Tirsdag aften var jeg inviteret i Park Bio af “Statsradiofonien” til forpremiere med masser af nuværende og tidligere medarbejder i foretagendet, der nu om dage i øvrigt kun hedder 'DR'.
Vi skulle se de to første ud af tre programmer i serien 'Jagten på de røde lejesvende' lavet af journalist Jacob Rosenkrands. Læs mere her.
Hans idé er at undersøge tidligere fremsatte anklager mod navngivne DR-medarbejdere for i perioden fra 1968 og frem at have brugt deres adgang til de elektroniske medier til at agitere for venstreorienterede synspunkter. Både i nyhedsdækningen og sågar i TV-udsendelser for børn og unge.
At sætte en DR-medarbejder til at gå tidl. DR-medarbejdere efter i sømmene? Ah hvad? Det er vel som at lade politiet undersøge sig selv, vil nogen sikkert tænke.
Det program kan da kun være tendentiøst! Måske, men Rosenkrands er snu og har en udmærket fornemmelse for, hvor fælderne kan være. For han kan jo også blive set som lakaj for de borgerlige, hvis han altså kan tages i at manipulere med seerne!
Hvad gør Rosenkrands? Han graver i arkiverne og finder, hvad kilderne selv har sagt, eller hvad de har skrevet eller lavet af radioudsendelser for 30-40 år siden og frem. Derefter konfronterer han de pågældende journalister for rullende kameraer. Og det kommer der altså godt TV ud af.
Rosenkrands gør fornuftigt meget ud af IKKE undervejs selv at virke fordømmende eller på nogen måde at overspille rollen, så han ikke kan anklages for at være “leder af den spanske inkvisition”. Det er heller ikke en frådende Joseph McCarthy, der udspørger formodede eller erklærede kommunister.
Det er Jacob, der efter at have præsenteret de pågældende DR-koryfæer med deres fortidige '“ men tindrende klare venstreorienterede – synspunkter stilfærdigt spørger, hvorfor de skrev mv. som de gjorde. Og om de selv synes, at de fremstod fair og neutrale i deres journalistiske formidling.
Af de tre programmer fremgår det klart, at der er tale om en lang tilståelsessag.
Det er naturligvis uhyre interessant at få lov at iagttage den afslørede 'røde lejesvend', konfronteret med journalistens dokumentation. Mennesker er forskellige og reagerer derfor naturligvis forskelligt i situationen. Der er både desperation, erkendelse, indrømmelse, blank afvisning, talen-uden-om, men sjældent egentlig anger.
Vi møder 'verdensmanden' Jens Nauntofte, som dels forsøger at tale udenom, dels charme sig igennem, men uden at indrømme, at han i en bog hyldede Nordvietnam for dens indtagelse af Saigon i 1975. For senere at tale sort, da den stadigt aktive DR-journalist skal forklare, hvorfor i alverden at han triumferer på toppen af en T54-kampvogn, for så til sidst at skifte taktik ved at underspille, hvorfor han i en kronik i 1968 udtrykte utilsløret sympati for den venstreorienterede berlinske terrorgruppe 2. juni-bevægelsen. 'Sådan tænkte vi dengang', lød Nauntoftes forklaring. So what? Hvorfor? Hrmmm. The answer my friend, is blowing in the wind…
Men så er der 'den uforbedrelige', såkaldte 'Røde Grevinde', der manisk og beredvilligt vedstår sig alle sine politiske holdninger og at de har fundet vej i hendes journalistiske arbejde. Sperling nægter at indse, at det overhovedet skulle være et problem. Ruth von Sperling '“ mangeårig redaktør på P1 '“ erklærer i udsendelsen uden nogen forbehold, at hun er venstreorienteret journalist. 'Kan man være andet?, siger hun frejdigt uden den mindste anger. For hende er journalistik og politik det samme. Punktum. Det er jo et fair synspunkt. Men så burde man måske i stedet udøve sin gerning på mere eller mindre erklærede politiske dagblade som Arbejderen eller Politiken frem for at være redaktør på DRs P1 Orientering?
