Arvefølgen på plads i Venstre

Lars Løkke kan ikke længere skjule sin glæde over, at Fogh undervejs i valgkampen så entydigt pegede på ham som sin efterfølger som Venstres formand og landets statsminister. I forbindelse med Venstres landsmøde her i weekenden interviewede DR Lars Løkke, som synligt strålede, som var han en lykkens pamfilius.

Løkkes afvæbnende charme kunne dog ikke parere spørgsmålene fra DRs Anja Westphal om den kommende finansministers fremtidsudsigter som partiformand, så han måtte naturligvis med et stort smil fortrække ud af kameravinklen. Nu gælder det jo også om ikke at dumme sig, for chefen er tilsyneladende ved at blive lidt småirriteret over, at pressen så tidligt efter valget allerede er begyndt at spekulere i hans afgang. Så man forstår Løkkes retræte.

Den anden tidligere tronprætendent Kristian Jensen fandt åbenbart landsmødet som den rigtige anledning til at kaste håndklædet endeligt ind i ringen og opgive kampen om at blive Foghs efterfølger. Det skete, da skatteministeren erklærede til Berlingske Tidende:

– Han er en dygtig politiker, der formulerer flotte liberale visioner for Danmarks fremtid. Jeg synes, at han er en god politiker. Derfor synes jeg også, at det vil være godt for Venstre at have Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

To år i dansk politik er lang tid, og meget kan nå at ske, inden Fogh takker af. Men Løkke har tydeligvis fået et løfte fra Fogh om, at han får overrakt stafetten, nåt tiden er inde. Kristian Jensen har derfor indset, at Løkke får lov at overtage “butikken”, medmindre at et eller andet uforudset ændrer situationen radikalt.

Tilbage udestår så kampen om næstformandsposten. Den har regionsborgmester Carl Holst sidste år via en klar udtalelse til 'Der Nordschleswiger' allerede lagt billet ind på. Det var set i bakspejlet nok en lidt forhastet udmelding. For alle andre end Venstreorganisationsfolk er det ikke indlysende, hvad Carl Holst skal på den post. Han spiller i dag ingen større rolle i landspolitik. Hvis Holst skal gøre sig forhåbninger om at komme ind i næstformandskampen, må han derfor stille op til næste folketingsvalg og lade sig vælge ind i Folketinget. Det vil han i øvrigt få ret let ved, hvis han vil.

Spørgsmålet er dog, om Lars Løkke er særlig vild med at få Carl Holst som sin næstformand. Holsts ego er legendarisk højt. Det når faktisk Per Stig Møllerske højder, hvilket ikke siger så lidt. Med udsigt til Holst som næstformand får Løkke en politiker til at ånde sig i nakken, og som egentlig selv synes, at han burde være “kalif i stedet for kaliffen”. Holst vil også til stadighed minde Løkke om, at det netop var ham, der var drivkraften bag den kampagne, som fik Løkke valgt til næstformand foran blandt andre Peter Brixtofte i 1998. (Undertegnede bidrog i øvrigt også til kampagnen om end i et beskedent omfang).

Skulle Løkke vælge mellem en driftsikker Kristian Jensen '“ som vil kende sin plads og loyalt vente på sin egen chance '“ eller en Carl Holst som uden tvivl vil intrigere fra dag 1 som folketingsmedlem, så tror jeg faktisk ikke, at valget bliver så svært. Løkke vil foretrække Kristian Jensen som næstformand.