Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Foghs eftermæle afhænger også af om overdragelsesforretningen lykkes

Author icon

Skrevet af

Clock icon

oktober 7, 2008

Comments icon

15 kommentarer

Anders Fogh Rasmussen tog så i dag hul på endnu en politisk sæson i spidsen for riget. Situationen er ret så skidt, men absolut ikke håbløs. Til trods for finanskrisens hærgen og udsigten til recession i verdensøkonomien, så stander Danmark trods alt ikke totalt i våde. Økonomien er solid og i nogenlunde balance, beskæftigelsen er i top osv. Men det ser ikke så godt ud, at han bare kan smutte fra det hele nu.

Det er jo heller ikke fordi, at der er et folkekrav om at skifte Fogh ud. (Det er kun på pædagogseminarier og på lærerværelser, at man tror det) Næh til trods for en stribe problemer blandt andet med en hårdt kritiseret og dybt upopulær integrationsminister samt en helt ny trussel fra den nye konservative leder, Lene Espersen, ja så vil et flertal af folket tilsyneladende ikke af med Anders Fogh Rasmussen.

Børsens måling i dag viser – ligesom Politikens måling- VKO-flertal. Desuden viser en Green-måling også i Børsen en pæn personlig opbakning til Fogh. Til gengæld får Lars Løkke Rasmussen én over snuden af vælgerne, som dumper ham ved direkte sammenligning med Lene Espersen. 61 procent af de adspurgte i målingen foretrækker Espersen som statsminister mod kun sølle 19 procent til Lars Løkke. Den måling har gjort ondt i ministerkontoret i Den Røde Bygning på Christiansborg Slotsplads.

Det er netop det forestående stafetskifte i Venstres ledelse og dermed også på statsministerposten, der formentlig er Foghs største udfordring i den kommende tid. VKO kan sidde i tre år endnu, og Fogh er inden da dampet af til andre udfordringer. Så han skal lykkes med overdragelsesforretningen til Løkke, men hvordan og navnlig hvornår kommer det til at ske? Det vil se mærkeligt ud, hvis Fogh stikker af alt imens at landet muligvis er enten på vej ind i en krise eller som minimum står foran en usikker økonomisk fremtid, som ingen '“ heller ikke de klogeste økonomer – rigtig kan forudsige, hvor ender. Foghs eftermæle kommer derfor også til at afhænge af, om overdragelsesforretningen bliver en succes. Går han for tidligt, så stikker han halen mellem benene, men går han for sent, så risikerer han at blive væltet ved næste valg. Det vil ligne Fogh dårligt, hvis ikke han vil gøre alt for at lykkes med det svære kunststykke, som kiksede for begge de to forgængere som statsminister, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen, nemlig at gå af på det helt rigtige tidspunkt '“ før vælgerne eller andet '“ tvinger en bort. Foghs gøren og laden skal fra nu af ses i dette lys.

Socialdemokraterne klamrer sig til håbet, at Helle Thorning-Schmidt kan slå Løkke i en direkte duel ved næste folketingsvalg. Men hvis Danmark virkelig ryger ud i en recession, så gad jeg godt se det flertal i befolkningen, der vil pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvis alternativet er Løkke. Det er helt tydeligt for alle, at hun er alt for tynd i kortene på det politisk-økonomiske område. Det er formentlig også Løkkes store chance. Hvis han som finansminister kan få nationen frelst igennem skærene, så kan han måske genvinde befolkningens respekt. Omvendt bør kræfter i S måske allerede nu overveje at finde en arvtager, der udstråler lidt mere politisk-økonomisk tyngde end Thorning. Nick Hækkerup har umiddelbart den rette profil.

Imellemtiden fornemmer man, at de konservative er blevet ikke så lidt våde i trusserne med udsigten til at flere meningsmålinger allerede nu spår en kæmpe vælgergevinst til partiet, selvom valget først kommer om minimum to år. Det skal være dem vel undt, men jeg abonnerer ikke på forestillingen om, at Lene Espersen foreløbig kan gøre Løkke rangen stridig som statsminister. Men nu skal man ikke afholde folk fra drømmerier!

