Kategorier

Foghs effektive slagplan

Man må lade statsministeren, at han kan spillet på Christiansborg til UG. I går gik Anders Fogh Rasmussen på Folketingets talerstol og præsenterede et politisk program, der kunne bruges i to forskellige situationer. For det første var det oplæg til samarbejde med Ny Alliance og ikke mindst Dansk Folkeparti. Så man med på News, så kunne seerne opleve en Naser Khader, der bramfrit erklærede, at han da kunne have skrevet mindst halvdelen af talen selv. (Mon dog..) Pointen var nok, at Khader så, at Foghs plan vil give samfundet værktøjer til at drive unge vildfarne væk fra islamismens vildveje. Pia Kjærsgaard var ligeså spontan overbegejstret, da hun erklærede, at det var en af statsministerens bedre taler, selvom at DF-lederen nok senere skulle finde hår i suppen. Alligevel lod Pia K forstå, at de blev svære at få øje på. Essensen er, at Fogh 'skar kagen' lige akkurat dér, hvor både Pia K og Naser Khader ville være med til at indgå politiske forlig. Som altid er stemningen mellem DF og Venstre god og harmonisk, og det er forventningen hos alle, at DF som sædvanlig indgår et finanslovsforlig med regeringen her i efteråret.

Men Foghs tale og lovkatalog kan også bruges offensivt i en kommende valgkamp. Første del af talen havde fokus på terror, kampen mod islamismen og forsvaret for vores ytringsfrihed. Alle sager, hvor Fogh står enormt stærkt i forhold til den uprøvede og ind imellem småpjattede Helle Thorning-Schmidt, der i går var ung med de unge og kaldte statsministeren for 'selvfed'. En formulering, der muligvis går hjem nede hos cafe latte-segmentet på caféen, men tværtimod kunne misforstås som dumdristig, respektløs hånlighed ude ved de af Thorning så attråede vælgeres kakkelborde, hvor der serveres thermokande-filterkaffe og hjemmebag. Hvis jeg var Helle Thorning, så ville jeg forsøge at tone den slags lidt for friske kommentarer ned, før det går for meget ud over hendes – i sammenligning med Fogh – i forvejen papirtynde troværdighed.

Fogh præsenterede en 10-punkts-plan med konkrete forslag, der formentlig vil øge arbejdsudbuddet en smule. Spørgsmålet er dog, om det er nok i forhold til, hvad der er brug for, så samfundsøkonomien ikke overopheder med ukontrollable lønstigninger og alskens ulykker til følge. En begrænsning af efterlønnen ville formentlig have en langt større effekt på arbejdsudbuddet, men det er desværre ikke politisk muligt. Under alle omstændigheder, så har Fogh vist med konkrete forslag, at han politisk foretager sig noget aktivt for at løse tidens politiske spørgsmål, måske lige på nær ét.

Socialdemokraterne, SF, venstrefløjen fortsatte sammen med de offentlige ansattes organisationer i går kampagnen for, at der skal bruges endnu flere penge på den offentlige sektor, end regeringen har lagt op til. Sidste år tabte Fogh og regeringen kampen om den offentlige mening, da han kaldte demonstranterne 'sædvanlige socialistiske ballademagere'. Den fejltagelse har regeringen naturligvis lært af, og statsministeren satser i stedet på, at det tavse flertal af danskerne tror på Fogh, når han siger, at yderligere offentlige udgifter i det omfang som oppositionen forlanger det, vil være dybt skadeligt for dansk økonomi og for samfundet på langt sigt. Over for ham står Helle Thorning-Schmidt, som hverken har haft ministeransvar eller vist andet af bare tilnærmelsesvist samme politisk tyngde i sammenligning med Foghs 15 årige erfaring som skatte- og økonomiminister, statsminister m.v. Ikke desto mindre insisterer hun på, at bruge flere penge på det offentlige. 'Han er en træt mand', messede hun i går til alle de pressefolk, der gad høre på det. Tænk, jeg synes nu, at det var socialdemokraternes formand, der viste træthedstegn og rådvilhed over, at uanset hvad Thorning gør, så glider Teflon-Fogh af krogen, og hun fremstår som den evigt bedrevidende uden rigtigt noget at have det i.

