Gitte Lillelund Bech er forsvarsminister i vores lille krigsførende land. Det er selvsagt ikke den behageligste endsige nemmeste opgave på nationens vegne, at skulle tage det fulde ansvar på sine skuldre for, at meget unge mennesker falder i Afghanistan. Men det er nu engang vilkårene, der følger med jobbet, og det kræver selvsagt en vis råstyrke hos den enkelte, at kunne stå det igennem. At leve med det.
Der kan næppe være et tristere job end at skulle gå til begravelser af alt for unge mænd og blive konfronteret med sørgende mennesker, forældre, børn og kærester, der på tragiske vis har mistet en søn, far eller mand. Det er naturligvis hårdt og derfor kan man altså ikke sætte, hvem som helst til det. Det SKAL være en person, der på regeringens vegne altid kan optræde værdigt og deltagende ved begravelser.
Men det bør efter min mening ikke være en person, der nærmest tiltager sig en intimitet og optræder næsten ligeså sørgende som dem, der har mistet deres kære. Det er menneskeligt forståeligt, men det er ikke at bevare værdigheden, som jeg ser det. Det er grænseoverskridende og uden balance. En grædende minister repræsenterer altså ikke sig selv, men en nation. Og vist sørger en deltagende nation, men den optræder ikke med bævende læber på sammenbruddets rand!
Søren Gade var vist god til den balance. Lige indtil hans afgang som minister. Så skulle nationen se en forsvarsminister græde for de rullende kameraer. Ikke for de faldne, men fordi han sagde farvel til medarbejderne i ministeriet. Ved den lejlighed græd hans efterfølger i øvrigt også for rullende kameraier. Jeg tænkte allerede da: Gad vide, hvordan hun reagerer på de faldne soldater, som vil komme?
Onsdag aften kl.19 på TV2-Nyhederne kunne man så igen se en grådkvalt Gitte Lillelund Bech med bævende læber kæmpe for at bevare fatningen foran de rullende kameraer efter mødet i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, som hun forinden havde orienteret om, at en kun 21-årig dansk soldat havde mistet livet i Afghanistan.
For mig så det ud som om at forsvarsministeren var på sammenbruddets rand. Man kunne således stramme den til, at vi har en grædekone i spidsen for vores tropper i Afghanistan.
Det er givet mange mennesker, som finder det såre sympatisk, at vores politikere offentligt viser følelser og dermed viser, at de ikke er robotter.
Det lyder besnærende, men det er noget vrøvl. I hvert fald hvis det går hen og bliver en vane.
Jeg vil hævde, at de fleste vælgere trods alt foretrækker rationelle og klarttænkende politikere i mest mulig balance med sig selv, som man kan betro ansvar for samfundet, navnlig når det brænder på i alvorlige situationer. Her sover man bedst om natten i bevidstheden om, at der på posterne sidder folk, der bider smerten i sig, og træffer de nødvendige beslutninger for fællesskabets bedste. Omvendt er det ikke betryggende med folk, der bryder sammen, fordi det bliver ubehageligt. Når de kommer hjem, så kan de græde ud.
Der er også andre – mere PR-mæssige – problemer i, at forsvarsministeren åbenbart ikke kan styre sine følelser i offentligheden. Nu var forsvarsministeren nær sammenbruddet denne gang. Hvad nu hvis hun ikke bryder sammen næste gang '“ Gud forbyde det '“ at et ungt menneske falder, og nogen spørger ind til det? Er hun så blevet kynisk? Eller rører dette tragiske dødsfald, så ikke ministeren nær så meget som det forrige? Det er jo netop derfor, at det er så indlysende fornuftigt, at politikere holder en vis distance i situationen om end udtrykker deres dybeste medfølelse mv.
Er dette så et indlæg mod Lillelund Bechs indsats, fordi hun er kvinde? Hun har simpelthen ikke nosser nok til jobbet eller hvad? Det er ingenlunde sagen her. Mig bekendt var fx den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright et eksempel på en politiker, der ikke blandede sine private følelser ind i det job, hun havde. Det indebar også at hun tog tunge beslutninger, hvor folk blev dræbt. Så nej, jeg har ikke noget imod kvindelige forsvarsministre.