Den værste af alle røde lejesvende er til gengæld den mest sympatiske medvirkende i udsendelsen. 'B&U-kommunisten', Per Schultz. Tidl. souschef i Børne og ungdomsafdelingen og på samme tidspunkt tillidsmand og medlem af DKP. Han vedkender sig uden dikkedarer alt, hvad der foregik, og at han som kommunist forsøgte at politisere i DR, hvor han kunne. Nogle gange lykkedes det, mens det gudskelov kiksede i andre tilfælde, hvor det blev ledelsen og kollegerne for meget. Schultz forsøger hverken at lyve eller at bortforklare fortiden. Og så er han tydeligvis blevet klogere. Morsomt bliver det, da han henviser til DKPs og dermed sin egen 'puritanisme', der ikke kunne se det geniale i talende dukker og potteplanter. Uanset hvor meget man foragter DKP, dets politiske religion samt dens udøvere og at man lod dem politisere i DRs programmer, så har jeg respekt for at Schultz i programmet vedstår sig sin fortid og fx ikke begynder at angribe journalistens præmis. (Her er trods alt en mand med en eller anden form for integritet)
Det oplever man til gengæld under interviewet med 'DDR-apologeten' Kjeld Koplev, der i et hårdt presset øjeblik iltert insinuerer, at Rosenkrands har fået vejledning fra onde kræfter, der vil Koplev det ondt. Situationen er imidlertid den, at Rosenkrands læser op af Koplevs artikel i 'Politisk Revy' fra 1971, hvor det i en sætning klart bliver slået fast, at det er legitimt under opbygningen af socialismen, at man undertrykker andre synspunkter. Koplev kaster sig ud i en lang og desperat (bort)forklaring om, at det kun er de gamle nazisters synspunkter, som DDR skulle holde nede'¦ Kropssproget hos Koplev siger det hele. Det er pinagtige øjeblikke, hvor han tydeligvis er hundeangst for sit eftermæle som journalist. Da Rosenkrands sætter trumf på og spiller en bid fra Koplevs helt igennem ukritiske radioprogram om DDR fra 1978, så må den gamle 'lejesvend' hårdt presset komme med indrømmelsen: Det var måske ikke så kritisk… Og hvorfor så ikke? Jo, det får man ikke helt en forklaring på, bortset fra at Koplev på et tidspunkt henviser til den i sit eget liv erfarede sociale uretfærdighed, som åbenbart efter hans mening, kunne retfærdiggøre en helt igennem ukritisk radioreportage fra et kommunistisk diktatur.
Herefter følger den tidligere TV-direktør Bjørn Erichsen, der på pinagtig vis fornedrer sig i et mildt sagt kummerligt forsøg på at bilde seerne ind, at han skam intet havde med DDR-regimet at gøre, selvom at han ved to lejligheder i 70’erne i nærheden af Rostock underviste på DKPs kurser i faget 'Arbejderbevægelsen historie'. Som om at alle og enhver bare kunne tage til DDR og afholde kurser uden at regimet blandede sig'¦ Det er meget svært at forestille sig andet, end at Erichsen direkte lyver for åben skærm for at slippe af krogen. Det lykkes (heller) ikke.
Senere (i afsnit tre som jeg så på DVD) møder man mellemøst-korrespondenten Ole Sippel, der under den sidste Irak-krig sammen med komiske Ali, forsøgte at nedtone/afvise koalitions-styrkernes militære fremgang. Også det er frygteligt for Sippel, der senere roder sig ud i en indlysende for alle omgang sludder om, at den palæstionensiske organisation PFLP, der har sprængt masser af bomber, mennesker og flere fly i luften, ikke er en terror-bevægelse'¦ Det synspunkt taler helt for sig selv.
Yderligere får man 'fornøjelsen' af at høre P1-kulturjournalisten Egon Clausen sende en bog om Karen Jespersen til en psykolog, der iøvrigt i den pågældende radioudsendelse fra 2004 fuldt og helt delte hans vurdering vedr. Karen Jespersen indvandrerkritiske synspunkter. Clausen tilstår i udsendelsen – trods alt – sin dengang manglende fairness.
Programrækken slutter med at inddrage den borgerlige kulturkamp efter VK-regeringens tiltræden i 2001. Her får DR en smule oprejsning. Rosenkrands sandsynliggør at den borgerlige regering mfl. lagde pres på DR blandt andet på grund af dets Irak-dækning, at DRs bestyrelse til sidst fyrede DR-generaldirektør Chr. Nissen og nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen.
Det sker bl.a. med henvisning til Brian Mikkelsens berømte email til DRs bestyrelsesformand Jørgen Kleener, hvor DRs nyhedsdækning åbenbart er på dagsordenen ved regeringens morgenmøder. Et helt særligt – og kosteligt – højdepunkt indtræffer, da Rosenkrands konfronterer Per Stig Møller med ordlyden fra Mikkelsens mail, hvori Møller bliver tillagt et citat om, at DR i stedet for TV2 burde privatiseres.
Aldrig har man set så arrig en Per Stig Møller. Den konservative minister bedyrer, at han intet kan huske fra mødet eller fra diskussioner herom. Men tidligere i udsendelsen har man ellers set Møller uden nogen problemer huske detaljer fra sin tid som radiorådsformand og redaktør i DR, der ligger mere end 30 år tilbage. Det er svært ikke at konkludere, at også Møller lyver hurtigere end en hest kan rende for at redde sig ud af suppedasen.
Nej, det er en aldeles fremragende serie, som Jacob Rosenkrands har lavet, og som alle bør se.
Og den er hverken højre eller venstreorienteret i sin vinkel, men til gengæld særdeles velorienteret.
Endelig giver den håb om, at DR-journalister mfl. i fremtiden er sig bevidste om at lære af forgængernes fejl og derfor i større grad forsøger at tilstræbe objektivitet, fairness og balance samt mest muligt gemmer sine private synspunkter af vejen.
Læs også Mikael Jalvings anmeldelse her.
Læs og hør flere reaktioner fra premieren her.
Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.
41 kommentarer til “De røde lejesvende '“ en tilståelsessag”
Ruth Sperling var nu en ret god ruslandsmedarbejder på Orientering.