STØT JARLS BLOG her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    15 Comments

  1. Rasmus Ole Hansen

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 18:12:

    2 kommentarer Jarl:

    1. Mon ikke Fogh har blik for at han hvis han sidder en periode mere, så slår han Staunings 13 år i træk, og bliver alletiders længst siddende socialdemokrat.

    2. Schlüter ville jo ikke udskrive valg og overgav magten til Nyrup.

    Nyrup var altid i modvind i meningsmålinger, men klarede at blive i siddende i flere perioder især takket være de konservatives interne magtkampe. Nyrup havde således aldrig fundamentet til at kunne køre en efterfølger i stilling.

  2. Rasmus Kristensen

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 18:35:

    Hvis vi skal finde en situation der minder om må det nok være Storbritannien. Selvom Tony Blair mistede noget popularitet til sidst ville han næppe stå så svagt som Gordon Brown gør nu. Hvis Løkke bliver statsminister i 2 år og så bliver væltet tror jeg mange vil være skuffede over at Fogh ikke blev. For jeg tror han har større chance for at slå Helle end Løkke har. Selvom jeg er enig i at Lars Løkke står stærkt på det økonomiske felt, er jeg i tvivl om hvordan han vil lyde i en værdipolitisk debat. Her er Fogh stærk.

    Og jeg er enig i at Nick Hækkerup nok er de rødes bedste bud på en arvtager. Og hvis Lene Espersen skal være statsminister kræver det nogle borgerlige år i opposition, for selvom K går lidt frem er der stadig stor forskel på partistørrelse, og det kræver nok at Venstre får en decideret krise… hvad jeg godt tror der kan ske hvis de kommer i opposition, men det er alt sammen gætteri.

  3. Kasper A.

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 18:43:

    Nick Hækkerup

    Øhh, er det ikke ham der for nyligt troede at alle muslimer er sorte, og endnu værre, at alle sorte er muslimer.

    Ser det virkelig så skidt ud blandt den socialdemokratiske talentmasse, at selv så den slags synspunkter ikke diskvalificerer ham.

  4. Peter Løhmann

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 19:06:

    @Jarl
    “vendt bør kræfter i S måske allerede nu overveje at finde en arvtager, der udstråler lidt mere politisk-økonomisk tyngde end Thorning. Nick Hækkerup har umiddelbart den rette profil.”

    Nick Hækkerup kludrede noget i det med flere sager, da han denne sommer skulle “passe vagten”, da den resterende del af partiets ledelse var på ferie.

    Kunne det ikke snarere være den anden næstformand – Ã…rhus-borgmester Nicolai Wammen – der var mere oplagt end Hækkerup?

    @Kasper A.
    “Ser det virkelig så skidt ud blandt den socialdemokratiske talentmasse, at selv så den slags synspunkter ikke diskvalificerer ham.”

    En krise hvad angår talentmasse er bestemt ikke kun at finde hos socialdemokraterne. Stort set alle partier synes at mangle “leaders of tomorrow”. V og K havde et bedre udgangspunkt for at talentudvikle, end S havde det i 90erne (hvor flere topfigurer fra den gang har indrømmet, at fløjkampen kvalte en hel generation af talenter), men det er vel ikke prangende, hvad de har fået ud af det, trods de gunstige vilkår?

  5. Nikolaj

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 19:37:

    Vælgerne har de politikere, de fortjener…

  6. Kaspar

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 20:03:

    Kasper A:

    Nej så dårligt står det ikke til, grunden til at mange tror, at der ikke er nogen arvtager er jo fordi det altid er Helle og Sass der er i medierne.
    Nick Hækkerup klarede sig ikke så godt i sommers hvor han havde fået vagten, men det skal han vel nok komme efter på et tidspunkt.

    Men altså vil gerne give Peter Løhmann ret i, at jeg personligt har mere fidus til Ã…rhus borgemster Nicolai Wammen end jeg har til Nick Hækkerup.