Men måske får Lillelund Bech en lidt længere lunte, netop fordi hun er kvinde. Tænk hvis Lars Løkke Rasmussen havde brudt sammen ligesom det tilsyneladende skete med Lillelund Bech? Havde det været betryggende? Ville vælgerne have belønnet en følelsesmæssig uligevægtig statsminister? Nej vel? Det ville have været katastrofalt for hans genvalg, hvis vælgerne havde set ham reagere på samme måde som sin forsvarsminister. I USA ville de vel have kaldt ham 'The Commander in Tears'?
Og så kan alle have de fine fornemmelser og alle de hellige holdninger om, at det da er sundt og godt, at toppolitikerne sådan viser deres private følelser offentligt. 'Det nuancerer billedet af hende som politiker, at hun kan vise følelser,' som en skrev til mig på Facebook. Det viser en “autencitet”.
Det er imidlertid noget værre vås.
Det viser bare, at de mange vælgere, der så TV2 '“ og ikke mindst hele Christiansborg – er kommet i tvivl, hvorvidt Lillelund Bech kan holde til presset. Det skal da nok blive udnyttet, hvis man kan. Stol trygt på det.
Forestiller man sig også at det ville være helt fint, hvis dronningen græd offentligt over de faldne unge mænd? Hvor skulle det ende?
Jeg gad fx vide om de allierede havde vundet 2. verdenskrig, hvis Winston Churchill havde grædt offentligt, hver gang han blev præsenteret for de enorme tab, som de faktisk led. Det er jo ikke ligefrem noget, der havde styrket moralen hos tropperne. Tror man virkelig på, at politikernes offentlige tårer skulle hjælpe på den?
Når vi nu er ved at styre sine følelser, så er det som jeg ser det netop en af de parametre, hvor Helle Thorning-Schmidt fører langt over Lars Løkke Rasmussen. Thorning mister sjældent besindelsen '“ hvis det nogensinde er sket '“ hvorimod det alt for tit sker for Løkke.
På den måde ligner Thorning og Anders Fogh Rasmussen faktisk hinanden. Det burde man måske tænke over i V-lejren, mens man fejrer sin forsvarsminister, og at det åbenbart er så godt, at hun rummer så mange følelser, at de løber over med hende, når de bliver udfordret af de barske realiteter ved regeringens og Folketingets Afghanistan-politik.
Jeg har noget imod ministre, der tuder offentligt, når de er på arbejde. Og således kan mistænkes for at være uligevægtige. De skal derfor enten tage sig sammen eller finde på noget mindre psykisk belastende at lave.
Det ville faktisk også være bedst for dem selv.
Reklame: Køb bogen om det kommende valg: “Helle eller Løkke?” Læs mere om Ræsons bog – som bl.a. Jarl Cordua bidrager til – her.
44 kommentarer til “Commander in Tears”
Fine pointer.
Det var tåkrummende pinligt at se overdragelsen i Forsvarsministeriet, hvor den afgående og tiltrædende minister konkurrerede om den største lighed med et ostevindue. Man fik det indtryk, at den tiltrædende har let til tårer, hvilket umiddelbart kan virke meget menneskeligt og sympatisk. Men du har helt ret i, at det ikke forekommer tilstrækkelig professionelt og desuden giver problemer, hvis det fremover skal diskuteres, om der er tårer nok ved de næste tragiske dødsfald. Men det er en svær balance, hvilket også viser sig i de seneste dages kritik (i EB primært) af statsministerens standard sorgskrivelser. Mon ikke problemet skyldes, at dette lille land i bund og grund ikke egner sig til at være krigsførende, når hverken politikere eller befolkning kan finde ud af at håndtere de uundgåelige dødsfald, der følger af krig og som ret beset er en erhvervsrisiko for soldater?
