Fra mandarinernes verden

Hvem bestemmer egentlig i dansk politik? Er det regeringens ministre eller er det i virkeligheden embedsmændene, der kører butikken? Det bedste svar på disse og mange andre spørgsmål finder man i de to erfarne tidligere Christiansborg-journalister Susanne Hegelund og Peter Moses 'Javel Hr. minister', der udkom på Gyldendal for nogle måneder siden.

Det er overordnet set en fremragende, levende og velskrevet fortælling om et vigtigt, men overset hjørne af dansk politik, der beskriver forholdet mellem ministre og departementschefer. Vi får en kort historisk indføring i, hvordan embedsmændenes rolle har udviklet sig over tid og får belyst de seneste 25 år, hvor embedsværket kæmper en hård kamp for at bevare det nedarvede privilegium som ministrenes eneste fortrolige rådgivere. I bogens sidste kapitel har forfatterne en glimrende diskussion, hvorvidt kommende regeringer skal overveje at indføre egentlige kabinetter, hvor politisk udpegede embedsmænd som fx statssekretærer skal indføres og tage sig af den politiske rådgivning af ministrene, mens embedsmændene skal reduceres til kun at være rent faglige rådgivere.

Der er tale om en enestående skildring af livet og magtspillene i regeringskontorerne, der ofte er meget anekdotisk præget, og hvor anekdoterne ind imellem truer med at løbe med opmærksomheden. Det gør, at denne bog er svær at placere mht. genre. På den ene side gør mængden af de som oftest muntre anekdoter, intriger og sladderhistorier om selvbevidste embedsmænd og selvovervurderende eller besværlige politikere det til fremragende 'lokumslæsning'. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at den med sine nye oplysninger, gode beskrivelser og ind imellem skarpe analyser af den evige magtkamp mellem politikere og embedsmænd på sin måde må være et værk, der vækker faglig interesse for universitetsfolk. Denne bog bliver nemlig ikke til at komme udenom i mange år frem, når fagpersoner skal studere forholdet mellem politikere og topembedsmænd. Det er formentlig den vigtigste bog på sit område, der er udkommet siden den navnkundige departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidts erindringsbog ' Fra Psykopatklubben'. Og derfor vil den blive læst af alle, der har gjort karriere i centraladministrationen, som har planer om det og naturligvis også af dem, der allerede gør det. De sidste vil naturligvis sikre sig, hvordan de evt. selv, deres arbejdsplads og deres 'depchefer' bliver beskrevet. Det samme gør sig gældende for nuværende, forhenværende og kommende ministre.

De mest interessante kapitler opdyrker nyt land for enhver politisk interesseret. Der findes fx ikke nogen tidligere beskrivelser af, hvordan departementschefer bliver ansat, og hvordan de interagerer med hinanden fx i uformelle organer som 'Vogternes Råd', hvor Slotsholmens mest magtfulde departementschefer mødes og 'klapper ting af'. Vi hører om, hvor svært det er for ministre, at blive deres enerådende, nærmest ulydige eller kontraproduktive departementschefer kvit, og hvilke farer man risikerer at udsætte sig for, hvis man som minister sætter sig op mod sine embedsmænd.
Vi bliver indført i de forskellige ministeriers særlige status og kulturer. Centralt står især beskrivelsen af Finansministeriet, som især i 1990'erne fik sin storhedstid under den daværende stærke departementschef Anders Eldrup, der gik under øgenavnet 'Mandarinen' '“ efter de magtfulde kinesiske embedsmænd. Eldrup og den daværende finansminister Mogens Lykketofts fik gjort Finansministeriet til maskinrummet og magtcenteret på Slotsholmen både, hvad angår politisk idéudvikling og ikke mindst idéernes finansiering.

