Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Rønn søger sit martyrium

Author icon

Skrevet af

Clock icon

maj 14, 2008

Comments icon

36 kommentarer

Update onsdag aften kl. 19.30

Et halvt år. Så længe holdt Birthe Rønn Hornbech ud at være skydeskive for sine egne holdninger på asylområdet m.v, der på en række områder tidligere har været i direkte modstrid til regeringens. Med en kronik i dag onsdag i dagbladet Politiken (hvor ellers?) torpederer hun nu sin ministerkarriere. I kronikken forsvarer hun dommeres ret til at bære tørklæde, når den dag oprinder. (Det ske sent!) Hendes egen regerings som oftest meget loyale støtteparti Dansk Folkeparti kalder hun 'fanatiske antimuslimer'. For mange er det en rammende beskrivelse, men jeg tror ikke, at Pia Kjærsgaard tager det som en hæder. DF har som bekendt før trukket tæppet væk under en minister – og nu tigger Rønn nærmest om, at det sker for hende. Jeg vurderer, at DF'erne er for kloge til at imødekomme hendes politiske deathwish. Den sag må hendes chef, Anders Fogh Rasmussen, selv klare internt i regeringen, forstår man på DFs Peter Skaarup, som optræder yderst afdæmpet i sin kommentar til sagen.
Spørgsmålet er dog, om Fogh Rasmussen har mod på at give hende silkesnoren lige nu. Han har ikke brug for mere slinger og ballade omkring integrationsområdet. Det ser jo ikke pænt ud i CV'et at han fyrer sin integrationsminister, fordi Pia Kjærsgaard kræver det. Han vil også gerne fremstå mere moderat i det store udland, hvor han er ude og gøde jorden for et internationalt job.
I Venstres folketingsgruppe føler man sig snigløbet af Birthe Rønn Hornbech, da alle har været enige om at afvente en hurtigtarbejdende undersøgelsesgruppe, der ser på hele det endnu ganske uaktuelle spørgsmål om tørklædeklædte dommere i danske retssale. Integrationsministeren står derfor temmelig isoleret med sine synspunkter i folketingsgruppen. Der overlader man det naturligvis til statsministeren at fælde dommen, men det, der kan diskuteres i krogene, er nok alene, om hun ryger før eller i forbindelse med en kommende regeringsrokade.
I Venstre er man ikke i tvivl om, at Rønns provokation reelt og bevidst forsøger at afspore Venstres nye flagskib 'det værdipolitiske projekt'. Ministeren søger en udgang fra regeringen, hvor hun ved en fyring kan fremstå som en martyr hos hendes særlige fans '“ der blandt andet findes på redaktionsgangene i Politikens hus. Det vil dog uden tvivl også ende Rønns karriere som parlamentariker. Jeg forestiller mig i hvert fald ikke at hun får sit retspolitiske ordfører-område tilbage og dermed den platform, hvor hun oprindeligt skabte sig et navn i dansk politik.
Endelig skal Anders Fogh nok også passe på, at han ikke får skubbet Rønn alt for langt væk. Skulle det i alleryderste konsekvens hele ende med at hun forlader Venstre, så vil det kunne bringe regeringens flertal i fare.
Foreløbig farer Fogh og DF med lempe.

Update kl. 18.55: Fogh banker for anden gang siden 2001 en af sine ministre på plads (første gang var da da daværende socialminister Eva Kjer Hansen fik fars pisk at føle i forbindelse med ulighedsdebatten). Birthe ved nu, at dette er en engangsforestilling. Samtidig har statsministeren presset sin integrationsminister, da justitsministeriet og regeringen i dag (næppe tilfældigt) er nået frem til den eneste logiske konklusion: at religiøse symboler er bandlyst i danske retssale. Dertil kommer at nu skal danske dommere (men ikke lægdommere, anklager eller forsvarer) også i byretten bære kappe for at understrege neutraliteten.

