Det er galt nok, at ganske mange journalister er så eventyrlig dårligt uddannede og reelt intet ved om Danmarks politiske historie. Men det er ofte også tilfældet, når det gælder nogle af landet politikere.
Tag for eksempel Socialdemokraternes skygge-socialminister Mette Frederiksen også kendt i formiddagsbladene som 'skrigeskinken', En ting er, at hver gang hun åbner munden så ser man for sig, hvordan de sociale budgetter nærmest eksploderer. Noget andet er hendes krav om, at der skal udskrives nyvalg, blot fordi Anders Fogh Rasmussen formentlig får et nyt job, er mere end letkøbt.
Jeg bilder mig ikke ind, at flertallet af befolkningen har sat sig ind i Grundlovens regler om, hvornår der skal udskrives valg. Men sagen er, at vi her i landet har såkaldt “negativ parlamentarisme”, som kort fortalt betyder, at regeringer kan blive siddende lige så længe, at den ikke har et flertal imod sig. Hvis Fogh går af, så peger mere end 90 mandater på hans efterfølger. Hvert fjerde år skal der så være valg, men det betyder ikke, at regeringen er tvunget til at gå af.
Den anden mulighed for valg, er når en statsminister udnytter sin mulighed, at han eller hun i utide også kan udskrive valget. Men ak – alt dette er teknik for et flertal i befolkning, som ikke umiddelbart har 'givet Lars Løkke Rasmussen et folkeligt mandat', som det hedder i Socialdemokraternes retorik.
Mette Frederiksens retorik har sikkert klangbund i den del af befolkningen, som ikke går op i demokratiets spilleregler, men vi andre behøver ikke at lade os imponere af hendes letbenede populisme.
Lad os se på samtlige historiske eksempler efter krigen med “PARTI-INTERNE” statsministerskift uden valg. Det viser, at det udelukkende er socialdemokrater, der har benyttet sig af den mulighed:
I 1972 overlod Jens Otto Krag statsministerstolen til Anker Jørgensen. Intet valg.
1962. Jens Otto Krag overtog statsministerstolen efter Viggo Kampmann, som var blevet forrykt og indlagt på hospital. Heller intet valg i den anledning.
1960 Viggo Kampmann overtog statsministerembedet efter H.C. Hansen, som var død af kræft. Heller intet valg.
1955. H.C. Hansen blev statsminister efter, at Hans Hedtoft pludselig var fundet død på sit hotelværelse i forbindelse med Nordisk Råds session i Stockholm. Rigtigt gættet! Heller intet valg i dette tilfælde.
Resultat: Fire pludselige socialdemokratiske statsministerskift – uden at der været afholdt valg.
Men når så en borgerlig statsminister for første gang overlader statsministerposten til en anden borgerlig uden at der har været valg. Ja så er det pludselig galt, for Lars Løkke har “intet folkeligt mandat”. Sandt nok og det havde heller hverken Anker Jørgensen, Krag, Kampmann eller H.C. Hansen.
Socialdemokraterne fornægter enten deres egen historie '“ eller er blevet letbenede populister. Vælg selv.
Hvor er journalisterne, som konfrontorer Mette Frederiksen med hendes indlysende urimelige og populistiske krav, og hvorfor hun tilsyneladende hverken kender Grundloven, det danske demokratis sædvaner eller sit eget partis historie? Er det, fordi de er dovne, uvidende eller begge dele? Eller er det, fordi der lige nu gælder andre standarder for den borgerlige statsministre end der gælder for socialdemokraternes ditto? Det virker umiddelbart sådan.
Hør også P1Debat onsdag ved middagstid, hvor Informations redaktør Bent Winther og min ringhed diskuterede dette og andre emner omkring det forestående statsministerskifte. Dvs. Lars Løkke, hans evner og muligheder for at overleve et valg. Og ikke mindst hvor meget hans bilagssager har skadet ham.
STØT JARLS BLOG her.
55 kommentarer til ““Skrigeskinken” er en historieløs letbenet populist”
Nu er det jo ikke kun Mette Frederiksen som har svært ved at få vejret i ren begejstring over udsigten til at Fogh er væk fra Borgen, og spøgelses der afholder dem fra at have magt forsvinder.
Den samlede opposition synes pludselig at mene at vi har præsident i Danmark, og når han går, ja, så skal vi selvfølgelig have valg.
De radikale venstre bliver ellers sjældent anklaget for at være populistiske, men måske har vi i sandhed set noget nyt i dansk politik. Er vi nu er vidne til een af mange mange kameler der skal sluges, og populistiske som med skam skal udfoldes for at komme til fadet?
Da de fleste journalister født før krigen er gået på pension og da den nye generation er rimelig historieløse så er det klart at de ikke kan skyde Mette F.’s letbenede populisme ned.
Desuden har din udmærkede liste jo også kræver research – et fremmedord på de fleste redaktioner nu til dags.
pssst: Krag afgik i oktober 1972 (ja, jeg lavede selv den bommert i anden sammenhæng).
Og hvis du virkelig vil dreje kniven rundt, så følte Poul Nyrup intet umiddelbart behov for at udskrive valg i 1993, hvor Venstre til gengæld… osv, osv.
Nåja – taler vi i det hele taget statsministerskift uden valg, skal 1950 (Hedtoft – Eriksen) , 1975 (Hartling – Jørgensen) og 1982 (Jørgensen – Schlüter) også med. Dine eksempler gælder statsministerskift inden for samme parti (for nu at være rigtig ordkløverisk 😉 )
3. og 4.
Du har jo ret.
Hvor var Poul Nyrups “folkelige mandat” da han overtog regeringsmagten i 1993?
Måske journalisterne skulle ringe til skygge-udenrigsministeren i en S-regering Mogen Lykketoft og høre om han når frem til samme resultat som Mette Frederiksen?
Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at Venstre/Konservative ikke havde gjort præcis det samme, hvis de stod i samme situation, især hvis man husker måden hvorpå Anders Fogh fungerede som oppositionsleder.
Det ændrer naturligvis ikke på, at jeg er enig med dig i substansen, Jarl, men jeg synes blot det hører med til billedet, at den ene side højst sandsynligt er lige så slem som den anden hvad sådan noget her angår.
Jeg går ud fra, at Socialdemokraterne låner fra de konservatives bog i Storbritannien, hvor man også lavede megen larm om et manglende folkeligt mandat, da Gordon Brown tog over efter Tony Blair, også selvom den konservative partihistorie rummer en del “flyvende udskiftninger” på premierministerposten. Så vidt jeg husker svækkede den kampagne Brown i begyndelsen af dennes periode.
Jeg synes ikke overgangen fra Schlüters regering til Nyrups, og så et forestående skifte mellem Fogh og Løkke er helt sammenlignelig. Schlüter kunne, som siddende statsminister, sagtens have udskrevet valg i stedet for at lade Nyrup forsøge at skaffe opbakning til en anden regeringsdannelse, men i den situation han og de borgerlige partier stod i, var det nok meget klogt for dem at han lod være. Så man bør vel i ligeså høj grad pege fingre af Poul Schlüter som af Poul Nyrup i den situation?
Jeg synes ikke helt dit indlæg lever op til det vanlige analyseniveau, som du formidler i andre indlæg. Du har jo for vane at dykke ned i mediehistorierne og se på motiver bag udtalelserne og ind imellem fokuserer du sågar på de værdikampe, som givne udtalelser kan være udtryk for.
Her tager du Frederiksens ord for helt gode varer, anklager hende for historieløshed, og gør dig ikke store anstrengelser på at dykke ned i en nærmere analyse. Er det partitilhørsforholdet, der alligevel er for stærkt til at komme med en (i dette tilfælde oplagt og banal) spinanalyse? Altså, jeg mener – jeg tager mig rimelig tit til hovedet over diverse strategiske udmeldingers banalitet – men derfor KAN de jo godt indeholde et interessant perspektiv for de næste par års positioneringskamp.
Som #6 påpeger er den britiske parallel jo oplagt – i det hele taget er det spm. om det danske politiske system har været en stor parallelforskyding af det britiske i de sidste 10 år – med modsat politisk fortegn.
Noget andet er så, at jeg har set Morten Bødskov og Henrik Sass blive konfronteret med Krag-Jørgensen parallellen. Deres svar på den vinkel, er at det altså er noget, der ligger før deres tid – og at de ikke vil stilles til ansvar for noget sosserne gjorde i 70 ´erne. Det synes generelt at være sossernes svar på mangt og meget i disse dage – de er fornyelsen, de er nye, de kan ikke lastes for hverken 70 ´erne eller 90 ´erne.
Det mest utrolige ved Mette Frederiksen er dog, at hun i 2005 kunne være blevet socialdemokratisk formand uden problemer overhovedet. Ingen andre kandidater ville have haft en kinamands chance mod hende, og det samme vil være tilfældet, hvis Helle Thorning-Schmidt også taber ved næste valg. Stiller Mette Frederiksen op til formandsvalget til den tid, kan alle andre godt pakke sammen. Lidt skræmmende, kunne man mene.
I øvrigt vil jeg, Jarl, nu du skal i P1-Debat, opfordre dig til at nævne det økonomiske aspekt ved Foghs Nato-kandidatur. De mange, mange flyrejser, hotelopholdene rundt omkring i verden, aktiveringen af strategiplanen i Statsministeriet, og de tusindvis af arbejdstimer embedsmænd, diplomater, ministre etc. bruger på at placere Fogh i et internationalt topjob må uden den mindste tvivl allerede på nuværende tidspunkt have kostet skatteborgerne et tocifret millionbeløb. Dermed falmer sagerne med Løkke, Bendtsen, Pind etc. til sammenligning. Særlig pinligt bliver Foghs millionforbrug ved, at han ellers har ry for ikke at kunne drømme om at bestille en flaske kildevand på statens regning uden for arbejdstiden. Men når det så drejer sig om hans potentielle topjob i udlandet, er der ingen skrupler.
Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvordan Fogh kan slippe afsted med at omdanne Statsministeriet til et Fogh-ministerium, nærmest uden det vækker den mindste opmærksomhed. Er det normalt, at landets vigtigste ministerium er omdannet til et jobcenter for statsministre? Jeg har aldrig hørt om det før, og Danmark er trods alt ikke en bananrepublik.
6. Nej situationen i 93 er ikke helt sammenlignelig. Det ændrer dog stadigvæk ikke ved det faktum, at Nyrup ikke fik sit mandat prøvet før folketingsvalget i 94 (Hvor S i øvrigt gik voldsomt tilbage).
Venstre (ikke de konservative) kørte i øvrigt dengang en ret succesfuld hvervekampagne med helsidesannoncer i aviserne, hvor man fortalte danskerne, at de var blevet “snydt” for et folketingsvalg.
Havde Venstrefolkene lavet den samme larm i dag, hvis rollerne var byttet om? Sandsynligvis, men de har trods alt ikke den samme historiske bagage jfr. de nævnte eksempler at slæbe rundt på som S.
7. Altså nu kan jeg jo ikke skrive blogs ud fra, hvad du har af forventninger om indholdet. Det er jo ganske gratis at læse med her, så du må tage, hvad der kommer og selv lægge til og trække fra. Jeg har heller aldrig lagt skjul på mit verdensbillede.
Jeg synes heller ikke, at der er så meget at analysere. Mette Frederiksen mfl. spiller på at et flertal i befolkningen tydeligvis ikke er lun på Løkke som statsminister, og de spiller derfor det populistiske kort (ligesom i UK), og kræver folketingsvalg. Det kan enhver vist sige sig selv. Så er der bare jeg siger: Hvor er det dog letkøbt, populistisk og ret så frækt taget Sossernes historiske bagage i betragtning.
