Kategorier

Fremskridtsfurien in memoriam

Fremskridtspartiets furie Kirsten Jacobsen er død. Hun blev 68 år.

I tre årtier repræsenterede Jacobsen det bedste ved den anarkistiske højrefløj i Danmark. Hun var en enkeltsagsorienteret politiker men '“ vel at mærke '“ altid med en dyb indsigt i sagernes substans.

Dertil kom, at fruen med den umiskendelige nordjyske accent, havde en eminent evne til at fremstille sig selv som kritisk mod alle autoriteter og jagede bl.a. utrætteligt uduelige kreditforeningsfolk på grund af overbelåningssagerne, politikere og bankfolk i bank-krak-skandalerne i begyndelsen af 1990'erne og nidkært nidkære bureaukrater i sin utrættelige kamp for “den lille mand'. Dengang var Kirsten Jacobsen fast inventar i TVs nyhedsudsendelser, hvor hun tit tonede frem på skærmen med sin ligefremme, rapkæftede og kontante facon altid bevæbnet med et par tykke sagsmapper i favnen. Her lovede hun tv-seerne, at hver en sten ville blive vendt, og centraladministrationens embedsfolk sat i sving for, at man kunne komme til bunds i sagerne. Det var ikke mindst på grund af Jacobsens ihærdige indsats, at den daværende skatteminister Ole Stavad (S) siden måtte gå af efter den såkaldte Spar Nord-skandale, hvor skattemyndighederne havde lovet Sparekassen Nordjylland et ulovligt skattefradrag for at overtage den krakkede Himmerlandsbank.

Hun havde dog ikke altid en heldig hånd i magtkampen med Pia Kjærsgaard om Fremskridtspartiet, hvor det undertiden gik endog særdeles hårdt for sig. Jacobsen fik med sine støtter i 1989 kuppet sig til gruppeformandsposten, da hun fik væltet den siddende gruppeformand og Kjærsgaard-støtte Helge Dohrmann, der ganske kort efter pludselig døde af et hjerteanfald. Det tragiske udfald tog også hårdt på Jacobsen, der efter kun en uge i gruppeformandsstolen veg pladsen. Siden da var der krig på kniven mellem hende og Pia Kjærsgaard.

Da Pia Kjærsgaards fløj sagde farvel til Fremskridtspartiet i 1995 for at danne Dansk Folkeparti, så var Jacobsen den eneste tilbage i partiet med en folkelig appel. Jacobsens person blev i Nordjylland betragtet som et slags 'nordjysk folkeparti' og ved valget i 1998 trak hun egenhændigt et kredsmandat og et tillægsmandat i den daværende Nordjyllands Amtskreds.

Desværre var det ikke Jacobsens og Kim Behnkes liberalistiske idéer, der fik lov at dominere i Fremskridtspartiet, der efterfølgende blev kapret af den oprindelige stifter af partiet Mogens Glistrup, efter at Kirsten Jacobsen i 1999 sagde farvel til dansk politik.

Med Glistrups skingre udtalelser om 'muhammedanerne' blev det for meget for de fire folketingsmedlemmer, der siden søgte over i den løse partidannelse 'Frihed 2000', der dog ikke stillede op ved valget i 2001.

På en dag som denne bør man tage hatten af i respekt for, at et markant politisk liv med stort engagement i folkestyrets tjeneste og ikke mindst for frihedsorienterede idéer med Kirsten Jacobsens død desværre nu er slut.

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua

cand.polit, radiovært samt politisk kommentator. Vært på det politiske TV-program "Borgen Late Night", der sendes hver tirsdag. Tidligere skri ent på Jarls Blog og medvært på "Cordua & Steno"
Født 1969 i Rønne. Bor i Hellerup.
Kontaktoplysninger: jarlATjarlcordua.dk Telefon: 31718718

8 kommentarer til “Fremskridtsfurien in memoriam”

En velformuleret og fortjent afsked med en af de virkelig autentiske personager i nyere dansk politik. En furie, ja, men i det parti så sandelig den mest charmerende af slagsen – og tilmed den, der havde sin dokumentation i orden, når hun besteg barikaderne.

Jeg husker stadig den partilederrunde op til valget i 1998 (s.v.j.h.), hvor Kirsten Jacobsen i indledning af sin tale tabte gebisset i overmunden.
Med en elegant manøvre lod hun som om hun rettede på brillen og satte tandsættet på plads.
I sandhed en værdig talsperson for udkantsdanmark…

/Nikolaj

Hun var formidabel – hun gik uimponeret i struben paa de alle de elendige socialdemokrater og lusede bureaukrater, der fortjente det. Og saa gjorde hun jo i flere sager en konkret forskel for almindelige borgere, der var kommet i knibe. Aere vaere hendes minde.

Man kunne dog argumentere for at hun også var med til at forgylde de såkaldte “hørecentre”, da hun ved ihærdig indsats fik sikret fuld offentlig refusion for hvad som helst centrene kunne prakke kunderne på, så hun var vist ikke mere overbevist liberal end at hun ikke gik af vejen for at købe stemmer for statens penge…

Det medlem af Fremskridtspartiet/Dansk Folkeparti jeg som radikal har haft mest respekt for.

Og personligt har jeg altid ment at man skal respektere og kunne indgå i samarbejde med sine politiske modstandere, herunder om nødvendigt, med dansk folkepartisterne.

En sand ildsjæl ja der var villig til at kæmpe med alle midler hvis sagen var vigtig.

Jeg mødte hende mange gange over en periode sidst i firserne og en af de meget overraskende ting da jeg lærte hende at kende var at hun ikke var politiker i på nogen måde jeg før havde mødt. Kirsten interesserede sig for mennesker og ikke for politik.

Hendes meget nære venskab med Lilly Gyldenkilde fra SF der var kommet i folketinget som førtidspensionist gav rigtig god mening for det de begge interesserede sig for var at beskytte og kæmpe for den lille mand og især den lille mand der var kommet i klemme.

Ingen af de to damer var så ideologiske at det gjorde noget men de forfulgte begge uretfærdighed når de så den og Kirsten gjorde det bedre end de fleste.

Hvis nogen havde kaldt Kirsten for liberal ville hun have grinet og jeg føler mig også ganske overbevist om at hun aldrig nogensinde har fået tilbuddet om at træde ind i et liberalt parti.

Kirsten var ganske enkelt uden for nummer.

Lukket for kommentarer.