Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Engllens storhed og fald

Author icon

Skrevet af

Clock icon

december 29, 2008

Comments icon

4 kommentarer

Juleferien har for mig stået i Hans Engells seneste erindringsbogs tegn. Og hvilken læseoplevelse! 'Farvel til Slotsholmen' er simpelthen den bedste og mest velskrevne bog om dansk politik i mange år. Indsigtsfuld, interessant og ganske morsom.

Hvis man læser en enkelt bog om dansk politik om året, så lad det blive den! Jeg har klukleet mig gennem Hans Engells hudfletninger af sine politiske kolleger, men også over hans nådesløse, men morsomme udstilling af rivaler og kolleger især Per Stig Møller og Henning Dyremose, men det går også hårdt ud over Uffe Ellemann-Jensen, Poul Schlüter, Torben Reichendorff, Pia Christmas-Møller, Bendt Bendtsen, Poul Andreassen, Helge Adam Møller og Pernille Sams.

Naturligvis må man indvende, at Engells erindringer er et partsindlæg, især i de afsnit af bogen, der handler om magtkampen med Dyremose efter Schlüters fald i 1993 og “borgerkrigsårene”, dvs. tiden efter at Engell havde bragt sig selv til fald ved i februar 1997 i beruset tilstand at have torpederet en betonklods på Helsingør-motorvejen. Vi hører selvfølgelig alt om Per Stig Møllers helt uforlignelige og urkomiske egocentrisme og Pia Christmas-Møllers skingre, selvdestruktive, tragisk-bitre og superparanoide ledelse.

Frikender Engell så sig selv med hensyn til at have bidraget til løjerne? Nej og det antyder han også selv. Omvendt er det nok for meget at forlange, at det er hans opgave at afdække de nederdrægtigheder, som han måtte have bidraget med. Klædeligt løber Engell heller ikke for ansvaret for, at stort set alt gik galt for K i den periode, men han indrømmer dog ikke, at han decideret undergravede ledelsen. Hovedansvaret lægger han derfor stadigvæk på det flertal i den konservative gruppe på 10 gruppemedlemmer, hvis ikke voldsomt kompetente ledelse trynede mindretallet på seks, der dengang udgjorde den såkaldte 'Engell-fløj'. Alligevel synes jeg at bogen formår at tegne et rimeligt nuanceret billede af, hvad der foregik i de meget underholdende år mellem 1997-1999, hvor K smeltede ned, mens vi andre, der dengang gik på Christiansborg så til fra sidelinjen på det uforlignelige slagsmål med lige dele vantro og spænding.

Jeg vil anbefale, at man supplerende læser journalisten Mikkel Faurholdts bog 'Det Konservative Blodbad' fra 2000, der kan veje Engells bidrag op. Men vi er mange, der siden den førnævnte bog udkom, har set frem til at den tidligere K-formand kom med sin skriftlige fremstilling af borgerkrigs-dramaet, og han skuffer ingenlunde. Jeg er især imponeret af, at han kan huske utroligt meget af, hvad der er blevet sagt på interne møder. Det vidner om en fabelagtig hukommelse eller snarere en glimrende fornemmelse for løbende at skrive relevante episoder ned for netop at bevare dem med henblik på brug til denne fortrinlige erindringsbog.

Engell drysser med rund hånd anekdoter, så det er en sand fornøjelse. Dertil kommer en god evne til at dosere nøjagtigt, når han skal karaktermyrde eller udstille eksempelvis en Per Stig Møller. På den anden side, så forsøger han '“ det lykkes nok ikke helt '“ at være fair overfor sine modstandere i K og også få deres gode sider frem i lyset. Vi hører blandt andet om, hvordan Engell og Pia Christmas efter hendes fald som partileder i sommeren 1999 alligevel samtaler i fordragelighed til langt ud på natten, mens de tømmer vinflasker og ryger pibe på Engells kontor. Jeg troede faktisk ikke det var muligt, at de to dengang kunne trække vejret i det samme lokale uden at rive hovederne af hinanden.

Engells analyse af, hvorfor det faktisk lykkedes for K siden at få en holdbar fred under Bendtsens lederskab, er jeg meget enig i. Det skete ved at Bendtsen mfl. endte med at vise Engell-fløjen tillid ved at få inddraget Lene Espersen i ledelsen.

Denne bog får mine varmeste anbefalinger!

STØT JARLS BLOG her.


På gensyn, Mads Lebech!

Author icon

Skrevet af

Clock icon

december 23, 2008

Comments icon

1 kommentar

Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech lod en bombe springe lige før jul, da han i går til Berlingske bekendtgjorde sin afgang på posten allerede den 15. januar. Han skal være direktør i IRF Fonden, der er den tidligere Industriens Realkreditfond '“ en fond med fire mia. kr i kassen og med en eller anden forbindelse til DI.

Ny borgmester bliver den i offentligheden aldeles ukendte viceborgmester Jørgen Glenthøj, som beskrives som alt andet end karismatisk. Borgmesterskiftet er derfor alt andet lige skidt for K på Frederiksberg, og for Glenthøj, der kun får ét enkelt år til at køre sig i stilling, som byens nye førstemand.

Lebech har siddet i otte år som borgmester og fået to flotte valg i 2001 og 2005. Han sidder desuden med i KLs topledelse og blev landskendt som chefforhandler under forårets overenskomstslag for de kommunale arbejdsgivere. Hans borgmestertid har været i en periode præget af økonomiske opgangstider – det er måske ikke så tillokkende at blive, nu hvor der måske skal skæres ned. Samtidig har Lebech i realiteten opnået stort set alt, hvad man kan opnå som konservativ lokalpolitiker.