Nu ligger bolden hos Rønn. Vil hun være integrationsminister og medlem af en regering som har en politik, der er i direkte modstrid med hvad hun har skrevet i sin kronik i dag eller bider hun “som kristen” hovedet af al skam og forbliver medlem af regeringen og derfor reelt forsvarer af den politik, som hun er så inderlig imod. Forbliver Rønn på posten, så ser det godt nok underligt og inkonsekvent ud. Birthe Rønns aura som “konsekvent” politiker må da blegne herefter. Jeg er ked af at skrive det, men Fogh har begået en genistreg. Rønn og hendes troværdighed er nu fanget af hendes forfængelighed, som minister. Hvis Rønn mener hvad hun siger, så bør hun jo gå af som minister. Måske er det som Fogh håber på. Så kan han trække på skuldrene og henvise til, at konen valgte selv. Men jeg tror at Rønn bliver på ministerposten med udsigt til hån, spot og spe fra masserne og spinatfuglene!

Kl. 19.30
Foreløbig bliver Rønn udstillet af journalisterne på Berlingske, som her har valgt “at skrive båndet ud” og udstiller derved meget effektivt integrationsministerens helt enestående arrogance.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    36 Comments

  1. JanChris

    sagde den 14. maj 2008 kl. 10:46:

    Jeg tror ikke, der er nogen i Venstres Folketingsgruppe, der føler sig snigløbet af Rønn Hornbech, for hvem kender hende bedre end netop partikollegaerne på Christiansborg? De ved jo bedre end nogen andre, hvad hun kan finde på. Enhver idiot vidste allerede før hendes udnævnelse, at hun før eller siden ville føre sig frem med de pågældende synspunkter. Spørgsmålet er bare, hvorfor Anders Fogh alligevel udpegede netop hende som integrationsminister? Jeg kan simpelthen ikke få det ind i mit hoved, at han kunne finde på at overlade regeringens næstvigtigste ministerium til en kvasikonvertit og halvskizofren DF-hader. Al den snak om, at hun ville makke ret, når hun først var kommet ind i regeringen, var der jo ikke nogen, der troede på i hendes tilfælde.
    Når nu statsministeren på forhånd vidste, præcis hvordan Rønn Hornbech ville reagere, kan man kun sidde tilbage med den tanke, at det hele tiden har været meningen, der skulle komme et opgør med DF med det formål at gøre Fogh mere stueren i EU-kredse som en mand, der endelig har set lyset i udlændingepolitikken. Det er jo også påfaldende, at statsministeren lader alle aspekter af samme område sejle: indvandreruroligheder, terrorlovgivning etc., alt imens han forsøger at redde verdens klima, Afrika og Myanmar med en påfaldende stor energi.

  2. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 10:52:

    1. Jeg forstår godt, hvad du mener. Og du har også en pointe for så vidt, at Rønn aldrig i sit politiske liv har signaleret den store loyalitet over mod andre end lige hendes egne kæpheste.

    Ikke desto mindre så er holdningen i folketingsgruppen, at Rønn har snigløbet Fogh på området, og hun har aldrig været så isoleret, som hun er nu. Jeg synes også, at du har ret i at statsministeren, ligger som han har redt ved i det hele taget at have udnævnt hende til integrationsminister.

  3. Superman

    sagde den 14. maj 2008 kl. 11:24:

    Det er jo en ærlig sag at Rønn Hornbech ikke bryder sig om DF osv.
    Men at det lige præcist skulle være nærværende sag der bringer hende op i det røde felt, synes dog noget patetisk.
    At gå ind for at dommere ikke må være iført religiøs uniformering, er da mildest talt ikke specielt kontroveersielt / fanatisk synspunkt – og deles jo af mange politikere og store dele af befolkningen. Kunne hun dog ikke have valgt en anden sag, hvor der var lidt mere kød på som enten udstiller DF som yderligtgående eller f.eks. handler om fortabte menneskeskæbner i asylcentre.
    Det kunne da være ærlig snak, og så kunne hun forlade posten med æren i behold. Men et forbud mod religiøs uniformering for dommere. Come on.

    Jarl, ganske interessant pointe iøvrigt;
    “Skulle det i alleryderste konsekvens hele ende med at hun forlader Venstre, så vil det kunne bringe regeringens flertal i fare.”

    Men mon dog. Forestiller du dig endnu en løsgænger?

  4. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 11:42:

    3. I alleryderste konsekvens, ja, så kan hun godt blive lsøgænger. Rønn er martyr-typen. Bare tænk på hendes sag med Jesper Langballe.