-Peter, overvejende liberal
Et program jeg glæder mig til at se, men debatten stopper nok aldrig 🙂
Hører en del P1 og synes mange programmer er gode, og de er gode til at invitere folk med flere holdninger, til debat.
Men jeg har helt klart savnet en liberal kritik af regeringen, der først kom lidt igang da Cepos og 180grader var kommet ordentlig frem, og Martin Ã…gerup og Ole Birk blev inviteret til debatter. Pressen skal altid være hård ved en regering, men ikke kun fra den politiske oppositions side. Ellers har jeg mest en kæphest omkring feminisme, synes der tit har været gæster på P1 der agiterede for kvindekvoter… er det virkelig et af vores vigtigste problemer? Jeg mener overhovedet ikke det er et problem, det er det derimod hvis staten tvinger virksomheder til at kønsdiskriminere ved ansættelser, synes jeg.
Jeg tror de fleste i dag forsøger at være neutrale, men det mener jeg ikke man kan. Der vil altid være ting man har mere fokus på end andre, og nu med mit eksempel omkring kvindekvoterne, selvom de måske har debattører der siger det ikke er et problem, vil det at nyheden kommer op, indirekte sige der er et problem.
Når man i TV-avisen ser de har fundet et problem på et plejehjem, en skole, eller en anden offentlig institution, bliver politikerne ofte spurgt: “Hvad vil I gøre ved det?” Altså politikerne skal gøre noget. Der mener jeg der er 2 andre muligheder, enten at man fastslår at hvis 98% af institionerne fungerer ok på det område, skal det enkelte sted måske bare tage sig sammen og politikerne holde sig udenfor, eller også kan det være at man kunne spørge om politikerne var de rigtige til opgaven, om en privat institution måske kunne være bedre?
Jeg blev rigtig chokeret over at Jens Blauenfeldt engang sagde om 11. september 2001, at hans første tanke var, at “det havde amerikanerne rigtig godt af”. Jeg tør ikke tænke på hvilket ramaskrig man ville få hvis en DF-er sagde at Iran og Pakistan havde godt af at blive ramt af jordskælv og oversvømmelser, det vil give et rødt kort fra Pia…
Og så en kritik af DR jeg ofte har hørt og er enig i. Hvis et privat firma støtter et medie, og de så bringer en historie om det firma, hvor troværdigt er det så? De røde regeringer har fastholdt at Danmark skal have et stort DR, mens de borgerlige er mere skeptiske og fik gennemført en konkurrent i 1988. DR-folket tænker vel på at beholde jobbet. Som det gamle ordsprog siger: “Man bider ikke den hånd der fodrer én”
1. Mon ikke du tænker på VIBEKE Sperling?
Der var et rigtig godt indslag i Deadline på DR2 igår om fænomenet. Kan klart anbefales. Her siger bl.a. Morten Løkkegaard (Venstre politiker i Europaoparlamentet med 15 års baggrund i DR regi) at han ikke kan genkende fænomenet fra hans tid.
Hvis vi snakker manipulation af offentligheden synes jeg ikke det er voldsomt afgørende hvilken politisk bias der eventuelt er i programmer der henvender sig til de allerede velinformerede, men langt mere hvilken politisk bias der måtte være i programmer der henvender sig til den brede og mere påvirkelige befolkning – altså først og fremmest de store nyhedsudsendelser på DR og TV2. Her mener jeg det er mere end almindelig vanskeligt at finde en venstreorienteret bias – det forholder sig vel i virkeligheden snarere omvendt. De store nyhedsudsendelsers stofprioritering appellerer generelt til folks forargelse, lidt som BT og EkstraBladet gør det. En dagsorden der i hvert fald de sidste ti år har gavnet blå blok mere end rød blok.
Men jeg glæder mig helt klart til at stifte bekendtskab med Rosenkrands’ serie og håber at hans næste projekt bliver at afdække TV2’s relationer til Venstre. 😉
@4
“Hvis vi snakker manipulation af offentligheden synes jeg ikke det er voldsomt afgørende hvilken politisk bias der eventuelt er i programmer der henvender sig til de allerede velinformerede”
Så det at man i BØRNE-tv går i gang med at lave en episode hvor Cirkeline allierer og solidariserer sig med Black Panther’s og bliver beskudt at de fæle (hvide) politibetjente i NY er helt okay med dig?
Jeg ville aldrig have fantasi til at forestille mig sådan en grotesk og absurd situation, før den blev afsløret i ovennævnte DR dokumentar.
Navnet Det RADIKALE Venstre, er yderst passende.
3. Det er så søsteren, der nu er på Politiken. Ellers enig. Hun er helvedes dygtig!
5. Kan du komme med et eksempel? 🙂
6. Cirkeline i New York, der solidariserer sig med de sorte pantere, blev så ikke sendt. Det var et eksempel på, at der trods alt var grænser i DR.
Men jeg er gammel nok til at huske tegneseriefiguren “Snuden”, der også var meget politisk og som dukkede op i historiefilm bl.a. om 1. verdenskrig. Her siger “Snuden” til soldaterne; “Skyd ikke på hinanden, men skyd i stedet på kapitalisterne!” (Flemming Quist Møller lagde vist stemme til)
Jeg er usikker på, at det var DR-producerede film, men det var nogle vi blev præsenteret for i 70’erne i skolen, og som var lejet gennem Statens Filmcentral…
@8
Alene det at man påbegynder at lave sådan en film/afsnit (jeg ved ikke om der var tale om først eller sidstnævnte) er ganske sigende.
