Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Politiske stjerner har det med at brænde ud

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 29, 2010

Comments icon

20 kommentarer

Det kunne tyde på, at SFs formand – skyggeudenrigsministeren – Villy Søvndals status som politisk rockstjerne har kulmineret i meningsmålingerne og nu er for nedadgående. I hvert fald viste en Megafon-måling i weekenden, at SFs opbakning pt. er på niveau med partiets stemmetal ved 07-valget.

Det var således også iøjnefaldende, at SFs – relative – tilbagegang i denne ene måling viser, at det er det indvandrerglade parti Enhedslisten som får glæde af SFs fald fra tinderne. (Det andet indvandrerglade parti de radikale går faktisk 0,2 pct. tilbage i forhold til målingen i oktober)

De fleste iagttagere vurderer, at det var Søvndals omfavnelse af 'pointsystemet', der er hovedforklaringen på Megafon-målingen. Man ville simpelthen ikke være med til længere at føre DFs udlændingepolitik blot for at kunne med i regering efter næste valg.

Dertil kom en sjældent set klodset – og lidt desperat – fortalelse af Søvndal, hvor han beskyldte venstrefløjen for at være kynisk, når den ikke ville regeringsmagten alene på grund af den stramme udlændingepolitik. Ret beset var det SF-formanden som fremstod som den kyniske, der ville magten for enhver pris. http://www.berlingske.dk/politik/villy-soevndal-venstrefloejen-er-kynisk

Desuden skrev Information om at mange SF'ere nu meldte sig ud af partiet herunder også en tidligere '“ og ret ukendt '“ SF-næstformand har også efter ganske mange års medlemskab droppet sin partibog. Samme næstformand trak sig i øvrigt allerede for fem år siden fra sin næstformandspost i protest netop mod den nye ledelse, der kom til under Søvndal.

Det store spørgsmål er dog, om Søvndals facade som den glade idealist, der vil alt det gode for menneskene nu er krakeleret én gang for alle.

Eller vil de frafaldne SF’ere – for tiden Enhedslistevælgere – stille og roligt vende tilbage i folden, når Søvndal har fået justeret retorikken og den politiske debat kommer til at handle om andre ting? Det er bestemt sandsynligt.

Bevares. SF kan i øvrigt sagtens tåle at miste mandater både til højre og til venstre, blot så længe at regeringsmagten er inden for rækkevidde, hvilket alt tyder på.

Men hvis nu fremgangen stopper for Søvndal, fordi vælgerne mener, at SFs formand er blevet taget i at 'være en kold, beregnende og magtfokuseret politiker ligesom alle andre'? Kan det så ødelægge de rødes momentum? Drivkraften i det røde regeringsprojekt har netop været Villy Søvndals superstjernestatus som en i momenter særklasse begavet politisk kommunikator. Ham kvinderne elsker og ham de unge vil have og som mændene derfor vil være. Hvis de røde kommer til magten, så vil der i historiebøgerne formentlig stå, at det vundne valg byggede på en historisk fremgang for SF. Omvendt kikser det, så vil forklaringen være, at SFs formand ikke stod distancen. Et tabt valg vil formentlig føre til Søvndals fald i SF.

De næste par måneder kan derfor meget vel blive Villy Søvndals skæbnetime som toppolitiker. Kan han komme tilbage igen med de samme flotte meningsmålingstal eller vil SF i stampe lidt over forrige valgresultat? I så fald vil medierne med søvngængeragtig sikkerhed begynde at skrive de første historier om den falmede stjerne i SF og om årsagerne til det. Det behøver ikke at ødelægge de rødes regeringsmuligheder, men det vil gøre Søvndal mere udsat for intern kritik og negativ presse risikerer alt andet lige at føre til yderligere vælgervandring. For sådan er den politiske inerti. Medgang avler medgang, mens modgang avler modgang.

Kommer Søvndal tilbage i tidligere tiders topform, så vil det omvendt vise, at han er en robust politiker, der også kan tåle modgang. Har man ikke den robusthed, så bør man nok finde sig et andet job.

I hvert fald står det tindrende klart, at SF-formanden og Helle Thorning-Schmidt bliver særligt udfordret af de borgerlige – og medierne – på, hvilken indvandrerpolitik, som de har i sinde at føre med de radikale, der jo nærmest har erklæret den røde regering krig på dette punkt, og allerede før den er dannet og tiltrådt.

Omvendt er S-SF godt hjulpet af, at regeringen ikke selv formår at forklare tilstrækkeligt overbevisende, hvorfor vi i grunden skal have sådan et pointsystem. Det var det som Anders Fogh Rasmussen var eminent til: At 'prime' dvs. tale en særligt politisk dagsorden op i god tid, hvor efter han pludselig kom med en plan, der løste problemet. Pointsystemet fremstår som en idé, der nærmest dukkede op en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne som en indrømmelse til DF, nu hvor regeringen i år ikke rigtig havde penge i statskassen at dele ud af.

