Kategorier

Løkke sætter sejlene til ny valgsejr

Lars Løkke Rasmussen holdt tirsdag i Folketinget sin første egentlige åbningstale. Statsministeren lykkedes egentlig udmærket med at aflevere talen med en personlig stil, der var klart anderledes end forgængeren.

Det er omvendt næppe en tale, der går over i historien for epokegørende nyheder eller skelsættende begivenheder. Man pralede lidt over de mange milliarder kr., regeringen for længst HAR afsat til nye sygehuse, og så fik Løkke behændigt primet, at det altså ikke er hans skyld, hvis/når klimaaftalen under topmødet i København til december formentlig går op i hat og briller. Alligevel formåede statsministeren at sætte især en indenrigspolitisk dagsorden, som lige siden har domineret debatten og fyldt op i mediernes reportager.

Her tænker jeg især på de forskellige tiltag på det retspolitiske område med sænkelse af den kriminelle lavalder til 14 år, mulighed for brug af frivillige GPS-armbånd/'elektroniske fodlænker', en indsats mod regeltyranniet, der åbenbart kvæler mange offentlige ansattes arbejdsglæde i det daglige mv.

Oppositionen har rituelt kastet sig over talen med en forudsigelig kritik af talen, som værende blottet for visioner og helt uden konkrete tiltag i forhold til at bekæmpe arbejdsløsheden. Løkke vil prisgive de arbejdsløse, lyder kritikken fra venstre side af Folketingssalen, hvor man tydeligvis fortsat sætter al sin lid til, at længden af arbejdsløshedskøen er ligefrem proportional med oppositionens chancer for at komme til magten.

Kloge-åger har kastet sig over statsministerens taler. Det er jo et marked, hvor alt fra professionelle gabehoveder som Poul Madsen, som ingen rigtig tager alvorligt, fører sig frem til mere seriøs kritik eksempelvis fra Informations Bent Winther, der mener, at Løkke blot er en 'vikar' som nærmest bevidstløst viderefører sin forgængers politik. Så er der Hans Engell, som synes, at talen var forudsigelig og kedelig:

– Jeg har det som om, jeg har haft et møde min bankrådgiver, sagde politisk kommentator Hans Engell til Information. Den tanke har ellers strejfet mig mht. om det ikke i virkeligheden kun er Engell, der er i stand til at holde en sprudlende og levende tale fyldt med politisk indhold og funklende nye visioner for morgendagens Danmark. Han burde faktisk gå ind i politik igen, så klog som han er. Hvorfor forlod han egentlig politik? Nånej'¦

Jeg hører til dem, der vurderer talen som egentlig fornuftig set ud fra den præmis, at den skal bruges til at opfylde Løkkes helt overordnede målsætning, nemlig at vinde næste valg for enhver pris. Løkke vil gøre alt for ikke at gå over i historien som den, der mistede regeringsmagten til socialdemokraterne. Derfor adresserer statsministeren naturligvis i talen især de områder, hvor han ved at han har folkelig opbakning. Det drejer sig især om at føre en hård retspolitik eksempelvis med at skære i offentlig hjælp, når unge ikke passer deres skole og førnævnte eksempler. De overvejende venstreorienterede socialarbejdere, og store dele af sagkundskaben hyler og skriger i medierne, men til deres synlige frustration så har det åbenbart ikke den store indvirkning på VKO-politikerne. For selv langt ind i S og SFs vælgerkorps er der fortsat fuld opbakning til en benhård og konsekvent linje i retspolitikken. Og jo mere S-SF distancerer sig fra VKOs politik jo længere taler de sig væk fra de vælgere, som de konkurrerer benhårdt især med DF og V om.