    Husk på, at Rønn har haft sin politiske karriere bag sig. Der er ikke meget mere at komme efter. Hun har set hvordan hendes 25-årige ry som agtet og respektret parlamentariker på kun seks måneder som integrationsminister er blevet eroderet.

    Hvis Anders Fogh presser hende for meget jo, så vil hun opføre sig ligesom en Pia Christmas-Møller. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg tror Fogh er klogere end som så.

  5. L. Rasmussen

    sagde den 14. maj 2008 kl. 12:43:

    Jeg tror, at JanChris er inde på noget rigtigt: den kronik kommer Fogh meget tilpas, nu hvor DF er gået helt grassat med deres kampagner, der bestemt ligner en muslimhetz set fra udlandet. Mon ikke han ligefrem har nikket til den, før den ramte Politikens Hus?

    Og læs lige kronikken igen. Hovedbudskabet er jo det ret indlysende, at man skal respektere Domstolenes professionalisme og ikke mindst Domstolsstyrelsens uafhængighed, også i personalesager. Hun kommer godt nok med en spids omtale af DF, men hun er så sandelig også kritisk over for muslimske kvinder, der kunne finde på at insistere på at bære tørklæde, hvis de skulle nå så vidt som til et dommerembede. Faktisk er kronikken slet ikke så rabiat, som overskrifterne lader formode.

  6. Katrine Lester

    sagde den 14. maj 2008 kl. 12:57:

    Jarl, kunne du ikke kommentere lidt på K’s rolle i denne debat? Bendt Bendtsen er gået i flyverskjul – har K helt droppet at lancere sig selv som de anstændige borgerlige, der gjorde en dyd ud af at have en kant til DF?

  7. Peter Terkelskov

    sagde den 14. maj 2008 kl. 13:33:

    I forhold til K har jeg bemærket mig, at det snart er længe siden, vi har set en konflikt mellem K og DF. I den forbindelse tror jeg også at betjenten og den øvrige ledelse i K med interesse har læst målingen om, at et flertal foretrækker Lene Espersen som statsminister frem for Lars Løkke, selv om målingen nok er farvet af tidspunktet, den er foretaget på.

    På den baggrund har K nok fornemmet at det er en god ide at holde sig gode venner med DF, såfremt det skulle blive muligt en dag at blive statsministerparti igen. Spørgsmålet er om det er et realistisk scenarie eller om der er tale om drømmerier fra K’s side. Hvad siger du, Jarl?

  8. jesper

    sagde den 14. maj 2008 kl. 13:59:

    I går i Aftenshowet på DR nægtede Rønn Hornbech pure, at hun skulle være blevet mere tavs end før, hun blev minister. Hun udtaler sig bare ikke om enkeltsager, sagde hun. Det lød som en ordentlig omgang vrøvl (omend dagens kronik hjælper noget på det), og Mads Steffensen var desværre ikke klædt godt nok på til at kunne slå igen med eksempler på det modsatte – det er jo et hyggeshow.

    Senest jeg så, at hun undslog sig, var i BT ved at sige, at emnet slet ikke angik hendes område (opholdstilladelse til handlede kvinder):

    http://www.bt.dk/article/20080511/slave/80511020/

    Hun sagde også i Aftenshowet, at historien om, at hun alligevel fik en spindoktor, var løgn – hun får aldrig en spindoktor, sagde hun.

    Har hun ret i hendes påstande, eller lyver hun, så det driver ned ad væggene?

  9. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 14:11:

    6 og 7.

    Tjah. Konflikten mellem K og DF levede vist mest før det forrige valg. Man kan sige, at den konflikt fortsætter og lever fint hos en Pia Christmas-Møller.
    Måske har K taget bestik af, at DF faktisk gik frem – og NAs vælgerhøst hos netop dette segment af såkaldte “borgerlige anstændige” var mådeligt ved valget. Og siden er truslen fra NA jo nærmest forduftet. Med andre ord: K ser ingen trussel fra nogen på denne dagsorden, og så er der vel heller ikke mange borgerlige vælgere i at fokusere på asyl-dagsordenen. Bendtsen har formentlig størst fokus på EU-afstemningen i foråret og det evindelige forhold, at han skal aflevere butikken i god ro og orden til Lene E.