Alligevel burde temaet '“ hvis de borgerlige er lidt vakse ved havelågen – ved det næste valg ikke blive en folkeafstemning 'for eller imod VKOs pointsystem'. Det burde set med deres øjne blive et valg mellem bevarelse af en 'fast og fair udlændingepolitik' eller udsigten til at den bliver noget slappere, hvis de røde kommer til fadet og skal til at føre en ny politik på et område, hvor de radikale ultimativt har krævet at få indflydelse.

P.s. Tak til de donorer, som igen i år har betænkt mig med en økonomisk håndsrækning. God jul også til jer! Skulle andre komme på den samme idé, så se mere her.


Når skrot er politisk hjerteblod

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 24, 2010

Comments icon

54 kommentarer

24 timers berømmelse fik Venstres hidtil næsten ukendte amagerkanske folketingsmedlem Marion Pedersen, da hun tirsdag i Berlingske meldte ud, at hun ikke kunne stemme for finansloven på grund af nogle afskrivningsregler på biler.

– Som det er i øjeblikket, kan jeg ikke stemme for finansloven. Det er virkelig hjerteblod for mig. Jeg har det skidt med det, for jeg er glad for mit parti, og for at vi er i regering, men jeg er nødt til at være tro mod mig selv, og jeg vil gerne kunne se mig selv i spejlet om morgenen, sagde Marion Pedersen til avisen.

Hun er sammen med sin mand i øvrigt indehaver af et autoværksted på Amager.

Dermed så det i et halv døgns tid ud til, at regeringens 90 mandater ikke var på plads. Det kom det, hvad de fleste også forudse. Inden at historien kunne trække de store overskrifter i tirsdagens nyhedsudsendelser var historien død. Marion Pedersen slog via Venstres Pressetjeneste fast, at hun stemte for finansloven. Ja hun understregede det!

Inden pressemeddelelsen var blevet sendt ud, så havde statsminister Lars Løkke Rasmussen måttet bruge lidt tid på sagen på sit ugentlige pressemøde og finansminister Claus Hjort Frederiksen havde også måttet love at 'tage en snak' med det rebelske folketingsmedlem.

Tirsdag blev således endnu en dårlig dag i en lang række for regeringspartiet Venstre.

Hvem har i grunden ansvaret for, at det så denne gang gik op i hat og briller?

1. Marion Pedersen.

Hvordan i alverden kan man få sig selv til at ofre sit politiske liv og sin troværdighed for noget så relativt banalt som afskrivningsregler for gamle biler?

Var det virkelig det, som oprindeligt vakte Marions interesse for politik. Skrotregler for biler? Det er jo fuldkommen absurd. Sagen udstiller fuldstændigt, hvor lidt hun har at byde på politisk.

Måske siger hun i stil med J.F. Kennedy:

Spørg ikke, hvad du kan gøre for dit land. Spørg hvad landet kan gøre for dit skrot'¦

Det er i øvrigt fantastisk, at en politiker, som velsagtens gør en dyd ud af, at hun har personlige økonomiske motiver i sagen, af nogle medier fremstilles som et offer for V-toppens tromlen. Søren Pind endte på forsiden af BT for småting, der intet havde med politik at gøre. Marion Pedersen truede med at stemme imod finansloven '“ og dermed vælte regeringen – for en sag, som tydeligvis ville gavne hendes egen forretning. Hvor var de kritiske spørgsmål om det?

Marion Pedersens straf kommer ved valget. Det hun gjorde er utilgiveligt. Ejvind Vesselboe og Britta Schall Holberg '“ og andre tidligere rebeller – har ikke været i nærheden af at lave det samme.

Når valget kommer, glider Marion Pedersen med meget stor sikkerhed ud af folketingsgruppen ( Hun sidder på Rikke Hviilshøjs afgivne mandat – og formentlig bliver Søren Pind og Malou Aamund ved næste folketingsvalg valgt ind i Københavns Storkreds) og ingen vil savne hende.

Har hun så fået noget for at rette ind? Det vides ikke med sikkerhed, men det kan næppe være meget. Venstre-toppen kan ikke holde til, at det bliver offentligt kendt, at man kan true sig til indflydelse. Om det så også forholder sig sådan i virkeligheden? Tjah.

