Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Efterår i De Tre K'ers tegn

Author icon

Skrevet af

Clock icon

august 5, 2009

Comments icon

8 kommentarer

Krise, Klima og Kommunalvalg. Det er dagsordenen for VK-regeringen i dette efterår. Det er ikke det samme som at man vil foretage sig en masse aktivt med nye initiativer osv. For det vil man ikke. Der er al for lang tid til næste valg, så hvis der økonomisk '“ ovre på den anden side af recessionen '“ er penge i kassen til nye gaver dvs. flere offentlige udgifter, så vil det først ske til den tid.

Den økonomiske krise ser ud til at blive en hård recession, som stadig vil genere en hel del flere arbejdsløse i en rum tid frem. Der er altid en forsinkelse på før det vender igen. Men det er slet ikke urimeligt at forestille sig, at arbejdsløshedskurven er knækket et års tid før folketingsvalget senest skal afholdes i efteråret 2011. Arbejdsløsheden er stadigvæk den knag, som Socialdemokraterne tør hænge deres hat på. Problemet er, at midt i '“ hvad der er udråbt som den største økonomiske krise siden 30'erne, ja så holder regeringen og DF fortsat akkurat skansen mht. vælgeropbakning i meningsmålingerne.

I finansloven vil der sikkert dukke tidligere reelt afsatte offentlige midler op, som efter at blive rullet ind i det rette indpakningspapir bliver præsenteret som “nye penge”, der skal bruges til at “kickstarte” dansk økonomi igen. Det er typisk fremrykkelse af offentlige investeringer og den slags. Oppositionen vil rituelt hyle op om, at det er ALT for uambitiøst, for sent og at regeringen i det hele taget snyder på vægten samt har foræret 'det offentliges penge' til 'de rige' og privathospitalerne.

Mit bud er at de optimistiske toner, der lige nu slås an i erhvervsliv og blandt økonomer vil tage til i styrke i løbet af efteråret, og at en fornemmelse af at det nu går den rigtige vej vil hjælpe regeringen i meningsmålingerne og måske endda også ved kommunalvalget. Lars Løkke Rasmussen har i sin politiske karriere altid været velsignet med en heldig hånd i svære situationer. Hvis fremgangen bliver så stærk at tilstrækkeligt med nye jobs opstår – vil det blive uhyggeligt svært for oppositionen at overbevise et befolkningsflertal om, at Løkke ikke duer.

Og hvad har oppositionen egentlig på hånden? Salig Svend Auken mfl. lagde ikke skjul på at de var imod den stramme udlændingepolitik, som også S bakker op om. I den aktuelle strid om de afviste asylsøgende irakeres ophold i Brorsonskirken er især Socialdemokraterne under lup, hvorvidt de kan være ligeså faste i kødet som VKO, når det gælder opbakningen til systemets beslutning om udvisning. Viger S herfra, så vil de være under hård og formodentlig effektiv beskydning fra VKO frem mod næste valgdag, at man er faldet tilbage til de gamle synspunkter, hvor landets grænser skal stå på vid gab for alverdens økonomiske flygtninge.

I skattepolitikken har socialdemokraterne allerede gjort sig sårbare ved at vade ret og lige ind i de borgerliges fælde. S har således varslet 'skattestramninger for de rigeste' i det udspil, der skulle komme her i efteråret. De borgerlige er allerede begyndt at slibe knivene og slikke sig om munden med udsigt til at angribe socialdemokraterne, som dem, der vil indrette et samfund, hvor det IKKE må kunne betale sig at arbejde.

Måske kan S 'håbe' på, at Lars Løkke ikke formår at lave en klimaaftale, men det er nok lige et nummer for kynisk og urealistisk at tiltro dem det. Socialdemokraterne vil sammen med resten af folketinget bakke Løkke op indtil klimatopmødet er overstået. Har han så ikke leveret en aftale, når man er fremme ved snorene, så vil de nok falde over ham, men indtil da giver de ham selvfølgelig et positivt medspil. Det er både i Danmarks, verdens og ikke mindst deres egen interesse '“ og så må folk som Barack Obama og alle de andre store kanoner trods alt tilskrives en hvis afgørende hovedrolle i sagen. En fornuftig klimaaftale kan umuligt alene hænge på Løkkes skuldre.

Selvom at statsministeren således må siges at have kalenderen fuld i efteråret, så skal han nok blive kritiseret af medier og oppositionen for at foretage sig for lidt uden nogen større strategi for hvor han vil hen. Det er man jo så vandt til med Anders Fogh Rasmussen. Jeg tror Løkkes tilgang '“ i hvert fald lige her og nu – mere ligner en Poul Schlüters i hans første regeringsår, hvor man tager bestik af situationen dag til dag, men altså ikke laver (alt) for mange forkromede planer/drejebøger eller en egentlig strategi. Måske fordi man fortsat mangler lidt selvtillid på posten og/eller fordi den økonomiske situation fortsat mås siges at være usædvanlig, plus at der stadigvæk er ret lang tid til valget.

Vi mangler i hvert fald at se, hvad Lars Løkke Rasmussens politiske program indeholder. Ikke engang korrekturerne til et program er det muligt at ane. En række yngre Venstrefolk blev i foråret sat til at politikudvikle på en række områder, og de har også fået skrevet en række nye forslag ned, der i øvrigt er blevet samlet og sammenskrevet af Indenrigs- og socialminister Karen Ellemanns nye spindoktor, Martin Vith. Sidstnævnte er blandt Løkkes fortrolige og har desuden i stigende grad spillet en betydende rolle i Venstres valgkampe de sidste 15 år. Topledelsen i V er ovenud tilfredse med resultatet og flere yngre folk som blandt andre Jacob Jensen, Sophie Løhde og Peter Christensen står på spring til nye (minister)poster og opgaver. Hvad så med de mange '“ ukendte – politikforslag? Ja foreløbig skal de indgå '“ hvis det er muligt '“ i partiets kommunalvalg eller også bliver de 'sparet' til den dag, hvor Løkke vælger at “trykke på knappen”, så de kan indgå i Venstres næste valgprogram.