    8. Ok. Hvad er det så lige, at Jesper Termansen laver i Integrationsministeriet? Han må vel hæve sin løn for et eller andet. Men Rønn har ret så langt, at hun NÆGTER at gøre brug af spindoktorens evner, for hidtil har hun arrogant undladt at stille op og forsvare regeringens politik i pressen. Her var jeg ellers så dum at gå rundt og tro, at det netop var hendes opgave….

  10. Grane Steinrud

    sagde den 14. maj 2008 kl. 14:13:

    Var det ikke en del af planen. Birthe Rønn Hornbeck skulle skabe den afstand til DF, som regeringspartierne trængte så meget til. Hvis Lars Lykke … eller en anden skal have chancen for at fortsætte med magten. For Fogh stopper jo, og DF giver ikke vind i sejlene. Således kunne Rønn Hornbeck danner grundlaget for en større afstand imellem de to parter.

    Men hvad så med DFs kampagne imod tørklæder. Imod Birthe Rønn Hornbeck, de de vel godt, at det er en balancegang. Hun er det borgerlig ikon på lov og orden, og de skal jo heller ikke bevæge sig fra langt væk fra magt og indflydelse. Der er jo også en dag imorgen og en regering efter denne. De har slået deres holdning fast, fanget deres vælgere og sympatisører, hvorfor så tage det store opgør, for Birthe Rønn Hornbeck løser jo nok tingene selv – hun er jo ikke ligefrem ministertypen.

  11. Jesper Veiby

    sagde den 14. maj 2008 kl. 15:02:

    Jarl, det kan godt være, at Rønn Hornbeck er lidt fuld af sig selv, og rider sine kæpheste lidt for ivrigt. Men omvendt, så er der noget sterilt over vore dages politik, hvor al debat er lukket inde i lukkede partikredse og -udvalg, og hvor alle kandidater siger ét og samme, så man er henvist til at sætte sit kryds udfra om folk har et pænt smil eller en sød kone/mand… 😉

    Hvis man skal vide, hvor de enkelte politikere står, så må de da også have lov til at deltage i den almindelige debat, sålænge de stemmer loyalt og ihvertfald ikke bringer regeringen i mindretal på basis af personlige synspunkter…

    Men tilbage til indholdet…

    Der er da himmelvid forskel på evt. at ville tillade dommere med tørklæder, og så på DF’s paranoide annonce med en burkaklædt dommer og titlen “med sharialov skal land bygges…” Det kan da ikke passe, at DF skal kunne føre sig frem med den slags, og hvis så en fra regeringen giver et pip i en anden retning, så rynker Thuesen eller Kjærsgaard på næsen, og så rykker man ud med en undskyldning eller en ministerfyring.

    Jeg kunne godt tænke mig din kommentar på dén problemstilling. 😉

  12. Peter Løhmann

    sagde den 14. maj 2008 kl. 15:50:

    Fogh leverer faktisk en morsomhed i sin udtalelse til sagen (citeret fra hukommelsen): “For nogen tid siden blev jeg spurgt, om jeg synes Birthe Rønn var for usynlig i debatten. Dengang udtrykte jeg tilfredshed med hendes rolle. Det kan man måske bedre forstå idag” 😀

    Men Foghs udtalelser lugter i al fald ikke på nogen måde af ministerfyring. Han taler om “regeringskollektiv”, og lægger mere en “hun skal jo også lige lære ministerhvervet”-linje.

  13. Peter Løhmann

    sagde den 14. maj 2008 kl. 15:57:

    Jeg burde have tjekket op på det og leveret linket i det indlæg. Beklager. Citatet står at læse her: http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-11570644.html

  14. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 16:28:

    11. Jamen jeg er jo tilhænger af fri debat. Men omvendt så er DF omvendt heller ikke tvunget til at støtte regeringens integrationsminister.
    Birhte Rønn har sagt ja til at være minister og regeringskollektivet. Og hvis hun vil køre en linje med særstandpunkter, så spår jeg hende en kort levetid.

    Fogh har ingen interesse i at køre denne sag op her og nu. Birthe Rønn har formentlig fået at vide af Fogh at hun nu er gået til grænsen af hvad der er tilladeligt. Samtidigt har hun skadet forholdet til DF.

