To pæne chok ramte mediedanmark på samme tid i søndags.
Denne dag kunne Politiken afsløre, at Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, ifølge avisens afdøde tidl. chefredaktør Tøger Seidenfaden var kilde til Weekendavisens sensationelle afsløringer om Tamilsagen, der førte til VK-regeringens fald i 1993.
Seidenfaden var dengang chefredaktør på Weekendavisen, hvor han i øvrigt ifølge et uddrag i Stig Andersens kommende bog 'Tøger' var udsat for et massiv pres fra Berlingskes ledelse om at stoppe den ligeledes nu afdøde journalist Nils Ufers skriverier om sagen. Det pres modstod Seidenfaden naturligvis, og resten er historie. Men nu genoplives det hele, fordi Seidenfaden før han døde har fortalt Stig Andersen, hvordan det hang sammen.
Fra graven råber Tøger:
– Jeg ville ikke have trykt historien i Weekendavisen, hvis Nils Ufer ikke havde fortalt mig kilden. Han fortalte mig om Gammeltoft-Hansens rolle, og jeg vidste, at det var ombudsmanden, der var Ufers kilde, fortæller Seidenfaden i bogen.
Ups. Kan man som Ombudsmand lække følsom viden til journalister? Måske. Gammeltoft-Hansen var på dette tidspunkt ikke involveret i sagen, og han forsvarer sig med, at han fik oplysningerne om sagen fra justitsministeriets embedsmænd, der havde vidnet under afhøringer i den såkaldte undersøgelsesret, der på dette tidspunkt 1990-1992 blev ført for lukkede døre. Disse undersøgelser endte med at blive til den rapport, som højesteretsdommer Mogens Hornslet i januar 1993 afleverede til Folketinget, og som førte til regeringens fald.
Til Politiken sagde Gammeltoft-Hansen:
– Bagefter indså jeg, at jeg ikke havde været så påpasselig, som jeg skulle have været, og det tog jeg ved lære af. Og jeg kan jo ikke sige andet i dag, end at jeg beklager det.
Det er de færreste, der i det hele taget jubler over, at ombudsmanden har videregivet disse oplysninger til Weekendavisen. Ingen politikere synes at bifalde Gammeltoft-Hansens handlemåde i den snart 20 år gamle sag, men ingen bortset fra DFs Morten Messerschmidt kræver hans hoved på et fad. Og det er der en række gode grunde til.
1. Han har varslet sin afgang ved årsskiftet
2. Det er en gammel sag, og især de borgerlige har ikke lyst til at rode op i den igen. Det er en tabt sag.
3. Sagen kan ikke bære det. Folketingets Ombudsmand bør ikke rende til pressen med den slags oplysninger. Han skal fremstå mere end almindeligt upartisk og ikke agere i en sag, der dengang '“ og stadigvæk '“ af mange bliver opfattet som ekstremt politisk. I øvrigt er det en tilståelsessag. Han var ikke påpasselig. Han beklager sagen og tog ved lære af den. Siger han.
4. Gammeltoft-Hansen er faktisk afholdt på Christiansborg. Han har en kultiveret og behagelig facon, der gør, at han nyder stor respekt rundt omkring. Selv blandt de borgerlige. Det hjælper ham også i denne sag.
Så der sker ikke mere i denne sag for Gammeltoft-Hansen, selvom at det ellers så pæne renommé har fået en ordentlig ridse.
Til gengæld flippede journalisterne ud over, at den ellers ved sin død i januar saligkårede Skt. Tøger har outet en så prominent kilde.
Politiken fik hurtigt sendt redaktør Anders Jerichow på banen for at bløde sagen lidt op. Ufer havde andre kilder end Gammeltoft, bedyrede han. Men det er jo ikke sagen, men princippet vi taler om.
Det må dog undre og så alligevel ikke, at Tøger på denne måde får bragt sig i centrum igen. 'Tøgers sidste stunt', lød overskriften i BTs kommentar. Det må man give dem ret i. Den såkaldte medieekspert Oluf Jørgensen fik som vanligt luftet det synspunkt, at stort set hvad som helst er tilladt af pressen.
Så hvad kan man lære af det? Ja kildebeskyttelse er ikke, hvad den har været. Og det har Politiken jo allerede tidligere frasagt sig fx i sagen om, hvem der fortalte TV2s Rasmus Tantholdt om jægersoldaternes ankomst til Irak. Her mente Seidenfaden og dermed Politiken ikke, at kildebeskyttelsen havde nogen betydning. Det er muligt, at Bo Lidegaard har en anden holdning, men Seidenfaden opfattede ikke kildebeskyttelsen som noget absolut. Det er faktisk en gammel historie.
P.s. Flot gået af Stig Andersen med afsløringen. Han har da fået optimeret foromtalen af sin Tøger-bog. Stig du er velkommen til at sende mig et anmeldereksemplar, hvis du måtte læse det her. Jeg prøver at anmelde bogen, hvis jeg får tid og lov til det af mine læsere.