Er der nogen der har fantasi til at forestille sig at man overhovedet ville påbegynde et afsnit af Cirkeline hvor plottet involverer at hun tager til USA og solidariserer sig med en yderligtgående højreorienteret gruppe og ender med at blive angrebet af socialistiske håndlangere?
6. Nej, selvfølgelig ikke. Men når snakken går omkring de “røde lejesvende” henvises som oftest til nicheprogrammer på P1 og DR2 der næsten udelukkende henvender sig til de allerede velorienterede der er fuldt ud i stand til at tænke kritisk.
7. Seriøst? Hvis du kan nøjes med ét eksempel hvad så med den fantastiske sag omkring Jæger-lækagen, hvor TV2 først agerer lakajer for Jacob Winther*, derefter er FØRST fremme med historien om at lækken nok kom fra oppositionen (hvilket de jo vidste at den ikke gjorde). Når historien så eksploderer igen i forbindelse med Guldbrandsens afsløringer bliver den reelt ignoreret på TV2 før de slutter af med at sende en hyldestudsendelse om Søren Gade, på Gades egen bestilling.
Jeg er godt klar over at du er bekendt med Winther og i første omgang forsvarede ham, men prøv lige med lidt objektivitet her. 🙂
Det er ikke for ingenting at folk på nettet kalder TV2 for Venstre TV og TV2NEWS for TV2FOXNEWS, selvom det måske nok er at stramme den lidt mere end den kan holde til.
*) Alt dette selvfølgelig under forudsætning af at Christoffer Guldbrandsen taler sandt, hvilket jeg ikke har nogen grund til at betvivle. Jeg kan iøvrigt varmt anbefale Niels Krause Kjærs interview med Guldbrandsen fra “Krause på Tværs” fra d.7. juni i år.
Jeg nåede ikke længere end til 21 Søndag i søndags, hvor man problematiserede at den amerikanske udgave af Stop Islamiseringen af USA havde dansk inspiration. Dernæst fulgte et indslag om, hvor ærlige de fleste romaer var, hvor elendigt de havde det i hjemlandet, og hvor synd det var for dem at vi havde sendt dem hjem.
Min radikale bedre halvdel kunne naturligvis ikke se noget galt i nogen af udsendelserne, hvilket nok i virkeligheden er den største fornærmelse.
Folk der er til venstre for midten KAN ikke se det. Det er ikke ond vilje. De får verden præsenteret som de ønsker den skal være, og så er der overensstemmelse i deres verdensbillede.
En DDR klassiker er selvfølgelig Krøniken hvor den ædle socialdemokratiske MF’er Palle From står i skarp kontrast til den indelukkede og modbydelige konservative Kaj Holger.
DDR har allerede forberedt sig til et kommende valg med “Borgen”, hvor oppositionen vinder og Danmark får sin første kvindelige statsminister, spillet af den pæne Sidse Babett Knudsen.
Ole thestrup spiller Svend Ã…ge Saltum og skal med sit fede korpus, dårlige tænder og slidte landmandstøj spille leder af et parti på det yderste højre.
Som Ole Thestrup selv siger til Berlingske (http://www.berlingske.dk/kultur/thestrups-andet-liv):
»Og han er sådan en, der vil befri Danmark for alle de sorte … « Ole Thestrup læner sig frem og siger sorte, så det lyder som »sååårte… « Han hæver øjenbrynene og spiler øjnene ud. »Så ved du nok, hvad jeg er for en… «
Ja, så ved vi nok hvad han er for en. DDR skal selvfølgelig slå det fast med syvtommer søm.
Det lyder da til at der skal ses DR på søndag.
@4.
Løkkegaard er så også manden, der i ramme alvor kan kalde sig liberal og samtidig foreslå en journalitisk “task-force” til at sprede gode historier om sin arbejdsplads. Det vidner ikke om en helt skarp sans for at kunne genkende politisk bias – eller om sund fornuft i det hele taget.
Derudover: Det er en smule surrealistisk at læse reportagen fra premieren. Det virker som om det hele er en slags joke – som når vi andre griner af det tøj man gik i i 80’erne. Men det er vel en rimeligt alvorlig anklage der rejses – og tilsyneladende føres bevis for?
Det er meget fint at Kenneth Plummer nu kan forsikre os om at “Røde lejesvende [er] umuligt nu” og sige: I dag arbejder vi med nogle klare målsætninger om, at vi skal have pluralisme, og at vi skal have en høj journalistisk kvalitet.
Men hvad arbejdede de da med før? Hvad betyder det helt konkret? – for der er vel ikke bare tale om tomme floskler.
Jeg vil gerne kunne begynde at høre P1 igen – særligt Orientering, som jeg stoppede med at høre regulært ca 2005 fordi det politiske bias blev for ulideligt tydeligt, i tillid til at journalisterne kommer hele vejen rundt om historierne og ikke bare stopper når det passer ind i deres verdensbillede.
