« Engllens storhed og fald | Forside | Et sjældent DF-fejlskud »
Foghs Annus Horribilis
Af Jarl Cordua | 29. december 2008
I sin nytårstale 2008 sidste år spåede Anders Fogh Rasmussen, at det største problem for Danmark blev, at det ville gå ”for godt”. Han skød – viste det sig – helt forbi. For 2008 blev et helt igennem rædselsfuldt år både for statsministeren politisk set, hvor stort set alt gik galt, men så sandelig også for de fleste danskere, da økonomien begyndte at dampe af som følge af den internationale finanskrise.
Og finanskrisen vil vare ved. Den vil trække et spor af lavere beskæftigelse, dårligere offentlig økonomi og privatøkonomi med sig. Man kan formentlig helt afskrive 2009 for opmuntringer og se frem mod 2010. Det er en Guds lykke for VK-regeringen, at valget først kommer om minimum to år.
Det eneste opmuntring set fra Foghs stol – hvis vi skal se bort fra hans kones forunderligt populære danseoptræden i prime time – var forløbet af overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, hvor regeringen tog stikket hjem ved at lade de faglige organisationer løbe line ud med deres bombastiske og urealistiske krav. Efter flere ugers konflikt var strejkekasserne tømt og forhandlerne – og navnlig deres medlemmer – møre til at indgå en overenskomstaftale.
Men resten af 2008 var én stor jammerdal:
Foghs kronprins Lars Løkke Rasmussen fedtede tilsyneladende rundt i sine gamle bilag på øl, taxa og hotelfilm. Det store spørgsmål er om den historie skaber varige mén i hans politiske liv, så det bremser hans karriere. Jeg hører dog til dem, der spår Løkke en snarlig karriere som ny statsminister. Mon ikke Løkke har fået lært at betale sine private udgifter selv? Det eneste, der måske står i vejen for, at ”folket tilgiver ham” på den lange bane er, at han fortsat så ihærdigt benægter, at der har været slinger i valsen på bilagsområdet. Det er alt sammen pressens og/eller oppositionens skyld, fremstår han irriteret og forurettet. Selv når han bliver tildelt priser af vittighedstegnerne.
Så stemte irerne nej til Lissabon-traktaten. Alle forkromede planer og drømme om et karriereskift til EUs top led mere eller mindre skibbrud. Fogh har næppe helt opgivet sine EU-karriereplaner, men de bliver ny sværere at realisere efter, at irernes nej tvang statsministeren til at droppe planerne om en ny folkeafstemning om Euroen m.v.
Så kom balladen om regeringens udlændingepolitik blandt andet udløst af den såkaldte Metock-dom, der reelt lukker luften ud af regeringens stramme familiesammenføringspolitik, som befolkningen- trods Politikens og Informations anstrængelser – i øvrigt står bag. Forinden havde Berlingske-journalister gravet frem at regeringen i årevis havde administreret familiesammenføringer stik imod EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. En solbrændt Fogh vendte hjem fra sommerferien i det sydfranske benægtende, at der var noget problem. Det ville kunne kun påvirke ”et hjørne” af dansk udlændingepolitik. Nu ville han tage initiativ til at klare den sag i EU. Det kom der SLET intet ud af. Den danske regering blev mødt med snik-snak og ligegyldighed og problemet med et stort hul i familiesammenføringsreglerne består.
Ministeren på området Birthe Rønn Hornbech udgør i sig selv et helt problem. Hun har formået at undsige sin egen regering, men har siden måttet gå imod alle sine hidtidige principper om retssikkerhed og politikeres pligt til kun at stå op for sin egen overbevisning. Hun gik fra at være et politisk ikon til at blive en joke på ganske få måneder. Rønns håndtering af pressen er et helt kapitel for sig selv. Det egner sig bedst til et revynummer på Bakken næste år.
Den politiske dagligdag herunder finansloven for 2009 er klaret af med Dansk Folkeparti, men man fornærmer ingen ved at fastslå at det var så som så med de politiske reformer i 2008. Regeringens forhandlinger om en arbejdsmarkedsreform kortsluttedes af DF og S, da ingen af de to partier kunne se en interesse i at hjælpe regeringen på dette område. Det blev dermed en fiasko for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, der ledte forhandlingerne.
