Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Det store skattespil

Author icon

Skrevet af

Clock icon

februar 3, 2009

Comments icon

12 kommentarer

Det er nu med forhandlingerne og evt. en aftale om en ny skattereform, at det egentlige slag står om resten af valgperioden. Det ved man til fulde – både i højre og venstre side af folketingssalen. Hvordan partierne agerer under forhandlingerne og ved det endelige afstemning kan være forskellen på succes eller fiasko ved næste valg. Derfor vil alle – minus Enhedslisten- folketingets partier være med.

Selv Villy Søvndal har boltet sig til forhandlingsbordet. SF '“ eller 'Socialistisk Folkeparti' som Venstre konsekvent kalder dem – skal ikke hældes ud af forhandlingslokalet ved først givne lejlighed. Søvndal kan være tæt på 60 somre inden næste valg. Dvs. at han ikke har så mange skud i bøssen, hvis SF skal nå at komme i regering (og udrette noget), mens han stadig har nogle gode år i dansk politik. At gøre noget postivt ved SFs 'regierungsfähigkeit' hos vælgerne er hele omdrejningspunktet for partiets succesfulde strategi i disse år.

Det er ved at være længe siden, at Helle Thorning-Schmidt har været med i en stor politisk aftale om landets økonomi. Hun slås generelt med et image som en letvægter, når det gælder økonomi- og skattepolitik, og vælgerne er derfor langt fra overbevist om, at S-formanden er den rette til at sætte i spidsen for Danmark midt under en økonomisk krise. Går hun med i en aftale om skattereformen, så vil det måske give hende lidt mere tyngde. Omvendt så er Thorning tydeligvis en svag formand, som derfor ikke kan lave aftaler om hvadsomhelst. Vennerne i fagbevægelsen vender således foreløbigt tommelfingeren nedad, når det gælder Skattekommissionens forslag.

DF går til forhandlingerne uden den store begejstring, men de vil ikke fravige førstefødselsretten til at føre politik med VK-regeringen. Derfor bliver DF de allersidste, der forlader forhandlingslokalet.

Skattekommissionens forslag ligger til det radikale højreben. Forslaget er fyldt med radikale skattepolitiske mærkesager. Kun de radikale ville pille ved boligejernes rentefradrag for at sætte skatten ned på arbejde. Omvendt vil stort set alle sætte afgifterne op på forurening for at sætte skatten ned på arbejde.

VK har fået det forslag, som de bad Carsten Koch udarbejde. Det er et kompromisforslag, som der ikke kan pilles meget ved, uden at de positive arbejdsudbudseffekter går fløjten. I den kommende tid vil interessegrupper '“ erhvervslivet, fagbevægelsen og studerende – rituelt hyle op om alverdens ulykker, der rammer netop dem, hvis Skattekommissionens forslag bliver ført ud i livet.

For Anders Fogh Rasmussen bliver en ny skattereform formentlig hans sidste politiske aftale, før han forlader dansk politik for at blive NATOs generalsekretær (Uanset hvad han ellers tidligere har bildt Berlingskes skribent Thomas Larsen ind)

Fogh vil derfor sætte alt ind på at Kochs forslag til skatteomlægning bliver gennemført uden alt for mange justeringer. Problemet er, at partierne under forhandlingerne undervejs gerne skal have indrømmelser, men de er jo netop allerede indarbejdet i forslaget. Så hvad gør partierne, når de kommer ud af forhandlingslokalerne uden at de har fået mærkbare indrømmelser? Kan SF og S holde til at genere så store vælgergrupper, som der er lagt op til? Hvad er perspektiverne i en kommende SR-regering, hvis de radikale går med i et forlig med VKO'“ der vil vare mange år frem '“ uden S? Det vil lukke for skattepolitiske ændringer i 5-10 år.

Hvad gør Venstre og de konservative efter en skattereform? Genopliver skattestoppet? Kan de gøre det med troværdighed efter at have udhulet rentefradraget for boligejerne ved en skattereform?

Finansminister Lars Løkke Rasmussen skal lede forhandlingerne på regeringens vegne. Det bliver hans skæbnetime. Et forhandlingsresultat, som danskerne vil/kan acceptere på den lange bane, vil måske gøre ham brugbar som statsminister i lidt flere vælgeres øjne end for øjeblikket. Omvendt vil en upopulær skattereform kunne blive endnu et søm i Løkkes politiske ligkiste.

