Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Værsgo og skyl!

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 6, 2008

Comments icon

19 kommentarer

Hell, I won't flush – Obama won! (Jeg gider sgu ikke trække ud i toilettet, nu hvor Obama vandt!)

Sådan siger en fra en gruppe kække unge sorte knægte, da de går ud af McDonalds på 7th Avenue i New York efter en aften og nat, hvor de fejrer, at demokraternes præsidentkandidat Barack Obama nu indtager Det Hvide Hus til januar.

Tidligere samme aften er Times Square gået amok i en sejrsrus, hvor politiet kæmper en kamp for at få de unge til at holde sig væk fra gaden, sådan at trafikken kan fortsætte. Bilerne dytter i et væk, og særligt en bilist har fanget rytmen i Obamas slogan: 'Yes we can'.

Vi er en gruppe danskere, som langsomt har bevæget os fra New York Democrats' valgfest på Hotel Sheraton længere oppe af 7th Avenue for at opleve folkefesten. Mere end en gang må vi tage os i at sammenligne med de glade EM-dage i København i juni 1992. Det er de unge, de sorte, de alternative, som fører an i festen. 'Yes we can', gjalder det denne tirsdag nat.

I mit rejseselskab har vi tidligere på aftenen lidt tilfældigt hørt, at 'noget overraskende vil ske' på Sheraton. Spekulationerne går på at selveste Hillary Clinton dukker op og måske endda har Bill med, men det viser sig at være forkert. Det er New York States næsten blinde guvernør David Paterson, som er aftenens store hovedtaler i det kæmpestore konferencelokale, hvor flere tusind kampagnefolk, lokale partimedlemmer og derudover også et par håndfulde danskere er mødt op.

Kommunikationsbureauet Advice har sendt en række danske kommunikationsfolk til USA, og i denne gruppe render man på en stor del af vores hjemlige politiske industri blandt andre S-næstformand MF Nick Hækkerup, Venstres pressechef Søren Lauridsen, de radikales web wizard Anna Ebbesen såvel som Ritt Bjerregaards spindoktor Kasper Fogh, overborgmesterens tidligere kampagnechef Louise Høst og Dan Holt Jensen fra www.dansk-politik.dk For at gøre namedropperiet totalt er også Henrik Qvortrup tilstede sammen med socialdemokraternes tidligere partisekretær Jens Christiansen, der arrangerer Advice’ tur, at finde hos Demokraterne denne aften. Nu er jeg imidlertid deltager i de konservatives studietur i USA i selskab med partiets kampagnechef Aleksander Tolstrup, der også er hos Obama-folket denne aften. Det er jo her festen er, og så må man så finde sig i at bære et Obama/Biden-klistermærke for at komme ind i de hellige haller.

Hos Demokraterne er det tydeligvis et mix af partiets støtter, der er mødt frem til valgarrangementet. De sorte, jøder med og uden kalot, intellektuelle 70'er-agtige sarte typer fra Greenwich Village med hestehale uden evne til smil. Så er der fagforeningsbosserne, teknokraterne i jakkesæt, partibosserne, de rige velklædte liberale donorer samt endelig den type dårligt klædte frivillige kiksede nørder med store tykke mørke briller, som har brugt al deres fritid på gaden for at agitere for Obama under valgkampen.

Salen bryder ud i aftenens første store jubelskrig, da CNN på storskærmen viser, at den republikanske senator Elizabeth Dole i North Carolina har tabt til den demokratiske udfordrer Kay Hagen. Netop dette race har været specielt barskt blandt andet fordi Dole kørte en løgnagtig Tv.reklame, der anklagede Hagen for at være gudløs. Det hjalp hende ikke.

Da resultatet fra Ohio kommer på er den sidste rest af spænding væk. Alle ved nu, at Obama vinder. Måske lige bortset fra dem, som er gået til republikanernes 'Winning Election Party' i byen. Her skulle Saxo Bank-ejerne Lars Seier Christensen og Kim Fournais ifølge pålidelige kilder have været til stede. Det var næppe stedet, hvor der blev festet allermest igennem denne aften.

Endelig 'caller' CNN Barack Obama som præsident, og jublen vil ingen ende tage. Taget løftes. Og så bliver vi vidne til, at partipingerne står i kø for at tale. New York Dems har vundet en masse andre lokale valg og sæder til repræsentanternes hus, som også skal hædres.