Jeg er 100 procent enig Jarl. Både i at ministeren må bevare fatningen og repræsentere sit hverv frem for sine private følelser (ikke at forveksle med det standpunkt, at politikere ikke må være passionerede og have stærke, personlige standpunkter, for det må de endog meget gerne) og dels med at Helle T-S ligner Fogh i den forstand. Begge har en meget misundelsesværdig professionel (nogen vil sige glat eller teflon-agtig, men det lyder så negativt og jeg mener det positivt) stil, hvilket jeg tror rigtig mange vælgere sætter pris på.
alt godt
Annegrethe
“enig i” hedder det jo …. og så er det dårligt sprog at skrive standpunkt og standpunkter i samme sætning. Beklager. Men meningen var god nok …
Søren Gade var nu også slem, men det er måske værre når det er en kvinde?
Jeg bliver nød til at høre din respons på Joachim B. Olsen som spidskandidat for Liberal Alliance. Er det forrige folketingsvalf om igen, eller er der et fornuftigt rationale bag?
5. Ville ellers have gemt det til en senere blog.
Jeg er især nyserrig efter at høre Ammitzbøll og Samuelsens forklaring på, hvorfor Joachim B. Olsen er blevet kandidat for et liberal parti, når han for mindre end et år tilbage støttede den århusianske socialdemokrat Nicolai Wammens kommunalvalgskampagne?v
http://www.dr.dk/Regioner/Aarhus/Nyheder/AarhusBy/2009/10/23/140527.htm?rss=true
Kan man skifte standpunkt så hurtigt eller er Olsen bare opportunist? Eller er LA-folkene mere optaget af kendiseffekt (Olsen har vundet Vild med dans…) end politisk substans?
Et mere oplagt eksempel end Albright er vel Margerat Thatcher.
Enig i at Gade havde en bedre balance men , med risiko for at blive kaldt en værre mandschauvanist, kan en mere “blød” tilgang til krigens konsekvenser måske appellere til nogen kvinder på midten.
Ikke at Bech spekulerer i det på nogen måde, hun reagerer efter alt at dømme spontant.
Nogen vælgere har utvivlsomt mere et “tæt på” perspektiv end helikopterperspektiv ift krigen.
kstra Bladet vs Politiken om man vil.
Det kunne være interessant at få Socialdemokratiets nye Afghanistanpolitik ind i billedet.
Har partiet set en mulighed for at lave billige point fordi man fornemmer at der bliver holdt lidt mindre stramt i tøljerne fra forsvarsministeriet efter ministerskiftet ?
#6
Det bliver da interessant. Kan man ikke henholde sig til, at PERSONEN (dvs. borgmester-kanditaten) er langt vigtigere end partibogen i kommunalpolitik?
Jeg ved godt, at det også spiller en væsentlig rolle i lands-politikken, men der er vel alligevel mere end gradsforskelle??
Det forekommer mig, at du er gået i helt i limbo på det der tude-issue, Jarl! Jo jo – pointen er god nok, men det giver politikerne en lidt berettiget anledning til at vende det hvide ud af øjnene over hvad der bliver dissekeret i blogosfæren…
I al respekt for dig og din blog – :o)
Jarl, kom så i sving med et indlæg om liberal alliance. Jeg må indrømme at jeg er meget fristet af at stemme på dem næste gang. Nu må vi se hvordan de nye kandidater klarer den.
@6: Han hedder nu ‘Olsen’ og er vel ikke at forveksle med en anden – og meget spændende – LA-kandidat (Ole) B. Olesen.
Med den nye bog om Lars Løkke og de 9 folketingskandidater for LA så er der i øvrigt basis for adskillige fremragende blog-indlæg i nær fremtid. Denne læser glæder sig til et givet meget interessant blog-efterår, også efter at Thorning-sagen (foreløbigt) synes at være forbi.
@7: Jeg synes faktisk Albright er en mere interessant sammenligning, da hun netop formåede at spille rollen uden på noget tidspunkt at virke ‘kold’. Det mener jeg ikke helt kan siges om Thatcher (Søren Gade lykkedes faktisk bedre med den balance, imo).
9. Jeg vidste at det indlæg ville dele folk.
Nu synes jeg jo, at det er vigtigt at skrive om det, som mange tænker, men måske ikke tør sige/skrive i det offentlige rum.
Jeg VED til gengæld, at politikerne vender det hvide ud af øjnene over, hvordan Gitte Lilleund Bech optrådte i går.
Men det er en tabt sag at debattere det.