2. Venstres gruppeformand

Det er Kristian Jensens primære job at holde styr på folketingsgruppen. Og set i lyset af de sidste tre ugers ballade med tre dissidenter (indtil videre), som har følt trang til at markere sig med særstandpunkter, så kan man ikke med nogen rimelighed sige, at det er lykkedes særligt godt. For at sige det på jysk. Jensens opgave er sikre sig, at alle i folketingsgruppen føler, at de bliver hørt. Han skal opfattes af gruppen, som DERES mand i forhold til regeringen. Og så skal han i øvrigt respekteres af gruppen. Og ingen af delene synes at være tilfældet. Formentlig er det netop det, som har udløst, at Marion Pedersen pludselig trak i nødbremsen. Spørgsmålet er, om Kristian Jensen af V-toppen er blevet sat på en (urias)post, som han har for svage forudsætninger at udfylde godt. Jensen har ingen civile kompetencer som leder bortset fra sin tid som VU-formand, hvor han i øvrigt ikke blev set som en samlende figur. Jensen kan – mildt sagt '“ heller ikke ses som en person, der kan træde i karakter i forhold til en Lars Løkke Rasmussen, der aldrig har tilgivet Jensen for – at have konspireret imod ham, da den senere statsminister “lå ned” under bilagssagen.

Kristian Jensens lederskab som gruppeformand hænger i laser, og kun et snarligt valg vil formentlig kunne udfri ham fra et job, som han kun har haft marginalt mere succes sammenlignet med hans optræden i “Vild med Dans”. For nu at sige det meget pænt. Taber de blå bliver Løkke formentlig gruppeformand. Genvinder man regeringsmagten, bliver Jensen sikkert minister igen.

3. Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen

De to udgør reelt Venstres ledelse. Det er altså ikke kun Kristian Jensens ansvar, at hele gruppen bliver taget i ed i beslutningerne og føler at de har medejerskab til regeringsprojektet. Det er svært at se, hvordan Venstre kan gå til valg med troværdighed, når de åbenbart bliver løbet ned bagfra af deres egne. Så kan Løkke tage på nok så mange turnéer rundt i landet, når glansbilledet så let bliver ødelagt af tilsyneladende frustrerede folketingsmedlemmer, som med diverse kamikazestunts føler trang til at løbe med opmærksomheden. Derved har de i al fald udstillet en dårlig ledelse, der ikke engang evner at holde styr på butikken i en relativ (sorry Marion!) banal sag såsom skrotregler på gamle biler.

P.s. I øvrigt tog oppositionen (næsten) hele stikket hjem, da S stilfærdigt meddelte, at de som ansvarligt parti skam stemte for finansloven. Det udstillede dermed Venstre, hvor altså et folketingsmedlem i et regeringsparti (!) kunne skabe usikkerhed om netop det spørgsmål. Kun synd for oppositionen, at SF ødelagde triumfen en smule ved at indtage det modsatte standpunkt. Også her er der åbenbart usikkerhed om oppositionens samlede stillingtagen. Denne gang dog i en forholdsvis ubetydelig sag.


Så fik VKO endelig den nødvendige kant til oppositionen

Author icon

Skrevet af

Clock icon

november 23, 2010

Comments icon

20 kommentarer

Det holdt hårdt, men med S-SFs endelige afvisning af VKOs 'pointsystem', så fik Løkke og Kjærsgaard endelig den kant til oppositionen, som hele øvelsen fra starten gik ud på.

Der skulle kunne ses forskel på VKOs og S-SFs udlændingepolitik. Takket være Poul Nyrup Rasmussen og S og SFs bagland, så endte det set med VKOs briller 'godt' til sidst. Det kunne strategerne i SF også godt læse, hvor Villy Søvndal undervejs fik kaldt venstrefløjen for 'kynisk'.

DF fik desuden en fin ekstra bonus, da Poul Nyrup kom til at gentage sin 10 år gamle 'gaffe' om, at DF aldrig bliver stuerene. Gad vide hvad de sidste 10 års DF-vælgere tænker om det? Opgiver de nu pludselig DF og stemmer på S og SF? Svaret giver vist sig selv. Hvis Helle Thorning-Schmidt taber dette valg, så kan hun parkere ansvaret for det hos sin – klodsede er for mildt et ord – idiotiske – forgænger. Det er bestemt muligt, at et flertal hos rød bloks vælgere giver Nyrup ret. Men hvad hjælper det, hvis han fornærmer afgørende vælgergrupper, som S-SF for første gang i 10 år har fået i tale? Hvem havde dog i deres vildeste fantasi troet, at S kunne finde på at gentage så dum en fejl? Måske man skulle skramle sammen hos oppositionen og sende Nyrup på ferie på den anden side af kloden. Bare sådan i det næste halve års tid og uden for journalisters rækkevidde.

Hvad så med pointsystemet? Ja det er symbolpolitik. For reglerne kan som de fleste avislæsere ved omgås ved at flytte til Malmø. Jeg kan imidlertid ikke helt gennemskue den reelle virkning af de nye regler, som dog må formodes at være beskeden. Også fordi der faktisk ikke længere sker så mange familiesammenføringer som før.