'Finally! Finally is our national nightmare over', jubler en taler fra partiapparatet. Han husker især at takke især fagforeningerne for at have gjort det muligt at nå det gode valgresultat. Sikkert med store donationer og folk.

Der er ingen grænser for 'change' nu. Efter at have hørt enkelte af disse talere, står man dog tilbage med en fornemmelse, at hvis det stod til denne lettere kommunistiske del af den demokratiske storfamilie, så var noget, der lignede revolutionen lige om hjørnet. De bliver formentlig nok ret skuffede, for Obama har indtil videre satset på en moderat politisk dagsorden. Det er i hvert fald kun det, som han har fået mandat til. Der skal ikke flyttes så farligt mange millioner stemmer, så havde John McCain vundet.

Aftenens højdepunkt er naturligvis Obamas vindertale, som får en til at tænke på JFKs appellerende patos og Martin Luther Kings diktion. Kigger man rundt i lokalet på Sheraton ser man faktisk bevægede mennesker overalt. En del af de sorte tilstedeværende står ligefrem og græder. Og de er ikke alene. Alle har et indtryk af at være vidne til et historisk øjeblik, navnlig fordi en afroamerikaner for første gang bliver valgt til USA’s højeste embede. Men ikke kun.

Forventningerne er skyhøje hos amerikanerne, så Obama kan næsten kun skuffe. Økonomien er indlysende det helt store problem. Meget sigende meldte New Yorks uafhængige borgmester Michael Bloomberg allerede dagen efter valget ud med en økonomisk hestekur for byen, hvor der skal skæres i brandvæsen, politi, uddannelsesprogrammer og samtidig hæves ejendomsskatterne.

Så der gik ikke mere end en dag hvor efter New Yorkerne blev nødt til at skylle efter. Snart bliver det resten af USA. Og de ved det. 70 procent af vælgerne venter ifølge en CNN-måling, at skatterne vil stige under Obama.

P.s. Det blev så ikke til så mange blogs fra USA i denne omgang. Det var tiden ikke til. Men nu er far hjemme igen, så nu skal læserne ikke fortvivle! 😉 For dem som ligefrem mener, at de har krav på blogs, så kan jeg henvise til, at det foreløbigt er blevet til i alt 350 kr. i frivillige bidrag til bloggen…

STØT JARLS BLOG her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    19 Comments

  1. Peter Løhmann

    sagde den 6. november 2008 kl. 18:33:

    “Der skal ikke flyttes så farligt mange millioner stemmer, så havde John McCain vundet.”

    Der forventes (http://www.fivethirtyeight.com/2008/11/popular-vote.html) en forskel på næsten otte millioner stemmer. Det synes jeg er farligt mange millioner 😛

  2. niels s

    sagde den 6. november 2008 kl. 20:37:

    Jamen velkommen hjem, Far Jarl

    Dine løfter om løbende blogs fra USA-turen var jo næsten lige så holdbare, som Obamas meteorologi-agtige garanti-forudsigelser : “Change”

    Det løfte er jo med sikkerhed holdbart, uanset hvad der ellers måtte ske, men ellers er det jo bare til, som Uffe-manden gør, at græde over…

    Og hvad angår financieringen af din blog, kan du jo prøve Obama-modellen!

  3. Jarl Cordua

    sagde den 6. november 2008 kl. 20:53:

    1. Jaja. Det er i hvert fald ikke farligt mange flere end at Obama skal levere varen for at kunne vinde igen om fire år.

    2. Jeg noterer mig dine flabetheder, Niels. (Som jeg er ved at være lidt træt af)

    Men nu har du da fået lidt at læse. Så tror jeg vi stopper her!

  4. Søren Seerup

    sagde den 6. november 2008 kl. 22:53:

    Kære Jarl
    Velkommen hjem. Jeg ser på ny frem til den daglige overspringsmanøvre med læsningen af dine læseværdige indlæg. Og fat mod! 200 kr. Der skal ikke så farlig mange flere donationer til, før du bliver styrtende rig.
    Venlig hilsen
    Søren

  5. Jesper Hansen

    sagde den 7. november 2008 kl. 00:07:

    Hvad lavede Dan Holt Jensen på turen? Virker lidt malplaceret i det fine selskab af pressechefer og andre notabiliteter.

  6. David Garby

    sagde den 7. november 2008 kl. 04:31:

    @Jesper

    Dan havde vist de fine folk rundt paa Obamas kontor i Philadelphia, hvor han de sidste par uger har arbejdet… Saa det var ikke saa malplaceret igen.