Det er så en af de ting, som min blog også er sat i verden for. At diskutere, hvad andre etablerede statsstøttede medier ikke rigtig vil røre ved.
Og i øvrigt så bliver det ikke sidste gang at vi skal forholde os til at forvarsministeren har let til tårer.
Så kan alle andre diskutere Joachim B. Olsens bidrag til dansk politik. Det jo så ufarligt og ukontroversielt 🙂
Det holder ikke helt, at en forsvarsminister på den måde taber ansigt for åben tv-skærm. Hun risikerer at miste respekten hos dem, som hun har allermest brug for at have respekt hos, de ansatte i hæren.
Når det er sagt, håber jeg dog på et andet plan, at hendes følelser vil få hende til at indse, at vi ikke her OTTE år efter overtagelsen af Afghanistan skal spilde gode unge danske mænds liv på opiumsmarker 7.000 kilometer herfra.
Kvindelig Forsvarsminister viser følelser= et udtryk for svaghed/pinagtighed
Mandlig Forsvarsminister viser følelser= en styrke at han er “et helt menneske” og i kontakt med sine følelser
Hellere en tåre end store pupiller selvom personen står i et lyshav af projektører.
Jarl, tårer forhindre altså ikke tænkning eller fornuftig handling. Hvor har du dog fået den idé fra?
Folk der taber respekten for mennesker, der er følelsesmæssig berørt, men som samtidig evner at tænke og handle ansvarligt, er ikke værd at respektere, for de er uvidende om psykologi og offer for fordomme.
12. “Men det er en tabt sag at debattere”… See?
13, 14, 15, 16 beviser det helt exact.
Venter spændt på LA-opdatering! Annoncering af Joachim får uvægerligt læben til at bævre lidt…
17. … siger jeg så, som tidligere, senere kureret, LA-jubelglad tilhænger…
NA-jubelglad tilænger, skulle der rettelig stå…
Jeg er målløs!!Ministeren blev interviewet et kvarter efter, at hun havde overbragt den triste nyhed til familien.
Hvad er dog det for en holdning, at en minister ikke må græde offentligt, og hvad har det at gøre med, at hun ikke kan lede landets forsvarsministerium?
De fleste af ovenstående bemærkninger forekommer mig kyniske, kolde, og rigtig rigtig mandschauvinistiske. Mappedyr i nålestribede habitter, som har ladet deres sjæle, samvittighed, indlevelsesevne, medmenneskelighed, spontanitet osv. blive hjemme hos familien – hvis de da overhovedet nogensinde ser familien. Disse kommentarer vækker en sorg og en uhygge hos mig over, at I kan mene, at en kold politiker er lig med en god minister.
Jeg græmmes!!
20. Siden hvornår er selvkontrol blevet lig med kulde?
Der er jo ingen, som siger, at Gitte Lillelund Bech ikke må vise følelser. Det handler derimod om en balance, om man vil. Når hun står og tudbrøler for åbent TV, så kan man da ikke undgå at tvivle om hun dur til sit arbejde, eller ligger for mange følelser i det.
Jeg synes personligt, at Søren Gade var rigtig god til det. Han formåde at bevare fatningen, selvom man kunne se, at han var rørt over, at der nu igen var sat menneskeliv til.
Anni: Forsvaret er noget af det mest “kyniske” og hvis de først har mistet respekten og troen på en minister, så har man et alvorligt problem som minister.
16. Så sandt, så sandt. Men at forsvarsministeren “samtidigt evner at tænke og handle ansvarligt” er vel indtil videre et postulat.
Kasper Hvid, jeg er klar over, at der er en norm i militæret, hvor dem, der ikke jubler eller får et kick af at dræbe andre, bliver mobbet, men måske er det nemmere at være veteran og pårørende, når man kan se, at andre – endda Forsvarsministeren – lader sig berøre af de ting, som soldaterne oplever.
Jeg tror, at der er for mange tabuer blandt soldaterne og også en usund norm om at følelser, der ikke bunder i sejrsrus er for svagpissere.
Iøvrigt er tårer sunde. Med dem kommer nogle af de giftsstoffer ud, som skader kroppen.
Måske skal vi sende soldaterne på tude-kurser 😉
Lillelund tabte på intet tidspunkt fatningen. Man kan godt både græde og være fornuftig.