Og det samme ville jeg sige, hvis det var de borgerlige, som kom med samme poppede udmelding.
8. Nej jeg vil ej. Den der smålige skattenægtervinkel, hvor man fokuserer på en statsministers udgifter til clips, lys og varme mv. finder jeg ligeud komplet latterlig.
Jeg kan personligt ikke fordrage Anders Fogh Rasmussen, men jeg anerkender at det er I Danmarks interesse at han får Nato-generalsekretær-posten. Og hvis han har fløjet rundt i den halve verden for at opnå det. Så er det fint med mig.
Fair nok, vi behøver ikke at være enige.
Bevares; jeg skylder dig jo at sige, at jeg læser med stor interesse!
Og nej, der er jo ikke så meget at analysere, blot synes jeg den britiske parallel er interessant – og så bliver det spændende at se, om det rent faktisk lykkes S at gøre sig fri at tidligere tiders vraggods. Det ville være en historisk præstation.
@Jarl Cordua, 9
6. Nej situationen i 93 er ikke helt sammenlignelig. Det ændrer dog stadigvæk ikke ved det faktum, at Nyrup ikke fik sit mandat prøvet før folketingsvalget i 94
Du ved det sikkert bedre end jeg, men var der ikke afstemning om Edinburgh-aftalen i maj 1993, efter at vi havde stemt nej til Maastricht-traktaten midt i 1992? Måske var vurderingen hos Nyrup derfor, at man risikerede at slippe EF-/EU-skeptiske vælgere – der udgør store mindretal hos alle de store partier – hvis man udskrev valg til afholdelse i februar/marts 1993?
Også derfor er situationen nu ikke sammenlignelig med situationen for Nyrups indtræden som statsminister.
(Hvor S i øvrigt gik voldsomt tilbage).
Af hensyn til netop det historiske perspektiv, som du rettelig mener ofte fraviges af danske journalister, skylder jeg måske at nævne, at den tilbagegang du nævner ved 1994-valget kom pba. at Socialdemokratiet i 1990 havde fået deres bedste valg siden 1979. Partiet var i 1990 oppositionsparti, med en skarp kurs mod den siddende regering. Det giver andre muligheder for at vinde vælgere, end hvis et parti i 1 ½ år har haft ansvaret (hvad Venstres udvikling efter 2000 også synes at afspejle). Den tilbagegang Socialdemokratiet oplevede fra 1990 til 1994-valget (fra 69 til 62 mandater) ligner den, som Venstre oplevede fra 2001 til 2005-valget (56 til 52) og særligt fra 2005-valget til 2007-valget (52 til 46).
Venstre (ikke de konservative) kørte i øvrigt dengang en ret succesfuld hvervekampagne med helsidesannoncer i aviserne, hvor man fortalte danskerne, at de var blevet 'œsnydt' for et folketingsvalg.
Det var jeg ikke klar over, men det understreger vel min pointe, at ingen i denne sag kan kaldes så rene, at de kan kaste med sten.
Havde Venstrefolkene lavet den samme larm i dag, hvis rollerne var byttet om? Sandsynligvis, men de har trods alt ikke den samme historiske bagage jfr. de nævnte eksempler at slæbe rundt på som S.
Jacob Christensen, 4, nævner tre tilfælde, hvor borgerlige statsministre er trådt til uden valg.
Som jeg ser det, forsøger Socialdemokraterne at anvende skiftet af statsminister til at holde den kommende statsminister ansvarlig for de svigt, Socialdemokraterne mener regeringen siden 2001 har stået for, dvs. frarøve Lars Løkke muligheden for at kunne være et “clean break” fra rækken af møgsager, der efterhånden er synes at klæbe til regeringen. Hvis Socialdemokraterne ikke gjorde det, skulle de vel næsten have en røvfuld for ikke at gøre deres arbejde som opposition godt nok? Jeg mener også, du tidligere flere gange ganske rigtigt har påpeget, at Socialdemokraterne tidligere netop har sovet i timen, hvor der ellers var oplagte muligheder for at agere opposition.
13. Hvis vi holder os til situationen, som den er nu, så drejer det sig om at en Venstre-statsminister skal afløse en Venstrestatsminister uden valg.
Det er ikke sket siden 1. Verdenskrig.
Vi har FIRE eksempler siden krigen på at en socialdemokrat har afløst en socialdemokrat i statsministerstolen UDEN valg.
I to tilfælde døde statsministeren. I ét tilfælde blev statsministeren forrykt og i èt tilfælde i 73 ønskede en statsminister et generationsskifte.
Så hvad skal Venstrefolkene gøre før at de ikke bliver mødt med et – luftigt og ligegyldigt krav som alle har glemt om en uge – om “valg” i denne situation?
Aflive Fogh eller erklære ham forrykt?
Skal S larme ved enhver lejlighed? Det kan de godt, men der er vel grænser for hvor lavt man kan optræde. Bødskov og Sass mener at skiftet Krag/Anker Jørgensen “var i 70’erne”. Man kunne jo være polemisk og sige, at det svarer til,at de vil blæse Grundlovens bestemmelser om hvornår der skal være valg en hatfuld. Grundloven er fra 1849, og parlamentarismen fra 1901. Så hvad rager det dem! 😉
Men jeg anerkender naturligvis Ss ret/pligt til at hamre løs på regeringen i øvrigt.
Enig med dig Jarl, og herligt indlæg iøvrigt.
“Skal S larme ved enhver lejlighed? Det kan de godt, men der er vel grænser for hvor lavt man kan optræde. ”
Tjaa, det må de sådan set godt. Det primære problem her er vel sådan set journalister/medier der gider gå med på den ynkelige leg. At socialdemokraterne gør hvad de kan vel er forståeligt – hykleri eller ej – men at der er journalister der vælger at lave en historie ud af det siger vel mest om niveauet for denne proffession. Hvis de endelig synes at det overhovedet fortjener nogen opmærksomhed hvad Frederiksen hyler op om, så skulle det jo være for at udstille hendes hysteri, sådan som du gør her på bloggen.