    Oppositionen bør jo kaste sig over sagen og forsøge at så splittelser mellem regeringen, DF og Rønn. Det raffinerede ved det hele er dog, at S bakker regeringen op i sagen. S og Henrik Dam har derfor ikke megen glæde af at bore i sagen. Det må overlades til SF og de radikale.

  15. Kasper

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:03:

    Hvis Fogh fyrer Rønn, så vil da være første gang i historien (så vidt jeg ved – correct me if I’m wrong), at en minister er blevet fyret for at sige sin mening. Og så tilmed af en “liberal” statsminister, der ellers taler meget om vigtigheden af debat, ytringsfrihed og af at have “højt til loftet”. I så fald vil Fogh da være en større hykler end han hidtil har demonstreret (og hykleriet er nået hidtil usete højder under denne regering).

    Desuden tager Fogh direkte fejl, når han siger, at regeringen er et kollektiv. Det er ikke den tradition, vi har i Danmark. Snarere tværtimod. Kollektiv-modellen har man fx i EU-Kommissionen, hvor alle kommissærer godkender hinandens forslag og samlet fremsætter dem. I Danmark er det den enkelte minister, der står til ansvar – og derfor fyrer man enkelt-ministre og ikke hele regeringen, når en minister falder i unåde etc.

    I denne sag undrer jeg mig nu mest over, at vi i Danmark nu har et parti, der åbent vedstår, at de er antimuslimer, jf. http://jp.dk/indland/indland_politik/article1341333.ece – jeg forstår godt, hvis Rønn Hornbech har svært ved at arbejde sammen med Dansk Folkeparti.

  16. Nielsen

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:04:

    åh nej, hvor er hun ringe, Inger Støjberg…. “vi har en ganske almindelig dagsorden, men der kan jo altid ske det at nogen vil sige noget om kronikken”

    hvor det himmelråbende ringe af en politisk ordfører at fortælle pressen, at medlemmerne af en folketingsgruppe har lov til at diskutere andet end dagsordenen.

  17. Rasmus Kristensen

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:11:

    #3

    Det kan måske ligne en lille sag, men man kan godt argumentere for at det er grundlovsstridigt at folketinget skulle bestemme over dommerne, da man blander den lovgivende og den dømmende magt sammen.

    Jeg kan dog personligt ikke se det er så slemt. I mange lande har dommeren en speciel kappe som er “dommerdragt”, har han/hun den på udstråler jo en autoritet og “jeg er ikke her i egenskab af privatperson”. At vi så laver nogle regler om påklædning herhjemme er vel ikke kontroversielt. Jeg vil dog også sige at personlige holdninger er vigtigere. Kommer jeg for en dommer der er fanatisk muslim ville jeg gerne vide det. Men jeg har også en tillid til at retssystemet ikke hyrer hvem som helst.

    Jeg tror Birthe Rønn Hornbech har lang snor. Hun har selvfølgelig fået at vide af Anders at der her helst ikke skulle gentage sig, men integrationsministeriet er en kontroversiel post at få, bare se på Rikke Hvilshøj der blev slidt hurtigt. Så Birthe skal gå rigtig langt for at Fogh sætter en ny person derind.

  18. Kasper

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:12:

    I øvrigt, så har jeg lige et spørgsmål, som du måske kan opklare, Jarl. Regeringens forbud mod tørklæder i retssalene, så gælder det kun “Dommere, retsassessorer og dommerfuldmægtige”, jf. http://www.berlingske.dk/article/20080514/danmark/80514117/

    Betyder det, at man kan risikere at blive dømt af to muslimske domsmænd i fuld burka, og en lyserød dansker i fin, ny kappe? Eller vil man til at forbyde partierne at udpege domsmænd, der går med slør?

  19. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:15:

    15. Rønn er ikke på ministerlisten efter næset rokade. Hun er fyret oppe i Foghs hoved. Det føler jeg mig overbevist mig om.

    Mht til “Regeringskollektiv”, så mener jeg at du overfortolker, hvad Fogh emener. “Foghs regeringskollektiv” handler om, at ministre retter ind og følger regeringens fælles holdning. Ellers hører alt jo op!

