synes ikke din ønskede sammenligning mellem S-R og regeringespartierne og Ny Alliance holder vand, der er jo ingen der rigtig forventer, at Ny Alliance skal indgå i en regering – men det er temmelig sikkert at hvis venstrefløjen vinder valget så skal S og R deles om magten.

  6. Kasper

    sagde den 24. september 2007 kl. 09:21:

    Hmm, V og K er vel absolut heller ikke enige om fx skat. Er forskellen større på S og R end på V og K? Og hvad med K og O på en lang række områder, fx udlændinge/integration, som du også nævner som et problem for S og R?

    Ingen – ej heller du, Jarl – vil vel sætte spørgsmålstegn ved, om VKO kan få enderne til at mødes i et samarbejde.

    Er du ikke bare et “offer” for VK’s spin på netop uenigheden mellem S og R? Det virker lidt sådan.

    Det er et helt klassisk spin, som skal køres. Ligesom VK også skal køre spinnet om, at de er de erfarne og at S (og R) ikke kan matche deres ministre.

    Jeg tror bare, at det er Christiansborg-fnidder. Og det flytter absolut ikke swing-vælgeren, som du nævner. (Det siger jeg desværre lidt på “gefühl”, for vi har praktisk talt ingen meningsmålinger, der måler på, hvad der får vælgere til at flytte sig. En stor mangel.)

    Men min erfaring siger mig, at hverken det eller statsmands-attituder flytter vælgere i stor stil. Specielt ikke de vælgere, der let overtales til at skifte blok eller 1. gangsvælgere.

Bottom border