Rationalitet uden følelser er sjældent et gode og måske findes den slet ikke.
Nåmen, jeg skal måske lige tilstå, at jeg er dødtræt af spindoktorer, som mener at vide, hvordan dette og hint virker først på medierne og derefter på borgerne.
Altså nu har jeg selv flere venner, som er udstationeret eller har været udstationeret i Afghanistan, så jeg ved godt, hvordan det føles. Og for mig, gør det det ikke nemmere, at hun står og græder, og viser medfølelse. Det er som sådan noget jeg klarer med min familie og venner.
Desuden så forstår jeg ikke, hvordan vi nu er endt med at diskutere soldaternes følelser fra at diskutere forsvarsministeren.
Søren Gade havde også en tåre i øjenkrogen, men han stod ikke og tudbrølede. Jeg siger jo ikke, at hun ikke må have følelser, jeg vil bare gerne se noget selvkontrol.
Jeg er enig med Jarl. Det var pinligt at opleve denne totale mangel på følelsesmæssig kontrol fra forsvarsministeren. Gad vide hvordan det går med at slå i bordet overfor generalerne? Budgetterne er jo ikke ligefrem lette at styre? Er der rødespærgngte forgrædte minister-øjne til forhandlingerne om næste års forsvarsbudget med Hjorten eller ministermøderne? AK.
I forudsætter, at hun ikke KAN skjule sine følelser, men hvor ved I det fra?
Jeg kan ikke lade være med at henlede opmærksomheden på, at Grundtvig er på Jarls side i dette spørgsmål. Jeg henviser herved til nedenstående strofe fra den sang, som Grundtvig skrev til ære for den faldne Willemoes:
“Hører det, I piger små! / I må ikke græde, / men når over eng I gå / mellem vårens spæde, / binder da af dem en krans, / parrer blomsterne med sans /
til den faldnes ære!”
Måske er jeg kynisk, men jeg kan kun bakke op om Corduas vurdering. Der er for så vidt intet galt med at en forsvarsminister viser følelser '“ hvad enten det er en hende eller ham '“ men i dette tilfælde holder det ikke.
Lad os fx antage, at en dansk soldat på en kaserne i Danmark uden varsel skydes ned af en terrorist, i det tilfælde ville ministerens reaktion være fuldt acceptabel, for ministeren vil i givet fald ikke være ansvarlig for soldatens død og ministeren ville troværdigt kunne reagere med afmagt, for soldatens død kan ikke siges, at være en konsekvens af en beslutning ministeren har truffet.
I tilfældet Afghanistan er situationen jo netop modsat. Det er trods alt ministeren, som regeringens repræsentant, der er ansvarlig for, at soldaterne er bragt i 'harms way'. Den enkelte soldats død i Afghanistan tjener et højere mål (som jeg i øvrigt støtter op om), som bør gøre, at ministeren kan forholde sig professionelt til den personlige tragedie soldatens død udgør. Kort sagt så har vi/Folketinget valgt at ofre liv for en højere sag, og det må ministeren stå inde for. Det nytter ikke, at ministeren reagerer følelsesbetonet offentligt, når en soldat har givet det ultimative offer for Danmark. For ministeren har vel ment at offeret var nødvendigt – ellers var vi vel ikke i krig? Krigens kendetegn er jo netop, at for at forsvare eller udbrede vores fælles værdier eller territorier, er vi i fællesskab villige til at risikere, at danske soldater dør, vel vidende at denne død for den enkelte soldat og dennes familie og nærmeste er meningsløs?
Med ovenstående sagt og skrevet, så mener jeg i øvrigt, at vi i Danmark bør blive meget bedre til at vise den enkelte soldat og dennes familie og nærmeste den ydmyghed og opbakning han/hun fortjener for at påtage sig opgaven, at gå i krig på Danmarks vegne. Vi bør blive bedre til at ære dem som kommer hjem, og dem der er blevet ladt tilbage.
Er det kun pacifister som græder ?
Hvis forsvarsministeren bagefter kan stå på mål for at have grædt under en soldater begravelse – så er det vel OK.