Så er der ledelsen af Venstre, der tydeligvis for de fleste ”sejler”. Ingen aner hvad Foghs planer er, og han er meget fraværende i det daglige blandt andet på grund af en hektisk rejseaktivitet både til EU-lande men også til oversøiske områder. I fraværet af ledelse oplever Christiansborg derfor sære ting og sager. Eksempelvis kunne Politiken før jul underholde læserne med meldinger fra Lars Løkke, der pludselig proklamerede topskattens afskaffelse. Han turde endda tage det forkætrede ord ”Topskat, Topskat, Topskat” i sin mund – engang et fuldkommen ”faux pas” – i Claus Hjorts ”Nye Venstre”. Skatteminister Kristian Jensen, som nok ikke hører til Lars Løkkes allerstørste fans (og vice versa), har fået påbud fra V-toppen om IKKE at udtale sig om skattepolitik. I sig selv ret barokt: En skatteminister, der ikke må tale om skattepolitik! Hvad gør man så, når finansministeren – hans rival – udtaler sig om hans forbudte domæne skattepolitik? Svaret giver sig selv: Man pisser sit territorium af og taler om finanspolitik. Nu skulle vi stramme skruen af hensyn til velfærden på den lange bane lød budskabet fra unge Jensen – også i Politiken – blot et par dage efter Løkkes udmelding på skatteområdet. Ikke en levende sjæl påstår at de to meldinger var koordineret. Claus Hjort måtte så på banen et par dage efter og dysse sin skatteminister lidt ned. Nu er Hjorts egen tid ved at rinde ud og fremtiden tilhører Jensen, så det skete gelinde: Jensens verdensbillede var præget af ”sortsyn”, mente beskæftigelsesministeren. (Havde det nu været en Søren Pind havde han formentlig fået at vide, at han skulle holde sin kæft. Der er bestemt forskel på folk!)
Løkkes og Jensens meldinger i øst og vest om den økonomiske politik er et symptom på, at ingen i Venstre aner, hvad retning Fogh vil i 2009. Det er også et tegn på en udtalt mistillid i Venstres kommende A-kæde. Hverken Jensen eller Løkke har egentlig på sigt glæde af de sprækker, der tilsyneladende er ved at gro dybere mellem de to. Man må for Venstres egen skyld håbe på, at den dårlige stemning ikke breder sig til resten af partiet. Det kunne godt udvikle sig til et kæmpeproblem, hvis ikke Fogh snart til affære, sætter sig i sadlen, udstikker retningslinjerne og begynder at lede sit parti igen.
2008 var et rædselsfuldt år for regeringen. Mon ikke 2009 bliver lidt bedre, hvis man altså lige ser bort for det sorte hul, som verdensøkonomien åbenbart er ved at falde ned i.
STØT JARLS BLOG her.
Emner: | 1 kommentar »
30. december 2008 kl. 18:52
Ja regeringen fremstår som handlingslammet. Regeringen var jo meget handlekraftig de første år, men det er helt væk. En sag som du ikke kommer ind på Jarl, er politireformen, der er ved at ødelægge folks tillid til politiet, og så kan det godt være det er konservative ministre der har stået for det område, men det er afgjort et problem for hele regeringen, hvis vi ser mere kriminalitet fordi folk tror de kan slippe afsted med mere, og politiet ikke kommer når man ringer. Specielt når vi har en “lov og orden” regering.
Omkring EU, ødelagde Metock-dommen meget, men jeg tror ikke statsministeren ærger sig gul og blå over han ikke fik en Euro-afstemning. Det kan have sparet ham for et nederlag, for jeg tror mange ville være vrede over ikke at blive taget alvorligt for 8 år siden, og i min omgangskreds er der en del unge nej-sigere.
2009 bedre? Måske, men der skal rettes op på nogle ting. Hvis ikke det går bedre med politiet, og hvis ikke Birthe Rønn bliver bedre til pressen eller skiftes ud, og hvis vi oven i det har en økonomisk krise, tror jeg regeringen fortsat vil stå skidt. Regeringen kan komme op igen, men det kræver hårdt arbejde. Klimatopmødet kan måske give statsministeren og nogle andre topministre en “statsmands-effekt”, men så tror jeg det er det. Jeg kan ikke forestille mig det bliver den store folkesag.
Men godt nytår Jarl, og tiden må vise om næste år bliver lige så spændende.