Alligevel har S-SF '“ ja hele oppositionen – købt præmissen for diskussionen: At VKOs regler får virkning. Nogen bliver ramt. Medierne er i hvert fald fyldt med mennesker, der bliver ramt af reglerne. (Til gengæld er der meget få indslag/lidt omtale i medierne om, hvad følgevirkningerne og omkostningerne er for samfundet at mennesker uden forudsætninger for at klare sig på et dansk arbejdsmarked lukkes ind alligevel). De radikale protesterer. Det samme gør Nyrup og andre socialdemokrater som biskop Kjeld Holm og hele S-garden fra 70'erne med den tidl. justitsminister Ole Espersen, Kjeld Olesen mfl. som laver underskriftsindsamlinger. Det hele ender med at den kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt nu går til valg på, at hun ikke længere vil stramme reglerne for familiesammenføring mv. Alle kan se, at S-lederen er blevet presset til den position af sit bagland. VKO til gengæld har stadig flere frihedsgrader, hvis det skulle blive nødvendigt. I et valg, der også vil omhandle indvandrere, så er det en udsat position. Den svarer i øvrigt til Nyrups i 2001. Det store spørgsmål er nu: Mener et flertal i befolkningen, at det nu endegyldigt er slut med stramninger? Og hvis ja. Flytter det stemmer fra VKO og til S-SF? Og vil den effekt være varig? I al fald, så forsvinder den i samme sekund, at nye problemer med uintegrerede indvandrere rammer mediernes dagsorden. Det skulle være mærkeligt, hvis det ikke sker inden næste folketingsvalg.

Gjorde S-SF så noget forkert? Ikke i deres konklusion: At sige nej til pointsystemet. Men de indså for sent, at de ikke ville kunne overbyde VKO i udlændingepolitikken.

Nu er resultatet, at midtervælgerne nemt kan få øje på:

1. At S-SF vil 'sælge deres bedstemor' (opgiver deres politik og overbevisning) for at få regeringsmagten, hvilket kan koste på troværdighedskontoen.

2. Alle kan få øje på en afgrundsdyb forskel i udlændingepolitikken mellem S-SF og så den mulige regeringspartner de radikale.

3. Helle Thorning kan mistænkes for at være “svag i koderne”, i det forløbet viser, at hun kan presses af baglandet til en dag at føre en relativ slappere udlændingepolitik end VKO-regeringen. S-SF er samtidig under kraftig beskydning fra venstrefløjen og de radikale.

Oven i alt dette består der store uenigheder mellem S-SF og de radikale på de to andre helt afgørende felter som skat og økonomi.

Dermed er oppositionen splittet på tre afgørende politiske områder '“ præcis som det var tilfældet i 2005 og 2007. 'Missionen' set med VKO-briller er derfor fuldført, selvom det holdt hårdere denne gang end før. Alt i alt, så har regeringen med det mildt sagt noget uskønne forløb omkring de nye familiesammenføringsregler fået forøget dens overlevelseschancer betydeligt. Bl.a. fordi utilfredse “anstændige borgerlige” vælgere kan søge asyl hos Liberal Alliance og det ledige standpunkt om nul familiesammenføringsregler, men uden ret og adgang til de offentlige kasser. Måske irriterende for især de Konservativeog Venstre, men særdeles hjælpsomt for blå bloks muligheder for at få et flertal efter næste folketingsvalg.

Nu kommer Lars Løkke Rasmussen ræsende med en række andre forslag på folkeskole, SU-området, vækstkatalog osv., hvilket alt sammen bliver naturligvis skudt ned af oppositionen.

Det trækker op til et folketingsvalg, som kan komme når som helst efter årsskiftet. VKO skal lige have vedtaget finansloven. Danskerne skal lige på juleferie. Så er det tid til en nytårstale, der sikkert vil handle om økonomi, økonomi og økonomi. I mellemtiden vil der være næsten tre uger stort set uden politik. Hvis økonomien udvikler sig positivt, og regeringen holder sig fri af skandaler (det sidste er snart svært at tænke sig'¦), så er det næsten for oplagt, at valget udskrives i begyndelsen af januar og finder sted sidst på måneden. (Som det skete i 1984 og som det oprindeligt også var planlagt til i 2005, men blev aflyst på grund af tsunamien)

Viser meningsmålingerne, som har været noget svingende på det allersidste, at Løkke er pænt bagud vil han naturligvis vente et par måneder, men ikke længere end til starten af april, hvor de offentlige overenskomster kan munde ud i strejke og overenskomstindgreb. Ser det til den tid fortsat håbløst ud, så trækker Løkke den til efteråret.

Bottom border