    Btw en imponerende organisation de havde faet banket sammen med 10.000 frivillige og et budget paa 25 millioner dollars. De var paa alle gadehjoerner i byen (men kom man ud i forstaederne var det nu mest McCain-Palinskilte man saa).

    @Jarl

    Det er helt okay ikke at blogge naar man er i Amerika. Ingen kritik herfra.

  7. Jarl Cordua

    sagde den 7. november 2008 kl. 12:22:

    5. Dan er nok kommet for at blive: Og er åbenbart up and coming så meget at han tilsyneladende var i Jersild live i går: http://www.dansk-politik.dk/?p=3698

    Og så er Dan så seriøs, at han hellere afslår gratis øl for ikke at gå glip af noget på en valgaftenen. For som han siger: Så skal man jo på toilettet. Skummelt, men seriøst! 😀

  8. Limagolf

    sagde den 7. november 2008 kl. 12:52:

    Ingen øl på en valgaften?!

    Ham Dan er Antikrist!

    Jeg hørte forøvrigt fornylig Søren Gade nævne at man ikke kunne få alkohol til Republikanernes konvent. Han forstod ikke at de delegarede kunne være så begestrede uden!

    Et landsmøde uden alkohol…

    Jeg græder.

    /Limagolf

  9. Peter Løhmann

    sagde den 7. november 2008 kl. 16:48:

    @7, Jarl Cordua
    Dan Holt driver en fremragende blog på kampagneblog.dk, der på fin vis kan være med til at bidrage, at politiske kampagner i Danmark bliver mere professionelle og mere effektive kroner-ører-mæssigt.

    Men så vidt jeg husker blev han vraget som partisekretær hos DSU tidligere på året, og det gør vel i mindre grad at man kan tale om ham som fremstormende?

    Jeg håber ikke det udlægges som noget personligt angreb på manden, da jeg som sagt synes han gør det fremragende med sin kampagneblog. Men jeg har tidligere, i kommentarer på dansk-politik.dk, stillet spørgsmålstegn ved hans analyser af dansk politik, noget der har afstedkommet nogle af og til ophedede diskussioner.

  10. Jarl Cordua

    sagde den 7. november 2008 kl. 17:18:

    9. Jeg er nok mest enig med dig i din vurdering af Dans analyser – han er i øvrigt heller ingen fan af mine do. 😉

    MEN han gjorde det fremragende hos Jersild i går. Alle bør faktisk se det program. Det var meget interessant, og jeg lærte faktisk lidt nyt of how they ran things in the Obama-campaign!

    Respekt herfra til Dan.

  11. Peter Løhmann

    sagde den 8. november 2008 kl. 10:52:

    @10, Jarl
    Det vil jeg ved lejlighed gøre. Jeg kan forstå, at Dan Holt arbejdede nogle uger for Obamas kampagne, og den viden bliver nok ganske uvurderlig i en dansk sammenhæng frem mod det næste folketingsvalg.

  12. Rasmus

    sagde den 8. november 2008 kl. 23:06:

    Så så… Det er ikke noget nyt, at danske ungdomspolitikere tager til andre lande, for at observere. Konservativ Ungdom deltog eks. i 2004-Bush-kampagnen, Radikal Ungdom render ofte rundt i Østeuropa, ligesom både norske og svenske unge var aktive i 2005-valget.

    DSU er nu også begyndt at tage til udlandet, selvom Peter ikke var den store fan af KU’s første store rejsetur.

    Det er brugbar, men ikke uvurderlig, viden.

  13. Peter Løhmann

    sagde den 9. november 2008 kl. 12:31:

    @12, Rasmus
    “DSU er nu også begyndt at tage til udlandet, selvom Peter ikke var den store fan af KU's første store rejsetur.”
    Jeg ved ikke om det er mig, der hentydes til eller om det er en anden Peter?

    “Det er brugbar, men ikke uvurderlig, viden.”
    Et er at studere kampagner udefra, noget andet vel at have fået lov at deltage – det giver vel noget ekstra?

  14. Rasmus

    sagde den 10. november 2008 kl. 10:22:

    @13, Peter Løhmann, da jeg skrev om DSU mente jeg Peter Hummelgaard, der er formand for DSU.

    Som jeg skrev, har ungdomsorganisationer i årevis deltaget i hinandens kampagner. Dan har været i USA. Det er brugbart, men ikke uvurderligt. Det er en god idé, men det er ikke en ny idé.

