Jarls blog

Uafhængig liberal blog om dansk politik

Der må ligge mere bag Sass' beslutning

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 29, 2011

Comments icon

52 kommentarer

Christiansborg blev i dag rystet af meddelelsen om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen ikke kan blive minister, fordi han – ifølge Sass selv – ikke kan sikkerhedsgodkendes af PET. En besked som Sass fik i går 'fra relevante myndigheder'. (Det kunne meget vel være PET-chef Jakob Scharf eller Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen)

Sass Larsen, der ellers stod til at blive finansminister i den nye regering, forklarer selv til TV2, at det er på grund af et enkelt fysisk møde og en skriftlig kontakt med en 'fremtrædende rocker', der havde nogle problemer med samvær med sine børn.

PET er dygtige seriøse folk, som selvfølgelig gør, hvad de kan for at sikre os, at vore ministre er hæderlige folk med god vandel, som det hedder. Men ingen på Christiansborg vil tro på, at et enkelt møde med en rocker på et værtshus plus lidt mailkorrespondance kan udløse en manglende sikkerhedsgodkendelse. Det er jo oven i købet et møde, som alle kender til, fordi det har været omtalt og foreviget med et foto bragt i flere medier. Der må simpelthen være tale om en søforklaring eller et røgslør for at mere ligger bag Sass beslutning.

Jeg har ingen anelse om, hvad der får PET til at træffe en beslutning om, at Sass ikke kan sikkerhedsgodkendes. Det er formentlig kun Sass selv og PET – og Helle Thorning-Schmidt – der præcis ved, hvorfor. Det er dog nærliggende at spekulere i, at forklaringen skal søges et eller andet sted i Sass' relation til sin gamle ven Tommy Kamp, der i foråret blevet anklaget for at have skaffet restauranten 'Cafe Vanilla' i Køge en udendørsservering gennem sine kommunale kontakter på Køge Rådhus for til gengæld at have spist og drukket gratis og modtaget adskillige andre ydelser på restaurantens regning. Sass blev efter at en politiundersøgelse havde gennemgået sagen dog renset for beskyldninger – fremsat af caféejerne på Køge Lokal TV – om bl.a. at have købt efedrin-tabletter.

Lige nu kører der alle mulige rygter i det politiske miljø om 'den virkelige årsag' til Sass exit, og i de kommende dage vil pressen med stor sikkerhed kaste sig over sagen for at få endevendt enhver sten, der måtte skjule nye oplysninger.
For Helle Thorning-Schmidt er Sass' afgang et tab forstået på den måde, at hun mister en nær allieret, som tænker mere strategisk end hun selv hidtil har evnet. Det var Sass '“ og ikke Thorning '“ der forhandlede en aftale om magtdelingen på plads med venstrefløjen i partiet, som fik skabt ro om hendes formandskab. Det var også Sass, der lagde den strategi, hvor man fik skabt det succesfulde samarbejde med SF, der efter 10 års ørkenvandring gjorde rød bloks regeringsalternativ troværdigt hos vælgerne. Indtil Sass løb ind i problemerne med Café Vanilla-anklagerne, der også ødelagde hans personlige valg for 14 dage siden, var Thornings frihedsgrader ift. ham meget små til trods for, at Sass aldrig ville kunne vinde en popularitetskonkurrence hos sine partifæller. Café Vanilla-sagen og især omtalen fik dog pludselig socialdemokrater til at gå og snakke i krogene om, at Sass var tæt på en fyring som mulig minister, og at Thorning i øvrigt – som mange andre af hendes partifæller igennem årene – ikke var alt for imponeret af hans arbejdsindsats. Modsat hørte man på vandrørene, at Sass ikke just blev blæst omkuld af Thornings evner mht. tænke politisk-strategisk. Alt det blev imidlertid holdt i ave på grund af den magtdelingsaftale, som gjorde at Sass ikke var til at komme udenom, den dag der skulle dannes en ny regering. Nu har PET så givet Thorning lidt flere kort på hånden, hvor hun kan se helt bort fra Sass. Om hun ånder lettet op over at slippe af med Sass eller begræder tabet, det er ikke til at sige.

