« ErhvervsBossen der manglede mod | Forside | Den lille bulldozer fra Græsted »
Kampen om sandheden
Af Jarl Cordua | 1. november 2009
Der er formentlig kun en håndfuld Christiansborg-politikere, pressekorpset samme sted, enkelte kommentatorer og et par afficionados her og der, som dels forstår, hvad dramaet om forhandlingerne om Globaliseringspuljen egentlig drejer sig om – og dels går op i sagens substans. Langt de fleste vælgere lægger mentalt sagen over i kassen med “uforståligt og uigennemskueligt Christiansborg-fnidder-fnadder”
Med andre ord: Der kan næppe flyttes mange vælgere henover midten, fordi finansminister Claus Hjort Frederiksen skændes med Helle Thornings-Schmidt og Margrethe Vestager om hvorvidt nogle forhandlingstekniske spilleregler er overtrådt eller ej.
Sagens substans drejer sig om, at regeringen ifølge oppositionen har pillet et for S og R uspiseligt forslag ud af forhandlingerne, der fjerner børnechecken til familier med unge mellem 15-17 år, som ikke er i en ungdomsuddannelse eller er i job. Denne manøvre har herefter kortsluttet forhandlingerne om globaliseringspuljen, der skal fordele ca. 10 milliarder kr. frem mod 2012 til forsknings og uddannelse.
Hos SR mener man, at der er tale om forligsbrud, og truer derfor også med at opsige efterlønsforliget. Omvendt mener Claus Hjort ikke, at SR kan bruge forliget til at blokere for forslag, som der faktisk er flertal for i Folketinget med VKOs stemmer. Det er ligefrem “gidseltagning” og et forsøg på at forhindre demokratiet i at fungere, mener finansministeren, som så har opsagt aftalen om forskningsmilliarderne.
Er der reelt tale om forligsbrud? Målt med de gammeldags alen, så ville man næppe forestille sig, at Claus Hjorts manøvre blive brugt under politiske forhandlinger i 1990’erne. Men tiderne – og tilsyneladende også spillereglerne – har ændret sig siden 2001, for stort set alle større politiske forlig siden da, har været snævre og indgået alene med regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.
Hvad bliver konsekvenserne, hvis sammenbruddet er endeligt?
I forvejen er stemningen mellem regeringen og oppositionen historisk dårlig og præget af uendelig mistillid. Nu bliver stemningen så yderligere forpestet, hvis altså ikke parterne finder tilbage sammen til forhandlingsbordet. Sker det ikke, vil sagen formentlig gøre det helt umuligt i fremtiden at lave forlig henover midten i resten af denne valgperiode. Det var ellers svært nok i forvejen efter skattereformen.
Hvem har glæde af at forhandlingssammenbruddet?
Som sædvanlig kan Dansk Folkeparti kun glæde sig over, at regeringen og oppositionen til venstre hverken er på talefod og eller kan samarbejde. Alt andet lige øger det naturligvis DFs indflydelse i dansk politik.
Tabere?
Regeringens politiske manøvrerum indskænkes, når man kun har DF at forhandle med. Endnu engang bliver VK udstillet af oppositionen som uden vilje til det brede samarbejde.
SR har historisk set meget lidt indflydelse i dansk politik. Nu er de i gang med at opsige det eneste større forlig, som de er med i, og hvor de har lidt at skulle have sagt. Helle Thorning-Schmidt er formentlig den socialdemokratiske partiformand i nyere tid med mindst reel politisk indflydelse.
Respekten for folkestyret får sig altid en tur, når politikere på så uskøn en måde råber og skriger af hinanden. Ude ved kakkelbordene undrer man sig utvivlsomt over al den ballade, ryster på hovedet og siger sikkert lidt ligesom borgmester Herman von Bremenfeld i Ludvig Holbergs udødelige skuespil ”Den politiske Kandestøber” fra 1722: ”Kan I så forlige jer, I Skabhalse!”
LO har SLET ingen interesse i, at Socialdemokraterne melder sig ud af forhandlingerne. Dermed mister fagbevægelsen indirekte indflydelse på Globaliseringpuljen. Det er sikkert derfor, at de falder S i ryggen og beder dem gå tilbage til forhandlingsbordet.