  7. Superman

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 21:32:

    @ Kaspar og Løhmann

    Tjaa, Nicolai Wammen klarer det vel okay i århus -men hvad fortæller det os egentligt om manden, taget i betragtning at århus er så rød en by som den er.

    Har Nicolai Wammen ikke lidt det samme problem som Frank Jensen (og Kristian Jensen iøvrigt). En mærkværdig blanding af at ligne et barn og være sådan en sød/blød mand. Det er svært at forklare hvad det er med dem, men de har bare ikke den karismatiske lederudstråling, de sender ikke et signal om at kunne være hårde og skære igennem når nødvendigt.

    Man kan mene at den slags overflad betragtninger ikke burde have betydning for en vurdering af mandens evner som partileder – men jeg tror de fleste af os er glade for at det ikke var Frank Jensen der stod i spidsen under muhammedkrisen eller eu-formandsskabet.

  8. Kaspar

    sagde den 7. oktober 2008 kl. 21:53:

    Superman:

    Tjoh det kan der måske godt være noget om, men så kan Wammen eller Kristian Jensen jo bare anlægge sig et skæg 😉 Wammen var jo også ude at tale “hard talk” til rockerne på kongressen, og der virkede han da rimelig hård i filten.

    Jeg synes da ikke Frank Jensen ser, så “barnlig” ud, og jeg ved ikke hvordan han ville have klaret Muhammedkrisen, men han kan da ikke gøre det værre end Helle gjorde det.

  9. Morten

    sagde den 8. oktober 2008 kl. 05:26:

    @8: “Wammen var jo også ude at tale “hard talk” til rockerne…”

    Det interessante i den forbindelse er nok, hvem Nicolai Wammen ikke turde puste sig op over for. I en by med områder som Gjellerup, Bispehaven og Rosenvang kan det nok være, at en socialdemokratisk borgmester ved på hvis bekostning, han kan score billige point.

    Med andre ord: Det kan godt være, at LO Ã…rhus fik ham installeret som borgmester i landets næststørste by, men statsminister i Danmark bliver han aldrig.

  10. Peter Løhmann

    sagde den 8. oktober 2008 kl. 08:43:

    @Morten:
    “Det interessante i den forbindelse er nok, hvem Nicolai Wammen ikke turde puste sig op over for. I en by med områder som Gjellerup, Bispehaven og Rosenvang kan det nok være, at en socialdemokratisk borgmester ved på hvis bekostning, han kan score billige point.”

    Du mener altså ikke, at Nicolai Wammen og det århusianske byråd har taget de problemer, der har været i de nævnte bydele, alvorligt? Byrådet har lige med overvældende flertal sat en helhedsplan for Gellerup i værk, så hvis du mener Wammen er blød gælder det samme alle partier, da de jo er enige i tilgangen.

    Jeg mener også, at Wammen flere gange, bl.a. under sidste valgkamp, talte om nul-tolerance overfor indvandrerbander.

    “Med andre ord: Det kan godt være, at LO Ã…rhus fik ham installeret som borgmester i landets næststørste by, men statsminister i Danmark bliver han aldrig.”

    Det er som bekendt svært at spå om fremtiden. Da Fogh var V-næstformand synes mange han var for træ-agtig og kedelig og at han savnede potentialet til at være formand.

    At Schlüter skulle blive statsminister, endsige udfylde posten i over 10 år, var vist heller ikke noget der tonede frem på nogens krystalkugle. Bendt Bendtsen som formand efter blodbadet hos de Konservative, og at han blev så længe, tror jeg ikke nogen politisk kommentator på daværende tidspunkt spåede.

    Endelig var der vist ikke nogen der i slutningen af 2004 ville have forudsagt, at Helle Thorning-Schmidt ville være formand for Socialdemokraterne et år efter.

    Wammen er naturligvis ikke oplagt, men som jeg lige har vist var hverken Fogh, Schlüter, Bendtsen eller Thorning oplagte som hhv. statsministre eller formænd for deres respektive partier.