  15. Peter Løhmann

    sagde den 10. november 2008 kl. 13:08:

    @14, Rasmus
    “Som jeg skrev, har ungdomsorganisationer i årevis deltaget i hinandens kampagner. Dan har været i USA. Det er brugbart, men ikke uvurderligt. Det er en god idé, men det er ikke en ny idé.”
    Det er muligvis ikke en ny idé, og jeg mener også at huske, at danske politiske aktive deltog i den svenske valgkamp i 2006. Min pointe er blot her, at Obamas valgkamp på en lang række områder er et sådant nybrud, at den ikke kan sammenlignes med det at have været med i andre kampagner førhen, fx Moderaterna eller Socialdemokraternas valgkamp i Sverige i 2006.

  16. Flemming K

    sagde den 11. november 2008 kl. 09:51:

    Well, nu kan det godt ske det bare er mig, men mit indtryk er at der er store dele af den amerikanske kampagneform der ikke umiddelbart kan overføres til danske forhold, da sigtet med kampagnen simpelthen er et andet end i DK.

    Meget store dele af en amerikansk valgkamp handler om at ‘get out the vote’, dvs. at få folk hen at stemme, mere end det handler om at få sit budskab ud. Self. handler det også om at få budskabet ud, men virkeligt mange af de frivillige kræfter handler mere om at kontakte egne støtter, og så få sikret at de stemmer.

    Når det så er sagt, så kørte Obamas kampagne på 2 ting: Et hav af frivillige, og solide mængder $$, begge dele trukket af hans betydelige personlige popularitet.
    Jeg vil gerne se den danske politiker der kan trække ligeså mange frivillige timer og ligeså mange kr…

    All in all, jeg må give Rasmus ret, jeg tror mængden af brugbar viden er til at overskue, ellers skal man have været med helt i toppen af kampagnen.
    Ude på de lokale kontorer er udbyttet meget ringe.

  17. Peter Løhmann

    sagde den 11. november 2008 kl. 10:36:

    @Flemming K, 16
    Du indleder med at klandre andre for, at de sammenligner USA og Danmark 1:1, hvorefter du selv gør præcis det samme med sætningen “Jeg vil gerne se den danske politiker der kan trække ligeså mange frivillige timer og ligeså mange kr'¦” Pointen er ikke, at en dansk politiker pludselig skal springe ud som Obama. Pointen er, at der kunne ligge nogle interessante måder at gøre ting på i Obamas kampagne, som man i Danmark kunne lade sig inspirere af.

    Alle de ting du siger Obama havde og var (mange frivillige, masser af penge, stor get out the vote-organisation, populær) havde han slet, slet ikke i udgangspunktet. Tværtimod blev han i 2004 slået i en PRIMÆRvalgkamp mod en anden demokrat om et simpelt sæde i kongressen.

    Altså er det ikke alene manden selv, der har gjort den store forskel, men i høj grad også hans organisation og dennes opbygning. Hvorfor og hvordan den har kunne gøre det, er et meget interessant spørgsmål, og man skal nok være mere end almindeligt villig til at forblive uvidende, hvis man ikke kan se, at svaret på spørgsmålet også kunne være relevant for politikere og politiske organisationer i Danmark.

  18. Flemming K

    sagde den 11. november 2008 kl. 15:43:

    Point taken, jeg er ikke helt konsistent der 🙂
    Men jeg vil lige opfordre dig til at læse mine sidste to sætninger igen – for jeg tror egentligt ikke vi er uenige.

    Den gode Dan, der har været i US for at følge med i Obamas kampagne var – såvidt som jeg kan forstå Jersild Live – kun med på niveau med de fleste andre frivillige.
    Han var ikke tilpas højt oppe til at se noget virkeligt spændende.

    Jeg tror udbyttet for de fleste danskere der har været ovre at følge valget har været rimeligt ringe, fordi de netop ikke har været med inde hvor det virkeligt sner.

    Herregud, ikke for at jorde Dan, men det han diskede op med i Jersild var da vist næppe videre nyskabende?

  19. Peter Løhmann

    sagde den 12. november 2008 kl. 09:54:

    @Flemming K, 18
    Jeg tror du har ret i, at vi ikke er videre uenige.

    Ud fra hvad jeg kan forstå fra hans Kampagneblog lægger Dan Holt megen tid i kampagnearbejdet, bl.a. ved at deltage i seminarer i USA, hvilket skal med i billedet udover deltagelsen som frivillig i Obamas kampagne.

Bottom border