Selvfølgelig vil der være en 40-45 procent af befolkningen, der ligesom folketingsmedlemmerne fra S, SF, de radikale og Enhedslisten synes, at regeringens politik er helt forfærdelig og retspolitisk fuldstændig skammelig, skandaløs osv. Men i den del af befolkningen, som befinder sig i svingvælgergruppen på 5-10 procent mellem enten S og V eller S og DF, ja der bakker man op om alle tiltag mod kriminelle – og navnlig kriminelle indvandrere. Det er en model, der har virket siden 2001, og nu forsøger VKO sig med tricket endnu engang. Og jeg tror såmænd nok, at de får held med det.

Var der noget i talen til det liberale Danmark? Ja jeg kan ikke helt få øje på det fraregnet den bebudede indsats mod regeltyranniet i det offentlige. Men det er indsats, der kun varer indtil en eller anden skandale opstår i ældreplejen, hvor en ældre borger ikke har fået sin mad, sit bad eller sin gåtur. Så skal der nok komme krav fra venstreoppositionen, DF eller sågar fra menige MF’ere fra regeringspartierne om flere regler, kontrol og skemaer osv. Det er som bekendt den slags ting, som de fleste folketingspolitikere bruger det meste af deres tid på.

Hos Venstre og de konservative var man tilfredse med talen. Især hos Venstre er fornemmelsen, at man igen har fået en leder, som er optaget af den hjemlige andedams problemer og som er stålsat med henblik på at føre folketingsgruppen til en ny sejr and Four More Years på regeringsbænkene.

I åbningsdebatten bemærkede jeg mest, at Venstrepolitikerne og DF gik i kødet på Helle Thorning Schmidt for at bringe hende ud af fatningen. S-lederen er sjældent på talerstolen og derfor forsøge VKO at presse hende i debatten, hvor hun skal improvisere. Thorning har faktisk vist sig som ganske udmærket til indstuderede taler, men har endnu til gode at bevise, at hun også mestrer kunsten at debattere fra en talerstol. Der kan hun tage ved lære af Villy Søvndal, som ingen kan lære noget mht. vid, polemik og retoriske fif. Han er kongen af talerstolen lige pt.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

16 kommentarer til “Løkke sætter sejlene til ny valgsejr”

Danmarks bedste politiske blog? Så havde jeg ærlig talt forventet en lidt skarpere analyse af Løkkes tale, der meget kort og præcist kan karakteriseres som: Oratorisk taburet lim.

1. Så lad være med at spilde tiden her. Der er masser af andre muligheder.

Jeg har bemærket din noget uforsonlige eller enøjede opfattelse af regeringen.

Det er fair nok, men så smut over til Rune Engelbrecht. Der får du den rene vare. Det er nok Danmarks bedste blog målt med dine alen.

Jeg har slet ingen ambition om at tækkes venstrefløjsaktivister, som åbenbart befolker avisernes blogs med deres udgydelser.

Jeg er meget enig i at der ikke var noget at komme efter for de borgerlige vælgere, der er ingen svar på de udfordringer der kommer med den stigende ældre byrde og stadig flere på offentligforsørgelse.

At LLR har udskudt alle reformer til efter et valg, må vel medføre at vi alle må bede til valg i foråret og ikke først om et par år – det er grotesk at en borgerlig regering har en offentlig sektor der er vokset med 70.000 og fire gange så meget som man har lovet i 2010-2015 planen.

Regereingen har endvidere svigtet Danmark ved fornægte at lave de reformer som skal fjerne den strukturelle ubalance på 20 mia kr/år (Ã…rhus unviersitet siger idag at det er 40 mia).

Jarl tror du der er en chance for at en VK regering vil gennemføre reformer efter et valg eller vil de fortsætte deres socialdemokratiske linie?

Hvis de vil fortsætte linien, hvor kan borgerlige (liberale) vælgere så sætte deres kryds for blive repræsenteret?

@Jarl

“Jeg har slet ingen ambition om at tækkes venstrefløjsaktivister, som åbenbart befolker avisernes blogs med deres udgydelser.”