Men det vil nok være for meget at forlange fra DR, Ritzau m.fl. Så skulle de jo tænke selv, lave lidt research og prøve at formulere et kritisk spørgsmål – altså en masse forskelligt de aldrig har lært nogen steder eller prøvet før.
@4 Jørgensen overtagelse efter Hartling kan ikke sammenlignes. Der var valg januar 1975 udskrevet af Hartling fordi regeringen kom i mindretal.
Så var der en lang proces med flere dronningrunder son viste at venstre trods deres fremgang fra 22 til 42 mandater ikke kunne smale parlamentarisk støtte.
At Anker Jørgensen mandat så også var yderst vakkelvorn er så en anden sag.
Glimrende, Jarl.
Må jeg også stilfærdigt tilføje – som du selv hentyder til, men ikke siger udtrykkeligt: Vores statsminister sidedr ikke, har aldrig siddet, og skal ifølge grundloven aldrig sided på “et folkeligt mandat”.
Han/hun sidder udelukkende på FOLKETINGETS mandat, og det er iden grad foragt for, hvordan vores styre er indrettet ikke at ville forstå og respektere det. Folket vælger en lovgivende forsamling, og DEN vælger en regeringsleder, som igen vælger sine ministre.
– bræstrup
Jeg er fuldstændig enig med Peter Løhmann #6, de borgerlige partier havde, såfremt de var i opposition, gjort nøjagtigt det samme! At politikere er opportunistiske er vel ganske naturligt, og ligger vel nærmest i deres jobbeskrivelse. Derfor syntes jeg sådan set ikke det er Mette Frederiksen man skal klandre i denne sag '“ der er så rigeligt andet man kan kritisere denne substansløse gøgler for '“ men derimod journalister der simpelthen ikke magter at stille kritiske spørgsmål til politikerne.
Det er altså også lidt tyndbenet, Jarl, når du skriver:
En sådan gradbøjning af hvornår opportunisme er ok eller ikke, er sku for tynd! Det er journaliststanden du bør være (mest) kritisk overfor i denne sammenhæng.
Kære Jon,
Jeg tror imidlertid ikke, at vi kommer udenom opportunismen i politik. Men alt ære værd for din renhjertede idealisme. Desværre spiller den ikke den store rolle i dansk politik. 🙂 Så du må undskylde mig, når jeg sådan forsøger at gradbøje djævelskabet!
“Det mest utrolige ved Mette Frederiksen er dog, at hun i 2005 kunne være blevet socialdemokratisk formand uden problemer overhovedet”
Ja, og det siger lidt hvor meget til venstre Socialdemokratiets medlemmer ligger for de nuværende og potentielle ‘almindelige’ S-vælgere. At Socialdemokratiets formand ville have blevet ‘a walk over’ for skrigeskinken, men hun havde ikke haft en kinamands-chance for at slå hverken Fogh eller Løkke Rasmussen ved et Folketingsvalg. Alene hendes udmelding ved valget i 2005 om at boligejerne skulle beskattes hårdere var så ufattelig stupid, at partiformand Lykketoft må have tænkt noget i retning af af “at med den slags venner hvem behøver så fjender”. Hun er alt for rød, ganske enkelt.
Socialdemokraterne skal selvfølgelig have lov at larme, men så er det godt os der kan huske lidt tilbage, kan påpege deres hykleri. Flere af mine yngre venner har spurgt mig: “kan man skifte statsminister uden et valg?” Og jeg tror faktisk oftere det er sket end ved et valg i Danmark. Men har ikke lige talt efter.
Du gjorde det godt på P1 Jarl, men nu venter jeg spændt på om du vil få hug tilbage for din teori om at Socialdemokratiet håber krisen fortsætter, så de har skyts imod regeringen. At landets ulykke skulle være at foretrække frem for partiets ulykke :-O Det er nok ikke helt løgn, for de har jo karrierer at tænke på, men der tænkte jeg godt nok om et par røde sjæle blev vrede. Men sådan bør debatten jo også være – ingen fingre lagt imellem.
21. Det er skam ingen teori. Det er analysen blandt Socialdemokraternes økonomer og strateger. Det er dog ikke, fordi S er specielt onde, kyniske eller ønsker et dårligere og kriseramt Danmark i sig selv, men de ser det naturligvis klart som en mulighed for at få regeringsmagten.
Bræstrup –
Jeg bemærker med en vis tilfredshed, at du er enig med gamle Gaetano Mosca i, at det repræsentative demokrati er en omgang fup og fidus.
Mette Frederiksen har udtalt sig som parlamentariker, ikke som historiker eller statsretskyndig. Jeg er ikke et sekund uenig i alle de kloge betragtninger ovenfor vedrørende gældende statsret og dens praktisering her i landet; men bør en parlamentariker ikke have ret til at forholde sig relativt frit til spørgsmålet om, hvordan landets statsminister kommer til magten? I forhold til de mange historiske eksempler på “flyvende udskiftninger” – mellem eller inden for partierne – er der jo sket noget opsigtsvækkende. I 2001 blev statsministermagten erobret af oppositionen ved et valg. Dette markante folkelige mandat bag den ny statsminister er sidenhen udnyttet i hidtil uset grad i forhold til Folketinget. Tiden er ikke den samme som før 2001. I denne konkrete kontekst kan jeg egentlig godt følge Mette Frederiksen et stykke ad vejen. Vi forlanger jo heller ikke, at de konservative politikere skal blive ved med at forholde sig til statsministerudpegninger i overensstemmelse med dette partis holdninger før det forrige systemskifte.
‘Skrigeskinken’ er et fantastisk udtryk, jeg troede bare man kaldte hende for ‘Tude Mette’.
