Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Løkke ud af Foghs skygge

Author icon

Skrevet af

Clock icon

april 5, 2009

Comments icon

18 kommentarer

I dag bliver formentlig den største dag i Lars Løkke Rasmussens politiske liv. Han bliver nu søndag eftermiddag udpeget af majestæten til at være rigets 40. regeringschef siden enevældens afskaffelse i 1848 (eller den 21. statsminister siden embedet blev indført i 1918) En mere end 25-årig lang politisk karriere kan nu krones med landets ypperste politiske post. Han skal nyde denne stund, for snart '“ dvs. lige efter påske så går det løs med allehånde problemer. Desuden skal Løkke hurtigt ud af Foghs skygge og skabe sit eget politiske projekt sammen med Lene Espersen. Jeg hører ikke til dem, der tror, at vi pludselig bliver vidne til en større revolution i liberal retning. Løkkes fokus bliver at imødegå og føre Danmark sikkert igennem den økonomiske krise og vinde næste folketingsvalg. I en Megafonmåling offentliggjort i dag blandt andet i Politiken har et lille flertal blandt vælgerne – 40 pct vs. 36 pct – på et enkelt punkt større tiltro til Lars Løkke Rasmussen end Helle Thorning-Schmidt, at han er bedst til at håndtere den økonomiske krise. På alle andre områder giver S-lederen Løkke baghjul. Spørgsmålet er nok, om disse tal holder. Jeg tror Thorning og resten S skal glemme disse målinger her og nu. Det reelle billede vil først vise sig senere.

Jeg hælder til, at Claus Hjort Frederiksen bliver udnævnt til ny finansminister, mens en Jacob Jensen kan blive ny beskæftigelsesminister. Det sidste er dog behæftet med stor usikkerhed.

Der skal også findes en ny velfærdsminister efter Karen Jespersen, som meget klogt er kommet en fyring i forkøbet, ved fredag eftermiddag at melde sin afgang. Timingen var måske ikke den heldigste, da det blev annonceret lige mens Anders Fogh Rasmussens Nato-generalsekretærpost endnu ikke var i hus. Det har uden tvivl bidraget til Jespersens upopularitet mange steder i Venstre. Faktisk er det vel kun Fogh og Hjort, der for alvor bifaldt idéen med at indlemme hende i regeringen. Langt de fleste er lykkelige for at slippe af med hende. Helt ude er hun dog ikke. Jespersen vil klar bruge sin plads i folketingsgruppen til at tordne mod islamister mv. Det forbliver en hjertesag for hende, og det kommer helt sikkert ikke til at gå stille af. Om hun genstiller ved næste valg er sikkert mere end tvivlsom. Hvis valget kommer i 2011, så vil hun være 64 år. Det er en alder for politikere, der i vore dage ligger lige omkring sidste salgdato.

Hører lige at statsministerens spindoktor Michael Ulveman forventligt går sammen med sin minister. Alt tyder på, at Finansministeriets nuværende spindoktor Søs Marie Serup følger Løkke ind i Prins Jørgens gaard.

Læs eller genlæs min analyse på Kforum om hvilke V-politikeres aktier, som er stigende kurs med Løkkes magtovertagelse herunder, hvem som er i spil som ministre.

Et par reklameindslag:

Dagbladet Information bringer et mega-maxi-multitillæg om Lars Løkke Rasmussens politiske levned indtil nu. Artiklens forfatter er min ringhed. Jeg forsøger at tegne et portræt af den nye statsminister også med vinkler, som jeg ikke har set hos flere af de andre aviser. Så køb 'Informeren' i morgen mandag!

Hør i øvrigt med i P1 Debat mandag kl. 12.20, hvor Peter Goll og jeg er i studiet for i ca. 25 minutter at diskutere Lars Løkke Rasmussens mulige fremtidige politiske projekt.

N.B. Vi er en flok liberale som har kloget os til Berlingske mandag om hvilken politik Løkke bør/vil føre.

STØT JARLS BLOG her.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    18 Comments

  1. Jesper Skov

    sagde den 5. april 2009 kl. 13:32:

    Jeg er stensikker på, at Løkke nok skal blive mere populær blandt vælgerne end han er nu. Men om han kan vinde næste valg, er jeg straks i mere tvivl om.