De er ihvertfald særdeles aktive på blogsene inde på Berlingske.dk. Man bliver sommetider lidt i tvivl om hvorvidt man ikke er på information.dk 🙂

Men du skriver, at der altid vil være 40-45 procent af befolkningen, der er enige med Folketingspolitikerne fra rød blok mht. værdipolitiske spørgsmål, herunder retspolitik. Er det ikke lidt højt sat. Jeg mener at der har været et skred i befolkningen mod højre gennem de seneste 10-15 år, specielt hvad angår retspolitkken??

Det er vel også derfor at Socialdemokraterne indtil for nylig, (ved Karen Hækkerup), flere gange nærmest prøvede at overhald VK-partierne højre om. Det ser nu ud til de har opgivet det, og så åbenbart håber på at den stigende arbejdsløshed vil overskygge alle de andre emner.

3. Det er højst usikkert om Løkke vil lave reformer efter næste valg. Det afhænger jo af mange ting. Løkke har ALDRIG været minimalstatsliberalist. Det giver ham efter min mening en helt anden troværdighed end Fogh.

På den anden side, så ved alle – selv S og SF – at de på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at gøre noget ved efterlønnen. Ellers hænger arbejdsmarkedet ikke sammen når vi kommer over på den anden side af krisen.

Hvad skal man stemme? Jeg ville gerne stemme på Liberal Alliance, men jeg tror ikke, at de kommer ind. Så det mindst ringe er vel at stemme på liberale kandidater fra enten V eller K eller en fornuftig og begavet DF’er så som Søren Espersen.

4. Det er frygteligt, at disse blogs er blevet varmestue for kværulanter og venstrefløjsaktivister. Det ødelægger jo debatmiljøet. Jeg gier aldrig læse kommentarerne. Det er for mig at se politisk spam helt uden interesse.

Indrømmet. Du har nok en pointe, at 40-45 procent måske er for højt sat.

Hvis man skal gøre op med regeltyrraniet skal det være et regulært opgør. Det vil sige at der FOR ALVOR skal fjernes kontrol og regler. Men det bliver svært at leve op til for medarbejderne. For som det er nu – jeg har været i det offentlige de seneste 1 ½ år nu – så bruges reglerne til ansvarsfraskrivelse, og det er meget bekvemt men ikke gavnligt for mulighederne for at gøre det rigtige stykke arbejde.
Jeg er dog stadig tilhænger af at vi får gjort kål på regeltyranniets TANKEGANG.

Hvis vi skal sænke den kriminelle lavalder, så skal det være for at give de 12-14 årige regulær retssikkerhed, så de ikke forsvinder ind i de velmenende pædagogers GULAG-helvede hvor ureflekteret “flæskebonde-danskhed” og pænhedens regeltyranni bliver betragtet som en “naturlig udvikling” i den store civilisatoriske ludospil.

Hvis der skal “tampes” på forældre der ikke kan få deres unger til at gå i skole – så skal der være et regulært samarbejde mellem skole og hjem, således at man ikke bare gør det til hjemmets problem, at 20% af de unge ikke passer ind i den fæstebondementalitet/kollektivistiske ånd/masse-tænkning – som er dominerende i skolerne både blandt lærere og store dele af forældrene. Det er noget nær umuligt at få bare nogenlunde forståelse af og for den problemstilling, der har at gøre med at man har bedt os om at skabe hele mennesker af vore børn, og samtidig forventer at de I DEN GRAD skal tilsidesætte deres behov (nej ikke ønsker) – i fællesskabets interesse.

Ja det var så en politisk kommentar. Jeg mener ikke at det er helt forket hvad regeringen gerne vil. Men de har gjort regning uden vært. Det er IKKE skidenemt at gennemføre ude i virkeligheden.

“Jeg hører til dem, der vurderer talen som egentlig fornuftig set ud fra den præmis, at den skal bruges til at opfylde Løkkes helt overordnede målsætning, nemlig at vinde næste valg for enhver pris. Løkke vil gøre alt for ikke at gå over i historien som den, der mistede regeringsmagten til socialdemokraterne.”

Ja, det er en god pointe. Vi vil nok få at se en mere end almindelig populistisk regering fra nu af og frem til valget. Desværre.