Det er måske netop tegn på styrke, at gå ud bagefter at sige. “Ja det påvirker mig dybt, men derfor skal vi stadig fortsætte krigen. De pårørende græder også og det kan jeg også når jeg sammen med dem”.
Hvis hun havde grædt fra Folketingets talerstol, så vil jeg blive bekymret.
Kære Jarl, smid køllen fra savannen og kom med i klubben hvor det er OK at græde.
Er det virkelig værd at debattere om forsvarsministeren for et land i krig viser lidt for mange følelser når en soldat dør?
Smag og behag er selvfølgelig forskellige (og det er din blog), men der er en del vigtigere og mere interessante emner der kan tages op imo.
On topic, så ville jeg ikke have haft noget imod at Albright havde haft nogle menneskelige følelser.
http://www.youtube.com/watch?v=FbIX1CP9qr4
30. Så nu er jeg stenaldermand, fordi jeg synes, at myndighedspersoner mest muligt skal forsøge at bevare fatningen i offentligheden. Vorherrebevares! 🙂
Det er så megen politisk korrekthed i den her debat, som gør, at den ikke er til holde ud. Det er jo rent 70’er føleri for alle pengene. Og åbenbart tabu?
De samme mennesker som synes, at det er helt fint, at Forvarsministeren “viser følelser”, er sikkert de samme mennesker, som også har åh så stor sympati for den stakkels chef, der står og græder, den dag han fyrer sine medarbejdere. Det gør så ondt på ham – selvom at han bevarer sit job…
Ja hvem er det mest synd for? Chefen eller medarbejderne?
Det er lige netop her, at der er noget, der hedder balance. Chefen må godt udtrykke sympati. Men han er stadig chef. Og står han og tuder, så mister man respekten. Det er sådan set sagen.
Det her ER en sag. Og det bliver den i endnu højere grad næste gang, at forsvarsministeren ikke bevarer fatningen foran de rullende kameraer.
For da vil så endnu flere kunne se problemet.
Nu lever det bare som en historie mellem politikere og journalister på gangene. 🙂
Det er vist første gang, der er så mange kvinder, der har kommenteret på et af Jarls blogindlæg.
Jarl, var det ikke noget for dig selv at stille op for Liberal Alliance?
Du kunne jo til en start kræve at de ændrede navn til LibeJarl Alliance? Hehe.
34. Nej. Jeg synes ikke at jeg er velegnet til at være folketingspolitiker.
Og jeg er heller ikke blevet spurgt af LA, for den sags skyld.
Det vil også være synd for mine læsere, for det ville i så fald blive et farvel til bloggen 🙂
Fair nok. Vi kan ikke undvære bloggen 😉
Hvor stor tror du er chancen for at Joakim B. Olsen kyler Villy Søvndal ud af folketinget? Er det derfor de har fået ham?
36. 🙂
Hvis man er en hulemand fordi man finder det upassende at Forsvarsministeren står og flæber udenfor døren til Udenrigspolitisk Nævn – ja, så må jeg jo nok acceptere at jeg er en hulemand. Kæresten fandt det ligeledes upassende, så det er åbenbart ikke kun en følelsesmæssigt afstumpet mandeting at forvente en passende, afbalanceret adfærd af repræsentanterne for det officielle Danmark. Men ok, hun er måske en hulekvinde, det er jeg næppe den rette til at vurdere. 🙂
Jeg brød mig heller ikke synderligt om, at Søren Gade i sin tid, valfartede rundt til diverse soldaterbegravelser og åbenlyst sad og græd i kirken, men her er det i det mindste mere forståeligt, da man trods alt skal være noget følelseskold, for ikke at blive dybt påvirket af at se de pårørendes dybe sorg, over at have mistet en, der stod dem nær. Men her var der tale om, at Lillelund Bech skulle informere Udenrigspolitisk Nævn! Og her mener jeg bestemt det er på sin plads at forvente at hun opfører sig med en vis værdighed – både i selve nævnet og udenfor overfor pressen.
