Fredag fik den (nu tidligere) konservative kaospilot, hovedbestyrelsesmedlem og forsker udi rummedicin Peter Norsk sine sidste 15 minutters berømmelse, da han forlod partiet ved at smække med døren. Før var han interessant som konservativ kritiker. Nu er han uinteressant som forhenværende, men forsøger i stedet at gøre sine hoser grønne hos Liberal Alliance. Et godt råd til Anders Samuelsen og Co: Gør nu ikke Norsk til folketingskandidat eller noget andet skørt, der kan give tågehornet en ny platform. Det vil ødelægge den velfortjente troværdighed partiet endelig har fået stablet på benene.
Samtidig stillede 'monokelgeneralen', Kjeld Hillingsø sig op med det politisk set ganske tåbelige synspunkt, at Lene Espersen skulle overlade udenrigsministerposten til en anden (der tog det mere alvorligt'¦), samtidig med at hun så godt kunne fortsætte som formand. Se det kan man ikke i moderne politik. Enten er Lene Espersen formand, udenrigsminister – ja rub og stub. Eller også er hun færdig med det hele og er ingenting. Alt andet vil – udover en ydmygelse af Espersen – også være inkonsekvent og umulig at sælge til vælgerne. Forestiller Hillingsø sig seriøst, at K skal møde vælgerne på gågaderne med synspunktet: “Hej med jer! Vi de konservative er det klart bedste parti, men vores formand duer altså ikke til at være udenrigsminister.” Det kan man hverken forklare eller forsvare. Og derfor burde Uffe Ellemann-Jensen hviske sin gamle ven et godt råd i øret: “Hold nu kæft, Kjeld. Det har du jo helt tydeligt ikke en skid forstand på!” Men hvis Kjeld mener, at Espersen er helt uduelig, så skal han i stedet kræve hendes afgang som partiformand her og nu, så en ny kan tage over hurtigst muligt.
Hvordan man vender og drejer det, så er der en del, der tyder på at nogle internt hos de konservative forventer, at Espersen politisk set “er færdig som gårdsanger”. Enten holder hun det ikke ud længe '“ eller også falder hun senest i forbindelse med det næste valg. Og så gælder det for udfordrerne at bringe sig i stilling i god tid inden næste valg.
Well. Fra den samme kilde, som for flere måneder siden fortalte denne blogger om Per Stig Møllers udlevering under Dronningens gallamiddag af sin partiformands evne til at følge i hans fodspor så sagde samme Møller ved samme lejlighed '“ ifølge min kilde også flg.:
'Nu gælder det om at holde gang i den historie (Mallorca-sagen) indtil Connie kommer hjem og redder stumperne'
Man må sige, at netop det projekt '“ med eller uden Møllers medvirken '“ virkelig er lykkedes til fulde. Sagen har været holdt i gang ganske længe. Ikke mindst på grund af Espersens egen ubegribelige stædighed, hvor det tog næsten to måneder før hun sagde undskyld for Mallorca-fadæsen.
Men anden del af udsagnet om, at 'Connie kommer hjem' tror de færreste alligevel på vil ske. Hvorfor skulle hun dog sige nej til 5 år i et internationalt topjob med god løn og spændende udfordringer for i stedet at tage hjem og overtage den synkefærdige skude? Ingen tror på det. Og i øvrigt er Hedegaard heller ikke medlem af Folketinget længere, hvilket gør tanken fuldkommen utopisk.
I øvrigt synes jeg udsagnet siger en del om Per Stig Møller. Jeg har altid gået og opfattet ham som lidt af et offer for Hans Engells intriger dengang under det konservative blodbad i 90'erne. Nu er jeg faktisk ikke længere så sikker på, at den vurdering holder. For Møller ER åbenbart ude af stand til at lade sit partis interesser gå forud for sine egne.
Der er imidlertid andre konservative, som tiltrækker sig stor opmærksomhed i denne tid. Lars Barfoed for eksempel. Meget få på Christiansborg er i tvivl om, at Barfod reelt går direkte efter at blive partiformand, når '“ ikke hvis '“ Espersen falder. Der er ikke nogen rygende pistol. Det er bare en fornemmelse baseret på observationer. Barfoed forsvarer fx ikke sin partiformand. Heller ikke på interne møder. Det berettes om et vælgerforeningsmøde et sted i Nordsjælland, hvor Barfoed for forsamlingen som folketingsmand holdt det obligatoriske indlæg, hvor han 'redegjorde for den aktuelle politiske situation'. På dette tidspunkt talte hele det politiske miljø her i landet ellers kun om én ting: Lene Espersens fravalg af Arctic Five-topmødet til fordel for ferie på Mallorca. Men Barfoed forbigik emnet fuldstændigt. Tilhørerne spurgte dog så ind til emnet, men Barfoed svarede blot undvigende eller talte sort samtidig med, at han '“ blev det observeret – helt bevidst undlod at tage sin partiformand i forsvar. Sådan en opførsel lægger man naturligvis mærke til i en organisation som Det Konservative Folkeparti, der historisk set har været vant til lidt af hvert, når det gælder magtkampe.
Spørgsmålet er: Er der et spirende oprør i gang? Er det muligt at vælte en siddende formand og udenrigsminister? Vil vælgerne ligefrem belønne de konservative, hvis de skifter Barfoed ud med Espersen på formandsposten og som politisk leder og genindsætter Per Stig Møller som udenrigsminister? Jeg understreger, at alt dette er ren spekulation. Jeg er helt uvidende om, at der skulle være den slags tanker. Men hvor går grænsen for, at K kan vinde vælgere på, at Espersen forlader udenrigsministerposten og dansk politik? 5 procent? 4 Procent? 3? Kan en dronningeofring mon så redde partiet fra undergangen?
Uanset hvad der sker, så er de konservatives akutte krise Lars Løkke Rasmussens og VK-regeringens største problem. Det har man naturligvis også erkendt i regeringen, men der er meget lidt man kan gøre ved det. Venstre kan ikke handle af hensyn til de konservative og de konservative er handlingslammede. Pia Kjærsgaard vil selvfølgelig ikke tage ansvaret for regeringens krise, så den får nogle drag over nakken.
En ting er helt sikkert: Hvis ikke de konservative meget snart får løst deres problemer, så bliver Helle Thorning-Schmidt statsminister selv, hvis man forestillede sig, at det pludselig blev kendt, at Stephen Kinnock fx havde unddraget sig skat i begge lande og gemt hele overskuddet i en fond på Cayman Islands.
Læs også Troels Mylenbergs særdeles indsigtsfulde artikel om samme emne.
P.s. De konservatives problemer er mangesidige. Ud over ledelsesmæssige problemer så har man tydeligvis, hvad Niels Krause-Kjær bla. beskriver her også problemer med at formulere og følge noget, der bare minder om en politisk strategi.