    Og enevælden blev afskaffet i 1848. Grundloven blev derimod underskrevet i 1849.

  2. Anders Schoubye

    sagde den 5. april 2009 kl. 20:48:

    Hej Jarl,

    Tror du Villy Søvndal i sit stille sind, ser Løkke som en trussel mod hans nuværende monopol på “hygge” i dansk politik?

    Så netop lettere mavesure Villy på DR1 og fik den tanke, at han måske har mere at frygte end Thorning og Vestager.

  3. Jarl Cordua

    sagde den 5. april 2009 kl. 21:03:

    2. Jeg tror i hvert fald man kan sige, at Villy Søvndal ikke undervurderer Lars Løkke. Det tror jeg derimod Helle Thorning og socialdemokraterne gør. Jeg synes man fornemmer på dem allerede, at “den er hjemme” efter at de er sluppet af med Fogh.

  4. Pelle Mortensen

    sagde den 5. april 2009 kl. 21:52:

    3
    Tja? Er den ikke også det. Løkkes chancer ligger i, som du selv siger, at skifte en masse ministre ud. Løkke skal føre visionær politik, samtidig med at han skal “føre os ud af krisen” og vil være folkelig. Selv i hans eget parti, tvivler de på ham, forleden var der i Politiken en meningsmåling, hvor 39 % af V’s egne vælgere foretrækker Lene E frem for Løkke.

    Alle disse ting + det seneste halve års tendens i meningsmålinger, gør det, fra min synsvinkel, ufatteligt svært for Løkke at kunne vinde et valg mod en (endelig!!!) samlet opposition.

  5. Dr. K

    sagde den 5. april 2009 kl. 22:22:

    @ Pelle.
    “en (endelig) samlet opposition”. Indbefatter det også det antidemokratiske sammenrend af tidl. marxister, stalinister, bz’ere, ungdomshus-aktivister, anarkister og andre politisk blinde i Enhedslisten som parlamentarisk grundlag for en dansk regering? Det giver mig i den grad kuldegysninger.
    Villy Søvndal som udenrigsminister og Ole Sohn som økonomiminister, jo tak – men det må da blive i Cuba eller Nord-Korea!

  6. Pelle Mortensen

    sagde den 6. april 2009 kl. 02:15:

    5
    Tja. En samltet opposition betyder i denne sammenhæng S,SF og R. Selvfølgelig er Enhedslisten også med i denne “blok”, men lad os nu se om de overhovedet kommer over spærregrænse til næste valg. Alle meningsmålinger ligger på mellem 1,5-2,5 for deres vedkommmende. Men lige meget hvad, så vil S, SF og Ø altid “stå sammen”, det er jo så et spørgsmål om R er klar på samarbejde.

    Jeg har i de sidste 8 år “gyst” ved tanken om at landsbytosser, tidligere fremskridtsmænd, snævertsynede, fremmedfjendske, dybt religiøse og konservative præster osv i DF er parlamentarisk grundlag for den nuværende regering. Føj for satan!

  7. jimmi kristensen

    sagde den 6. april 2009 kl. 11:10:

    de har jo fornægtet det tidligere liberale fremskridtsparti, mindst lige så meget som V har fornægtet liberalismen

  8. Isabella

    sagde den 6. april 2009 kl. 14:46:

    I forhold til den forestående ministerrokade – er der mon nogen chance for at man splitter velfærdsministeriet op igen?

    Selvom man kan sige meget grimt om Karen Jespersen, er hun (i hvert fald i mine øjne) jo ikke nogen politisk letvægter, så hvad enten man på samme måde som med Ritt er tilhænger af andre teorier om hendes exit end den oficielle eller ej, må hendes forklaring om et for tungt ministerium vel alligevel give stof til en eller anden form for eftertanke…

  9. Rasmus Kristensen

    sagde den 6. april 2009 kl. 16:53:

    @Isabella

    Berlingske har skrevet at de tror det bliver delt op, og man kan forestille sig at Lars Løkke der nok vil lægge mere vægt på indenrigspolitikken og selv har været indenrigsminister, vil have det tilbage. Så det skulle der være en god chance for.

