Blogklumme bragt i Nyhedsavisen den 17. november 2007
Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen var statsministre i næsten 10 år, men deres tid på posten løb ud inden, at de selv gik af. Begge endte deres politiske karriere som medlemmer af Europa-Parlamentet eller rettere: På elefantkirkegården i Bruxelles. Måske en standsmæssig beskæftigelse, men ikke voldsomt udfordrende, når man så længe har stået i spidsen for sit lands regering.
Anders Fogh vil gøre alt for at undgå den samme ydmygelse, som der overgik hans forgængere, der blev tvunget bort fra taburetterne. Efter at have enten vundet eller overlevet tre folketingsvalg i træk, så skal statsministerens rekord derfor ikke ødelægges ved, at han løbe risikoen for et rende ind i nederlag ved næste valg. Derfor vil Fogh selv vælge, hvornår han går af.
Spekulationerne går derfor på, at Fogh trækker sig på et gunstigt tidspunkt mit i denne valgperiode, men han mangler en god anledning til at gøre en elegant sortie ud af dansk politik.
Foghs ambition er, at få det internationale politiske topjob, som hverken Schlüter eller Nyrup nogensinde var på tale til og som glippede for Uffe Ellemann-Jensen.
Jobbet som EU-kommissionsformand bliver ledigt i 2009, og selvom Fogh vil afvise alle spekulationer herom, så er han naturligvis interesseret i sådan en kæmpe udfordring.
Skulle Fogh ende med at blive EU-kommissionsformand, så bliver han den største statsminister i sin tid. Dermed vil han ophøjes i historiebøgerne til det, som de gamle romere kaldte for 'Primus Inter Pares' dvs. først blandt sine ligemænd.
7 kommentarer til “Den første blandt ligemænd”
Jeg vil nødigt ødelægge hyggen, men er det et realistisk scenario? Standard-konstruktionen er jo, at det to store grupper Kristendemokrater og Socialdemokrater i Europa deler rovet til den slags poster.
2009 er Socialdemokraternes tur, hvis ikke Barosso fortsætter. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at man vil acceptere en ikke-socialdemokrat. Så får Kristendemokraterne formandsposten.
Mere realistisk er måske NATO-generalsekretærposten, men mange europæere – og det er jo dem, der reelt vælger den politiske chef – vil sikkert være skeptiske ved en meget atlantisk orienteret person, for nu at udtrykke det diplomatisk.
1. Det bliver da uden tvivl svært for Fogh. Og netop af de grunde, som du nævner. Men at han vil gøre forsøget, er jeg ikke i tvivl om.
Desuden er der det med store og små lande.
Min liste ser sådan ud:
Hallstein (kristendemokrat, store land)
Rey (liberal, lille land)
Malfatti (kristendemokrat, stort land)
Mansholt (socialdemokrat, lille land)
Ortoli (konservativ, stort land)
Jenkins (socialdemokrat, stort land)
Thorn (liberal (!), lille land)
Delors (socialist, stort land)
Santer (kristendemokrat, lille land)
Prodi (socialist, stort land)
Barroso (kristendemokrat, lille land)
Nå, det er altså muligt for en liberal fra et lille land at blive kommissionsformand, men måske østeuropæerne også vil til fadet i 2009?
Yes, det bliver svært med en EU topstilling. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at det kun er udtryk for dansk oppustet selvovervurdering, at han i det hele taget kommer i betragtning.
Det eneste europæiske medie, der har bragt ham på bane på rygteniveau er The Financial Times, både i 2001 efter EU-udvidelsen under Foghs ledelse og senest efter reformtraktatens endelige udformning. Og i The Financial Times blev han kun nævnt som én blandt tre andre mulige kandidater.
Østeuropæerne vil – med en vis ret – presse sig på.
Kan Fogh i det hele taget tale godt nok fransk?
Mener da det var fremme at han taler flydende fransk, og havde holdt møder med Chiraccm.fl. på fransk op til udvidelsen i 01.
5. Så vidt jeg ved, så forstår Fogh alt på fransk. Han taler det nogenlunde, men svarer helst på engelsk.
Sålænge Danmark de facto kun er halvt medlem af EU på grund af de fire forbehold kommer det ikke på tale, at en Dansker kan indtage posten som EU-kommissionsformand.
Så er en eller anden top-post i NATO eller FN mere realistisk.