Men for Henrik Sass Larsen må det være en bitter dag. Så tæt på magten, og så glipper det alligevel. På grund af et tilfældigt møde på et værtshus med en rocker. Det ville være tragisk, hvis ikke det var så langt ude, at man må afvise forklaringen. For hvis Sass er blevet diskvalificeret på den baggrund, så er der et eller andet galt med PET. I så fald burde Sass påpege det himmelråbende uretfærdige i, at hans politiske karriere skal afspores på grund af så lidt. Ja på grund af en bagatel. Det gør han ikke. Og det er der måske en god grund til. En grund, som vi ikke kender. Endnu.


Himlen over Ørestad

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 29, 2011

Comments icon

13 kommentarer

Valget for 14 dage siden giver landet '“ må vi formode '“ en ny regering senest på mandag. Men hvis man skal tro de foreløbige meldinger fra 25. etage på Hotel Crowne Plaza på Amager, så bliver det ny regeringsgrundlag ikke et brud med VKO-æraens politik på en lang række områder.

Fjernelsen af den symbolske millionærskat og bankafgifterne er tilsyneladende lagt på forhandlingsalteret som offergaver til de radikale. Dermed anerkender en kommende regering, at højere marginalskatter er skadelige for arbejdsudbuddet, tilskyndelsen til at uddanne sig osv. og dermed økonomien. Den sammenhæng anerkendte S allerede i 90'erne, hvor Poul Nyrup Rasmussen gennemførte de hidtil drastiske sænkninger i marginalskatten. Det er så den første kamel i en lang række som SF må sluge for at komme i regering.

På det øvrige skatteområde er det endnu ikke helt gennemskueligt, hvad en ny regering har i sinde bortset fra, at en skattereform skal mindske skatten på arbejde. De radikale vil hæve boligskatterne, mens S-SF er imod. Hvis S-SF holder stand, så vil der heller ikke ske noget på dette område. Og her bør man bemærke, at Helle Thorning-Schmidt under valgkampen garanterede, at boligskatterne blev holdt i ro.

Under valgkampen 'garanterede' Thorning i øvrigt også, at der både kom en boligpakke og en betalingsring rundt om København. Det er dog formentlig 'garantier' hun '“ modsat boligskatterne – kan løbe fra, uden at det går akut ud over vælgeropbakningen.

Til gengæld må man formode, at en skattereform vil indeholde noget nær en tsunami af adfærdsregulerende afgifter på energi, fedt, cigaretter etc. Det skattepolitiske instrument er man lige forelsket i, hvad enten man kommer fra de radikale eller Enhedslisten. Det så man til fulde i 90'erne, og var i øvrigt baggrunden for, at Anders Fogh Rasmussen havde så stor succes med at love vælgerne skatte og afgiftsstop forud for valget i 2001.

S-SF står vagt om hjørnestenene i VKOs stramme udlændingepolitik 24 årsreglen og tilknytningskravet. I stedet lemper den ny regering på en række andre områder, som formentlig ikke på den korte bane vil skabe mistillid hos befolkningen til, at der for alvor pilles ved VKOs popuære 'faste og fair udlændingepolitik'. Spørgsmålet er hvor grænsen går for, hvor mange huller en ny regering kan tillade sig at bore i udlændingepolitikken, før vælgerne reagerer? Det er man formentlig opmærksom på hos SF. I et indlæg i Politiken i dag skriver de to SF’ere Ida Auken og Astrid Krag ligeud at rød blok aldrig ville have vundet valget, hvis man ikke forinden havde accepteret de centrale dele af VKOs udlændingepolitik.

