« Løkkes danske drøm | Forside | Hvor længe varer glæden hos K? »
Præsidenten der ville væk
Af Jarl Cordua | 22. november 2009
Under den politiske nørds juletræ bør i år ligge Troels Mylenbergs og Bjarne Steensbecks fortræffelige og velskrevne skildring af Anders Fogh Rasmussens 7½ år som statsminister.
Der er tale om det første værk, der beskæftiger sig med hele Foghs regeringsperiode. Fokus er på Foghs år som regeringschef. Hvordan Fogh fik magten er egentlig bedst og mest omfattende beskrevet i Hans Mortensens ligeledes glimrende bog: ”Tid til forvandling”, som udkom i fjor. Steensbeck og Mylenberg lægger i stedet deres vægt på hidtil i bogform ubeskrevne sider, hvordan Fogh håndterede rollen som statsminister og ikke mindst, hvordan han kom videre til NATO-generalsekretærposten.
Bogen, der udkom for et par uger siden, bærer titlen ”Præsidenten”. Det er en henvisning til det øgenavn ministrene gav deres ikke specielt elskede, men særdeles respekterede chef. Vi får alle historierne om, hvordan Fogh kunne køre sine ministre over eller hvor skrækslagne, de kunne blive over at blive hørt i stoffet af ”overlæreren”. Regeringschefen var – for nu at sige det mildt – ikke til snak i rundkredsen. Det var altid uden undtagelse hans synspunkt, der til sidst nød fremme i de sager, der interesserede ham. Grunden til det var den simple, at Fogh satte sig bedre ind i sagerne end alle andre og i øvrigt brugte alle kneb “i bogen” til politisk at bearbejde ministre i det magtfulde koordinationsudvalg, så han til sidst fik det, som han ville.
Bogens største nyhed handler om, hvor relativt tidligt Fogh sætter et par få betroede embedsmænd i sving med at få ham bragt i spil til en evt. international toppost. Det sker faktisk allerede ganske kort tid efter hans 3. valgsejr i 2007. Der er også andre mindre nyheder, blandt andet at Fogh havde tænkt sig at sidde som statsminister en hel måned længere, efter at han var blevet valgt som NATO-generalsekretær. Og så er der den lille, men sjove nyhed om, at Fogh drak sig fuld i snaps under en medarbejderudflugt i Venstre på Hveen et par måneder før valget i 2001.
Makkerparret Mylenberg/Steensbeck har i kraft af deres mangeårige gang som journalister på Christiansborg helt styr på Fogh-perioden og vælger at fokusere på de tre store udenrigspolitiske sager, der helt sikkert også kommer til at præge eftertidens syn på årene 2001-2009. Det er EU-formandskabet i 2002 og ikke mindst topmødet i København, som endte med at optage en række nye lande i EU. Det blev Foghs svendestykke, men samtidig gerådede han ud i en åben krig med Udenrigsministeriet og dets daværende direktør Friis Arne Petersen samt udenrigsminister Per Stig Møller.
Desuden får vi historien om Muhammed-krisen, hele baggrunden for hvorfor den opstod og udviklede sig og Foghs håndtering af denne sag, der bragte Danmark ud i efterkrigstidens sværeste krise. Det er et spørgsmål, som stadigt diskuteres heftigt herhjemme. Bogen får fint redegjort for, hvor kraftigt Fogh har nedtonet sine synspunkter i sagen, efter at han blev bragt i spil som NATO-generalsekretær.
Naturligvis er der også et kapitel, der omhandler baggrunden og beslutningen for Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som herhjemme er næsten ligeså kontroversiel som Muhammed-sagen. Det vil også blive stående i mange år frem og dele vandene.
Den største indenrigspolitiske udfordring Fogh møder i sin regeringsperiode udspringer egentlig af Muhammed-sagen. Det er betegnende nok den korte opblomstring af Naser Khaders Ny Alliance-projekt, som i sommeren og efteråret 2007 så ud til at fjerne VKO-flertallet. Sådan gïk det ikke, men undervejs og lige før Khader gik solo, har Fogh endda planer om at inddrage ham i sin regering, afslører bogen.
Man kan resonere sig frem til, at det må være Foghs nuværende og tidligere spindoktor Michael Kristiansen og Michael Ulveman, som med deres insiderviden fra disse år er kilder til bogens nye afsløringer. Det gør det ikke mindre interessant efter som de begge var tæt på begivenhederne.
Undervejs i enkelte af kapitlerne giver forfatterne Fogh i et interview mulighed for at reflektere blandt andet over grundlaget for Irak-krigen – uden dog at Fogh synes at have ændret væsentlig holdning til netop dette emne. Det har han så til gengæld i rigt mål, hvad angår Muhammed-sagen.
Bogen er efter min smag lidt for venlig overfor hovedpersonen, selvom at hans kyniske væsen og alt rigelige opportunisme også fremgår af bogen. Måske køber forfatterne i for høj grad hans spindoktorers skjulte og bærende præmis om, at Fogh alt taget i betragtning var en helt fantastisk regeringschef. Hans succes var jo deres succes!
Det er immervæk tankevækkende, hvor lille en rolle, som oppositionen spiller i bogen. Det er bare ikke til diskussion, at Fogh aldrig blev rigtig udfordret af de socialdemokratiske formænd efter 2001.