Jeg glæder mig; det lyder da helt fint at Bjørn Erichsen ikke kan huske det med DDR. Han sad da i DKP’s centrale skolingsudvalg,(og som gamle venstrefløjs folk vil vide, så er ‘skolingsudvalg’ det næstfineste) og har forfattet flere – ret ensidige bøger om arbejderbevægelsen.
Men nogle gange har man det indtryk ( f.eks. i diskussioner om mellemøsten ) at Sovjetunionen og den kolde krig aldrig har eksisteret. Det er formodentlig de omtalte journalister sidste arv, at slette sporene efter deres fortid.
Midt i den hellige forargelse – som jeg rent faktisk deler – er der vist enkelte herinde, som bør huske på at “lejesvende” kan have andre farver end rød – og at det ikke kun er de røde lejesvende, der kan være besjælede med en nærmest indre missionsk hellighed. Bliver det for meget med “farvede” udsendelser er det i vore dage heldigvis let at zappe over på noget andet.
Grunden til at folk ikke kan se deres egen politiske bias er ikke dumhed.
Det er flokmentalitet.
DR er en arbejdsplads som alle andre. Folk køber kulturen, værdierne og måden at agere på. Ellers kan de ikke eksistere der.
Ligesom medarbejderne i en privat virksomhed kan juble over egne fortræffeligheder og fejre sig selv – således kan DR medarbejderne gøre det samme.
Når der først er en “rød” tendens, så kan masser af medarbejdere faktisk bare vælge at “leve med det” – og juble med dem der nu engang er toneangivende.
Derfor kan en “liberal” Løkkegaard også få sig selv til at “reklamere” for sin arbejdsplads. Det er jo det han kan. Han kan kommunikere og formidle. Han tænker ikke så meget over hvad han formidler – bare han gør det godt, får han ros og penge. Og det er det han vil have.
DR var da i dén grad rød igennem halvfjerserne. Men det er svært at se i det røde lys. Når alt er rødt er der jo ingen forskel. Sådan ér det jo bare. Det var derfor strategien i østblokken, at påvirke de påvirkelige.
Hvis nu vi – hypotetisk naturligvis – forestiller os, at en udsendt rapporter på TV2 udtaler, ‘Bombemanden ville ikke give hånd til kvinder. Så noget tyder altså på, at han var rettroende muslim’, er dette så udtryk for, at TV2 langt overvejende består af højrelejesvende?
@16.
Jeg tror du har ret – og den triste konsekvens er vel at man om fyrre år vil se tilbage på nutiden og konstatere at dengang var man virkeligt biased, men nu er man i hvert fald kommet videre…
16. Mig bekendt har samtlige videnskabelige undersøgelser af politisk bias gennem årene frikendt DR. Det kan jo sagtens tænkes at enkelte journalister har kørt en politisk dagsorden uden at der overordnet har været tale om politisk bias i hele organisationens virke.
Derudover har jeg ingen særlig holdning til DR’s politiske bias i 1970’erne, al den stund at jeg er født i 1975. Umiddelbart finder jeg det langt mere interessant at se på den nærmest totale mangel på kritisk journalistik i mainstreammedierne siden 2001. En kritisk journalistisk som der ikke var mangel på under Nyrup. Betyder det at vi har en borgerlig presse? Ja, det mener jeg i nogen udstrækning er tilfældet. Betyder det at vi har en nationalkonservativ presse? Nej.
@19.
Du er i den – for en radikal – meget belejlige situation at de videnskabelige undersøgelser, specifikt Erik Albæks viser at Det Radikale Venstre er massivt overrepræsenteret blandt journalister. Så jeg kan forstå at du overhovedet ikke kan se at der skulle være et problem med DR…
17
Nej, men tror du at det er nogen tilfældighed at det var på TV2 at TripleA skandalen opstod ?.
Om man så strammede historien af hensyn til seertallene eller af hensyn til sine venner i V(KO) må stå hen i det uvisse.
Det er blevet langt bedre men der var i stationens første leveår mange indicier på at TV2 favoriserede de partier der skabte stationen ( og det var da også VKO der lavede en statsgaranti da Per Mikael Jensen havde kørt stationen ned ).
Rasmus Kristensen har da meget ret i at det er naturligt for medarbejdere på en station at ville de politikere der vil stationen det bedst godt.
@18 Kasper Lauest
Nu ved jeg ikke om der har været flere undersøgelser, men den jeg hørte om undersøgte hvor mange gange politikere var i DR under valgkampene, og om der var ligelig repræsentation. Og det var der.
Det er da meget godt, men det har intet at gøre med de ting jeg er skeptisk overfor ved DR. Synes de er gode til at invitere alle partier til valgkampe, og jeg hørte også om en anden måling, der sagde at de borgerlige politikere blev interviewet langt mere end de røde i medierne i de sidste par år. Selvfølgelig gør de det! Hvis man kan få fat i ministeren er han/hun da mere interessant end en oppositionspolitiker, hvis der er sket noget. Og så er det jo langt fra altid positivt, hvad en politiker får ud af at være i medierne.
