Thornings ynglingehold II

Manu Sareen, Kirke og ligestillingsminister
Hans udnævnelse til minister er en af de store overraskelser. Det er en lille ministerpost med alt godt fra havet, men i forhold til de andre 'statssekretærposter' så følger der dog et ægte departement med. Det er klogt valg. Sareen er ret ferm til at får skabt opmærksomhed om de ting, som han bliver sat i spidsen for. Det er allerede sket nu, hvor hans tidligere udmelding fra august om at melde sig ud af folkekirken på grund af dens afvisning af homovielser, er blevet kontroversiel. Sareen er dog fortsat medlem af Folkekirken. Og så er det interessant, at han er den første minister med indvandrerbaggrund. Jeg tror på, at Sareen får succes i jobbet, så han kan komme videre. Men nu får vi sikkert homovielser og adskillelse af kirke og stat sat på dagsordenen. Inden Sareens tid er omme har ministeriet måske endda skiftet navn til 'Religionsministeriet'. Det skal nok blive muntert.

Martin Lidegaard, Klima- og energiminister
Han er tydeligvis en stor kapacitet på området som leder af den grønne tænketank Concito. Der findes vel næppe nogen i den radikale lejr, som ved mere om klima- og energipolitik. Men er han ikke mere fokuseret på klimaet end energiforsyningen? Mon ikke de energiforbrugende virksomheder kigger sig om efter et nyt land at producere i med udsigten til Lidegaard som minister? Det kan man da ikke fortænke dem i. Lidegaard er en mand med en mission, men han har dog parlamentarisk erfaring. Og da han har et sikkert flertal med Enhedslisten bag sig til at gennemføre de grønne afgifter og stramme regulering af erhvervslivet, så får han det helt sikkert nemt på posten. Vi må så se om erhvervslivet stemmer med fødderne. Og ellers kan han vel regne med opbakning bag sin politik fra storebrorens avis på Rådhuspladsen.

Morten Østergaard, Videnskabsminister m.v
Ingen er i tvivl om at Østergaard er nr. 2 efter Vestager i partiet. Nu bliver han videnskabsminister. Det er et ressort, der passer godt til de radikale, men er også et ministerium, hvor man hurtigt bliver væk. Østergaard har i opposition været en meget synlig debattør. Nu bliver det spændende at se, om han formår at synliggøre sit ministerium. Det bliver svært. Til gengæld sidder Østergaard med i magtens maskinrum som det andet radikale medlem af regeringens koordinationsudvalg.

Mette Gjerskov, Fødevareminister
Den nye minister kender sit stofområde godt. Hun er både agronom og har været ansat i FødevareErhverv. Alligevel har hun været rendyrket populist i opposition, hvad der ikke er så usædvanligt, når det gælder fødevarepolitiske område. Nu bliver det spændende at se om Gjerskov anlægger en realistisk pragmatisk linje mht. regulering af fødevarevirksomheder eller det bliver en yderligtgående stil med krav og afgifter, der får virksomhederne til at flytte produktionen ud af landet. Gjerskov er nok så meget inde i sagerne og så erfaren som parlamentariker, at hun næppe laver de store fejl. På den anden side har jeg svært ved at se hende som det store vælgeraktiv for regeringen.

Uffe Elbæk, Kulturminister
Den udnævnelse er nok den største overraskelse overhovedet. Elbæks engagement og interesse for kulturen er brændende, og det er alt andet lige en fordel. Elbæk er trods det lidt flegmatiske indtryk, som han giver ingen total nybegynder i politik. Han har siddet i Ã…rhus byråd i en periode. Bliver han en succes i jobbet? Formentlig. Tiden er ikke til de store udvidelser af kulturbudgettet, men på den anden side så burde Elbæk have alle muligheder for at synliggøre området med sin personlighed, sin kreativitet og sit engagement. Men det vil nok hjælpe lidt på sagen, hvis han skruer lidt ned for den varme luft og i stedet bruger tid på at konkretisere sine utvivlsomt store visioner for kulturområdet. Hvis ikke det sker, så ender han med at blive til grin og selv skrive sin fyreseddel i forbindelse med næste regeringsomdannelse.

Karen Hækkerup, Socialminister
Det er en stor overraskelse at Hækkerup får dette ministerium, men bestemt ikke, at hun bliver minister. Hækkerup har et godt navn på Christiansborg og er bredt afholdt. Hun tilhører højrefløjssocialdemokraterne og går for at være moderat ja næsten borgerlig når det gælder det retspolitiske område, som hun har røgtet som markant S-ordfører. Efterhånden har hun fået så megen parlamentarisk erfaring, at jeg spår hende til at blive en driftssikker minister, som utvivlsomt vil vokse med opgaven. Socialministeriet er dog blevet noget rundbarberet under den nye regering, og har derfor måttet afgive en række områder til andre ministerier.

Senere kommer jeg med en vurdering af de resterende ministre.