  11. Hilledusseda for en uvidenhed

    sagde den 18. oktober 2008 kl. 14:18:

    Hvad er det for en politisk og økonomisk tyngde Nick Hækkerup skulle være udstyret med?

    Prøv lige at følge hans spor baglæns. Manden har på ingen tid kørt Hillerød økonomisk i sænk og kan næppe vise sig i byen. Der er blodbad på rådhuset hvor den politiske og økonomiske dømmekraft ganske har manglet hos borgmester Nick (med eget flertal). Den burde du have fanget Jarl! Læser du ikke aviser?

  12. Jarl Cordua

    sagde den 18. oktober 2008 kl. 15:15:

    11. Ok jeg vil godt tage din kritik alvorlig et øjeblik.

    Hvad er der sket i Hillerød så der er åbenbar dækning for din konklusion:

    ” At manden har på ingen tid kørt Hillerød økonomisk i sænk og kan næppe vise sig i byen. Der er blodbad på rådhuset hvor den politiske og økonomiske dømmekraft ganske har manglet hos borgmester Nick (med eget flertal).”

    Jeg mangler simpelthen nogle mellemregninger, som jeg da gerne vil høre om.

    Oplys os venligst herom! 🙂

    P.s. Jo – jeg læser aviser, men det er sjældent at jeg når til Frederiksborg Amts Avis…

  13. Hilledusseda for en uvidenhed

    sagde den 18. oktober 2008 kl. 17:03:

    Jeg gør gerne LIDT af min favotbloggers hjemmearbejde – og kan om Nick Hækkerups ledelse af Hillerød oplyse:

    1) Hillerøds budget 2008 har i årets løb måtte genåbnes og reduceres ved en ren 4 hjuls udskridning.
    2) Der er i den ordinære budgetrunde for 2009 gennemført kæmpebesparelser på alle områder med nednormeringer, lukning af tilbud og nedlæggelse af 100 stillinger på rådhuset. 40 er direkte fyret, 17 har sagt ja til frivillig fratræden
    3)En del af de nødvendige besparelser i den ordinære budgetrunde for 2009 er formuleret som puljebesparelser. På grund af behovet for indgriben har besparelserne ikke kunne nå at blive udmøntet. Det viser på samme måde som genåbningen mv. hvor galt og uansvarligt det har stået til.

    Samlet set dokumenterer disse kendsgerninger (som stort set alle kan hentes på nettet på 20 minutter) at den gode Nicks politiske og økonomiske tyngde ikke har rakt til at styre en rig Nordsjællandsk kommune – selv i en højkonjunktur.

    Nick Hækkerup har gjort det ualmindelig skidt som borgmester. Det gik vel heller ikke rigtigt godt med det politiske oplæg som han i sin tid var hovedforfatter på.

  14. Rasmus Kristensen

    sagde den 18. oktober 2008 kl. 17:15:

    Når jeg siger Nick er det bedste bud, ja så er det nok pga manglende talentmasse, jeg synes Nick virker stærk i debatter og smiler gennem meget kritik, og virker troværdig.

    Henrik Sass virker for taktisk at høre på og Mette Frederiksen for rebelsk, så det er en slags udelukkelsesmetode.

    Nu har jeg dog set et par ting op til EU-parlamentsvalget, og jeg synes Dan Jørgensen virker spændende, men der er selvfølgelig forskel på at være et frisk pust og en politisk leder, så hans tid må komme senere, hvis det er.

  15. Jarl Cordua

    sagde den 18. oktober 2008 kl. 17:19:

    14. Aha. Rigtig interessant.

    Alt andet lige, så har VK dermed fået noget brugbar ammunition, hvis de finder det nødvendigt at sænke Nick Hækkerups troværdighed.

    Jeg må indrømme at jeg har en svaghed for familien Hækkerup. Især Per Hækkerup. Og jeg har faktisk altid set Nick H. som det største talent blandt nutidens hækkerup’pere.

    Men du har da åbnet mine øjne for nogle svagheder, som jeg – indrømmet – ikke selv har fået øje på.

    Tak for det!

Bottom border