Lebech har også længe været nævnt som lederemne i Det konservative Folkeparti. Han har satset på sin egen base i Frederiksberg, og har stille og roligt bygget sin egen profil op med en appel, som rækker langt ud over sit eget parti. Retorisk virker han stærk, mens det er lidt mere usikkert, hvor Lebech står ideologisk. Som type minder han lidt om Poul Schlüter med sin pragmatiske tilgang til politik. Han holdt sig også ude af alle interne slagsmål, men har tværtimod altid bakket op om ledelsen. Lebech har været en stabil kraft i partiets svage ledelse og derfor var det fornuftigt at gøre ham til næstformand for år tilbage.

Nu er det så tid til en erhvervskarriere inden for organisationsverdenen. Umiddelbart ligner det et velbetalt job med moderate arbejdstider, som DI's førstemand og frederiksberger Hans Skov Christensen – måske – har skaffet sin borgmester og partifælle. Der er nære forbindelser mellem de to, men industrien kan vel kun være tilfreds med, at de kan rekruttere en borgmester, som faktisk er respekteret og i øvrigt overalt regnes for at være kompetent.

Lebech har i dølgsmål givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at prøve kræfter med andre ting i sit liv end politik. Den 41-årige jurist bliver iøvrigt medlem af en klub af topolitikere i sin generation, der selv trækker stikket for sin egen karriere, som Martin Geertsen, Rikke Hvilshøj, Jens Rohde og Louise Gade. Men til forskel fra nogle af de nævnte, så stopper Lebech, før han er rendt ind i et nederlag. Han går på toppen!

Men er det dermed endestationen for Lebechs politiske karriere? Det tror jeg ikke på.

Det næste folketingsvalg ligger to år frem i tiden. Inden da vil Per Stig Møller vige pladsen som udenrigsminister. Hans folketingskreds på Frederiksberg vil passe som fod i hose til Lebech, som sagtens ville kunne passe sit direktørjob sideløbende med, at han er folketingsmedlem.

Skulle Lene Espersens lederskab ikke formå at skabe den fremgang, som mange konservative håber på, så vil Lebech konstant være i en position, hvor han vil vedvarende vil blive fremhævet som et helt oplagt alternativ. Netop det kan omvendt også være en medvirkende årsag til, at Lebech vil holde sig helt væk fra landspolitik for ikke at nære disse spekulationer. Lebech har alle dage været superloyal overfor den til enhver tid siddende ledelse.

Et andet – vildt – gæt er, at Lebech måske kunne være Hans Skov Christensens kandidat som ny adm. direktør for DI. Alle i organisationsverden ved, at DI har et kæmpe problem med at finde en efterfølger for Skov. Lebech har netop formatet, evner samt erfaringer, som DI kan bruge og som matcher, hvad en ny DI-direktør skal indeholde. Den afgående borgmester har til fulde bevist, at han kan kunsten at forhandle både det interne spil ved bordet, politisk ledelse og al det med kommunikationen i forhold til offentligheden. Navnlig denne sidste egenskab mangler hos de kandidater, der ellers bliver nævnt i krogene som Skovs efterfølger. At Lebech får lov at gemme sig i evig glemsel i en af industriens mere usynlige søster/datterforetagender, ja den køber jeg ikke. Måske har Skov stillet ham en opgave? Løser Lebech den tilfredsstillende, kan der måske komme andre opgaver fra “Den Lange”, som Skov kaldes på Rådhuspladsen og omegn.

På den ene eller den anden måde, så bliver et på gensyn til Mads Lebech!

LÆSERNE og ANNONCØRERNE ØNSKES EN GOD JUL!

STØT JARLS BLOG her.


En tænketank uden idéer?

Author icon

Skrevet af

Clock icon

december 18, 2008

Comments icon

17 kommentarer

Tænketanken Centrum-venstre-alliancen CEVEA er nu kommet på banen i samfundsdebatten. I dag bjæffer dens førstemand Jens Jonatan Steen via Ritzau af vennerne i socialdemokraterne, hvor han opfordrer dem til at kæmpe for klassiske frihedsrettigheder, retssikkerhed og lighed for loven.

Ritzau skriver:

“Det handler slet ikke om at rykke partiet til venstre eller højre, understreger han. Det handler bare om at komme frem i bussen. Især når det kommer til den eskalerende debat om skattepolitikken:

– De borgerlige kræfter snakker om skattelettelser i toppen. Men den galej skal Socialdemokraterne ikke hoppe på. De skal klart og tydeligt afvise lettelser af topskatten, mener Jens Jonatan Steen.”

————

Man kan sige meget om CEPOS, men når de blander sig i debatten, så plejer de at argumentere for deres politiske idéer. Jens Jonatan Steen stiller sig bare op og kræver dit og dat. Det er simpelthen for ringe, når man nu har slået sig op på at være en tænketank. Medmindre Cevea altså i mellemtiden har udviklet sig til et politisk parti mellem SF og Socialdemokraterne? Men Cevea repræsenterer jo ingenting udover dem selv. De har intet folkeligt mandat, og foreningen har vel egentlig kun en eksistensberettigelse, hvis de præsenterer idéer eller argumenter, som der var INGEN af i Ritzaus artikel.

Og hvad mener Steen i øvrigt med udtrykket “frem i bussen”?. Betyder det, at Steen opfordrer Socialdemokraterne til at kortslutte skatteforhandlingerne før de gør i gang ved at male sig op i et hjørne, hvor man helt afviser topskattelettelser? Kunne Steen komme med et – bare ét indlysende argument for, hvorfor det skulle være en god idé at afvise lettelser i topskatten?

Læs også netavisen 180graders artikel om sagen.

STØT JARLS BLOG her.

Bottom border