Det kunne tyde på, at SFs formand – skyggeudenrigsministeren – Villy Søvndals status som politisk rockstjerne har kulmineret i meningsmålingerne og nu er for nedadgående. I hvert fald viste en Megafon-måling i weekenden, at SFs opbakning pt. er på niveau med partiets stemmetal ved 07-valget.
Det var således også iøjnefaldende, at SFs – relative – tilbagegang i denne ene måling viser, at det er det indvandrerglade parti Enhedslisten som får glæde af SFs fald fra tinderne. (Det andet indvandrerglade parti de radikale går faktisk 0,2 pct. tilbage i forhold til målingen i oktober)
De fleste iagttagere vurderer, at det var Søvndals omfavnelse af 'pointsystemet', der er hovedforklaringen på Megafon-målingen. Man ville simpelthen ikke være med til længere at føre DFs udlændingepolitik blot for at kunne med i regering efter næste valg.
Dertil kom en sjældent set klodset – og lidt desperat – fortalelse af Søvndal, hvor han beskyldte venstrefløjen for at være kynisk, når den ikke ville regeringsmagten alene på grund af den stramme udlændingepolitik. Ret beset var det SF-formanden som fremstod som den kyniske, der ville magten for enhver pris. http://www.berlingske.dk/politik/villy-soevndal-venstrefloejen-er-kynisk
Desuden skrev Information om at mange SF'ere nu meldte sig ud af partiet herunder også en tidligere '“ og ret ukendt '“ SF-næstformand har også efter ganske mange års medlemskab droppet sin partibog. Samme næstformand trak sig i øvrigt allerede for fem år siden fra sin næstformandspost i protest netop mod den nye ledelse, der kom til under Søvndal.
Det store spørgsmål er dog, om Søvndals facade som den glade idealist, der vil alt det gode for menneskene nu er krakeleret én gang for alle.
Eller vil de frafaldne SF’ere – for tiden Enhedslistevælgere – stille og roligt vende tilbage i folden, når Søvndal har fået justeret retorikken og den politiske debat kommer til at handle om andre ting? Det er bestemt sandsynligt.
Bevares. SF kan i øvrigt sagtens tåle at miste mandater både til højre og til venstre, blot så længe at regeringsmagten er inden for rækkevidde, hvilket alt tyder på.
Men hvis nu fremgangen stopper for Søvndal, fordi vælgerne mener, at SFs formand er blevet taget i at 'være en kold, beregnende og magtfokuseret politiker ligesom alle andre'? Kan det så ødelægge de rødes momentum? Drivkraften i det røde regeringsprojekt har netop været Villy Søvndals superstjernestatus som en i momenter særklasse begavet politisk kommunikator. Ham kvinderne elsker og ham de unge vil have og som mændene derfor vil være. Hvis de røde kommer til magten, så vil der i historiebøgerne formentlig stå, at det vundne valg byggede på en historisk fremgang for SF. Omvendt kikser det, så vil forklaringen være, at SFs formand ikke stod distancen. Et tabt valg vil formentlig føre til Søvndals fald i SF.
De næste par måneder kan derfor meget vel blive Villy Søvndals skæbnetime som toppolitiker. Kan han komme tilbage igen med de samme flotte meningsmålingstal eller vil SF i stampe lidt over forrige valgresultat? I så fald vil medierne med søvngængeragtig sikkerhed begynde at skrive de første historier om den falmede stjerne i SF og om årsagerne til det. Det behøver ikke at ødelægge de rødes regeringsmuligheder, men det vil gøre Søvndal mere udsat for intern kritik og negativ presse risikerer alt andet lige at føre til yderligere vælgervandring. For sådan er den politiske inerti. Medgang avler medgang, mens modgang avler modgang.
Kommer Søvndal tilbage i tidligere tiders topform, så vil det omvendt vise, at han er en robust politiker, der også kan tåle modgang. Har man ikke den robusthed, så bør man nok finde sig et andet job.
I hvert fald står det tindrende klart, at SF-formanden og Helle Thorning-Schmidt bliver særligt udfordret af de borgerlige – og medierne – på, hvilken indvandrerpolitik, som de har i sinde at føre med de radikale, der jo nærmest har erklæret den røde regering krig på dette punkt, og allerede før den er dannet og tiltrådt.
Omvendt er S-SF godt hjulpet af, at regeringen ikke selv formår at forklare tilstrækkeligt overbevisende, hvorfor vi i grunden skal have sådan et pointsystem. Det var det som Anders Fogh Rasmussen var eminent til: At 'prime' dvs. tale en særligt politisk dagsorden op i god tid, hvor efter han pludselig kom med en plan, der løste problemet. Pointsystemet fremstår som en idé, der nærmest dukkede op en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne som en indrømmelse til DF, nu hvor regeringen i år ikke rigtig havde penge i statskassen at dele ud af.
Alligevel burde temaet '“ hvis de borgerlige er lidt vakse ved havelågen – ved det næste valg ikke blive en folkeafstemning 'for eller imod VKOs pointsystem'. Det burde set med deres øjne blive et valg mellem bevarelse af en 'fast og fair udlændingepolitik' eller udsigten til at den bliver noget slappere, hvis de røde kommer til fadet og skal til at føre en ny politik på et område, hvor de radikale ultimativt har krævet at få indflydelse.
P.s. Tak til de donorer, som igen i år har betænkt mig med en økonomisk håndsrækning. God jul også til jer! Skulle andre komme på den samme idé, så se mere her.