Kategorier

Spin for galleriet

Den nye Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har længe afsværget og ikke mindst kritiseret 'spindoktoriets' indtog i dansk politik. Ved sin tiltrædelse forsikrede Rønn Hornbech, at hun ville takke nej til 'den særlige rådgiver':

– Det er et miskmask i et embedsmandshierarki, at de (spindoktorerne red.) går ind og sætter sig med ministeren bag lukkede døre. Det er slet ikke mig, sagde Rønn Hornbech forleden til Politiken.

Og videre:

– Jeg får så fabelagtig god rådgivning af embedsmændene, indtil de politiske valg skal træffes, og det klarer jeg selv, forsikrede den nye integrationsminister.

Birthe Rønn Hornbech bryder sig ikke om spindoktorer, men nøjes med sine embedsmænd, påstår hun. Det er noget vrøvl. Naturligvis har hun en spindoktor i egenskab af ministeriets pressechef i den tidligere politiske redaktør på Berlingske Tidende, Jesper Termansen.

For hvilke opgaver udfører han og andre embedsmænd, som de 'særlige rådgivere' i dag varetager i flere ministerier? Svar: Ingen.

Efter Rønn Hornbechs tiltræden overtager Termansen bare lidt flere af de anslåede 80-100 daglige pressehenvendelser, hvor af de politisk mest komplicerede formentlig tidligere blev behandlet af journalist Søren Møller Andersen, der frem til ministerskiftet var Rikke Hvilshøjs særlige rådgiver. Nu ender hele bunken med møgsagerne altså også på Termansens bord, så han kan rådgive ministeren. Held og lykke med det!

Hvis man forestillede sig, at Birthe Rønn Hornbech ikke modtog professionel presse og kommunikationsrådgivning, så vil hendes embedsførelse jo ende med at blive både inkompetent og ineffektiv. Og det må man for alle parter håbe ikke sker.

Birhte Rønn Hornbechs jomfrunalske holdning til spindoktorernes uvæsen er enten rent spin for galleriet, så hun kan fremstå som særlig 'hellig' – hvilket reelt betyder, at hun giver udtryk for hykleri – eller også abonnerer Rønn på en gammeltestamentlig opfattelse af, hvordan et ministerium skal fungere sådan rent kommunikationsmæssigt, som tiden – med al respekt – for længst er løbet fra.

Læs også Netavisen 180graders artikel om sagen.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

8 kommentarer til “Spin for galleriet”

Min opfattelse er at Birthe Rønn er i gang med at pudse imaget af. Hun ønsker at signalere integritet og selvstændighed, og det gør hun så ved at kaste sig over spindoktor-emnet. Alle ved jo, at de er nogle grumme karle, der manipulerer og styrer – Uff!

Næh, i Integrationsministeriet er det mor Birthe, der styrer suverænt.

1. Ikke helt enig. For Birthe Rønn har hele tiden ment dette. Min pointe er, at synspunktet enten forkert eller at ministeren både før og nu reelt set er en hykler.

Mangler indlægget ikke lidt nuance.
En politisk redaktør kan vel godt være en god pressechef uden nødvendigvis automatisk at skulle have påhæftet prædikatet “spindoktor”.

Det er vel nødvendigt nærmere at gennemgå indholdet af den politiske redaktørs jobbeskrivelse inden man konkluderer, hvad der reelt er tale om.

3.

Ok. Det var ikke Termansens slutstilling. Han var jo politisk journalist i mange år blandt andet på TV2. Hvor er det lige at Termansens opgaver adskiller sig fra hvad hans samtidige journalistiske kolleger som Ulla Østergaard, Mikkel Faurholdt og Morten Langager foretog/foretager sig i deres jobs som “særlige rådgivere”? Ja, jeg kan ikke se det.

N.B. Jeg er bestemt ikke ude efter Termansen. Han var en seriøs journalist og gør det utvivlsomt fortrinligt i sin stilling som pressechef. Det er Rønns formentlige uvidenhed om, hvad de særlige rådgivere reelt foretager sig, som jeg interesserer mig for.

Jeg forstår ikke BRH’s politiske behov for den bombastiske udmelding, da hun de facto kan få et behov for at trække i land, når hverdagen (læs drift og enkeltsager) og de mange tlf beskeder fra journalister hober sig op… Men mener Max Sørensen er inde på noget rigtigt ifht. ansættelsesforholdet. BRH’s udmelding kan måske forklares i lyset af den betænkning, der kom for nogle år siden, hvor bl.a. Justitsministeriet var med til at definere beføjelserne for de særlige rådgivere (der er ansat på de vilkår) og hvor det bl.a. fremgik, at de ikke har såkaldt “instruktionsbeføjelse” over embedsmænd. At Michael Christiansens udfoldelsesmuligheder med telefonregninger i Statsministeriet viser, at embedsværket måske nok kan have en tendens til at opfatte instruktioner fra visse særlige magtfulde, dygtige og betroede rådgivere som tjenstlige ordrer er en helt selvstændig historie. Men kan det tænkes, at BRH bare gerne vil signalere til sit embedsværk, at hun ikke vil have en pressechef ansat på de vilkår, og at det er vigtigt, at den hjælp hun får til pressehåndtering er en medarbejder, der indgår i det almindelige ministeriehieraki/bureaukrati? Hvis der er nogen, der om et år holder BRH op på udmeldingen og hendes pressechef bare har passet sit job bliver det svært for hende at forklare, hvori forskellen reelt består.

