Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

En magtdemonstration

Author icon

Skrevet af

Clock icon

december 5, 2008

Comments icon

4 kommentarer

I Dansk Folkeparti er magtstrukturerne ret veldefinerede. Dvs. Pia Kjærsgaard er partiets ubestridte dronning og alle uden undtagelser retter ind efter, hvad mor siger. Også de (skalle) smækkende præstefætre. (Ellers er det ud af vagten) Og hvis mor af den ene eller den anden grund ikke er hjemme, så er det gruppeformanden Kristian Thulesen Dahl, der bestemmer.

I dag var der en af partiets ordførere, som tilsyneladende ikke helt kunne finde ud af rangfølgen i Danmarks andet eller tredjevigtigste parti p.t., og han kom derfor slemt af sted i en klassisk konflikt mellem ordfører og partitop.

Torsdag udtalte Kristian Thulesen Dahl, som også er finanspolitisk ordfører, at DF nu var klar til at forhandle kørselsafgifter med regeringen.

Imidlertid fastholdt Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen fredag formiddag, at DF var imod de nye afgifter ved de kommende trafikforhandlinger.

Ritzau var på pletten:

Men Kristian Thulesen Dahl siger noget andet?

 »Det må stå for Thulesen Dahls regning «, siger Kim Christiansen.

Så I er uenige på det punkt?

 »Ja, det kan du så sige, at vi er. Det jeg bare gerne vil understrege, det er, at det jeg har udtalt, det stadig står ved magt. At vi ikke ønsker at indføre yderligere skat på bilisme «, siger Kim Christiansen.

Så blev der holdt gruppemøde, og undervejs havde Christiansen også været til kammeratlig samtale hos mor. Og så så tingene helt anderledes ud:

– Jeg er nok gået lidt over stregen i min udtalelse. Det er egentlig det korte af det lange. Jeg var nok lidt hurtig på aftrækkeren, siger Kim Christiansen til Ritzau.

Christiansen blev altså banket på plads, og DF havde skiftet holdning. Formentlig fordi Christiansen blev mindet om, at han kun sidder som trafikpolitisk ordfører nøjagtig ligeså længe, som Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl synes, at det er en god idé.

Man kommer til at tænke på det gamle ord om, at det at lave politik, er lidt ligesom at producere pølser. Resultatet er pænere at betragte end selve processen…

STØT JARLS BLOG her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    4 Comments

  1. Nikolaj

    sagde den 8. december 2008 kl. 13:59:

    Jeg synes da nok også at dagens afvisning af den bankpakke AFR fik lanceret i Børsen lugter af en magtdemonstration, eller et vink med en vognstang om at cleare alt med DF før man går i pressen…

  2. Ulla Lauridsen

    sagde den 8. december 2008 kl. 20:54:

    Er her for fjerde gang idag…. der sker virkelig ikke noget i politik for tiden.

  3. Rasmus Kristensen

    sagde den 8. december 2008 kl. 22:58:

    @Ulla

    Måske det er dumt af dem, dårlige sager kan måske blive overskygget af Stein Bagger i medierne 😉

  4. Ulla Lauridsen

    sagde den 9. december 2008 kl. 09:24:

    Så måske SKER der rent faktisk noget, som vi ikke hører om i MSM. Det er jo også derfor vi har Jarl Cordua…

Bottom border