Trepartsforhandlinger har længe været S-SFs magiske svar på spørgsmål om, hvor pengene til deres økonomiske politik skal komme fra. Nu bliver tilbagetrækningsreformen gennemført, hvorfor fagbevægelsen mener, at deres medlemmer ikke skal aflevere yderligere til fællesskabet. Og dermed må man undre sig over, hvad der så skal komme ud af forhandlingerne? Arbejdsgiverne er interesserede i løntilbageholdenhed, men det klarer krisen helt af sig selv. Tiderne '“ og løndannelsen – er skiftet siden de succesfulde trepartsforhandlinger for snart et kvart århundrede siden som nostalgiske iagttagere ofte henviser til. De fleste lønforhandlinger på industriens område finder sted lokalt, og medarbejderne er selvsagt mere interesserede i at beholde deres job end at kræve urealistiske lønstigninger, som de godt ved, der ikke er dækning for i disse usædvanligt usikre tider. Fagbevægelsen kommer sikkert til forhandlingsbordet i et lønligt håb om, at regeringen kan ændre deres rammebetingelser, så den katastrofale medlemsnedgang på en eller anden måde bremses. Fx ved at overført nye opgaver fra det offentlige og få nogle flere (arbejdsgiverbetalte?)midler til efteruddannelse mv. Spørgsmålet er dog i hvilket omfang de radikale mener, at det offentlige kan eller skal medvirke til det? Arbejdsgiverne ser i hvert fald ingen grund til at deres omkostninger skal stige for at hjælpe fagbevægelsen ud af klemmen. Og hvad kan lønmodtagerne i øvrigt lægge af nye indrømmelser på bordet til gengæld for det? Det er ikke til få øje på.

Hvor må de radikale så ellers give sig? Her ligger det umiddelbart lige for at pege på, at en anden kronjuvel i S-SFs økonomiske politik er fremrykkelsen af offentlige investeringer for 10 mia. kr. Det vil være meget svært for en ny regering ikke på denne måde at vise handlekraft. Spørgsmålet er dog, om det er den rigtige økonomiske politik? Det mener landets nationalbankdirektør ikke. Svaret afhænger nok også af, hvilken økonom man spørger. Og hvornår man spørger. Bruger man 10 mia. kr. på offentlige investeringer '“ der først får effekt tidligst til næste år '“ så vil det næppe gøre den helt store forskel på den lange bane. Men politisk set er det nok klogt af S-SF at gennemføre dette valgløfte, nu hvor de må rende fra alle de andre løfter, som de har givet.

Et langt mere interessant spørgsmål man må stille sig er, hvordan den ny regering vil lukke hullet i statsbudgettet til næste år på omkring 100 mia. kr.? Hvis de da vil lukke det? Og hvad gør man med udgifterne i den øvrige offentlige sektor? Lader man bare kommunerne igen bruge løs af penge for at øge aktiviteten i økonomien? Her støder de radikales opfattelse af, hvordan nationaløkonomi fungerer, igen sammen med S-SFs. Vi ved dog, at finansmarkederne vil reagere, hvis en ny regering lader stå til i for lang tid. Og det sker naturligvis ikke. Så igen: Hvor vil de finde pengene, hvis krisen trækker ud og yderligere budgetstimulering ikke virker? Svaret findes formodentlig et eller andet sted i højderne over Ørestaden.

————————————————————————————————————–

Indtil videre ser stillingen sådan ud i forhandlingsregnskabet, hvor der ikke er taget højde for vægtningen af de enkelte endnu meget usikre elementer:

De radikales indrømmelser til S-SF: Fortsættelse af stram udlændingepolitik, ingen stigning i boligskatter, ok til fremrykning af off. investeringer for 10 mia. kr. og måske trepartsforhandling, hvor man til sidst truer arbejdsgiverne til indrømmelser til fagbevægelsen.

S-SFs indrømmelser til radikale: Ingen boligpakke, fjernelse af millionærskat og bankafgift samt ny skattereform der sænker skatten på arbejde.


Betalingsring forbliver hot emne op til KV13 i København

Author icon

Skrevet af

Clock icon

september 27, 2011

Comments icon

Ingen kommentarer

Lidt forsinket kommer min analyse af folketingsvalget set fra Københavns synsvinkel. Kun ét enkelt BR-medlem af den håndfuld, der stillede op, blev valgt til Folketinget, og det blev socialdemokraternes politiske ordfører Mette “Luksusfælden” Reissman. På rådhuset bliver hendes afgang nu ikke opfattet som noget stort tab for S. Betalingsringen blev de borgerliges – og især Venstres redning ved folketingsvalget. Formentlig bliver det også den sag, som de borgerlige kan køre deres kampagne på op mod kommunalvalget om to år. Og så fik København et nyt budgetforlig for 2012. Som forudset i artiklen fik overborgmester Frank Jensen forrige søndag forhandlet et bredt forlig på plads, hvor kun Enhedslisten står udenfor.

Læs hele analysen her.

Bottom border