Jeg er meget enig i den udlægning som Christina præsenterer. En skelnen mellem rådgivning og administration på presseområdet er relevant. I tilfældet Ulla Østergaard er hun ansat for Ny Alliance som pressechef, mens det er Rasmus Jønsson, der er kommunikationschef (dvs. rådgiver og ‘spindoktor’) (http://nyalliance.dk/show/120).
Jarl, du skriver at “Hvis man forestillede sig, at Birthe Rønn Hornbech ikke modtog professionel presse og kommunikationsrådgivning, så vil hendes embedsførelse jo ende med at blive både inkompetent og ineffektiv.” Jeg er ikke sikker på, at jeg kan følge dit argument. Ministeren bør efter min opfattelse (hvortil jeg har hentet inspiration i bl.a. Peter Mose & Susanne Hegelunds “Håndbog for Statsministre” fra 2006 og Mads Christian Esbensen & Bo Bredsgaard Lunds “Samtaler om Spin” fra 2006), være i stand til at sætte en politisk dagsorden for sit ministerium og kunne forstå og forklare, alt hvad ministeriet – dvs. embedsværket – foretager sig. Jeg har en tiltro til, at Rønn Hornbech rent faktisk er i stand til at løfte den opgave. Hvis en journalist ringer og er heldig nok til at blive stillet igennem til ministeren, kan ministeren godt svare for sig og kommunikere fyldestgørende. Lige fra de langsigtede strategier til de irriterende enkeltsager. Møgsagerne, som du kalder dem. Jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker på om du mener konkrete sager, som der skal politisk stillingtagen til, eller om ud mener journalistiske sager (ikke at de ikke er konkrete – du ved, hvad jeg mener). I fald du mener koknrete, politiske sager, ville de ikke ligge på den særlige rådgivers bord; i hvert fald ikke i første omgang. I det mindste ville en kopi ligge dér, hos departementschefen og den respektive afdelingschef – og endelig hos ministeren selv.
Spørgsmålet er måske, om ikke de særlige rådgiveres kompetencer og beføjelser under Fogh-regeringen bruges til ‘damage control’ snarere end strategisk kommunikation. Mange af de store historier og landevindinger stjæler Statsministeren jo selv på sit tirsdags-pressemøde. Nuvel, Connies historier ender i Politiken, Lenes i Berlingske og Kristians i Børsen, men hvor meget spin er der egentlig tilbage i det enkelte ministerium – og hvor meget af det ligger i Prins Jørgens Gård 11?
Mit bud er at Rønn Hornbechs retorik skal tolkes som et nej til rådgivning på kommunikationsområdet, dels fordi hun føler sig rustet til at besvare spørsmål og formidle fyldestgørende på sit ressortområde, dels fordi hun ikke registrerer behovet for den mere strategiske, man fristes til at sige strømlinede kommunikation. Måske hun venter til hun har fået ministeriet op at stå efter Hvilshøj (der ganske vist ikke havde det nemt – det var svært at føre anden politik end den DF havde tilladt Fogh 2001-2007).

Som sagt er det her baseret på diverse læsning (og i øvrigt pointerne i en forelæsning af Hans Engell om emnet tidligere på dagen) – og altså ikke insiderviden. Derfor et spørgsmål i den retning: hvordan vil du – og øvrige kommentatorer her i tråden – vurdere de enkelte partiers brug af spindoktorer ift. pressecehfer af den mere administrative art?

– Jacob Packert

@Jacob

Jeg beklager, at det åbenbart blev lidt uklart. Jeg referer til, at Ulla Østergaard var Lars Løkkes spindoktor i de første fem år af regeringens levetid. Hvad Ulla Ø. i dag laver hos NA er uinteressant for denne diskussion. Ulla Ø og Jesper Termansen var journalister. De er – eller var – begge “spindoktorer” i regeringen. Den ene var ansat som “særlig rådgiver” den anden var” embedsmand”. Min påstand er at de laver/lavede præcis de samme opgaver. Der kan snakkes op og ned ad stolpe om fine definitioner på dit og dat og laves tekniske teoretiske redegørelser. Fakta er, at de laver det samme. Og så må man spørge sig selv: Om ikke Birthe Rønn enten er en hykler eller ikke aner, hvad hun taler om. Min pointe er bare, at Birthe Rønn ikke kan klare sig uden en “spindoktor” – som i min og mange andre mere indsigtsfulde menneskers med erfaring fra Slotsholmens definition – reelt sorterer pressehenvendelser og rådgiver ministeren om hvordan man tackler dem.

Lukket for kommentarer.