Det jeg er mest skeptisk overfor ved DR er ofte vinklingen og valg af nyheder, og det sagde de intet om i undersøgelsen. Men der var en slags konklusion, at der ikke er nogen problemer… Synes det er arrogant.
Nu havde jeg en del punkter i @2, men glemte et. De ord man bruger. Brugerne af Ungdomshuset blev fx kaldt “de unge”. Jeg håber seriøst ikke alle Københavns unge er sådan, og ved da også det ikke er tilfældet. Når man hører om socialistiske voldsgrupper som fx FARC i Colombia, bliver de nævnt som aktivistiske, ikke et ord jeg kan forestille mig brugt om sympatisører af fx Hitler eller Franco. Og så når der kommer liberale folk frem som er mere liberale end Venstres folketingsgruppe, bliver de kaldt “ultraliberale”, hvis de fx som Søren Pinds 10 teser siger at skatten højst skal være på 50%. Men hvornår er Johanne Schmidt Nielsen eller Mette Frederiksen blevet kaldt ultrasocialister?
Der er helt sikkert noget at komme efter i forhold til tidligere tiders DR. De sidste 10-15 år har der efter min mening ikke været venstredrejning i DR, det er bare blevet mere og mere blodfattigt.
Og så har DR de sidste par år trods alt leveret en del højrepolitikere. Og mon ikke Adam Holm snart springer ud som den næste, han formår i hvert fald sjældent at virke upartisk.
Jeg vil gerne gentage pointen om at den venstreorienterede bias der måtte eksistere indenfor medieverdenen, eksisterer på niche-programmer, der i forvejen henvender sig til et informeret publikum.
I den del af medieverdenen, der rent faktisk har betydning for det politiske magtspil er der ikke nogen venstreorienteret bias. Tværtimod.
Et af utallige gode eksempler kunne være P1 journalisterne der afdækkede kriminelle forhold omkring Claus Hjort Frederiksens embedsførelse. Et stykke arbejde de modtog Cavling-prisen for. Men hvor mange “almindelige” danskere kender til den historie? Jeg ville bliver overrasket hvis det er over 10%. Ã…rsagen er naturligvis at denne historie der burde have åbenlys interesse for offentligheden, er blevet ignoreret af DR1 og TV2, hvor folk som folk er flest henter deres nyheder. Ligeledes er historien mere eller mindre blevet ignoreret i den trykte borgerlige presse.
Kan debattørerne i denne tråd i ramme alvor hævde at pressen har været mere kritisk overfor Fogh-regeringerne end overfor Nyrup-regeringerne? Foghs egen tidligere spindoktor har udtalt hvor overrasket han var over den nærmest totale mangel på kritisk presse overfor Fogh.
Information bringer flere chokerende afsløringer om DR’s afstumpede og eksplicitte indoktrinering. Man holdt sig ikke tilbage fra at citere fra Mao’s lille røde og forsvare venstreradikale terrorgrupper og så endda i børne-radioen.
Personligt må DR’s medarbejdere missionerer alt det som de lyster, men det er utroligt at borgerligt/liberalt sindede individer ikke for længst har afvist at det skal gøres for deres tvangsinddrevne midler.
http://www.information.dk/244842
#25 Spændende læsning. Mht. “bias” og “missionere” (som er gradbøjninger af samme sag – yderpunkter ganske vist) eksisterer det altid, dog heldigvis sjældent så ekstremt som eksemplerne beskrevet i dit link. Men hvor er forargelsen over den nuværende situation, eller ændrer alt sig, når lyden i radioen får en anden farve? Jeg vil gerne medgive, at DR overordnet set udsender færre rabiate synspunkter end dengang – men der er stadig bias, ligesom der, blandt de røde lejesvende også færdedes mindre røde karakterer. Jeg kan således stadig huske en journalist ved DR som hed noget med Jensen – Ellemann Jensen – ham er der mig bekendt ingen som endnu har anklaget for at være (rød) lejesvend
@24.
Jeg vil gerne gentage pointen om at den venstreorienterede bias der måtte eksistere indenfor medieverdenen, eksisterer på niche-programmer, der i forvejen henvender sig til et informeret publikum.
Det er noget vrøvl. Bare fordi et program som Orientering har veluddannede mennesker som primær målgruppe, har de stadig en pligt til at levere journalistik uden et voldsomt politisk bias – og det gjorde de bestemt ikke sidste jeg hørte det. (som altså var for en del år siden efterhånden).
Ligeledes er historien [om Claus Hjort] mere eller mindre blevet ignoreret i den trykte borgerlige presse.
Muligvis netop på grund af dens kilde… Jeg satte mig aldrig rigtigt ind i sagen, men konkluderede at der ikke var noget i den, fordi oppositionen ikke gjorde noget særligt nummer ud af det.
Kan debattørerne i denne tråd i ramme alvor hævde at pressen har været mere kritisk overfor Fogh-regeringerne end overfor Nyrup-regeringerne?
Det ville kræve en overmenneskelig hukommelse for en lægmand at udtale sig kvalificeret om den slags – det er trods alt ved at være lang tid siden Nyrup-regeringen gik af. Men mit gæt vil være at der var masser af kritik af Nyrup-regeringen – bare af den venstreorienterede slags: “Hvorfor smider I ikke flere penge efter X og Y” – og ikke den helt store kritik af borgelig karakter.