Det er tydeligt, at forfatterparret trækker på deres mangeårige erfaring og store kildenet '“ ikke mindst i embedsværket. Begge var i øvrigt på Christiansborgredaktioner i årene omkring 1990, og derfor forekommer de særligt velegnede til at beskrive årene lige før og efter SR-regeringens tiltræden. Det var også perioden med Tamil-sagen, der førte til VK-regeringens fald i 1993, men også til Justitsministeriets syndefald, skandale og tab i agtelse på grund af sagen, hvor centrale embedsmænd ikke sagde tilstrækkeligt fra overfor en minister, der havde besluttet at ministeriet i årevis skulle sylte tamilske asylansøgeres familiesammenføringssager. Dertil var det også Udenrigsministeriets storhedstid ikke mindst i kraft af en stærk og markant minister som Uffe Ellemann-Jensen i de samme dramatiske år under de politiske omvæltninger i Øst-og Centraleuropa.

Når vi kommer tættere på nutiden og perioden med Fogh-regeringerne så trækker forfatterparret en del på deres store viden og vist ret enestående indsigt, som de har oparbejdet bl.a. under tilblivelsen af deres første bog 'Håndbog for Statsministre' (2006), der især gik tæt på og beskrev ledelsesstilen hos den forrige regeringsleder. Med andre ord: 00'erne er dermed også et tiår, som de to forfattere har helt styr på, og hvor deres kilder stadig er aktive og således kan levere nyt og interessant materiale.

Forfatterne holder sig dog ikke kun til at beskrive fortiden, man kommer omkring nutiden under Løkke-regeringen – herunder Lars Løkke Rasmussens problematiske forhold til sin tidl. departementschef Karsten Dybvad – og forsøger endda også at forudskikke, hvordan en ny S-ledet regering muligvis vil rense ud i embedsmænd, der har været lidt for tjenstvillige mht. at hjælpe med at udstille oppositionens politik og føre den borgerlige regerings ideer ud i livet. Henrik Sass Larsen viste som bekendt forfatterparret den store hjælpsomhed at beskrive disse 'dødslister' over disse embedsmænd, hvorfor bogen derved fik fortjent pæn omtale i medierne forud for udgivelsen.

Skal man finde nogle tidsler, så kan detaljemængden nogle steder forekomme noget overdrevent og sproget bliver indimellem mærkeligt indforstået, hvor læseren pludselig efterlades alene. Fx afslutter forfatterne et kapitel med lakonisk at fastslå, at efter at Frank Jensen havde siddet tre år i stolen som justitsminister, da “begyndte resultaterne af de politiske initiativer – han selv satte i gang at rulle ind, til stor tilfredsstillelse for ministeren selv. Helt ærligt. Er det en objektiv vurdering eller skal vi bare tro på, at Frank var glad og tilfreds med det, som han selv satte i gang? Et par eksempler ville have styrket troværdigheden her.

Helt fjollet bliver det imidlertid, da fodboldspilleren Daniel Agger uforvarende skal bruges til at beskrive en eller anden pointe omkring magtforholdene på Slotsholmen. Hvad i alverden laver en fodboldmetafor i sådan en fin og ellers på mange måder fremragende og enestående bog? Til alt held står Agger trods alt ikke bogens navneregister. Og skal vi være lidt mere sure, så er der den nærmest demonstrative brug af “dramatiserende nutid” til at beskrive fortiden. Det virker også lidt for poppet på denne læser.

Men alt dette til trods, så må jeg stærkt anbefale alle politiske junkiees at læse 'Javel Hr. Minister', som i hvert fald er dette års hidtil vigtigste politiske bog og måske endda årtiets på grund af dens enestående beskrivelser af det ellers meget lidt belyste emne om embedsmændenes betydelige indflydelse.

Den bør også læses af alle politiske journalister. Især dem, der til trods for, at de intet aner om Slotsholmen og politik og uden særlige forudsætninger, alligevel formår at blive ansat på politiske redaktioner. For hvis bogen bliver både læst og forstået, så var der måske håb om at man kunne slippe for alle de vrøvlehistorier pressen af og til bruger tid på at fyre op under mht. hele myten om 'spindoktorernes store magt' i dansk politik. Spindoktorerne belyses også i bogen, men på 12 ud af 280 sider. Det er helt passende, hvorved proportionerne på plads!