Fogh har tidligere lovet at frede boligejerne. Det har man på bånd, og det er blevet spillet i TV igen og igen. Og det bliver det også i den kommende tid, selvom at Fogh nu nægter at have fredet rentefradraget. Politikens Peter Mogensen mener ligefrem, at – den mulige barbering af rentefradraget – for Fogh kan udvikle sig til et tillidsbrud overfor vælgerne, der kan måle sig med Nyrups efterlønssag. Det kan være, at han får ret, men Fogh kan jo være ret så ligeglad, hvis han damper af til NATO '“ som præsenterer deres nye generalsekretær ved medlemsmødet i begyndelsen af april. Og vil Løkke så arve et evt. 'tillidsbrud'? Han har jo ikke selv personligt stået og givet folk disse garantier.

Der er ikke uspændende forhandlinger, der går i gang og alle ved, hvad der er på spil.

Nu har regeringen serveretten og planlægger at komme med deres udspil i løbet af denne måned. Jeg gætter på, at det til forveksling ligner Skattekommissionens udspil.

STØT JARLS BLOG her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    12 Comments

  1. Jan Christensen

    sagde den 3. februar 2009 kl. 18:43:

    Lige en lille anekdote om Helle Thorning-Schmidt: Forrige søndag kunne man i Hans Engells klumme i Ekstra Bladet http://kortlink.dk/68xd læse følgende om den socialdemokratiske formand: (…)”Én af deltagerne betegner hende bagefter uvenligt som en forhandlingsmæssig dilettant.” Hvem mon det er, der fodrer Engell med insider-oplysninger? Det er selvfølgelig hans protegé, Lene Espersen, der allerede én gang tidligere, offentligt, har kaldt Thorning-Schmidt for en dilettant: http://kortlink.dk/68xc
    Ja, det lover ikke godt for forhandlingsklimaet, når alle ved, hvor lave tanker Lars Løkke og Lene Espersen har om formanden for det største oppositionsparti.

  2. Jarl Cordua

    sagde den 3. februar 2009 kl. 19:26:

    1. Superbidrag!

    Jeg tror du har helt ret i din formodning om, hvem der kalder Helle dilettant, og hvem der har hvisket Engell denne observation i øret.

    Det er nok mere end én mening om det er kanonsmart, at Lene E – som konservative partileder – offentligt eller via Engell stempler Helle T. på denne måde. Den slags julelege er jo normalt og af samme grund spindoktorernes opgave.

    At Lene E så har helt ret. Det er så en helt anden sag! 😀

  3. Mikkel Kruse

    sagde den 3. februar 2009 kl. 19:44:

    Hvis der var nogen, der troede på skatteminister Kristian Jensens løfter om “århundredets skattereform”, må de da føle sig godt snydt! Et mere uambitiøst forslag skal man lede længe efter.

    Skattekommissionen indrømmer, at skattelettelser i toppen giver det største udbytte, og alligevel er det her, man bruger færrest penge. Og selvom hele formålet med kommissionen er at få flere hænder på arbejdsmarkedet, har man ikke turdet røre ved efterlønnen, der holder over 100.000 raske mennesker borte fra arbejdsmarkedet.

  4. Peter Terkelskov

    sagde den 3. februar 2009 kl. 20:45:

    Rigtig fin analyse, Jarl, som det er svært at være uenig i.

    Jeg hæfter mig ved det forhold, som du selv er inde på, nemlig at Skattekommissionens anbefalinger ligner et kompromisforslag, som er mere rettet mod politikere end os fagøkonomer, der ser forslaget som værende uambitiøst på den lange bane.

    Mit spørgsmål er derfor som følger: Når rapporten dels er et kompromisforslag, og regeringen skal have noget at give af i forhandlingerne, kunne man så tænke sig at regeringen ville spille mere ambitiøst ud end rapporten – ved f.eks. at lette mere i toppen end kommissionen lægger op til – hvorefter man forhandler sig frem til et resultat, der ligger tæt op af rapportens resultat?