Jeg husker hende specielt for hendes forargelse og modstand mod at forældre frivilligt malede deres børns klasseværelser. Ikke alle forældre gjorde dette og så fik man jo A og B hold!
Utroligt at en dåse som hende kan blive MF’er.
@ Søren seerup;
“I 2001 blev statsministermagten erobret af oppositionen ved et valg. Dette markante folkelige mandat bag den ny statsminister er sidenhen udnyttet i hidtil uset grad i forhold til Folketinget.”
Hvad er det for en skala du benytter dig af når du konstaterer at det er en “hidtil uset grad” ???
Hvori består det synderligt opsigtsvækkende ???
Hvad er det der gør Fogh / Løkke til så enestående en situation at det ikke rigtigt tåler sammenligning med historien ?
'œI 2001 blev statsministermagten erobret af oppositionen ved et valg. Dette markante folkelige mandat bag den ny statsminister er sidenhen udnyttet i hidtil uset grad i forhold til Folketinget.'
Østjyde:
Hvad er det for en skala du benytter dig af når du konstaterer at det er en 'œhidtil uset grad' ???
Hvori består det synderligt opsigtsvækkende ???
Hvad er det der gør Fogh / Løkke til så enestående en situation at det ikke rigtigt tåler sammenligning med historien ?
Kære østjyde
Det historiske består i den traumatiske begivenhed at centrum-højre vandt et valg. Dette er selvfølgelig et ægte demokratisk for de gode og ædle venstreorienterede som Søren Seerup.
[der manglede lige et ord]
Kære østjyde
Det historiske består i den traumatiske begivenhed at centrum-højre vandt et valg. Dette er selvfølgelig et ægte demokratisk problem for de gode og ædle venstreorienterede som Søren Seerup.
@24:
Som jeg umiddelbart husker resultaterne af de af valgundersøgelserne, hvor man har set på, om vælgernes vurdering af de politiske ledere influerer på vælgerenes partivalg, er konklusionen (som jeg husker det), at den er et sted mellem beskeden og ikke-eksisterende. Vælgerne havde–i det store hele–stemt for eller imod V, K & O i 2007–som jo er det seneste valg, ikke 2001–uanset deres vurdering af AFR som person. Dertil betyder ideologi, enkeltsager, socialisering og særinteresser endnu for meget.
M.a.o., selv ikke en “læsning” af Mette Frederiksen som værende en tænksom praktiserende parlamentariker snarere end en statsretsekspert, er der belæg for. Hun er derimod, hvad Jarl skrev–og lidt til, men ikke meget mere.
@Peter Kurrild-Klitgaard, 29
@24:
Som jeg umiddelbart husker resultaterne af de af valgundersøgelserne, hvor man har set på, om vælgernes vurdering af de politiske ledere influerer på vælgerenes partivalg, er konklusionen (som jeg husker det), at den er et sted mellem beskeden og ikke-eksisterende.
Det må jeg erklære mig uenig i.
Særligt blandt dem, der ikke føler sig knyttet til noget parti, var der i hvert fald i 2005 en effekt af personer. Som jeg husker det, så blev der i valganalyser påvist en negativ effekt af Lykketofts person. Socialdemokraternes valgresultat skulle således være blevet lavere pga. af Lykketofts person, fordi særligt den gruppe, der ikke føler sig særlig knyttet til et parti (og dermed kan flyttes), ikke brød sig om Lykketoft.
Både i medierne, og også hidtil hos valganalytikere, har man gjort meget ud af emne-ejerskab. Man har ment, at hvis et parti “ejede” et emne, dvs. at vælgerne vurderede partiet som mest kompetent på området, og dette emne var højt på dagsordenen, så ville partiet vinde valget. Umiddelbart synes 2007-valget at have lagt den teori i grus for Danmarks vedkommende: Et markant flertal vurderede Socialdemokraterne som bedst til velfærd, emnet var suverænt det højeste på dagsordenen – men partiet gik alligevel tilbage, og for oppositionsblokken som helhed var fremgangen beskeden.
Analysedata for 2007-valget er, så vidt jeg ved, endnu ikke offentligt tilgængelige, men jeg har hørt nogle valganalytikere gribe til personforklaringen, når de skulle forklare udfaldet på 2007-valget. Jeg ved i al fald også, at der er en lang række spørgsmål i 2007-valgundersøgelsen, der undersøger holdningerne til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen – også flere spørgsmål end der var i 2005-undersøgelsen. Her kan man vel sige, at hvis ikke forskerne troede på, at personer havde betydning, virker det underligt at vælge endnu flere spørgsmål om personer til.
Men spørgsmålet er selvfølgelig, om personer er noget der kan vinde vælgere, eller om man kun kan risikere at tabe dem. Eksemplet med Lykketoft tyder på det sidste, og på sin vis kan man sige det samme om sidste uges Gallup-måling af Venstres vælgertilslutning under hhv. Foghs eller Løkkes lederskab.
@30,
Jeg er enig. Tænker i forlængelse også, at en leder vel af og til er mere populær end sit parti. Merkel synes f.eks. at være et aktuelt eksempel.
Hvis man tænker tilbage på de konservatives vandringer i stemmeantal, så tænker man også lidt, at Schlüter nok trak lidt flere end partiprogrammet og gruppen gjorde.
@ML, 31
En anden dynamik, der har med personer at gøre, er den politiske leders evne til – af egen drift – at ændre sit partis politik og kommunikation. Det har stort set alle succesfulde politiske ledere i Danmark gjort de sidste små 30 år.
Igen er spørgsmålet dog, om det er kvaliteter iboende personen, der er afgørende, eller nærmere den platform personen tilbyder partiet som leder.
Det synes i al fald, som jeg også mener du tidligere har kommenteret på bloggen, at være grund til at undersøge personers betydning i politik nærmere.
@30:
PL: “Det må jeg erklære mig uenig i.”
