Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

V-selvmål kan afgøre valget

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 12, 2007

Comments icon

7 kommentarer

Blogklumme bragt i Nyhedsavisen mandag den 12. november 2007.

'Den sidste uge af valgkampen bliver beskidt', sagde Venstre-folkene. Og de fik ret. De efterhånden hårdt prøvede vælgere vågnede lørdag op til endnu et stort politisk drama, hvor en fantastisk påstand om, at socialdemokraten Henrik Sass Larsens foretog spionage for Venstre under sidste valgkamp blev bragt til torvs. Kilderne til spionage-historien var ifølge Ekstra Bladet TV2-radiodirektør Jens Rohde, der åbenbart fortsat blander sig i Borgens intriger, samt Foghs højre hånd Claus Hjort Frederiksen. Sagen (over)fyldte lørdagens politiske dagsorden i alle medier, og det var derfor næppe så meget egentlig politik, men mere personer, som blev diskuteret hos socialdemokraterne rundt om på landets torve og gågader.
Sagen har skadet Venstre alvorligt. Første selvmål er, at Claus Hjort medvirker i artiklen og derved bekræfter dens påstande. 0-1
Dernæst render to tankeløse V-ordførere ud og bekræfter påstandene om, at Venstres daværende politiske ordfører Jens Rohde dengang i 2005 pludselig vidste en masse om, hvad der skulle foregå i Mogens Lykketofts kampagne. Havde de to emsige venstrefolk i stedet holdt mund havde historien næppe levet så længe. 0-2
Til trods for Anders Foghs forsikringer om, at han og Venstre intet kender til sagen, så fremstår V-toppen som en flok magtsyge kynikere, der sælger ud af deres anstændighed for at klamre sig til magten.
Nu kan Helle Thorning slå Anders Fogh.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    7 Comments

  1. ML

    sagde den 12. november 2007 kl. 19:56:

    Det er nu lidt svært at se grundlag for det i meningsmålingerne.

    Ærlig talt tror jeg ikke det har påvirket vælgerne. Hverken den ene eller anden vej.

  2. Jarl Cordua

    sagde den 12. november 2007 kl. 20:02:

    Det er jeg enig i! 😉

  3. ThomasL

    sagde den 12. november 2007 kl. 23:11:

    Jeg tror nu, den historie tillægges væsentligt større betydning blandt politiske professionelle end blandt vælgerne. Gallup siger nu 93 mandater til VKO. Så der er ikke nogen målbar straf til Venstre.

  4. Uffe

    sagde den 12. november 2007 kl. 23:38:

    Den er hjemme…

    😉

  5. Victor S

    sagde den 13. november 2007 kl. 04:52:

    Præcis… Det tegner til et VKO flertal ifølge nogle meningsmålinger, og det er lidt svært at se, at sagen overhovedet har været på vælgernes radar. Medmindre man da kigger på at Socialdemokraterne tilsyneladende har fortsat nedturen. Hmmm…

    Gav Ekstra Bladet Helle Thorning dødsstødet?!?

    Tror nu, at dem som mest har været optaget af sagen, netop er de profesionelle, som Thomas så rigtigt skriver.

    For ikke at forglemme de få sosser, som råbte vagt i gevær, og håbede på at mobilisere en slags folkefront med hændervridende læserbreve og hysteriske beskyldninger i selvsamme Ekstra Blad.

  6. Victor S

    sagde den 13. november 2007 kl. 05:08:

    Har forresten altid tvivlet på Helles lederevner, så jeg må indrømme at valgets største overaskelse for mig, har været Khader spektakulære selvdestruktion.

    Jeg har altid været rimeligt sikker på, at overladt til sig selv, ville Khader være sin egen værste fjende. Men at både han og hans parti, ville implodere på denne måde, det kom godt nok bag på mig!

Bottom border