Der er altså ét spørgsmål, som de folk der ser røde konspirationer overalt i DR, stadig mangler at svare overbevisende på: Hvis de nu allesammen er så røde i DR, hvordan kan det så være, at alle journalister, der nogensinde har forladt DR for at gå ind i politik, har stillet op for et borgerligt parti?
Man kunne med rette også stille spørgsmålstegn ved TV2s upartiskhed, navnlig i lyset af alle de venstefolk der har siddet i diverse ledelser (også af journalistisk art), men den slags spørgsmål er naturligvis utidige i det nuværende mediebillede.
@ Thomas Jensen
“hvordan kan det så være, at alle journalister, der nogensinde har forladt DR for at gå ind i politik, har stillet op for et borgerligt parti?”
Måske fordi forholdene for borgerligt indstillede journalister er uudholdelige i DR.
Eller også er din kommentar en lille stråmand i stil med Kasper Lauest.
Der er vist ingen der har hævdet at ALT og ALLE med forbindelse til DR er ræverøde. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en “konspiration” – det er en mærkelig ide der trives på den danske venstrefløj at enhver kritik af tilsyneladende bunder i konspirationsideer. Poul Villaume hævder konsekvent det samme vedr. Bent Jensen/ Dragsdahl sagen, tiltrods for at hverken Jensen eller hans støtter taler om en “konspiration”.
Må jeg iøvrigt stilfærdigt gøre opmærksom på at DR er en halvstor organisation med ca. 3000 medarbejdere (dog givetvis har været færre i 70’erne). At du så kan finde 10 journalister der efterfølgende har gjort karriere som borgerlige politikere, er ikke just noget solidt argument for at der så ikke kan være en udpræget venstresnoethed hos øvrige dele af organisationen.
Dertil kommer naturligvis spørgsmålet om hvorvidt de enkelte medarbejdere formår at skubbe personlige sympatier m.m. i baggrunden eller om de – som det åbenbart fremgår af den nye dokumentarserie – aktivt udnytter deres job til at propagandere.
“Der er altså ét spørgsmål, som de folk der ser røde konspirationer overalt i DR, stadig mangler at svare overbevisende på: Hvis de nu allesammen er så røde i DR, hvordan kan det så være, at alle journalister, der nogensinde har forladt DR for at gå ind i politik, har stillet op for et borgerligt parti?”
Suk. Selection bias 101:
Ja, det er sandelig er stor stor gåde hvorfor journalister med politiker ambitioner vælger at gå til regeringspartier i stedet for en ussel position som back bencher hos en opposition som indtil for ganske nylig havde lange udsigter til at vinde et valg. Så sent som efter 2007 valget forlod MF’ere fra Socialdemokratiet partiet i hobetal til fordel for en anden karriere.
Når der kommer en SSF regering, så vil det ikke overraske hvis adskillige DR journalister fik lysten til en politisk karriere.
@Kasper Lauest
Omkring Nyrup vs Fogh, kunne et bud kunne være at pressen er blevet svagere, når det gælder kritisk journalistik i det hele taget. Hvis vi sammenligner Nyrup og Fogh, så er der klasseforskel på dem, hvis vi ser udelukkende på deres fremtræden i medierne. Nyrup kom med den alt for lille cykelhjelm, havde ofte interne kritikere i sit parti og blev kaldt “uld i mund”. Fogh nød at være på en talerstol og satte sig tungt på magten. At svare Fogh igen som journalist kræver mod.
Som sagt tidligere, mener jeg jo den liberale kritik af Fogh manglede indtil Cepos og 180grader med hhv Ã…gerup og Birk begyndte at træde frem i medierne. Derudover har VKO stået meget sammen, og den røde opposition var ret svag i Foghs tid. I Nyrups tid var der kritikere i alle retninger. Internt skulle han styre Karen Jespersen og Svend Auken der kæmpede om udlændingepolitikken, han havde de radikale med i regeringen, som altid er besværlige og stolte af det, han havde SF og Enhedslisten til venstre for sig, havde stærke oppositions-modstandere i Ellemann og Fogh, samt et Dansk Folkeparti der angreb Nyrup for noget han tydeligvis ikke var klar til og undervurderede. Hvis medierne er svage, og har været mikrofon-holdere for Nyrups modstandere og Foghs modstandere, ja så er det klart at kritikken af Nyrup var meget hårdere. For Fogh var meget stærkere i medierne og en stærk person det kunne koste at sætte sig op imod.
24
Du har meget ret i at pressen har været mere følgagtig overfor Fogh end overfor Nyrup men du glemmer at Fogh har siddet på et meget fast flertal medens Nyrup har skulle holde styr på både R og EL der ikke bare lukkede munden.
Kan man forlange at pressen skal løbe storm mod en regering når den kan feje det ind under gulvtæpppet fordi man kan forhindre at sager bliver undersøgt uvildigt fordi man har flertallet ?
Det mener jeg ikke at man kan bebrejde pressen og at det skulle være udtryk for bias.
Snarere en anerkendelse af markedsvilkårene.