Claus Hjort Frederiksen bliver endnu engang udstillet som ufleksibel og kantet. Men det er han formentlig selv ret ligeglad med, når det kommer til stykket. Han har uendeligt mange gange spillet rollen som “det dumme svin” og ofrer sig gerne sin i forvejen begrænsede folkelige popularitet for en højere sag. Stol trygt på det. Andre ministre vil nok tænke mere på deres genvalgschancer og plads i historiebøgerne. Hjort står allerede i historiebøgerne og hans personlige politiske horisont rækker måske kun til at gøre næste valgperiode med.
Hvem gør de forliste forhandlinger så mest ondt på? Hans Engell skriver i sin klumme i dag, at det gør det altid på den siddende regering. Ja, sådan var situationen nok dengang i 90’erne da Engell var toppolitiker. Men hvad nu hvis regeringen faktisk bøjer sig for SR i denne dag? Forestiller man sig så, at SR og SF undlader at tæske løs på regeringen for at føre blokpolitik? Selvfølgelig gør de ikke det. Men det er da klart, at oppositionens påstand vil få større troværdighed, hvis Lars Løkke Rasmussen blot bakker sin finansminister op og nægter at trække forslaget om børnechecken af bordet.
I sidste ende må statsministeren gøre op med sig selv, om han føler at regeringen er i stand til at vinde ”kampen om sandheden” som hidtil har udspillet sig medierne som en spinkrig med SR. Hvis man ser på Løkkes forhistorie, som Niels Krause-Kjær så eminent har skildret i sin netop udkomne biografi, så vil Løkke IKKE lade sig stoppe af en oppositions påberåbelse af overtrædelse af uformelle forhandlingstekniske spilleregler. Oppositionen kender jo statsministeren fra skatteforhandlingerne og forhandlingerne om strukturreformen.
Hvis Løkke vælger at overhøre oppositionen, så kan han risikere – hvis han en dag måtte tabe regeringsmagten – at SR herefter i lang tid helt dropper i at få Venstre med i større brede forlig. Det kan være en høj pris at betale. Og hvilke konsekvenser får det for efterlønsforliget? Her er SR internt selv splittet, hvis SF kræver efterlønnen på dagsordenen i en ny rød regering.
Emner: | 7 kommentarer »
1. november 2009 kl. 18:48
Apropos …
http://www.berlingske.dk/groft-sagt/forvirret-fortolker
1. november 2009 kl. 19:20
“SR har historisk set meget lidt indflydelse i dansk politik. Nu er de i gang med at opsige det eneste større forlig, som de er med i, og hvor de har lidt at skulle have sagt.” Glemmer du ikke her forsvarsforliget? Målt på hvilkensomhelst måde, er det da et større forlig. Så har vi også i indeværende valgperiode fået brede og fundamentale forlig inden for eksempelvis trafik,klima,energi m.v. Men i øvrigt er dine betragtninger – som sædvanlig – interessante.
1. november 2009 kl. 19:57
[...] Cordua vender den pågældende sag fint og elegant på sin blog; og efter at have læst hans prætentiøst betitlede indlæg må jeg ærligt påstå, at sagen stadig ikke vækker nogen større interesse hos [...]
1. november 2009 kl. 20:04
2. Klima og energi er ikke et område, der ensidigt var et bredt forlig om. Det er sandt, at der var bred enighed om (med undtagelse af Enhedslisten) i at fordele tilskuddene til vind, biomasse, og andre tek. løsninger.
Men så gik den heller ikke længere. Et stop for udvidelsen af brugen af olie og kul kunne oppositionen ikke gå med til – selvom det historisk har været en fast del af de energipolitiske forlig. Derfor gik VK enegang med DF i denne ret omfattende del af af de sædvanlige energipolitiske forlig.
1. november 2009 kl. 22:32
1. Ja, Mogensen kunne sandelig lære lidt af Jarl med hensyn til analyse af denne affære.
1. november 2009 kl. 23:05
Efter at have set DR2 i aften om jordskedsvalget den 4. december 1973 kan man jo have en mistanke om, at der snart igen er plads til et eller to nye partier, som kan give de nuværende partier én på goddagen – det kræver selvfølgelig nye politikere af den rette støbning ( og den slags er ikke som Nasser Khader)
2. november 2009 kl. 21:31
[...] that I ought to write something profound about the election campaign for the local elections, the confusion surrounding the negotiations about the globalisation funds or perhaps even a review of Niels Krause-Kjær’s biography of Lars Løkke Rasmussen, but [...]