Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Et katalog over Lars Løkkes skyggesider

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 29, 2010

Comments icon

30 kommentarer

Tanja Frederiksens og Sigge Winther Nielsens biografi 'Projekt Løkke' er intet helteepos. Bogen tegner et stærkt negativt portræt af statsministeren. Lars Løkke Rasmussens succes med f.eks. strukturreformen imponerer ikke forfatterne, som til gengæld har fået hundreder af kilder til at tvære rundt i Løkkes vægelsind, kynisme og interesse for alkohol. Løkke har bedt sine egne støtter om ikke at samarbejde med forfatterparret. Det ses.

Kforum kan man læse min anmeldelse af de seneste ugers mest omtalte politiske bog.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.


Dybvads afgang åbner for departementschefskabalen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 28, 2010

Comments icon

11 kommentarer

Dagens kæmpeoverraskelse på Slotsholmen og omegn er, at statsministeriets departementschef Karsten Dybvad nu skal være ny adm. direktør i erhvervslivets altdominerende organisation DI.

Det er en overraskelse, fordi ingen før har hørt Dybvads navn blive nævnt som mulig afløser for DIs mangeårige adm. direktør Hans Skov Christensen.

Med beslutningen har DI valgt at gå helt andre græsgange i deres rekruttering. Dybvad er økonom og topembedsmand og med en fortid som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og som medlem af Socialdemokraterne.

Med beslutningen om at ansætte Dybvad vil DI øjensynligt helgardere sig imod den situation at landet får en ny rød regering efter næste valg. På den anden side så skal Dybvad også træde i karakter som sælger af erhvervslivets politik. Ikke mindst til embedsværket. Det er nemlig præcis, det han kan, og som erhvervslivet efterspørger. Til gengæld ligger det ikke i kortene, at Dybvad skal være organisationens ansigt udadtil på samme måde som Hans Skov. Tanken er tværtimod, at DIs formand skal spille en større rolle her end hidtil. Den nye direktørs magt er i øvrigt også blevet stækket af DIs politiske valgte erhvervsfolk. De vil ikke have en 'ny Hans Skov', der bliver for stærk.

Hvorfor går Dybvad? Tjah. Det er sivet fra Slotsholmen, at Lars Løkke Rasmussen mildest talt ikke var tilfreds med statsministeriets indsats under klimatopmødet sidste år, der endte som en fiasko. Dertil kommer, at Løkke '“ til Dybvads store frustration og utilfredshed '“ har indsat et minisekretariat mellem departementschefen og Løkke selv. Til at lede sekretariatet har han rekrutteret økonomen Tanja Franck (39), som beskrives som en overordentligt talentfuld embedsmand, som oprindeligt kommer fra Beskæftigelsesministeriet, hvor hun som afdelingschef gjorde en smuk karriere under Claus Hjort Frederiksen. Siden blev hun i øvrigt direktør i Forbrugerstyrelsen.

Længe har spekulationerne kørt på, hvornår der kom en større rokade af topembedsmændene '“ departementscheferne. Det er nemlig længe siden, at det er sket sidst. Og uanset hvilken side, der vinder valget, så er/var der udsigt til en rokade blandt 'dep-cheferne', som de hedder i den interne jargon.

Især tipper de fleste på, at departementchef Lars Findsen i Forsvarsministeriet er 'dead man walking' efter fadæsen med jægerborgskandalen, hvor Findsen panikkede og fik rådet den daværende forsvarsminister Søren Gade til at oplyse offentligheden om den hjemmefabrikerede arabiske oversættelse af jægerbogen. Findsen var meget hurtigt til at skyde skylden på snart sagt alle andre, og det blev også bemærket i Statsministeriet. Løkke har stadigvæk et fint forhold til både Jacob Winther og Søren Gade, og jeg gætter på at de ikke ligefrem skamroser deres tidl. samarbejdspartner i ministeriet. Heller ikke oppositionen kan formentlig få øje på det geniale i Findsens rådgivning. De vil næppe lave megen ballade over det, så Findsen må efter alt at dømme finde sig i at blive degraderet væk fra Dep-chefernes rækker.

Hvem skal så efterfølge Dybvad? Statsministeriet er øverst i hierarkiet af de fire tungeste ministerier, der desuden består af finansministeriet, erhvervs og økonomiministeriet og udenrigsministeret. Det er derfor overvejende sandsynligt at den nye dep-chef i statsministiet rekrutteres fra et af disse tre ministerier. Dvs. enten Christian Kettel Thomsen (51), finansministeriet, Michael Dithmer (56) fra Økonomi- og erhvervsministeriet (engang kendt som Bendt 'Bendtsens iltapparat' og som også blev nævnt i krogene som mulig DI-direktør) eller Claus Grube (59) fra Udenrigsministeriet.

En favorit til posten kunne dog være Christian Kettel Thomsen. Han har den rigtige baggrund, alder og så har Løkke haft et godt samarbejde med ham, da Løkke var finansminister.

Uanset hvem man vælger, vil det udløse en rokade '“ større eller mindre '“ nedad i hierarkiet.

Det er regeringens øverste ministre blandt andet Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen, som sidder med i et ansættelsesudvalg, der vil ansætte den nye dep-chef. Det vil formentlig ske snarest muligt.

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.