Mht kommentarer fra venstreloonies, så må du gerne være benhård og simpelthen slette deres kommentarer. De ødelægger debatten med al deres infantile vrøvl.

@ Jens

Information.dk byder nu også på mange gode ting, f.eks. Peter Laugesens meget rammende beskrivelse af hele Danmarks “far her”:

“Næste gang ministeren dukkede op, i studiet hos Klaus Bundgård Povlsen, lignede han en lille hund, som den ser ud, når nogen opdager, at den har skidt på gulvet.”

Jarl min frygt er at man ikke kan stole på kandidaterne fra V og K, de lover løs men når de er ved forhandlingsbordet så tør de ikke stå fast – bedst afsløret ved Lene Espersen under forhandlingerne til skattereformen hvor hun pludselig var fortaler for topskattens bevarelse.

Bliver det hele ikke aftalt på møder mellem LLR og Hjorten, Lene E og Peter Thuesen Dahl, forud for forhandlingerne ? – måske er Lene slet ikke med.

Jeg satser på Liberal alliance selv om det sandsynligvis er frugtløst så har man vel idet mindste indgivet dissens.

@Ole

“Peter Thuesen Dahl”??? Mener du ikke Kristian Thulesen Dahl?? Men ellers har du en interessant teori. Jeg havde ihvertfald mange gange på fornemmelsen, at Thor Pedersen og Thuelsen Dahl mere eller mindre havde afklaret tingene på forhånd, d.v.s. inden ‘skuespillet’ om de årlige finanslovsforhandlinger startede.

Overordnet en ganske fin analyse, der er dog en enkelt misforståelse som jeg har set flere steder på det sidste. Nemlig at det kun skulle være en håndfuld venstresnoede socialarbejdere der syntes at en sænkelse at den kriminelle lavalder er en dårlig idé. Næsten alle Politifolk, kriminologer, sociologer og andre der rent faglig ved noget om emnet siger at en sænkelse ikke vil hjælpe noget i forhold til antallet af kriminelle unge.

Nu skal eksperterne jo ikke fastlægge regeringens politik, og politikerne kan jo heldigvis tage deres beslutninger selv, men det er bare vigtig så at understrege at det snarre er en politisk beslutning om at signalere “Tough on Crime” end det er en faglig underbygget løsningsmodel der skal hjælpe med at løse problemet med ungdomskriminalitet.

@7
Jeg håber da at Jarl sletter indlæg fra ALLE loonies, de findes jo som bekendt på begge sider at hækken 😉

Faktisk mener jeg også, at det er en belastning med de kværulanter, man kan finde på min avis’ hjemmeside, men der er bare også mange fornuftige mennesker imellem, og mon ikke det er sådan på alle mediers hjemmesider. Men rent faktisk er der mange interessante ARTIKLER at finde på Information.dk. Uanset at dette – altså Jarls blog her – rent faktisk er Danmarks bedste politiske blogunivers
God weekend
Annegrethe

PS: Jarl, finder du ikke lige ud af for os alle sammen, hvad er ligger bag historien om Connie H’s afsatte/opsagte/flygtede (hvad det nu er) chef-klimaforhandler ?

@1
Jeg savner da også en mere reformivrig regering, men som Jarl så rigtigt præciserer er Løkkes sigte endnu fire år. Det er det, som er, så befriende ved Jarls blog – tilpas uafhængig og liberalt tænkende, men samtidigt med et uomgængeligt, vidende og skrapt (real) politisk sigte.

Vi har da masser af udprægede liberalitiske/liberale blogs, hvis du udelukkende ønsker det sigte.

@7
Ja, lad os da bare censurere løs.

@8
Helt enig, masser af guf på information.dk – specielt var deres “protræt” af Bo Asmus Kjeldgaard fornøjeligt.

10. Naturligvis – jeg får altid mikset Peter Skaarup og Kristian Thuesen Dahl sammen – det er ofte lidt skræmmende. 😉

Lukket for kommentarer.