Og så meldte Thomas Larsen Tidende (tidligere Berlingske Tidende) på forsiden at valget meget vel kan være lige om hjørnet. Det er faktisk et 'højst sandsynligt scenarie', fik læserne at vide længere inde i Lisbeth Knudsens yndlingsavis. Det betyder nok, at “far” har hvisket Thomas i ørene, at han ikke vil udelukke at tage valget før forårets offentlige overenskomstforhandlinger går i gang. Ask Rostrup DR og Peter Mogensen Politiken tror også på den idé. Kun Hans Engell peger på valg i efteråret 2008. Ifølge Thomas Larsen, så er der andre i regeringen, der synes, at Fogh skal vente med at tage valget. Jarls Blog tipper på, at Claus Hjort '“ der altid har været en meget forsigtig mand '“ er på det hold, der mener, at Fogh skal trække valgudskrivelsen i ørerne længst muligt for at bevare VKO-flertallet længst muligt. Hjort er nemlig af den overbevisning, at Ny Alliance er en politisk døgnflue, der inden så længe vil ende som CD, kristendemokraterne, Retsforbundet, og hvad de øvrige midterpartier på historiens losseplads i øvrigt hedder.

Fik jeg i øvrigt nævnt, hvad Thomas Larsen mente om Foghs tale? Han var så overstrømmende i sin ros, at det åbenbart blev for meget for redaktionen, så de fjernede hans umiddelbare første analyse fra nettet og bad ham derefter om at skrive en ny, der var lidt mere balanceret. Sådan kunne det i hvert fald godt se ud… Ja, sådan kan det gå, Thomas!

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

6 kommentarer til “Foghs effektive slagplan”

“Spørgsmålet er dog, om det er nok i forhold til, hvad der er brug for, så samfundsøkonomien ikke overopheder med ukontrollable lønstigninger og alskens ulykker til følge.”

Jeg har aldrig helt forstået det med overophedning. Jeg kan godt se at hvis der ikke er nok udbydere af VARE-X i forhold til efterspørgslen, så stiger prisen, dvs lønningerne i den branche. Men ukontrolabelt!? Lønningerne stiger vel indtil udbud og efterspørgsel igen er balanceret (på et andet niveau end før).

Med andre ord vil nogle mindske deres forbrug af en vare eller helt undlade at købe den. Og når nok folk er hoppet fra så stabiliseres prisen.

De stigende lønninger er markedets måde at signalere at der sker en underproduktion, så det vil tiltrække folk til branchen (over tid) helt automatisk og produktionen vil optimeres for at imødese efterspørgslen.
Det vil så “normalisere” løningerne igen.

Det er selvfølgelig fint at flere får incitament til at arbejde, så problemet kan løses på naturlig vis, men ofte bruges det som argument for ikke at give skattelettelser.
Er det ikke blot at trække pinen ud? Hvis lønnen ikke stiger lige så meget så kan branchen ikke tiltrække nok mennesker som ellers hvis deres lønninger var steget hvis skattelettelserne var givet?

Jeg vil da foretrække at få 100 kr i skattelettelse og at mine varer bliver 100kr dyrere frem for at staten beholder de 100kr. I det mindste får en der skaber reel produktion glæde af de 100 kr, selvom det ikke bliver mig. Og måske investerer han dem hvilket giver fremtidig velstand for hele samfundet.
Måske køber han varer for de 100kr i det firma hvor jeg arbejder.

Jeg kan ikke helt se problemet i overophedning. Er det ikke blot en venstreorienteret angst for ulighed og at verden ikke er en 100% stabil og tryg, men dynamisk?

2. Det kunne jeg vel have tydeliggjort. Berlingskes forside i går var simpelthen mandens analyse. Jeg kan sige, at vi er en del, der mener, at Pilestræde eksponerer Larsen i helt overdreven grad, der nærmer sig brækspands-niveauet.

Personligt synes jeg, Thomas Larsen er tandløs, helt uden kant og derfor uinteressant, men at han skulle være så Fogh-venlig, som du igen og igen siger, ved jeg nu ikke. Du linkede engang til en artikel i Euroman, hvor Villy Søvndal udnævnte ham til sin yndlingskommentator: http://www.rothstein.dk/index.php?p=180 Er sandheden ikke, at Thomas Larsen er flink ved stort set alle?

Tak for svar (minus Jarl som ikke havde svar). Jeg forstår det dog stadig ikke helt 🙂

Lukket for kommentarer.