Kategorier

Asylbørn står i vejen for valget

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen onsdag den 24. oktober 2007.

Valgfeberen stiger så småt på Christiansborg, snakken i krogene tager til, og pilen peger i retning af et folketingsvalg i november-december. En nylig måling viste, at et klart vælgerflertal var positive overfor at få det overstået, så Anders Fogh behøver ikke engang en grund til valgudskrivelsen. På rygtebørsen kører historierne om, at regeringspartierne gør sig klar til valgkamp, og derfor skulle folketingsmedlemmer blive formanet til ikke at markere sig med fjollede udtalelser eller stille ultimative politiske krav. Den eneste sag, der længe har gnavet i vælgertilliden til regeringen, handler om gruppen af afviste asylsøgeres børn, der i årevis har vegeteret i Sandholm-lejren, og hvor en undersøgelse har vist, at børnene risikerer at blive psykisk syge i ventetiden. Oppositionspartierne har længe ønsket en løsning, som der i øvrigt er opbakning til langt ind i Foghs borgerlige vælgerbase. Selv har regeringen længe været splittet i sagen, hvor de konservative har presset på for en løsning, men indtil i går sagde Fogh og Claus Hjort blankt nej. Problemet er naturligvis Dansk Folkeparti, der har vetoret i regeringens udlændingepolitik. Imidlertid ville fokusering på asylbørnenes situation gøre Fogh ret så sårbar i en valgkamp, hvor Helle Thorning virker langt mere menneskelig i forhold til regelrytteren Fogh, som ingen beskylder for at være særlig empatisk eller touchy-feely. Tirsdag spiller integrationsministeren pludselig ud med et forslag om, at asylbørnenes familier kan bosætte sig uden for asylcentrene. Dermed forsøger regeringen nu at lukke sagen ned, hvilket yderligere er et tegn på, at valget kommer inden længe.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718