11 kommentarer til “Den pæne mand beklager”
Du har ret, Jarl. Og netop ud fra de grunde, du angiver, er sagen stendød. Det er Nils Ufer desværre også, men tænk hvis han som en anden Lazarus steg op af graven, så ville han eksplodere i frådende raseri. For ham var kildebeskyttelse det 11. bud. Intet mindre. Han ville kun, og sikkert ikke en gang på sådan et tidspunkt, afsløre sin kilde, hvis dén (altså Hans Gammeltoft-Hansen) var død. A propos sidstnævnte: er alt i orden, når man siger,
Og jeg kan jo ikke sige andet i dag, end at jeg beklager det.
Er man så bare home-free?
Hvis det var kommet frem, at en højreorienteret ombudsmand, der havde været arkitekten bag en historisk hård udlændingepolitik, senere i sit højt estimerede embede havde lækket fortrolige informationer, der væltede en venstreorienteret regering, ville pressen kaste sig over ham som dødssultne løver over deres bytte.
Nu er der heldigvis tale om en formentlig radikal ombudsmand – strategen bag udformningen af den meget liberale udlændingelovgning fra 1983 – der er kommet til at fortælle Weekendavisen nogle ting, som senere førte til den borgerlige regerings fald. Det kan alle og enhver vist se er meget mindre alvorligt – en ren bagatel: Ombudsmanden er jo en embedsmand som alle andre, Gammeltoft-Hansen har beklaget, og i øvrigt er der også snart ferie…
Lige yderligere et par kommentarer: Det er vist blevet nævnt før her på bloggen, men er nok værd at gentage: Det var Birthe Rønn Hornbech in persona, der i sin tid sørgede for, at Hans Gammeltoft-Hansen blev udnævnt til ombudsmand. Læs mere her: http://kortlink.dk/9627
Desuden skrev Hans Engell i går i Ekstra Bladet, at hans afløser som ombudsmand bliver højesteretsdommer Jens Peter Christensen.
Tro mod den sidende regerings mantra; man skal ikke bruge (for mange) ressourcer på fortiden, vi skal se fremad og finde løsninger på dagens problemer
Man er vel administrator
Hvorfor skulle Berlingske ledelse havde presset på for at lukke historien?
5. Det fremgår af det afsnit af Stig Andersens bog, der fulgte med Politiken søndag.
I Berlingskes ledelse sad Kristian Mogensen (som havde reddet Berlingske i 70’erne fra at lukke) og han lagde pres på chefredaktionen, som bl.a. bestilte en advokatundersøgelse, der skulle belyse WA og Tøger Seidenfadens ansvar.
Det fremgår også af afsnittet, at Kristian Mogensen procederede i Rigretten, hvor han mente at der var tale om en sammensværgelse mod Ninn.
Det er ved at være nogle år siden, og jeg husker ikke selv sagen i detaljer.
@2
Fuldstændig korrekt. Mediernes bias har efterhånden nået groteske højder. Bare se det seneste hysteri over grænseaftalen. Midt i al hysteriet over regeringen og DF overhovedet har tilladt sig at genindføre en iøvrigt helt utilstrækkelig grænsekontrol, så forbigår man Thorning-Schmidts slik-flakken i forbindelse med denne ‘sag’.
Off-topic: Begyndelsen af en artikel i Børsen i dag: “Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan nu pryde en stigende troværdighed hos vælgerne med en klar anerkendelse af hans politiske resultater, især regeringens aftale om gennemgribende reformer af dansk økonomi frem mod 2020. … Og hos Venstre er der glæde over vælgernes bedømmelse, der følger i kølvandet på, at statsminister er gået klart frem i troværdighed på bekostning af hans udfordrer til jobbet, Helle Thorning-Schmidt (S)”
Der er altså stadig et lille håb for Løkke.
Udmærket kommentar. Men efter min mening er Gammeltoft-Hansens sag mere alvorlig end som så – og også mere alvorlig end han selv gør den til.
Sagen var den at Ombudsmanden selv var en af de juridiske nøglepersoner i forløbet op til nedsættelsen af undersøgelsesretten i Tamilsagen. I dette forløb havde han tidvis været i betydelig konflikt med Justitsministeriet, hvad der selvfølgelig ikke er noget galt i i sig selv.
Ved Folketingets nedsættelse af undersøgelsesretten (omkr. juni 1990)var det i sig selv et politisk hovedspørgsmål, om rettens døre skulle være åbne eller lukkede for pressen etc, eller ikke. Regeringen fik igennem at det måtte være Justitsministerens afgørelse – og JM resolverede omgående at Tamil-rettens døre skulle lukkes. Oppositionen ville självklart have så åbne døre som muligt, så sagen rigtigt kunne brede sig i medierne. Omvendt var regeringen naturligvis ude efter at lægge låg på.
At HGH i den situation valgte at give oplysninger om hvad der foregik bag rettens lukkede døre til den hyper-engagerede Tamilsagsjournalist Nils Ufer synes derfor kun dårligt at kunne have været udtryk for “mindre påpasselig” opførsel, som han selv siger. Det ligner i betænkelig grad en bevidst politisk ageren for at øge presset for en lovændring, der ville gennemtvinge en døråbning i retten (det var jo de alternative flertals periode, bl.a. på retspolitikkens område).