Det må Du naturligvis gerne–men spørgsmålet er så, hvad vi kan vise: Enhver har som bekendt ret til egne meninger, men ikke til egne fakta … 😉
Jeg husker ihvertfald ikke–og har ikke lige kunnet finde–noget studie, der ser på dette generelt og kan konkludere, at data viser, at partiledersympatien (i nævneværdig grad) afgør vælgernes partivalg, endsige gør det i en sådan grad at det afgør valg.
“Særligt blandt dem, der ikke føler sig knyttet til noget parti, var der i hvert fald i 2005 en effekt af personer. Som jeg husker det, så blev der i valganalyser påvist en negativ effekt af Lykketofts person. Socialdemokraternes valgresultat skulle således være blevet lavere pga. af Lykketofts person, fordi særligt den gruppe, der ikke føler sig særlig knyttet til et parti (og dermed kan flyttes), ikke brød sig om Lykketoft.”
Det er ikke en hel korrekt gengivelse af 2005-resultaterne. Sympatien for Lykketoft var ganske rigtigt mindre end for Soc.Dem. som parti, men her er, hvad valgforskerne Johannes Andersen og Ole Borre selv skriver i deres sammendrag (med min fremhævning): “Vælgernes sympati for et partis leder kan være større eller mindre end deres sympati for partiet selv. Ved 2005-valget var f.eks. sympatien for Mogens Lykketoft betydelig mindre end for Socialdemokraterne som parti. _Men det er sympatien for partiet, der først og fremmest afgør, om vælgeren stemmer på partiet._ Således _kunne der ikke måles nogen selvstændig statsministereffekt på Venstres valgresultat ved 2005-valget sammenlignet med 2001-valget_”. Og fra selve analysen: “Ser man på partiskiftet fra 2001 til 2005, finder man _ikke nogen større effekt af holdningen til hverken Mogens Lykketoft, Anders Fogh Rasmussen eller Pia Kjærsgaard på valgresultatet for deres respektive partier_.” (s. 294)
Valgforskerne fandt det for 2005 *sandsynligt*, at partileder-effekten slog igennem for to partiers vegne: Tilbagegang for Soc.Dem. p.g.a. Lykketoft og fremgang for DF p.g.a. Pia Kjærsgaard. Men for de andre partier var der ingen synlig effekt, og der var ingen *generel* effekt.
Bemærk for evt. videre diskussion, at jeg ikke sagde ikke, at der aldrig er en effekt af, hvem partilederne er, men at effekten (som makro-fænomen) er er “et sted mellem beskeden og ikke-eksisterende”. Jf. Andersen & Borre: “Også i Danmark betyder sympatien for partiet langt mere end sympatien for dets leder. … [omend] partilederne kan have i det mindste nogen betydning for partivalget og valgenes udfald.”
Iøvrigt er nogle af studierne her–metodisk set–lidt problematisk _i fortolkningerne_. Hvis man finder, at der er x pct. flere, der synes godt om partileder NN fra parti Z, som stemmer på parti Z, hvilken vej går kausaliteten så egentlig? Det kan vi godt spekulere i, men der er ingen entydig åbenlys teoretik forklaring, der er bedre end den anden–og det er svært at teste ordentligt.
Alt i alt: Jeg kender fortsat ikke til noget, der underbygger, at man skulle kunne se VK-regeringens eksistens knyttet direkte til vælgernes vurdering af AFR som person–og at dette skulle kunne underbygge fru Frederiksens polemiske og/eller ubelæste udlægning af dansk demokrati.
“Jeg ved i al fald også, at der er en lang række spørgsmål i 2007-valgundersøgelsen, der undersøger holdningerne til hhv. Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen – også flere spørgsmål end der var i 2005-undersøgelsen. Her kan man vel sige, at hvis ikke forskerne troede på, at personer havde betydning, virker det underligt at vælge endnu flere spørgsmål om personer til.”
Well, well … siger Du her, at valgundersøgelsernes resultater er betingede af valgforskernes formulering af spørgsmål? Spøg til side, så er det formodentlig for at blive bedre til at sige noget om, hvorvidt udviklingen går i retning af det mere personfikserede–og når man tænker på 2007-valget giver det da god mening. Men det er jo ikke det samme som, at det viser sig, at det er den slags, der _afgør_ valget …
@ Kurrild-Klitgaard
Det lyder spændende, men jeg er samtidig bekymret. For det må jo så betyde at den nuværende tendens (ifølge meningsmålingerne) med et stadigt større SF ikke som sådan skyldes Villy Løgnhals, men at folk har sympati for folkesocialisterne.
Det er jo ganske skræmmende. Hvis det dog bare var fordi de var særligt begejstret for den jævne, lune og gennemsnitsbegavede formand, så var det da til at holde ud. Men at så stor en befolkningsgruppe nu har set lyset i socialismen. I det 21.århundrede.
@33,
“Alt i alt: Jeg kender fortsat ikke til noget, der underbygger, at man skulle kunne se VK-regeringens eksistens knyttet direkte til vælgernes vurdering af AFR som person'“og at dette skulle kunne underbygge fru Frederiksens polemiske og/eller ubelæste udlægning af dansk demokrati. ”
Det kan godt være, jeg misforstår sammenhængen, men er det ikke det, der er på spil, når folk i den samme meningsmåling bliver spurgt om de vil stemme på V, hvis Fogh er formand og hvis Løkke er. Da syntes der at være markant forskel.
Men en ting er selvfølgelig meningsmålinger og en ting er valg.