  20. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:16:

    18. Tja det ved jeg sgu ikke 😉

  21. Superman

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:23:

    “bider hun 'œsom kristen' hovedet af al skam og forbliver medlem af regeringen og derfor reelt forsvarer af den politik, som hun er så inderlig imod.”

    Det er jo egenligt lidt pudsigt. For hun er jo, så vidt jeg har forstået, som sådan ikke uenig i at religiøse symboler i rettet er en uskik. Hun mener bare ikke at folketinget skal lovgive derom.
    Rønn Hornbech er jo derfor ikke inderligt imod forslaget som eksempelvis Asmaa formentligt er det.

  22. Thomas

    sagde den 14. maj 2008 kl. 19:57:

    Men kære Jarl, du regner da ikke med at næste rokade ligger i Fogh’ hoved? Den ligger vel i højere grad i Løkkes, og i hans hoved tror jeg, at han mener hun har været en fejl fra første dag. Han ser ikke på samme måde op til BRH.

    Du har vel ikke lyst til at gætte på en mulig ministerliste under Løkke?

    /Thomas

  23. Jarl Cordua

    sagde den 14. maj 2008 kl. 20:09:

    22. Nu behøver det ikke blive nogen kæmperokade. Tværtimod kan Fogh bruge en rokade på at demonstrere at “Far” stadigt bestemmer. Rokaden lige efter valget var jo en såkaldt “lille rokade”. Man kunne jo godt forestille sig at Fogh laver en rokade i starten af efteråret – lige før EU-afstemningerne. Når dén valgkamp ruller, så bliver ministrene fredet. Det kunne give nye ministre en blød start.

    En ministerliste under Løkke vil blive radikalt anderledes. Der vil blive sat et helt nyt hold, og Lene Espersen vil på det tidspunkt blive den centrale figur hos de konservative. (medmindre at Bendtsen fortsat klamrer sig til magten, hvilket ikke skulle undre mig)

    Hvem bliver ministre for V: Kristian Jensen, Peter Christensen, Troels Lund og Søren Gade er sikre kort. Dertil muligvis Søren Pind og Inger Støjberg.

  24. Kasper

    sagde den 14. maj 2008 kl. 21:00:

    Hvilken JP-journalist er det, BRH har truet med polititilhold, jf. http://www.berlingske.dk/article/20080514/danmark/80514117/ ? – det er da for sjovt!

  25. Anonym Ko

    sagde den 14. maj 2008 kl. 23:40:

    Når du skriver, at du håber, det må ske sent, at der udnævnes en dommer, som bærer tørklæde, er det så fordi, du ønsker, at forhold som kan have indflydelse på en dommers afgørelser holdes så skjulte og usynlige, som muligt?

    At nogen i Venstres folketingsgruppe skulle “have tænkt længe” over de principielle aspekter af denne sag er sgu da det største selvbedrag, der længe er foregået i Folketinget. Det er da helt tydeligt, at folketingsgrupperne lader sig styre i meningsmålingerne.

  26. Peter Kurrild-Klitgaard

    sagde den 15. maj 2008 kl. 09:41:

    Jarl: “Fogh banker for første gang siden 2001 en af sine ministre på plads.”

    Er det helt rigtigt? Eva Kjer og ulighedsdebatten?

  27. Jarl Cordua

    sagde den 15. maj 2008 kl. 09:45:

    26. Du har naturligvis ret. Det må være anden gang siden 2001! 🙂

  28. Peter Løhmann

    sagde den 15. maj 2008 kl. 10:13:

    @15, Kasper:
    Jeg mener Tyge Dalgaard blev gået som handelsminister i 60erne, fordi han var uenig i regeringens linje i et udenrigspolitisk spørgsmål. Der ville altså være historiske fortilfælde til en fyring af Birthe Rønn Hornbech på det grundlag at hun fremfører en holdning som ikke er regeringens.

    Hun skal nok mere gå efter en Bodil Koch-rolle 😉

  29. Jarl Cordua

    sagde den 15. maj 2008 kl. 10:21:

    28. Tak Peter for dette bidrag. Herligt med læsere, der har den slags viden!

  30. Morten Sørensen

    sagde den 15. maj 2008 kl. 11:01:

    @28

    Jeg må erkende, at jeg enten ikke er gammel nok eller ikke en stor nok nørd 😉 Hvad er en Bodil Kock-rolle?