Venstretop kvæler arvefølgekrig i utide

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 27, 2010

Comments icon

27 kommentarer

Det har i et stykke tid været et emne blandt Venstrefolk. Bliver det Troels Lund Poulsen eller Kristian Jensen, der tager over i “Danmarks Liberale Parti”, når/hvis nu Lars Løkke Rasmussen tabte valget. Ja, hvad så?

Det er de færreste iagttagere, der forestiller sig, at Lars Løkke Rasmussen efter at have mistet regeringsmagten sidenhen tilbringer år i opposition. Manden '“ der har været 'magtpolitiker' i hen ved 20 år – ville kede sig i ihjel, hvis vælgerne “berøver” ham regeringsmagten, lyder den mest udbredte analyse, som denne blogger i øvrigt deler.

Så når Løkke om et eller to år efter at han har tabt valget trækker sig tilbage. Hvad så? Hvem skal så til fadet? Ja officielt står Kristian Jensen jo nærmest, i det han er jo næstformand. Men det er ikke alle, der mener, at det ligger på den flade. I hvert fald har man på Christiansborg i det seneste halve år bemærket Troels Lund Poulsens aktive indsats for 1. Markere sig selv som skatteminister. 2. Markere sig som skatteminister på sin forgænger (Kristian Jensens) bekostning. Det kulminerede med et par opsigtvækkende udtalelser til BT i forsommeren, som kun blev tolket som indirekte '“ eller direkte '“ kritik af Kristian Jensens tidligere virke som skatteminister.

Udfaldet fik sjovt nok den modsatte virkning. I folketingsgruppen, hvor de gamle sure og overflødige folk fra den mht. ministerposter oversprungne 'mellemgeneration' hensygner deres tilværelse, så steg sympatien for den ellers på mange områder ikke specielt populære gruppeformand Kristian Jensen. Det er muligt, at næstformanden har svært ved at vinde respekt blandt de menige MF'ere, men hvad der blev opfattet, som Troels Lunds utilslørede angreb på gruppeformanden overfor pressefolk, den konservative regeringspartner mfl., blev åbenbart flere for meget.

I Venstre-toppen har man bemærket rivaliseringen. Den virker på dem selvsagt generende, utidig og decideret illoyal. Ikke mindst fordi den primært skaber tvivl overfor omgivelserne om, hvorvidt Venstres egne ministre tror på en kommende valgsejr trods de noget svingende odds. For ellers ville der vel ikke være en grund til at udkæmpe arvefølgekrige?

Journalister på Christiansborg med næse i sporet har naturligvis også fanget historien. Berlingskes særdeles grundige Kristian Klarskov har blandt andet med henvisning til denne tidligere blogpost spurgt ind til sagen hos forskellige medlemmer af Venstres folketingsgruppe. Derved blev den et problem for Venstres enhed. Derfor måtte Venstretoppen også blande sig, før den blev en større historie end den så endte med at blive. Det skete på efterfølgende møder, hvor de to hovedpersoner blev gjort klart, at legen stopper nu. Endegyldigt. Da Troels Lund har været den klart udfarende part, er det således også ham, der nu må bide i det sure æble og offentligt og uden forbehold trække sin kritik af Kristian Jensen tilbage, som den i sommer fremkom i BT, ved at komme med 'en undskyldning'. Lund havde reelt intet valg. Enten rettede Lund ind eller også blev han sat af holdet, hvilket aldrig kom på tale, for skatteministeren fattede naturligvis budskabet med det samme. Og det må have stået tindrende klart efter at journalists Klarskovs forhøren sig i krogene klart viste, at Lund faktisk ingen større opbakning har i folketingsgruppen, hvilket – mener nogle – skræmte skatteministeren til at se realiteterne i øjnene.

Hvad betyder det? Umiddelbart en styrkelse af Kristian Jensen, som åbenbart får oprejsning. Blandt andet på initiativ fra Lars Løkke Rasmussen, som alle ved ikke er medlem af sin næstformands fanklub.

Skatteministeren har reelt fået en næse for at have konspireret mod partiets næstformand, men får altså nu en ny chance. Tavlen er vasket ren, påstås det. Det er nok en sandhed med modifikationer. Politikere husker som elefanter, og alle ved, at Troels Lund har store ambitioner på egne vegne. Sagen viser dog, at hans magtbase endnu er beskeden, at skatteministeren har magtfulde fjender, og at han i dag ingen chance har, hvis det skulle komme til en styrkeprøve med Kristian Jensen. Alene på den baggrund må Jensens status som arvtager i partiet være væsentligt styrket.

Er Lund så en pryglet hund uden magt og status? Næh. Han bevarer faktisk æren og privilegierne, hvis han altså fremover bruger krudtet på udelukkende at kæmpe for regeringen. Og på den front er han faktisk i temmelig good standing hos Løkke. Lund og Søren Pind er de to ministre, som statsministeren er mest tilfredse med, i det de efter Løkkes mening evner at synliggøre regeringens politik på deres respektive områder. Tværtimod så bør de øvrige af Venstres ministre faktisk helst leve op til en standard sat af bl.a. Troels Lund.

Men er arvefølgekrigen så død? Nej da. Den er da kun pakket ned. Bare indtil videre. Men den popper næppe op igen på denne side af valget!

Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.

Bottom border