    Jespersen er bestemt ingen letvægter, men hun har ikke rigtig markeret sig i forhold til kommunalpolitik og socialpolitik, og det sidstnævnte tror jeg Fogh havde forventet at en tidligere Socialdemokrat ville gøre. Jeg synes hun er en vigtig stemme i islam-kritikken, men så har hun ikke rigtig været andet. Derfor tror jeg det er fint hun går af som minister.

  10. Torben

    sagde den 6. april 2009 kl. 18:21:

    God, direkte snak i radioprogrammet. Endelig fik I lov til at tale ud. Flot Jarl

  11. DST

    sagde den 6. april 2009 kl. 18:26:

    Hej Jarl

    De røde på information er godt nok sure over du ikke går mere til Lars Lykkes makroner.

    Du bliver ligefrem beskyldt for at være forelsket i ham 🙂

    Men det er vel det sædvanlige stemningsbilled fra stalinisterne.

  12. Jarl Cordua

    sagde den 6. april 2009 kl. 19:46:

    10. Tak Torben!

    11. Tjah. Hvad skal man sige? Boller fra Kohberg? 🙂

  13. Rasmus Kristensen

    sagde den 6. april 2009 kl. 20:01:

    http://www.berlingske.dk/article/20090403/large/90403132/ så kan man på Berlingske forsøge at sætte sit eget ministerhold. Desværre kan man kun vælge folketingsmedlemmer.

    Men folk vælger Søren Gade som finansminister, og derudover er det de nuværende der bliver. Så er der top3 ud fra hver. Sjovt hvor mange steder Malou Aamund er repræsenteret.

  14. Theis

    sagde den 6. april 2009 kl. 20:41:

    I beskæftigelsesministeriet smågriner de lidt over at Claus Hjort sandsynligvis bliver finansminister. Det er nemlig alment kendt at han ikke har det alt for let med tal.

  15. Lars

    sagde den 7. april 2009 kl. 09:22:

    Hej Jarl.

    Jeg har lige hørt dig og Peter Goll i P1 debat, og det slog mig at du ikke indvender noget, når Peter Goll siger som et faktum at Kristian Jensen var 3.valg til næstformandsposten. Specielt fordi du i en tidligere tråd har har sat spørgsmålstegn ved om Carl Holst nogensinde rent faktisk har fået budet, eller om det bare drejer sig om forfængelighed fra Holsts side.

    Har du ændret holdning?

  16. Jarl Cordua

    sagde den 7. april 2009 kl. 10:44:

    15. Jeg forstår udmærket at du spørger. Sagen er, at Goll virkede ret sikker i sin sag. Jeg er imidlertid ikke så sikker på at han havde ret. Det er dog lidt svært at diskutere i sådan live i et studie. Det er ikke ligesom egnet til “afhøring” 😉

    Jeg er overbevist om at Søren Gade har fået buddet om at han kunne få Løkkes støtte hvis han ville blive næstformand – uden at jeg dog VED det.

    Jeg er imidlertid stærkt i tvivl – grænsende til det skeptiske – at Løkke har “tilbudt” Carl Holst næstformandsposten sådan uden videre. At de har drøftet sagen – det er der omvendt nok ingen tvivl om. Man snakker jo sammen!

    Mit gæt er, at Claus Hjort har overtalt Lars Løkke til at bakke om Kristian Jensens næstformandspost.

    Man skal lige være opmærksom på, at næstformandsposten IKKE er automatisk giver en masse indflydelse i regeringens inderkreds. Det kan Løkke tale med om. Selvom at han var næstformand var det først fra efteråret 2006, at han kom rigtig med i de afgørende beslutninger.

    Faktum er, at vi stadig har til gode at se om Kristian Jensen og Lars Løkke kan få et fornuftigt samarbejde op at stå og ikke mindst få til at fungere. Det er faktisk nødvendigt for dem begge to.

  17. Lars

    sagde den 7. april 2009 kl. 11:29:

    Tak for svaret.

    Det undrede mig, at Peter Goll udtalte sig så skråsikkert om noget, som man skal tilhøre venstres inderkreds for at vide noget sikkert om.

  18. Jarl Cordua

    sagde den 7. april 2009 kl. 11:36:

    7. Jeg bliver dog nødt til at forsvare Goll en lille smule. Han har faktisk gode kilder.

Bottom border