Om forfatteren

Jarl Cordua cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske program "Cordua & Steno", der sendes hver torsdag kl 10-12 på Radio 24Syv. Indehaver af Jarls Blog siden 2006. Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup. Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 2663 4128

    8 Comments

  1. Søren Nørskov Pedersen

    sagde den 5. august 2009 kl. 13:47:

    Jarl, hvordan ser du på dagens snak om DF’s evt. indtræden i regering? Hvilken interesse har DF i at underlægge sig ministeransvarlighedsloven, andet end forfængelighed og våde drømme om ministerbiler?

    I mine øjne vil deres indtræden i regering nærmest begrænse deres indflydelse i forhold til nu.

  2. Jarl Cordua

    sagde den 5. august 2009 kl. 13:58:

    1. Ha! Jeg mener det er en stærkt strammet historie. Den er opstået fordi Brian M i et interview på News i går blev spurgt om han ville afvise DF i en regering. Mikkelsen ville ikke provokere DF yderligere på en dag, hvor Pia K havde kritiseret den konservative kulturminister, så han svarede, at han ingen problemer havde med det, men AT DET KOM AN PÃ… DE POLITISKE KONDITIONER. Som alle ved, så skilles vandene i VKO-blokken i hele synet på EU, så der er INTET nyt i den sag. Justitsministeren var diplomatisk på TV i går – og så er dele af pressen efterfølgende gået i selvsving. Vorherrebevares! 🙂

    VK er ikke interesseret i at DF kommer i regering – og DF er heller ikke specielt interesseret i at komme i regering. Til gengæld har nogle journalister – sikkert i bitter nød over at have så lidt at skrive om p.t. – kastet sig over sagen og har pustet den op.

    Jeg fatter faktisk ikke, at såkaldt seriøse politiske journalister kan finde på at tærske langhalm på sådan en historie. Den kan ikke rigtig bære det.

  3. Søren Nørskov Pedersen

    sagde den 5. august 2009 kl. 14:51:

    2. Takker, vældig oplysende og meget lettende!

    Selvsving i visse medier havde jeg ikke lige tænkt på. Det skyldes sikkert selvsving over en eventuel udsigt til DF i regering…..

  4. Rasmus Kristensen

    sagde den 5. august 2009 kl. 15:12:

    Et spændende efterår, hvor meget kan ske. Jeg er ikke sikker på Løkke figurerer i alles bevidsthed som statsminister endnu, men nu skal han for alvor vise han er chefen, og udstikke kurs ved en åbningstale og senere også en nytårstale. Jeg gætter også på han vil vente så længe som muligt med at udskrive valg, først i 2011.

    2011 bliver så et meget afgørende valg. Det siger de selvfølgelig altid, men jeg synes 2001 var meget afgørende, men 2005 og 2007 ikke var det. 05 og 07 regnede de fleste med at Fogh sikkert ville fortsætte.

    Jeg sagde for et par år siden til en socialdemokrat, at jeg tror Danmark er blevet mere borgerligt. Han var uenig. Han mente det handlede om Venstres midtersøgen og Foghs dygtighed i valgkampe. Hvis Løkke kan slå dem må den falde sammen.

    I 2011 har Danmark været under borgerlig regering i 10 år, så hvis de taber vil man sige de har haft en god lang periode. De røde derimod, vil det blive et nederlag af rang for. Det vil betyde over 10 år med borgerlige regeringer, og så vil Helle Thorning også have tabt to valg og nok ryge ud. Desuden vil de borgerlige være meget hårde ved Søvndal i den valgkamp.

    Og at de sætter lid til at den økonomiske krise fortsætter – håber virkelig dem der tror den er ovre har ret. Både for os alle sammens skyld, og fordi det vil knuse de røde!

    Men der er lang vej, og om Løkke er lige så stærk en leder som Fogh og har lige så meget teflon effekt skal vi lige finde ud af, selvom han er kommet godt videre fra bilagene.

    Og DF gider da ikke i regering, selvom jeg synes da nogle gange det kunne være rart de kunne holdes til ansvar og ikke bare køre på frihjul i debatten. Netop derfor vil de ikke.

  5. RMO

    sagde den 6. august 2009 kl. 09:05:

    Du turde alligevel ikke lave overskriften “Efterår i KKK’s tegn”? : )

  6. Jarl Cordua

    sagde den 6. august 2009 kl. 09:42:

    “De tre K’er” er ikke mit påfund, så det handler ikke om at turde eller ej, men jeg kan godt se -nu – at det måske kan give nogle lidt uheldige associationer hos nogen! 😉

  7. Henning Frandsen

    sagde den 10. august 2009 kl. 09:16:

    Er du stadig på ferie Jarl? Flere indlæg, tak:-)

  8. Jarl Cordua

    sagde den 10. august 2009 kl. 13:28:

    7. Jo, men jeg skal jo arbejde for at sikre skattemyndighederne et ordentligt provenu som politikerne kan dele ud af, og så skal der også gerne være lidt overs til at kunne give mig og min familie føden. Du er dog velkommen til at give et sponsorbidrag 😉

Bottom border