  31. Anonym Ko

    sagde den 15. maj 2008 kl. 11:38:

    Min analyse af, at Venstres folketingsgruppe ikke har tænkt et dyt over spørgsmålet, men blot forfølger en folkestemning bliver nu bekræftet af ordførerens keglen rundt i et forsvar af, at de juridiske dommer får indskrænket deres frihedsrettigheder mens lægdommerne fortsat nyder fuld beklædningsfrihed:

    http://politiken.dk/politik/article508818.ece

    Længe leve det jordstrygende “proces-niveau” i den offentlige debat af politiske spørgsmål i Danmark.

  32. Anonym Ko

    sagde den 15. maj 2008 kl. 13:04:

    Det er meget sigende for den selektive spinning af Birthe Rønn, som også praktiseres i din blog, at man fokuserer på “processen” i stedet for at forholde sig til de argumenter, der rent faktisk præsenteres i hendes kronik.

    De argumentløse opportunister i bl.a. Venstre men for så vidt også hos Socialdemokraterne er til gengæld ganske godt tilfredse med, at de tamme journalister går på kalkunjagt over for et let offer som Birthe Rønn i stedet for at udstille statsministerens enestående politiske hykleri og opportunisme, som består i, at han sidste år mente, at det danske frisind burde tillade folk at klæde sig som de ville, men at han ændrer holdning, som Pia blæser.

    Skulle den vatnisse have nogen chance i EU? Det virker tvivlsomt efter farcen med dommernes burkapper.

  33. Jarl Cordua

    sagde den 15. maj 2008 kl. 14:25:

    32. At Fogh er en opportunist og en vendekåbe. Det kan vi godt blive enige om.

    Jeg har ALDRIG været Birthe Rønn-fan. Hun er virkelig overvurderet som politiker, og endelig langt om længe er det kommet for en dag.

    Så jeg vedstår gerne, at jeg er forudindtaget. Jeg kan dårligt være andet. Fra dag1 har jeg ment at dette endte galt.

    Kun én ting er jeg ked af. Jeg mente at Birthe Rønn var færdig som minister inden for 1 ½ år. Så langt tid går der ikke….

    “Birthe Rønn Hornbech bliver ny integrationsminister. Det er et overraskende og modigt valg, der skal signalere nye og lidt mildere tider på asylområdet og designet til at række hånd indover midten. Til gengæld er det ikke noget DF'erne bliver vilde med. Hornbech er 64, så det var vel sidste chance, hvis hun skulle være minister. Det bliver ikke nogen succes. Hun er ude igen om et år til halvandet. Hornbech bliver desuden kirkeminister.”

    Fra “Genbrugsministeriet” da Foghs satte sit seneste ministerhold.

    http://jarlcordua.dk/2007/11/23/genbrugsministeriet/

  34. Peter Løhmann

    sagde den 15. maj 2008 kl. 16:15:

    @28, Morten Sørensen:
    Jeg er nok heller ikke gammel nok, men sikkert uden tvivl nørdet nok til at vide det 😉

    Bodil Koch var, ligesom Rønn, kirkeminister, men modsat Rønn var hun det i en hel del år. Hun blandede sig dog også i andet end kirkepolitikken, hvilket bl.a. et berømt billede af hende i livlig debat om Vietnam-krigen med USAs daværende udenrigsminister Dulles har kanoneret. Så vidt jeg husker at have læst har man – måske sidenhen – klistret betegnelsen “regeringens eneste mandfolk” på hende.

    Så der er visse lighedspunkter, men hvor Krag skulle have sat pris på Koch, kan det nok diskuteres om Fogh gør det samme med Rønn. Måske pga. de to kvinders forskellige forståelser af grænsen mellem principfasthed og personlig reklame.

  35. Jarl Cordua

    sagde den 15. maj 2008 kl. 16:30:

    35. Der er endnu en vis lighed og det gælder de to damers forkærlighed for mellemstærk røgtobak!

    Rønn elsker cerutter, mens Kock ku’ li at ryge ordentlige kanonslag! 🙂

Bottom border