    Eller vurderer du, at regeringen vil spille ud med et forslag, der ligger på niveau med rapporten, hvorefter man risikerer at forhandlingerne ender med endnu flere lettelser i bunden end skattekommissionen lægger op til?

    @Mikkel: Det giver sig selv, at skattekommissionen ikke har set på efterlønnen, da den ikke har noget med skat at gøre. Den så arbejdsmarkedskommissionen derimod på sidste efterår, selv om man vel kan sige, at arbejdsmarkedskommissionen var skønne spildte kræfter. Og det er nok derfor at skattekommissionens forslag – i modsætning til arbejdsmarkedskommissionens – er et kompromisforslag, så det har større chancer for at blive til noget.

  5. Mikkel Kruse

    sagde den 3. februar 2009 kl. 21:14:

    Peter,

    “Det giver sig selv, at skattekommissionen ikke har set på efterlønnen, da den ikke har noget med skat at gøre.”

    En besynderlig kommentar. Skattekommissionen anbefaler en forkortelse af SU-perioden for at finansiere indkomstskattelettelser. Hvorfor skulle den ikke ligeledes kunne anbefale en hurtigere udfasning af efterlønnen som finanseringsmulighed? Især da efterlønnen i sig selv forværrer manglen på arbejdskraft, som kommissionen selv anderkender som et alvorligt problem.

    “Og det er nok derfor at skattekommissionens forslag – i modsætning til arbejdsmarkedskommissionens – er et kompromisforslag, så det har større chancer for at blive til noget.”

    Carsten Koch havde ikke behøvet at rejse i pendulfart mellem partikontorerne for at lave et udvandet kompromis, som stiller alle tilfreds. Det har vi politikerne til.

    Hvis man beder en række fagfolk om at udarbejde en rapport, må det være for at informere politikerne om de økonomiske fakta, fri for opportunistisk Christiansborgfnidder.

    Når opportunismen allerede er taget med på råd, når rapporten udkommer, kan vi ikke engang straffe politikerne ved stemmeurnerne. “Vi fulgte bare eksperternes råd,” vil det lyde.

  6. Jarl Cordua

    sagde den 4. februar 2009 kl. 00:01:

    4. Mit bud er at det vil være kosmetiske ændringer i forhold til skattekommissionen. Det afhænger nok af debatten i de kommende uger.

    Regeringen kan også spille med ufinansierede skattelettelser i toppen, som eksempelvis Mogensen og Kristiansen var inde på i dag i Tirsdags-analysen på TV2News.

  7. Nikolaj

    sagde den 4. februar 2009 kl. 11:13:

    Mon ikke man kunne forestille sig en forlænget indfasning af beskæring af de ligningsmæssige fradrags skatteværdi som en del af kompromisforslaget, og så en hård tackling af SSF fløjen for at gøre DF glade?
    I øvrigt synes jeg det er bemærkelsesværdigt så lidt diskussion der har været om at man reducerer værdien af øvrige ligningsmæssige fradrag, særligt faglige kontingenter BURDE være en soc.dem. mærkesag, men de har mere travlt med at tale husejernes sag. Er S blevet til CD?

    /Nikolaj

  8. Niels

    sagde den 4. februar 2009 kl. 13:48:

    Ikke nødvendigvis uenig i din vurdering Jarl, men hvis Helle Thorning er en dilletant, hvad er Lene Espersen så?

  9. Jarl Cordua

    sagde den 4. februar 2009 kl. 13:49:

    8.Tjah. Det er det man kalder for et godt spørgsmål!

  10. Klaus

    sagde den 4. februar 2009 kl. 23:34:

    Er Helle egentlig blevet mindre dilletant, nu hvor Obama har indført hendes lønloft til bankdirektørerne?

  11. Bræstrup

    sagde den 6. februar 2009 kl. 14:04:

    @10
    Hvad udelukker, at Obama (også) er en super-dilletant?

    – bræstrup

    i øvrigt @4:
    dedt er det helt gode spørgsmål, og selv om jeg frygter at jarl (#6) har ret, så håber jeg at regeringen vil være kolde nok til at fremlægge et mere ambitiøst forhandlingsudspil, som DF kan få nogle indrømmelser i.

  12. Klaus

    sagde den 6. februar 2009 kl. 19:34:

    @11
    Intet! Det er bl.a. derfor jeg spørger.

Bottom border