Det store regnebræt

Efterårsferien er ovre, og politikerne vender tilbage til Christiansborg. Mange af dem sikkert med en underlig fornemmelse af, at det snart er tid til, at de skal trække i kampagnevindjakken. For flere og flere ting peger på, at regeringen vil have fordel af at udskrive valget snart '“ et valg, der på mange måder bare skal overstås for Anders Fogh og Co., for oppositionen er på ingen måde frygtindgydende.

Meningsmålinger viser VKO-flertal, men skulle det alligevel glippe, så står Naser Khader klar i kulissen rigeligt med mandater til at sikre Fogh 'four more years'. Det eneste, der trækker i modsat retning, er, at Venstres egne tal ikke er specielt imponerende, hvor partiet typisk ligger 2-4 procent under forrige valgresultat. Foghs fjerde valgnederlag siden 2001 lurer dermed i horisonten. Uanset udfaldet kan det i øvrigt meget vel blive Claus Hjort-generationens sidste valg. Jeg tror ikke på, at vælgerne vil betænke Venstre i stemmeboksen, hvis partiet går ud i et fjerde folketingsvalg med fuldstændigt den samme rollebesætning.

Forventningerne til de offentlige overenskomstforhandlinger er skruet for højt op. Der er almindelig enighed om, at de vil ende med et regeringsindgreb. Denne vælgergruppes opbakning er helt nødvendig for, at Foghs Venstre bare slipper nogenlunde helskindet igennem folketingsvalget. Kommer der et regeringsindgreb, kan statsministeren regne med, at de offentligt ansatte stiller sig i kø nede ved valgstederne for at sige ham “tak for sidst”. Hvis socialdemokraterne er lidt vakse ved havelågen, så skal deres kommunikation forhindre, at de utilfredse SOSU-assistenter m.v. går til DF. For så er Helle Thorning og co. jo lige vidt.

Fogh dropper alt andet lige EU-afstemningen om reformtraktaten, men det er at lægge sig ud med vælgerne. Selv om at han har sagligheden og juraen bag sig, så forstår store vælgergrupper slet ikke, at der ikke skal stemmes om reformtraktaten. Man kan i hvert fald konkludere, at Fogh ikke vil høste nogen gevinst ved at forhindre en afstemning. Med andre ord: Det er en tabersag. Indtil videre er sagen skudt til hjørnespark til december. Tager Fogh valget inden fx i november, så gør han sig selv '“ og Helle Thorning '“ en tjeneste. De to kan efter et overstået folketingsvalg med noget større held sælge idéen om at en EU-afstemning er unødvendig overfor en på dette tidspunkt valgtræt befolkning.

Kvalitetsreformen der skal løfte den offentlige sektor er alt andet lige nemmere at få forhandlet igennem og få socialdemokraternes støtte '“ lige efter et folketingsvalg – end før. Helle Thorning er presset til at skulle levere fremgang '“ lille eller stor – på valgdagen. I forvejen er socialdemokraterne højlydt og dybt frustrerede over, at Fogh er rendt med deres politik, men det er bestemt ikke ensbetydende med, at de dermed vil lægge stemmer til den. Det er et blandt flere paradokser i moderne politik.

Der skal nok være dem, der mener, at denne post er et sidste desperat forsøg på at puste liv i en allerede en gang tabt diskussion om valg i efteråret. (Nogle erindrer måske mit væddemål om en kasse øl til Jacob Bræstrup hvis valget IKKE kommer i efteråret). Kan være. Det kan også være, at ministermødet med middag på Marienborg denne torsdag netop skal bruges til at blæse lidt fornyet gejst i regeringen et par uger før, at statsministeren fløjter valgkampen i gang.