Det kan selvfølgelig være svært at vurdere, hvordan hr og fru Kakkelbord reagerer, når de ser Lillelund Bech stå og flæbe i nyhederne, mens de fortærer aftenskaffen og den dertilhørende vandkringle. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at en stor del af Gades popularitet i befolkningen stammede fra hans tårevædede øjne og åbenlyse medfølelse ved diverse soldaterbegravelser. Så det er da ikke umuligt at Lillelund Bechs blanke dådyrøjne og bævende stemmeføring vil være en politisk fordel, da det åbenbart i nogles øjne – som det også ses her på bloggen – er en styrke ikke at have kontrol over sine følelser.
Off topic: Så mistede Liberal Alliance en stemme i dag. På mange punkter var det et ganske udmærket kandidatfelt LA kunne trylle frem, men en kandidat sprang i øjnene: kandidaten for Nordjylland, Joachim B. Olsen. Nu er det så uheldigt, at jeg som bosiddende i Aalborg, hvis jeg stemmer på LA dermed også hjælper JBO ind i folketinget. JBO er Socialdemokrat, har anbefalet Wammen i Ã…rhus under kommunalvalget og har tilsyneladende i foråret i år forhandlet med selvsamme parti om at blive opstillet for dem. Beklager, der er ikke en kinamands chance i helvede for, at jeg vil plante min stemme hos en mand, der åbenlyst ikke har en liberal knogle i sin krop og hvis kandidatur åbenbart snarere skal finde sin berettigelse i mandens tvivlsomme status som kendis og ikke i den politiske substans.
P.S. beklager mit indlæg bliver brugt til at lufte frustrationer, fremfor at komme med et fornuftigt indspark til debatten. 🙂
Den eneste politiker jeg godt gad se tude for åben skærm, var faktisk Anders Fogh, mens han undskyldte for VKO’s økonomiske politik gennem de sidste 10 år.
Eller måske Lars Løkke, mens han fremlægger VKO’s nyeste plan for genopretning af økonomien i Danmark.
DET ville være ok. 😉
Jarl, vi skulle nok kunne følges ad på savannen. Det ville være OK at græde til en begravelse.
Men i Udenrigspolitisk nævn skal man træffe beslutninger og orientere offentligheden bagefter. Så Gitte burde tørre næsen og stoppe flæberiet. Enig !
Som officer og stor beundrer af Lillelund Beck skarpe intelligens.
Finder jeg alligevel du har helt ret i din bekymring – ministre, officerer og embedsfolk græder ikke, de står som en klippe og giver mandskab og familien ro, trøst og tillid, til at det her skal vi nok komme igennem uanset hvor svært, tungt og hårdt det end er.
Man skal huske at uanset hvor bevæget man er som minister og embedsperson – så er ens egne tab og følelser kun en brøkdel af det tab som de stakkels familier skal leve videre med.
“Thorning mister sjældent besindelsen…”
En (socialdemokrat) har engang sagt ‘…at HTS er så kold i røven, at hun får Ritt Bjerregaard til at fremstå som en varmblodig kvinde!’
Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker…
42, det er helt rigtigt. Citatet er fra en artikel af Jakob Nielsen (ham, der senere skrev en bog om Thorning-Schmidt) i Politiken d. 13.04.05: (…) Eller som et garvet medlem af Nyrups gamle ministerhold udtrykte det, kort før resultatet blev afsløret: “Hun er så iskold, at hun får Ritt Bjerregaard til at fremstå som en varmblodig kvinde”.
Jeg synes ikke det er fair at reducere Gitte Lillelund Bechs optræden til et opgør mellem “kynikere” og “følere”. Eller måske er jeg bare en kyniker, der er blevet følelsesmæssigt intimideret af, at én af rigets fremmeste ikke har anstændighed nok i livet til gå forbi tv-kameraerne i tavshed, hvis tårerne trænger sig på. Det er familens sorg, det er kærestens sorg, det er vennernes sorg. Den skal Gitte Lillelund Bech ikke tilrane sig.
Kønskortet må også finde sig et andet bord at blive spillet på. Ellers kan man jo ikke i fremtiden udnævne en kvindelig forsvarsminister, uden at vedkommende vil blive mødt med samme forventninger, og det er der altså nogle af os feminister, der gerne vil have os frabedt.
Hold du bare fast ved, at du har ret, Jarl. That post was spot-on!