@ Kurrild-Klitgaard
Tak for de tankevækkende kommentarer. Jeg tror nu generelt at personer generelt og spidskandidater i særdeleshed har en ganske væsentlig betydning for et udfald af et valg, men jeg erkender, at det blot er baseret på en fornemmelse og von-hören-sagen. Det glæder mig, hvis du har ret i, at det ikke forholder sig således. Mit ærinde var for så vidt ikke et personforsvar for Mette Frederiksen – det må hun klare selv – og jeg har heller ikke gjort gældende, at hun var tænksom. Mit ærinde var blot at forsvare lødigheden af argumentet. Jeg fastholder, at en ung parlamentariker skal kunne forholde sig aktivt til spørgsmålet om grundlaget for en statsministerudpegelse uden i væsentlig grad at være bundet af, hvordan partifæller i andre tider har forholdt sig til samme spørgsmål. Jeg fastholder ligeledes, at tiden i dag ud fra en parlamentarisk synsvinkel er en anden end før 2001. Det kan man være uenig i, men hvis enighed skal være diskussionens præmis, så må vi nok finde et andet emne end politik.
Ligesom statsministeren i følge grundloven kan udskrive nyvalg uden nogen nærmere begrundelse – men af politiske årsager alligevel bliver nødt til at give en – så kan oppositionen selvfølgelig også kræve nyvalg af politiske årsager.
@ Søren Seerup
“Jeg fastholder ligeledes, at tiden i dag ud fra en parlamentarisk synsvinkel er en anden end før 2001”
Det har du lov til. Men du har stadigt ikke forklaret hvorfor ?
Og uanset hvilket emne vi skulle diskutere, så vil argumentation da være et godt udgangspunkt.
Hmmm…Skrigeskinke?
Lidt skingre toner, synes jeg. Mette Frederiksen udnytter bare den uvilje, der er i befolkningen mod Lars Løkke Rasmussen som statsminister. At det er populisme, kan da godt være, men det plejer du da under normale omstændigheder at forholde dig professionelt til.
Hvis Mette Frederiksen er en skrigeskinke, så er hun det i hvert fald sammen med omkring 60 % af befolkningen.
Jeg vil til dels mene at det er ligeså “historieløst” at sammenligne disse forskellige situationer. I alle de socialdemokratiske magtoverdragelser, havde et valg været overflødigt, både grundet den politiske situation og hvad tendenser angår.
I den nuværende situation, finanskrise, osv osv osv, ville et valg virke logisk. Samtidig peger alle meningsmålinger på, at folket ikke vil give Løkke et ben til jorden. Samtidig ser de fleste borgerlige hellere Lene Espersen som deres kandidat. I de “gode” gamle dage, var der ikke meget at rafle om.
Socialdemokratiets situation havde været totalt uændret. Husk også at tiden var en anden, og at politikerne dengang var anderledes. Det bedste eksempel er Kampmann, der kunne forsvinde fra jordens overflade i flere dage uden nogen vidste hvor han var, men at han var ude at slå til flasken, vidste alle. Kunne man forestille sig en sådan situation med Løkke eller hvilken som helst anden toppolitiker? (Dette har selvfølgelig ingen relevans til emnet, men beskriver bare forskellen…)
39. Det er formiddagspressen, der kalder hende “skrigeskinke”. Men det er meget dækkende for, hvordan hun generelt opfattes i ca. halvdelen af befolkningen. Mette F er absolut en som brænder igennem og populær i “velfærdsdanmark”, men hun opfattes også som ret skinger. Jeg tror ikke hun interesserer sig særlig meget for skattetrykket fx.
40. Rent vrøvl. Der var også krise i 73 som kunne begrunde at “luften skulle renses”. Så det argument er heller ikke validt. Det er ren populisme, som S kører med. Og det ved i socialdemokrater jo også godt. 🙂
@Peter Kurrild-Klitgaard, 33
Først og fremmest tak for dine gode og grundige kommentarer til min kommentar 🙂
Jeg skal beklage, hvis jeg ikke har gengivet 2005-resultaterne helt korrekt.
Alt i alt: Jeg kender fortsat ikke til noget, der underbygger, at man skulle kunne se VK-regeringens eksistens knyttet direkte til vælgernes vurdering af AFR som person'“og at dette skulle kunne underbygge fru Frederiksens polemiske og/eller ubelæste udlægning af dansk demokrati.
Gallup-målingen, hvor man i sidste uge hypotetisk spurgte til en VK-regering under Lars Løkkes ledelse, viser måske meget godt, at personen kan have betydning.
Et af problemerne ved valgundersøgelserne er, at man lader respondenten selv vurdere, om de lader politik afgøre deres partivalg, eller om personer også betyder noget. Det var straks mere interessant, hvis man havde nogle mere “skjulte” indikatorer på det.
Andre studier har anvendt eksperimenter, hvor man lader en gruppe af respondenter høre et forslag fremført af parti 1, og en anden gruppe høre samme forslag fremført af parti 2. Her var der forskel på, hvordan respondentgrupperne, der ellers var ens, modtog politikforslaget, alt efter hvilket parti der fremførte det. Her er der naturligvis tale om partisympati, men umiddelbart virker det nærliggende at tro, at en lignende effekt kunne gøre sig gældende for respondenternes sympati for forskellige politikere. Som du også er inde på i dine metodiske overvejelser, så er partisympatien ikke en konstant størrelse. Eksemplet SF og Villy Søvndal kunne tyde på, at politiske ledere, dvs. personer, har en betydelig indflydelse på sympatien for partiet blandt vælgerne. Ud fra det spørgsmål, som jeg kritiserede ovenfor, hvor folk selv angiver, om det er politikken, der afgør deres partivalg, eller lederen også betyder noget, så er det cirka halvdelen, der indrømmer at personen har betydning.
Socialdemokratiske vælgeres holdning til efterlønsændringer forandrede sig efter Helle Thorning-Schmidts valg som formand.
Det kunne alt sammen godt være nogle indicier på, at personer har en betydning i dansk politik, men at den blot er svær at få øje på.