Så let spil skal Foghs efterfølger dog næppe regne med.
Troels Mylenberg og Bjarne Steensbeck
“Præsidenten – Foghs Danmark 2001-2009″
Gyldendal, 312 sider
Emner: | 4 kommentarer »
22. november 2009 kl. 20:43
Jeg har, som det måske er blevet bemærket af enkelte læsere, været meget optaget af Anders Fogh på godt og ondt. Jeg må dog sige, jeg ikke synes bogen er specielt interessant, og jeg er meget overrasket over, at den har fået så gode anmeldelser, som det er tilfældet de fleste steder. Hvad står der i den, man ikke vidste i forvejen? At Fogh allerede ville væk umiddelbart efter valget i 2007, er vist ikke det helt store granatchok for nogen, der har fulgt med i dansk politik de seneste år. Mon ikke Fogh er meget tilfreds med, at den version kommmer til at fremstå som den endegyldige sandhed? Det er jo en kendt sag, at han ville væk helt tilbage i 2002, da han var “dark horse” i kapløbet om at blive formand for EU-kommissionen, og som jeg husker det, virkede han allerede længe før valget i 2007 meget mentalt fraværende. Det lykkedes ham dog som bekendt at mobilisere alle kræfter under valgkampen, og resten af historien kender vi.
Steensbeck og Mylenbergs “afsløring” af, at Fogh skiftede holdninger flere gange under Muhammed-krisen, er mild sagt heller ikke nogen nyhed. Jeg havde f.eks. et læserbrev i Jyllands-Posten om emnet for tre år siden: http://kortlink.dk/76nv
Det virker lidt som om, d’herrer bare gengiver alt det, visse islam-/indvandringskritiske blogge har gjort opmærksom på i årevis.
I den sammenhæng vil jeg som en lille morsom anekdote henvise til to citater af Bjarne Steensbeck i henholdsvis BT-TV d. 3. april 2009 og P1-Debat d. 15. november, ligeledes i 2009. Steensbeck siger næsten ordret det stik modsatte med ca. syv måneders mellemrum, så han er da i hvert fald blevet klogere under skriveprocessen, hvilket jo heller ikke er nogen skam:
(…) “Det særlige er, at han har været konsekvent i sin politik, når det handler om værdipolitikken, eksempelvis. Der har han jo ikke svinget, når det handler om – lad os sige – ytringsfriheden.” Lydklip: http://kortlink.dk/75wn
(…) “Hvorimod det er helt anderledes, når man ligesom kommer ned i nogle konkrete sager – værdipolitikken eksempelvis – så synes jeg nok, han i dén grad har svinget.” Lydklip: http://kortlink.dk/76nz
For at nævne nogle af de ting, jeg savner i bogen, er det f.eks. udtalelser – også gerne anonyme – fra ministre om, hvordan man internt i regeringen forholdt sig til at have en statsminister, der uden blusel brugte ca. halvdelen af sin arbejdstid på at rejse rundt i udlandet i jagten på et nyt job. Som studieværten Michael Trangbæk sagde på TV2 News, da Steensbeck og Mylenberg var på besøg for et par uger siden, var det nok ikke mange private firmaer, der ville finde sig, at deres topchef brugte størstedelen af sin arbejdstid på at søge efter et nyt job.
Det kunne også være interessant at have fået at vide, hvilken rolle Grønland har spillet i Foghs karriereplanlægning. Kan man virkelig forestille sig, at en så intelligent mand som Fogh uden videre ville forære alle olierigdommene på verdens største ø – der tales om 10.000 mia. kr. – væk til grønlænderne? Søren Espersen, som jeg ved indehaveren af denne blog sætter stor pris på, kan simpelthen ikke fatte, hvad der fået Fogh til at gøre det. Kunne man måske forestille sig, at han har indgået en form for aftale med USA?
Noget af det, der har interesseret mig mest i forbindelse med Foghs jobjagt er, hvad processen har kostet skatteyderne. Det får man heller ikke noget at vide om i bogen. Derimod har danske journalister dag ud og dag ind i årevis gravet i Brixtoftes rødvinsregninger, Bendtsens golf- og jagtture og Løkkes drukture, men sådan er der så meget.
Summa summarum stikker de to forfattere ikke det spadestik dybere i historien om Fogh, der for alvor ville gøre bogen værd at læse. Værket skæmmes også af enkelte stavefejl, såsom Joschka Fisher.
24. november 2009 kl. 10:35
Lykke Friis, Jarl. Havde du set den komme?
24. november 2009 kl. 11:17
Tak for anmeldelsen Jarl, den er føjet til årets ønskeliste
Hans Mortensens bog hedder i øvrigt Tid til Forvandling, med rette titel er den jo nemmere at skrive på ønskelisten for de der endnu ikke har fået den læst
Glæder mig i øvrigt også til at læse dit take på Lykke Friis/Connie H situationen!
24. november 2009 kl. 11:47
2. Ja og nej. Ja til at Connie fik jobbet. Det var jeg blandt de første, der skrev om. At Lykke Friis var ministeremne har længe været diskuteret. Men nej jeg vidste ingenting. Helt overrasket er jeg dog på ingen måde.
3. Tak for at du var vågen!