Tag feks skandalen om den manglende oplysning om rettigheder til familiesammenføring ift EU som Berlingske afslørede for et par år siden.
Kan man forlange at pressen skal blive ved med at tage en sag op når VKO har flertallet og afviser at ville undersøge hvorfor praksis blev som den blev ?
Hvis man har flertallet kan man kvæle sager.
Der er imho den forskel på ventreorienterede og borgerlige vælgere at borgerlige tilsyneladende ikke går ret meget op i at “deres” regering ikke vil undersøge skandaler ordentligt og til bunds.
En Thorningregering vil blive mødt med massiv kritik fra sine egne hvis den undlod at undersøge at undersøge en sag som udlændingeservice medens der ingen reaktion har været fra borgerlige vælgere.
Mange VK vælgere har sikkert ikke glemt at det var en dommerundersøgelse der fældede Schluter i sin tid og det kan være medvirkende til at man ikke synes det er vigtigt at få undersøge “egne” skandaler.
#32 Interessante betragtninger. Jeg troede faktisk at det ligesom lå i begrebet “uvildig” at man kaster sig over alle sager, uanset potentielle politiske konsekvenser, eller mangel på samme. Men OK, det du beskriver er nok virkeligheden – en sag er sjovere at forfølge, hvis den får konsekvenser.
Mht Nyrup og Fogh har de helt klart ikke været lige dygtige på skærmen. Derud over måtte Nyrup slås med nogle partnere, som var noget mere “hellige” end Foghs allierede: sagerne kunne simpelthen få konsekvenser, hvor DF i højere grad vil se gennem fingre med “sager”, hvis ellers den ansvarlige politiker i øvrigt trækker i deres retning.
Hvor om alting er: jeg glæder mig til søndag – der skal gyses, og forargelsen (også min) skal ikke få for lidt 🙂
33
Undskyld men at sætte lighedstegn mellem hvor alvorlig en sag er og et politisk flertals villighed til at lade den undersøge uvildigt er lidt naivt.
Det var de rene tilfældigheder ( at Mimi Jakobsen blev sur over en bemærkning fra Schluter ) der i sin tid skabte flertallet for tamilundersøgelsen.
Ellers var den blevet under gulvtæppet.
Hvad skulle feks DF have ud af en undersøgelse af hvorfor praksis i udlændingeservice blev som den blev.
#36
Det er der nu også en del der vil have forbudt i Danmark og andre lande simpelthen fordi der er en frygt for at meningsmålinger kan tippe balancen hvis folk ser at deres side står på nippet til at tabe, så bliver de hjemme hvorfor det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti netop pga. meningsmålingen. Dét synes jeg er temmelig problematisk.
Jo, det var selvfølgelig Vibeke og ikke Ruth.
Pinligt 🙁
Ref DR lejesvende, gd.
Prægtigt at se dokumentationen af Nauntoftes små-salige ansigtsudtryk under medløbet på tårnet af den sovjetisk/kinesiske kampvogn i Saigon i 1975.
Man kan erindre sig Viet-Congs forudgående, årelange, også dengang velkendte! systematiske og totale udryddelse af læger, intellektuelle, lærere, præster og politiske modstandere m. fl. i de Syd-Vietnamesiske bysamfund. (Metoden blev som bekendt senere kopieret af FLN i Algier)
Hans – efterfølgende – forbløffelse over det nye VC-regimes egentlige og rå natur står for sig selv.
#38 Unægteligt både morsomt og tankevækkende. Tro (også politisk) er en stærk størrelse, der kan spille den sunde dømmekraft helt skakmat. Fint eksemplificeret i udsendelsen i aftes.
Det minder mig om en chilener, jeg en gang havde fornøjelsen af at dele værelse med – Han havde en kæmpe-plakat af Pinochet på væggen… Når “sagen” bliver det vigtigste, er det tilsyneladende muligt at fornægte eller rationalisere selv de værste uhyrligheder.
Jeg er i chok. Tænk hvad man sendte ud i æteren, og hvad der var holdninger hos DR-folkene dengang… mine eksempler tidligere i tråden fortryder jeg lidt jeg skrev, ikke fordi jeg ikke mener det, men fordi det er småting i forhold til dengang. Tænk at alle TV-ejere var tvangsindlagt til at betale for det, og at de pga monopolet ikke kunne se andet. Jeg er glad for de tider er forbi, glæder mig meget til de næste afsnit.
Jeg må sige, at selvom jeg ikke er overrasket, så var indslaget om Baader Meinhof noget overraskende ( og også at DKP’eren Per Schultz gik med til at sende det, det var jo ikke lige DKP’s officielle politik, selvom vi jo idag ved at Østtyskland støttede gruppen).
Men på den anden side, så blev det jo allerede bekræftet for et år eller to siden, hvor Ulrik Dahlin for Information lavede et kritisk eftersyn af avisens holdninger i de dage. Avisen blev iøvrigt stort set frikendt, omend det fremgik, at der var stor sympati for bl.a. Baader Meinhof hos en ikke lille del af redaktionen.
At man dengang kunne tro at en væbnet revolution kunne være inden for rækkevidde, viser vel bare hvor let det kan være at bevæge sig bort fra en virkelighed og så skabe sig en ny.