Well, well '¦ siger Du her, at valgundersøgelsernes resultater er betingede af valgforskernes formulering af spørgsmål? Spøg til side, så er det formodentlig for at blive bedre til at sige noget om, hvorvidt udviklingen går i retning af det mere personfikserede'“og når man tænker på 2007-valget giver det da god mening. Men det er jo ikke det samme som, at det viser sig, at det er den slags, der _afgør_ valget '¦
Jeg er ganske enig i det sidste. Men det viser netop, at forskerne tilsyneladende ikke er tilfredse med det datagrundlag, de har haft hidtil. Som jeg nævnte, så har mange af de gængse forklaringer af 2007-valget spillet fortabt, særligt emneejerskabs-modellen, som jeg mener blev anvendt som hovedforklaringen på 2001-valget (og til dels 2005-valget). Der synes altså at være et “teori-tomrum”.
Det interessante med 2007-valget er også, sammenlignet med 2005 og 2001, at det var væsentligt mere tæt. Her har faktorer, der kun har givet et lille eller beskedent udsving, derfor potentielt kunne have større betydning.
Som jeg også nævnte i en kommentar til ML, og som jeg fornemmer, du er enig i, så synes det i al fald at være et interessant område at få noget mere at vide om.
>Jarl
Hvad menes der egentlig med, at Løkke ikke kommer til at sidde på et “folkeligt mandat”? Er det ikke hele kernen i det repræsentative demokrati, at vælgerne lader sig repræsentere af nogle politikere, som vi kan afsætte igen? Så er det vel også et folkeligt mandat, han kommer til at sidde på…
Venligst,
Maria
43. Det er spin. Begrebet er opfundet til lejligheden.
Det var vist ikke engang opfundet da Nyrup overtog regeringsmagten i 1993.
Det er jo en smagssag om man synes at det er lødig politik eller under lavmålet. Jeg synes det er dårlig stil og letbenet populisme. Andre har han en anden holdning. Sådan er det! 🙂
@39, Mht flertal i befolkningen. Synes altid det er sjovt, hvordan politikere bruger meningsmålinger.
I går forklarede Søvndal, at meningsmålingen var indikator på, at folk ville gerne have valg. Nu mener et flertal så – lidt overraskende – i en anden måling, at Fogh kan blive siddende. Så er det fordi, de svarer på noget andet, end de bliver spurgt om. Nemlig fordi de ikke kan li Løkke.
Nåhhhhh. Er det så ikke også det den anden vej – på spørgsmålet om, hvorvidt der skal være valg?
Synes det er absurd. Næsten ligeså absurd og mærkeligt som Carl Holsts sammenligning af Løkke med en storebæltsbro.
41
Mig bekendt gik Krag af i 72, endnu inden problemerne havde hobet sig op. I liberale plejer jo ellers også at gøre meget ud af at fortælle, at Anker Jørgensen var krisens ophavsmand.
Og til sidst; Av, den sved. Jeg er ikke socialdemokrat ;)!
@46
Nu er det jo ikke (oliepris-) krisens oprindelse, som anker jørgense bebrejdes for, men tværtimod håndteringen af denne..
47
Ja, og det er jo netop også derfor, at Anker Jørgensen for skylden, da det var i hans regeringstid, og ikke i Krags.
Krags tilbagetræden havde han selv ønsket længe, og det kom som en overraskelse for alle at han gik, og det var en endnu større overraskelse at Anker blev statsminister.
I denne situation har vi længe vidst at Fogh var på vej ud, og Løkke har længe gjort sig klar. Derfor kan de to situationer ikke sammenlignes…
Berlingske.dk promoverer deres skarpe analytiker på netavisens forside:
“Thomas Larsen: Løkke siger nej til valg”
No shit Sherlock
-> #46 Pelle Mogensen
“Mig bekendt gik Krag af i 72, endnu inden problemerne havde hobet sig op”
Det var dagen efter en at en meget hadsk EF-kampagne var afsluttet, og man kunne sagtens have argumenteret for, at ‘for at rense luften’ burde denne nye ukendte statsminister Jørgensen have haft efterprøvet sit mandat ved et Folketingsvalg. Men da SF accepterede ham var det altså ikke nødvendigt.
I januar 1993 kunne man også have argumenteret for et Folketingsvalg. Der var krise med høj arbejdsløshed, Befolkningen havde stemt ‘nej’ til Maastricht-traktaten og Poul Nyrup havde fået magten i Soc et halvt gennem et smertefuldt formandsopgør, hvor kun Socialdemokratiets medlemmer havde været involveret. De Socialdemokratiske vælgere havde ved valget i 1990 givet Sevnd Auken massiv opbakning, da Soc. under hans ledelse vandt 14 mandater.
Ellers bliver det spændende at se, om Løkkes mere liberale profil skal slibes lidt i kanterne, så V kan blive ved magten i nogle år endnu. Tænk, hvis også Løkke ender som socialdemokrat.
Fogh som generalsekretær for Nato? Er der nogen der kan forklare mig, hvordan Tyrkiet tør modsige sig Foghs kanditatur med disse 2 argumenter. Tegningerne og ROJ TV. Begge dele hører til i demoktratiske samfund (ytringsfrihed, pressefrihed) osv. Hvordan kan et land med den slags synspunkter, bare drømme om at blive medlem af EU? Eller er det igen en spinhistorie, der er gået i selvsving??
Karen Jespersen vil ikke være minister mere.
Hun nåede lige at trække sig før Løkke kom til for at smide hende ud. Det er ret god timing.
52. Det er åbenbart noget personligt hos Erdogan. Tyrkerne skyder sig selv i foden. De lægger sig jo ikke kun ud med Fogh, men mod alle de store Nato-lande. Det kan umuligt at være i Tyrkiets interesse.
Nu er der pressemøde i morgen kl 13.30. Det antyder som Qvortrup siger, at det bærer i retning af en afklaring i Foghs favør.
53. Meget enig. Hun så det komme – det åbner for den store rokade!
#51
“Paris er vel en messe værd,” som Hertug Henrik af Navarra sagde om sin omvendelse til katolicismen, så han kunne blive Frankrigs konge.