Dette indtryk styrkes af HGH ´s besynderlige forklaringer i Berlingeren 12.06.2011: at ombudsmandsembedet var meget presset af sagen, at han på fejlagtigt grundlag var udsat for kritik i avisledere etc. Men retten var jo netop nedsat for at rydde op i sagen, og slå fast hvad der var fakta, og hvad der var myter. Men det havde ombudsmanden altså ikke tålmodighed til at vente på. Og han fandt heller ikke sine muligheder for åbent at gå i pressen tilstrækkelige.
Ufers avisartikler bragte selvfølgelig ikke i sig selv Schluter til fald. Men de usædvanligt indsigtsfulde referater var med til at holde spørgsmålet: dørlukning eller ej? i politisk kog indtil det omkring julen 1990 blev taget op fra en noget uventet side, nemlig Ninn-Hansen selv, som ville gå til Menneskerettighedsdomstolen. Så ville Schlüter ikke lege med mere, som bl.a. Søren Mørch har beskrevet det i sin Schlüter-biografi.
Og så er vi ved dagens spørgsmål: kan lige præcis en ombudsmand – hvis autoritet i sidste ende hviler på tilliden til hans juridiske indsigt, og evne til at skelne mellem ret og fejl – benytte sig af den slags metoder? Nej, og derom er der heller ikke uenighed.
Værre er det måske, at ombudsmanden nu synes at ville bagatellisere det skete(med den elegante indledning: Jeg erkender jo åbent…)
Jeg er derfor nærmest tilbøjelig til at være enig i Holger K. Nielsens umiddelbare udtalelse, at HGH står med “en meget skidt sag”.
En grund til, udover dem Jarl nævner, til at der ikke rodes så meget op i sagen: Det var næppe Weekendavisens afsløringer, der førte til regeringen Schlüters fald. Undersøgelsesdomstolen under Mogens Hornslet var allerede i fuld gang, foranlediget af klager fra individuelle tamiler, der ikke havde fået den familiesammenføring, som de havde krav på efter loven.
Ufers artikler i WA var en væsentlig del af debatten om Tamilsagen, men de påvirkede næppe undersøgelsens resultat, og det var det resultat, der fik Schlüter til at gå og udskrive valg.
Så mens sagen er dårlig for ombudsmanden (selv om han altså ikke videregav fortrolige oplysninger fra sit eget arbejde), var han altså ikke ansvarlig for den borgerlige regerings fald. Det var, om noget, Erik Ninn-Hansen med sin bevidst ulovlige administration af familiesammenføringsreglerne og Schlüter med sin herostratisk berømte “gulvtæppetale”. Schlüter var træt og ville ikke fortsætte, efter at han var grebet i at sige noget direkte misvisende for at dække over Ninns ulovligheder (hvad enten han nu selv var medvider eller offer i den sag).
Men ombudsmanden tvang jo hverken statsministeren til at vildlede eller Ninn til at begå ulovligheder. Så hans rolle som kilde fik ikke den helt store indflydelse på sagen, som nogen får det til at lyde som.
Herudover vil jeg tilslutte mig kritikken af Seidenfaden for at afsløre kilden. Hvis man lover nogen kildebeskyttelse, lover man dem kildebeskyttelse. Det gælder MINDST, så længe kilden lever, med mindre kilden selv står frem. Det er ikke OK at bryde kildebeskyttelsen, bare fordi man selv gerne vil skrive en lidt saftigere erindringsbog.
Alex Frank Larsen har i øvrigt en interessant kronik i Politiken, hvor han går i rette med billedet af Ufers artikler i WA som afgørende for sagen:
http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1311270/toegers-falske-fremstilling-af-tamilsagen/
“Nils Ufers summariske referat fremkom, blot seks dage før de skriftlige referater blev tilgængelige, så hans artikel i Weekendavisen havde ikke den fjerneste indflydelse på spørgsmålet om åbne døre. Og i det store perspektiv fik de ingen betydning for sagens forløb.
Men ifølge Tøger Seidenfaden blev artiklen kun bragt i Weekendavisen, fordi Ufer havde fortalt, at hans kilde var ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. »Jeg ville ikke have trykt historierne i Weekendavisen, hvis Nils Ufer ikke havde fortalt mig kilden «, oplyser han i bogen … Det bliver i Politikens underrubrik til, at Gammeltoft-Hansen »var kilde til de fortrolige oplysninger, der fældede tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen og Schlüterregeringen «. (…)
Hvad ville der være sket, hvis Weekendavisen ikke havde bragt det famøse referat? Ingenting. Ikke noget, der havde relevans for sagen. Få dage senere kunne enhver journalist læse og skrive, hvad der var sagt bag de lukkede døre.”
Tøger Seidenfaden gik efter dommerundersøgelsens offentliggørelse i 1992 ret voldsomt ind i sagen og proklamerede på forsiden af WA, at “Ninn-Hansen har brudt retsstatens grundlov” som er: “Lov er lov, og lov skal holdes”. Men Alex Frank Larsens beretning passer ret godt sammen med min egen erindring om, at Nils Ufers artikler ikke var afgørende i sagens forløb.